Organisationen Skam har hvert aften siden juni arrangeret gade-talkshows på pladsen foran parlamentsbygningen i Tbilisi. Foto: Ida Sparre-Ulrich

TBILISI | Hvis den georgiske regering troede, at et halvt år var nok til at få løftet om et nyt valgsystem til at forsvinde fra befolkningens bevidsthed, tog den fejl. I mandags gik georgierne på gaden til de største demonstrationer siden juni

Det er allerede begyndt at blive aftenkoldt, da jeg i september står på pladsen foran parlamentsbygningen i Tbilisi. Jeg er her for at besøge protestbevægelsen “Skam” og den blanding af talkshow og demonstration, der hver aften siden juni er blevet arrangeret på pladsen og transmitteret online – i gennemsnit ud til cirka 100.000 seere.
“Jeg kommer herned hver dag for at sikre, at vores krav bliver hørt og for at vise, at vi vil have et bedre land,” siger Salome Takhnishvili, en ung kvinde på 32 år.

Ny protestbølge
Helt fra de første demonstrationer brød ud i juni i Georgien, har demonstranter med støtte fra oppositionspartierne krævet en ændring af det georgiske valgsystem. Kort fortalt vil man af med flertalssystemet og i stedet køre valgene udelukkende efter det proportionale system. Indtil for nyligt var det regerende parti, Georgisk Drøm, da også enig, og allerede i juni lovede partiets leder, Bidzina Ivanisjvili, at fremføre – og stemme for – forslaget i parlamentet. Men enten led man selv af hukommelsestab, eller også var håbet, at demonstranterne gjorde det, i hvert fald undlod adskillige medlemmer af Georgisk Drøm at stemme for forslaget den 14. november, da det blev bragt for parlamentet. Det blev derfor stemt ned. Allerede samme dag svarede utilfredse georgiere igen, og Skams publikum tog et hop fra hundrede- til tusindvis.

For få stemmer og for meget magt
Hvorfor går så mange georgiere på gaden på grund af den tekniske udformning af deres valgsystem? Ifølge lederen af Skam, Shota Dighmelasjivili, som jeg mødte på parlamentspladsen før aftenens talkshow i september, skyldes de vedvarende protester, at landet står med et grundlæggende demokratisk problem:

“I 30 år har NGO’er i Georgien forsøgt at få det proportionelle valgsystem gennemført, for det nuværende system giver for meget magt til det regerende parti. Med det antal sæder, Georgisk Drøm har nu i parlamentet, kan de føre næsten al deres politik ud i livet helt uden at gå i dialog med andre,” siger Shota Dighmelasjvili, der udover sit engagement i protestbevægelsen er redaktør på Forbes’ georgiske afdeling. 

Parlamentsvalg i Georgien afholdes via et blandet valgsystem. Af parlamentets 150 pladser vælges 77 fra partilister og 73 via flertalssystem fra valgkredse. På valgdagen får vælgerne to stemmesedler – én til at stemme på partilister, der fordeles via det proportionale system, og én til at stemme på en kandidat fra den pågældende valgkreds, der vælges via flertalssystem.

Metoden er især blevet kritiseret for at skabe et skævt forhold mellem reelle stemmer og tildelte sæder i parlamentet. Til parlamentsvalget i 2016 stemte 48,6 procent af vælgerne således på Georgisk Drøm. Ud fra en direkte logik skulle partiet med dette stemmeantal modtage cirka 73 sæder, men på grund af flertalssystemet endte det med hele 115 pladser.
Derudover har systemet en tendens til at skabe regeringer, der kun består af et eller to partier, hvorfor politisk samarbejde og kompromisser ikke praktiseres i så høj grad:

“Når man som os virkelig mangler demokratisk debat og gennemsigtighed, er det vigtigt med et system, der tvinger politikerne til at tale sammen i stedet for bare at kæmpe om magten og derefter høste korrupte gevinster bag kulissen i nogle år. Det holder ikke,” siger Shota Dighmelasjvili.

Et forsøg på en apolitisk organisation
Skam startede netop som en reaktion på en manglende demokratisk arena, og organisationen har gennem deres halve års eksistenstid holdt sig fri fra partipolitiske interesser: 

“Under den første protest i juni skete alting impulsivt, og vi demonstranter løb bare rundt.” siger Shota Dighmelasjvili og peger rundt på pladsen, hvor folk i alle aldre sidder spredt omkring en scene, der er bygget helt op ad parlamentsbygningen.

“Men da vi så, at oppositionspartier kom til og begyndte at dominere, besluttede nogle af os at gå sammen og tage mikrofonen tilbage. Siden har vi hver aften arrangeret talkshows, hvor vi diskuterer politik med forskellige gæster, mens publikum består af dem, der nu engang kommer forbi og stiller spørgsmål,” siger Shota Dighmelasjvili.

Organisationen, der undgår politiske penge, har skaffet økonomisk støtte ved hjælp af crowdsourcing og har senest ansøgt hos fonden Open Society Foundation – en pro-vestlig organisation, som arbejder for at styrke demokratiet i stater verden over og ledes af den amerikanske milliardær George Soros.

Men spørgsmålet er, om en fond som Soros’, i det georgiske og for så vidt internationale politiske klima, ikke netop vil kunne betragtes som politiske penge?
“Jo,” siger Shota Dighmelasjvili. “Venstreorienterede kritiserer dem for at være neoliberale, og højreorienterede kritiserer dem for at være EU’s lakajer samt fjender af et nationalistisk Georgien. Men vi kæmper i første omgang for et mere stabilt demokrati – for bedre chancer for, at forskellige grupper kan blive hørt, uden det kræver krige eller større revolutioner. Så jo, vi kan godt kritisere Soros for at være for vestlig, for kapitalistisk eller for anti-patriotisk, men vi må jo skabe plads til de diskussioner først.”

Naboerne mod nord
Én ting har gennem det sidste halve år optaget georgierne lige så meget som parlamentsvalg, og det er landets forhold til Rusland. Rundt omkring på pladsen er folks skilte bemalet med slogans som “20 procent af mit land er annekteret af Rusland” og “Stop grænserykningen”.

De 20 procent sigter til regionerne Abkhasien og Sydossetien, der begge med militær og økonomisk støtte fra Rusland arbejder for at løsrive sig fra Georgien. I demonstranternes og parlamentets optik er der omvendt tale om en annektering, fordi grænserne langs de to regioner stadig er temmelig flydende, og fordi russisk militær er til stede.

“Jeg vil ikke gå ind i territoriekonflikten, jeg føler med folkene på begge sider af hegnet,” siger Shota Dighmelasjvili:
“Jeg mener, vi skal kæmpe for det Georgien, der er tilbage, og tilbyde folk i de okkuperede territorier at være en del af os. Men det skal være frivilligt, fordi de kan se muligheder i os. Problemet er dog, at Rusland stadig rykker rundt på grænsen. De er inde på vores territorium med militær, så vi skal bruge ressourcer på at stille op med styrker langs grænsen,” siger han.

Ud af fortiden
Den holdning er han ikke alene om. Ifølge en undersøgelse fra det georgiske analyseinstitut, IRI, svarede 79 procent ja til, at de anså Rusland som en politisk trussel, og det er især det ulige magtforhold, der bekymrer:

“Når vi gør noget galt, kan Rusland bare stramme et par håndtag – embargo eller flyveforbud for de mange russiske turister, der kommer til Georgien – og vi kan ingenting gøre. Så i den forstand kæmper vi da for at bevæge Georgien mod et internationalt fællesskab, så vi har noget ‘leverage’ i forhold til Rusland,” siger Shota Dighmelasjvili.

Ønsket om et nyt valgsystem hænger da også sammen med, at det relativt Rusland-venlige regeringsparti, Georgisk Drøm, får bedre parlamentarisk modspil. Men for Shota Dighmelasjvili handler det mest af alt om, at landet træder ud af sin svære fortid.

“Jeg kan huske, at min far sagde til mig, at når jeg blev stor, så ville Georgien være et ordentligt land. I dag siger jeg præcis det samme til min egen søn, som er to år gammel. Jeg er 33, har oplevet tre krige og deltaget i én af dem, da jeg i 2008 var i reservestyrkerne. En start på at undgå det kaos er at lave et bedre politisk system.”