TEATEROMTALE | Med billeddigtet ”Jernring” skildrer Bådteatret belejringen af Leningrad og er med til at fæstne tragedien i den vesteuropæiske historiske bevidsthed.

Vi befinder os i september 1941. Adolf Hitler har netop indledt sit forsøg på at tilintetgøre Leningrad og sulte byens befolkning ihjel. De tyske tropper har lukket sig som en jernring om byen, og i løbet af de 872 dage blokaden varer, mister langt over én million mennesker livet. Denne tragedie, der ofte glemmes i den vestlige verdens erindring om Anden Verdenskrig, sættes nu i fokus af Bådteatret.

Jernring: Absurditet og komik i dystre rammer
”Jernring” varer præcis 75 min. og er en forestilling uden klassisk dialog. I stedet har Bådteatrets dukketeaterensemble taget udgangspunkt i et musikstykke, som i sin fulde længde sætter rammerne for stykket. I stykket skildres det, på rædselsvækkende vis, hvor lidt et menneskeliv var værd i krigens gru, og publikum bliver inviteret indenfor i den belejrede by, hvor en spektakulær og rørende kamp for overlevelse finder sted.

I ”Jernring” fremstilles Josef Stalin som en brutal og selvoptaget diktator. På komisk vis optræder den sovjetiske diktator som poledancer på scenen. En sådan fremstilling af Stalin ville i sin tid have været en billet til Sibiriens kulde. Adolf Hitler er ligeledes portrætteret på en karikeret facon, som fremstår utilregnelig og rablende.

De egentlige hovedpersoner i stykket er dog ikke de to diktatorer, men Leningrads borgere, som legemliggøres igennem tre dukker, en mand, en kvinde og en lille pige, som alle fremstår udsultede og forhutlede. I stykket vises det eksempelvis hvordan nogle borgere måtte ty til desperate forsøg på at overleve, som eksempelvis ved at fange og tilberede rotter, mens andre slog sig på flasken for at dulme tilværelsens ulidelighed. Stemningen i stykket veksler mellem absurd komik og dyb melankoli og efterlader et indtryk, som er svært at ryste af sig, når man som publikum atter træder ud af teatermørket

En symfoni til folket
”Jernring” tager udgangspunkt i den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs (1906 – 1975) 7. symfoni, Leningradsymfonien fra 1941. Sjostakovitj blev født i Sankt Petersborg, som senere blev omdøbt til henholdsvis Petrograd (1914 – 1924) og Leningrad (1924 – 1991) og modtog undervisning på byens konservatorie og blev senere en del af den musikalske elite i Sovjetunionen.

Under Den Store Terror, en periode af intensiveret politisk undertrykkelse og udrensning som fandt sted i slutningen af 1930erne, faldt Sjostakovitj pludselig i unåde hos den officielle kulturelle elite. Med den tyske invasion blev han dog atter lukket ind i varmen og bidrog igennem sin musik til at opretholde kampmoralen hos de sovjetiske tropper samt styrke sammenholdskraften i den civile befolkning.

I 1941 komponerede Sjostakovitj sin 7. symfoni. Han dedikerede værket til sin belejrede hjemby, hvor symfonien blev opført i byen d. 9. august 1942 under den igangværende belejring. Leningradsymfonien opnåede hurtigt status som et stærkt symbol på national sammenhængskraft og modstand mod fascisme, både nationalt såvel som internationalt.

Blokaden af Leningrad som historisk minde
I en vesteuropæisk kontekst er belejringen af Leningrad og dens tragiske følger bemærkelsesværdigt nok ikke en integreret del af vores fælles historiske hukommelse. I 2012 udgav britisk journalist og historiker Anna Reid værket Leningrad: Tragedien om en by under belejring 1941 – 44.

I det omfattende historiske værk, som blandt andet tager empirisk udgangspunkt i øjenvidneberetninger, som eksempelvis dagbøger skrevet af soldater og civile, argumenterer Reid for, at tragedien ikke er tilstrækkeligt fasttømret i vores historiske bevidsthed:

I en større sammenhæng kommer Leningrad, hvad skyldfølelse angår, til at stå i skyggen af Holocaust: ”Kynisk udtrykt,” siger en tysk historiker, ”har vi så mange problematiske forhold i vores historie, at man er nødt til at vælge.”

Den tyske historiker, som Reid citerer, er Ulrich Herbet, historieprofessor ved Freiburg Universitet, som i et interview i april 2008 forklarede, hvordan Holocaust som historisk minde ofte overskygger andre traumatiske begivenheder i en historisk diskurs. Ifølge Reid er der dog også en anden væsentlig grund til, at der er skrevet så forholdsvis lidt om belejringen, nemlig at det daværende sovjetiske censurorgan hindrede en fri strøm af sandfærdige nyheder. I Vesten, såvel som i det Rusland som ikke var under belejring, var forestillingen om, hvad der rent faktisk foregik inde i byen, svag og baseret på rygter.

Tavsheden og misinformationen fra myndighedernes side fortsatte efter belejringens ophør i 1944. Efter krigen erkendte de sovjetiske myndigheder, at borgerne under belejringen havde oplevet hungersnød, og ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg blev et bemærkelsesværdigt præcist dødstal på 632.253 opgivet. Trods indrømmelser om hungersnød forblev øjenvidneberetninger om rædslerne, ligesom enhver form for kritik af Sovjetunionens håndtering af situationen, eksempelvis den utilstrækkelige evakuering af civile og mangelfulde transport af fødevarer, uacceptable i den offentlige diskurs.

Efter Stalins død i 1953 fulgte en periode, som blev kendt som Tøbruddet. Under Tøbruddet gennemgik det politiske såvel som det kulturelle liv i Sovjetunionen en relativ liberalisering, som blandt andet gjorde det muligt at diskutere den politiske undertrykkelse under Stalin. I 1960 blev et monument til blokadens ofre indviet, og tragedien blev integreret i den samlede historiske fortælling om krigen i Sovjetunionen. Den Store Fædrelandskrig, den sovjetiske og russiske term for krigen, der blev kæmpet mellem Sovjetunionen og Nazityskland mellem 1941 – 1945, har som historisk minde status som kult og er en vigtig identitetsmarkør i den russiske nationalidentitet. Dengang var den officielle historie om blokaden af Leningrad i vid udstrækning heroisk nationalfortælling, med eftertryk på ofrenes modige og selvopofrende karakter.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har offentligheden i Rusland og resten af verden fået mulighed for at dykke ned i fortiden. Mens regeringsarkiver blev åbnet og gav adgang til hidtil klassificeret information, begyndte litterære magasiner at udgive ucensurerede øjenvidneberetninger fra tiden under blokaden. Til trods for den øgede tilgængelighed af information er det langt fra alle vesteuropæere, som kender til historien om, hvordan befolkningen i en moderne europæisk storby måtte ty til desperate metoder for at overleve.

Med sin genfortælling er Bådteatrets dukketeaterensemble med til at fæstne et vigtigt minde i vores fælles europæiske hukommelse. ”Jernring” forsøger ikke at skrælle det heroiske narrativ af og omskrive det historiske minde om blokaden af Leningrad. I sin enkelthed fortæller stykket en universel historie om, hvad det vil sige at være menneske under umenneskelige forhold.

”Jernring” er netop på turné i Danmark. Datoer kan findes her http://www.baadteatret.dk/turne-882/.

Om skribenten: Katrine Overgaard Stevnhøj Pedersen er cand.mag. i Østeuropastudier fra Aarhus Universitet med specialisering indenfor historisk hukommelse og kulturelle traumer i Rusland. Hun har boet i Sankt Petersborg i flere omgange.