Foto: Libuše Jarcovjáková. I starten af 1980’erne dokumenterede fotografen Libuše Jarcovjáková undergrundsklubben T-Club i det kommunistiske Prag.
SOVJETUNIONEN | I 1950’ernes Tjekkoslovakiet blomstrede seksualitet og kærlighed i særlig harmoni med den socialistiske samfundsideologi. Men da 1968 kom, og Vesteuropa gik med på bølgen, vendte det tjekkoslovakiske styre om og satte sig på dyder som familie, patriarkat og privatliv.
Der har samlet sig mange i det lille auditorium på Europæisk Universitet i Sankt Petersborg. Vi, der er kommet, skal høre Kateřina Lišková, lektor i Kønsstudier på Masaryk Universitet, fortælle om seksualitet i Tjekkoslovakiet, da det var et socialistisk land. Jeg tænker på eksperimenterende sanatorier og terapityper, for i Østeuropa var Tjekkoslovakiet vist et af de mest progressive lande i forhold til sex og familieformer. Kateřina Lišková starter med den fordom, for den er sand, men kun halvt sand:
”Kommunisterne tog magten i 1948. Fra det tidspunkt og til midten af 1960’erne førte Tjekkoslovakiet en meget progressiv kønspolitik. Man forsøgte virkelig at ændre normerne for kærlighed. Men under foråret i Prag i 1968 ændrede styret fuldstændig kurs,” siger Kateřina Lišková.
Stik imod udviklingen i andre europæiske lande begyndte tidsånden – og socialpolitikken – i Tjekkoslovakiet at handle om kernefamilie og gamle, hierarkiserede kønsnormer.
Er intimitet privat eller fælles?
Men tilbage til den første periode: Hvordan hørte kærlighed sammen med det socialistiske samfundsprojekt? Ifølge Kateřina Lišková var ideen om romantik i 1950’erne helt forskellig fra, hvad vi er vant til i kapitalistiske samfund. Alt i alt var intimitet og familieliv noget, der skulle vendes udad, ikke indad:
”Regeringen udviklede offentlige tilbud til alle de ting, der normalt finder sted i et hjem. Der var offentlige institutioner for tøjvask, børnepasning, madlavning og almindeligt samvær,” fortæller Kateřina Lišková.
Man så dermed langt ud over tosomheden, når kærlighed skulle defineres og sættes på politisk formel. Heroverfor kunne Vestens syn på romantik nærmest ikke være længere fra: Det tætte og lukkede rum mellem to mennesker, der deler en helt privat kærlighed. Man skal dog ifølge Kateřina Lišková huske, at ingen af disse kærlighedsnormer som sådan er naturlige, men at de begge, i hver deres samfund, kommer et bestemt system til gode. Hvor kommunisterne styrkede deres enerådige stat ved at placere den midt i folks dagligstuer, er kærlighed og ægteskab i kapitalistiske samfund det, der kan skabe købekraft og mere privat ejendom. Således har man i hver familie sine egne vaskemaskiner, egne huse og også i sexlivet er man hinandens.
Arbejde – mors store hjælper
Men netop denne private, aflukkede stemning anså de tjekkoslovakiske terapeuter som et problem for især kvinders sexliv. Psykiateren Jiřina Knoblochová påviste gennem sine studier, at kvinder, der sad hjemme uden kontakt med omverdenen, udviklede psykosomatiske symptomer, heriblandt manglende lyst. I 1961 afholdt sexologer den første internationale konference dedikeret til den kvindelige orgasme, og her anbefalede læger, at mænd deltog aktivt i hjemmearbejde og børneopdragelse.
“Man mente, at det eneste der kunne låse op for kvinders seksuelle tilfredshed var ægte ligestilling. Deres engagement på arbejdspladsen og i samfundet blev anset som helt nødvendigt for deres samlede livskvalitet,” siger Kateřina Lišková.
Udviklingen i Tjekkoslovakiet på det tidspunkt er desto mere bemærkelsesværdig, fordi det sammenkæder begivenheder på tværs af øst og vest. To år efter orgasme-konferencen i 1961 og Knoblochovás studier udkom nemlig The Feminie Mystique af Betty Friedan, der startede andenbølge-feminismen i USA.
I Betty Friedans studie beskrives den selv samme problematik som den, man havde i Tjekkoslovakiet år forinden; husmødre, der klagede over en følelse, de ikke rigtig kunne forklare, en følelse af livstræthed og ligegyldighed. Konklusionen hos de amerikanske feminister var den samme som i Tjekkoslovakiet (omend uden socialismens utrættelige fokus på arbejdet som altings mirakelkur): Adspredelse og interesser uden for hjemmet er en forudsætning for livsappetit og sexlyst.
Seksuel afvigelse: Alt, der skadede arbejdet
Alt i alt har Kateřina Lišková fundet masser af materiale fra 1950’erne, der behandler heteroseksuelle kvinders trivsel. Materiale om homoseksuelle mænd er der til gengæld næsten intet af. Det er både godt og skidt:
“Man havde ingen af de privilegier, som heteroseksuelle havde, og man fik ingen plads til at leve et åbent kærlighedsliv. Det må have været usigeligt hårdt. Til gengæld var der ikke så stort fokus på dem, der ikke levede heteronormativt, og der er næsten ingen eksempler på seksuel udskamning i den periode. Derimod findes der mange eksempler på, at sexologer dækkede over deres klienter,” siger Kateřina Lišková.
Det kom blandt andet til udryk i Prag, hvor statsfinansierede sexologer oprettede terapiklubber for mænd. De fungerede som et sikkert mødested og blev senere kaldt for Prags første homoseksuelle datingscene.
Ideen om, hvilke typer sex, der var forkerte, blev i 1950’erne i stedet anskuet gennem et socialistisk filter. De blev defineret som alt, der forbrød sig mod en “socialistisk livsførsel”:
”De gange, hvor seksuelt motiverede sager kom for retten, var anklageren slet ikke optaget af det seksuelle, men i stedet af, hvordan handlingen havde skadet den kollektive arbejdsmoral eller den nationale ejendom,” siger Kateřina Lišková.
Man anså især prostitution som problematisk. Kateřina Lišková nævner en rapport fra en sexologisk klinik, hvor en 15-årig dreng står beskrevet som at have haft forhold med en række mænd. Uden ellers at interessere sig for køns- eller seksualitetsspørgsmål konkluderer rapporten: ”Sådanne relationer er dybt skadelige for vores ungdom, fordi det tilvænner dem en doven og forsørget tilværelse, der gør den gode sociale inklusion meget vanskelig.”
Ny (gammel) sexologisk kurs
I 1968 invaderede Sovjetunionen Tjekkoslovakiet, og landet fik en konservativ, kommunistisk regering, som straks slog ned på de sidste 20 års reformer. I det hele taget kan det virke som om, at Vesten og Tjekkoslovakiet byttede plads omkring slutningen af 1960’erne. Mens Vesteuropa gik i gang med et ungdomsoprør, kunne man i nye, tjekkoslovakiske undervisningsmanualer om sex læse, at tiltrækningen kun fungerede, hvis manden var kvinden overlegen, både intellektuelt og finansielt.
Det såkaldte “normaliseringsprojekt” resulterede i, at hundredvis af mænd op gennem 1970’erne blev stemplet som seksuelle afvigere og dømt til behandling på psykiatriske hospitaler rundt omkring i landet:
“Mændene skulle her gennemgå et tre måneder langt program, der bestod af daglig terapi. Desuden arrangerede sexologerne danseaftener, hvor mændene skulle danse med kvindelige psykiatriske patienter for at lære at “socialisere”,” fortæller Kateřina Lišková.
I de mange nedslående notater fra tvangsinternaterne beskrives det, hvordan mændenes adfærd og resultater på arbejdspladsen ellers viser en upåklagelig socialistisk tilgang til livet. Blot var det ikke længere det eneste, der krævedes:
“At være en normal person under normaliseringsperioden i Tjekkoslovakiet betød først og fremmest, at man skulle være en del af en kernefamilie,” siger Kateřina Lišková.
Den nye politiske linje var især økonomisk motiveret. Med krisetid og mangel på børnefødsler virkede den vestlige familiemodel som den eneste sikre byggesten for samfundet. Således blev kvinders barselsperiode forlænget, og man udstedte favorable lån til heteroseksuelle par. Eftervirkningerne ved disse politiske skyklapper var dog, at en hel befolkningsgruppe pludselig blev udnævnt til et problem.