BOGANMELDELSE | Ny bog sætter sovjetisk arkitektur i æstetisk, politisk og historisk perspektiv. Med en kombination af journalistik, arkitekturhistorie og kulturkritik argumenterer freelancejournalist Jens Malling for en bevarelse af en kulturarv, der ellers hastigt svinder ind. Jon Reinhardt-Larsen anmelder Magtens manifestationer.

Jens Malling, Magtens manifestationer – arkitektur i Sovjetunionen, Trembita, 2019, 178 sider.

”Mange jeg mødte mener, at det ikke yder stilretningen fuld retfærdighed at betragte den som kun grim, kun dårlig eller kun værdiløs. Den yngre generation betragter den mindre fordomsfuldt og i stigende grad som en del af deres historie og som en del af Europas historie.” – Roman Bezjak, fotograf, om den senmodernistiske arkitektur i den tidligere østblok.

Mere end grå og kedelig beton
Det er nok de færreste danskere, der ikke vil ty til tillægsord som ”grim”, ”grå” og ”kedelig”, når talen falder på sovjetisk arkitektur. Freelancejournalist Jens Malling er imidlertid ikke en af dem. I sin seneste bog viser han med ord og billeder, at sovjetisk arkitektur ikke blot har æstetiske kvaliteter, der gør de gængse klicheer til skamme, men også indeholder en historisk påmindelse, som kan være gavnlig for os i dag.

Drevet af både en begejstring for bygningsværkerne og en forargelse over for nutidens manglende værdsættelse af disse giver Malling et yderst motiveret forsvar for sovjetarkitekturen. Man kunne måske frygte, at et sådant engagement medførte en patetisk og nostalgisk glorificering af fortiden, men Mallings hovedpointe er netop ikke en tilbagevenden til en tabt guldalder, men snarere et forsøg på at bruge historien til at gentænkte nutiden og ikke mindst fremtiden.

Bogen fungerer på én og samme tid som arkitekturhistorisk introduktion til emnet, journalistisk dokumentation af en falmende fortid og ikke mindst et kritisk indspark i nutidens samfunds- og kulturdebat. Bogen kan læses uden et større forhåndskendskab til arkitekturteori og -historie, da den er holdt i en lettilgængelig sproglig stil med et tilpas antal forklarende og uddybende noter.

Journalistik og arkitektur
2019 har været et år, hvor Malling har holdt redaktørerne på forlaget Trembita travlt beskæftiget. Tidligere på året udkom bøgerne: Krigen i Ukraine og Kobberminen i Armenien (begge anmeldt i Magasinet rØST). Magtens manifestationer er dermed tredje udgivelse inden for blot et år. Der er dog langt fra tale om hurtigt produceret lektura, da alle tre værker bygger på forfatterens omfattende journalistiske arbejde i det tidligere Sovjetunionen igennem en længere årrække.

Ligesom tilfældet var med de forrige udgivelser, består også Magtens manifestationer primært af en række artikler, der (for de flestes vedkommende) tidligere har været bragt i den danske dagspresse, og som på bogform er bundet sammen til en samlet fremstilling. Bogen er inddelt i tre hovedkapitler, der henholdsvis behandler de tre hovedstrømninger inden for sovjetisk arkitektur: konstruktivisme (1922-1932), socialistisk klassicisme (1932-55) og senmodernisme (1955-91).

Hvert af de tre hovedkapitler indledes med et arkitekturhistorisk overblik, der sætter rammen for de efterfølgende journalistiske artikler. Her tages læseren med til adskillige byer og lande i det tidligere Sovjetunionen, og det dokumenteres, hvordan bygningsværkerne fra sovjettiden i dag står og forfalder (hvis de da ikke allerede er forsvundet). Vi møder dog også den yngre generation, der er begyndt at gå aktivt til forsvar for en bevarelse af den sovjetiske kulturarv. Som det hører sig til i et værk om arkitektur, er bogen rigt udstyret med billeder af de omtalte værker og stilarter.

Det æstetiske, politiske og historiske
Forfatteren har valgt at vægte ”det æstetiske, politiske og historiske på bekostning af det byggetekniske”. Således afdækker de arkitekturhistoriske introduktionsafsnit til hver af de tre kapitler ikke blot de særlige æstetiske karaktertræk ved den pågældende byggestil, men sætter disse i relation til den historiske og politiske udvikling.

Hvor konstruktivismen var kendetegnet ved pluralisme, nytænkning, åbne facader og troen på fremtiden i kølvandet på Oktoberrevolutionen, var den socialistiske klassicisme mere ensrettet, klassisk, lukket og tilbageskuende i overensstemmelse med Stalins magtcentralisering. Senmodernismen tog et opgør med stalintidens pomp og pragt ved på den ene side at skabe en mere jordnær arkitektur, der primært tog udgangspunkt i almindelige menneskers boligbehov, og på den anden side ved at søge tilbage til en mere eksperimenterende udformning af det offentlige rum, særligt eksemplificeret ved metrostationerne i en lang række sovjetiske byer.

Selv om Malling udviser en entydig begejstring for den sovjetiske byggekunsts æstetik, så er det netop dens historiske og politiske funktion, som udgør kernen i hans forsvar for dens bevarelse. For Malling vidner de fysiske efterladenskaber efter det socialistiske eksperiment nemlig om en civilisation, der byggede på værdier, der er fundamentalt forskellige fra dem, der hersker i dag.

”På trods af de mange dårligdomme, der kendetegnede Sovjetunionen … [var et generelt kendetegn], at arkitekterne arbejdede med almenvellet for øje. Det medførte en helt anden og langt mere konstruktiv tilgang til især byplanlægning. Og fra et nutidigt perspektiv står det udgangspunkt i befriende modsætning til kakofonien af enkeltstående og alt for høje prestigeprojekter i mange byer under den neoliberale globalisering, hvor helhedstænkning er fuldstændig fraværende.”

Destruktionen af det offentlige rum
Mallings kritik af den neoliberale globalisering minder om den, man finder hos den britiske kulturkritiker Mark Fisher, der i sin Capitalist Realism fra 2009 skriver, at neoliberalismen har ”fejret destruktionen af det offentlige rum”. Centralt for Fisher er det, at den ”faktisk eksisterende kapitalisme” er det, der er tilbage, når tro og fantasi fjernes fra menneskelig aktivitet.

Men hvor Fisher er yderst pessimistisk, hvad angår mulige alternativer til den kapitalistiske realisme, sporer man en optimisme hos Malling. Når sovjetarkitekturen skal bevares, handler det for Malling netop om at bevare mindet om, at det er muligt at tro på alternativer til vores nutid. Og selv om neoliberalismens destruktion af det offentlige rum synes at fortsætte ufortrødent, så føler Malling sig dog delvist bekræftet i sin optimisme af de unge mennesker, som Bezjak-citatet øverst henviser til, og som forfatteren selv har mødt på sine rejser.

I det hele taget ser Malling, at nutidens neoliberale ideologi gør sig skyldig i de samme foreteelser som sin socialistiske forgænger: ”For begge ideologier gælder, at kløften mellem selvfremstilling og realitet blev uoverkommelig”. Ligesom den socialistiske senmodernismes ambition om at gøre utopi til virkelighed – vise at socialismen var kapitalismen langt overlegende – i dag fremstår som hovmod, der stod for fald, kan tilfældet meget vel være det samme med nutidens penthousesiloer, business centre og internationale hoteller i glas og stål.

Man kan dog med Fisher anfægte Mallings bevaringsentusiasme, da ”en kultur der blot bevares slet ikke er en kultur”; det kulturelle objekt bliver blot en artefakt, det mister sin værdi, når det løsrives fra sin kontekst. Ligeledes kan man lidt drilskt spørge, om en eventuel post-neoliberal eller post-kapitalistisk fremtid også skal bevare den neoliberale arkitektur ud fra samme principper som dem, Malling gør gældende for den sovjetiske.

Sådanne kosmetiske indvendinger står imidlertid ikke i vejen for hovedargumentationen i Magtens manifestationer: Sovjetarkitekturen ”er et vidnesbyrd om den lethed, hvormed en ideologi kan kollapse”, og ”at hvis denne vigtige, men truede kulturarv skal sikres for eftertiden, er det nødvendigt at skabe større opmærksomhed om arkitekturens værdi”. Det er netop det, Magten manifestationer gør.