SANKT PETERSBORG | Helt op til 1980’erne var slægtsforskning forbudt i Rusland. Men hvad der dengang ansås som plat, borgerlig forfængelighed er i dag blevet erstattet af ønsket om at kende ens egen historie. For Marija Grinjova gælder det først og fremmest fortidens Sankt Petersborg.

Det er rart med mennesker, der har fundet deres eget hjørne. Marija Grinjova er 29 år og fra Sankt Petersborg, og hun lyser først rigtig op, da hun rækker mig en tyk konvolut. I den er der cirka 60 gamle postkort, skrevet af forskellige mennesker i forskellige tider – nogle postkort er 120 år gamle, andre 70. Marija Grinjova er slægtsforsker, det vil sige, at hendes arbejde er at gå i arkiverne og støve gamle dokumenter op, sætte dem i system og finde en slægts udvikling så langt tilbage som muligt.
I Rusland er disciplinen relativt ny. Sovjetstyret forbød slægtsforskning, idet kommunisternes omdrejning til ”en ny tid” også betød en bortdrejning fra alt, der berørte den gamle tid.
”Vores russisk Genealogiske Forbund blev først dannet i 1989. Før det var der heller ingen interesse. Hvis man fandt ud af, at ens forfædre var adelige, kunne det potentielt være en virkelig farlig viden. Nu er det omvendt; de fleste, der kommer til mig, vil nærmest kun have at vide, at deres forfædre var adelige,” griner Marija Grinjova.

Det første postkort
Udover at det er sjovt, hvis ens tipoldefar var af blåt blod, oplever Marija Grinjova også et mere dybereliggende behov hos russere i dag:
”Ofte kender vi ikke vores egen slægt særligt godt. Det er et held, hvis vi overhovedet kender vores bedsteforældres historie til fulde. Før 1980’erne var arkiverne lukkede, og den almindelige befolkning kunne ikke komme ind. De fleste russere havde derfor slet ikke mulighed for at spore deres familie.”
Marija Grinjovas arbejde adskiller sig på flere punkter fra en normal slægtsforskers, og det begyndte også langt derfra. For nogle år tilbage tog hun og en ven ud til loppemarkedet Udelnaja i det nordlige Sankt Petersborg. Hun havde fri fra sit arbejde som journalist og faldt over et gammelt postkort, der lå i en bunke.
”Jeg købte det egentlig, fordi jeg godt kunne lide billedet,” siger Marija Grinjova og fortsætter: ”Da vi senere satte os på en cafe, kiggede jeg på det og fandt ud af, at jeg ikke kendte adressen. Jeg er vokset op i Sankt Petersborg, så det var underligt. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde adressen på internettet, og jeg besluttede at gå hen i det lokale arkiv. Det viste sig at være en gade, der ikke findes mere, og den familie, som postkortet var adresseret til, gik alle sammen bort, da byen blev belejret under 2. Verdenskrig.”

Mikrohistorie
Fra den dag fortsatte Marija Grinjova med at studere postkort. Hun meldte sig ind på genealogi-studiet i Sankt Petersborg, færdiggjorde det og blev en del af Genealogisk Forbund. Meget af hendes arbejde begynder i nutiden: Hvad vil de levende finde ud af, og hvem vil de opspore? Men for Marija Grinjova er et andet aspekt ved slægtsforskning mindst lige så vigtigt:
”Det med den familie på det første postkort, som ingen kender længere, og som bare forsvandt dengang, det blev siddende i mig.”
Marija Grinjova startede derfor et projekt, der skulle fortælle Sankt Petersborgs glemte historier. Hun lancerede hjemmesiden From Past with Love, hvor hun lagde postkort op og delte, hvad hun havde fundet i arkiverne om familierne. Gradvist tog projektet form:
”Russisk historie er meget mere end en række årstal og store nationale begivenheder, som vi har fået fortalt af forskellige magthavere,” siger Marija Grinjova.
“Jeg vil gøre folk interesserede i vores arv ved at åbne op for det almindelige liv. Når folk for eksempel kigger tilbage på deres egen slægt, så bliver alt dengang pludseligt mere levende.”
På nogle punkter er det et lille mirakel, at så mange postkort stadig eksisterer i Sankt Petersborg. Under den russiske revolution blev et uvist stort antal dokumenter destrueret, da hjem og arkiver blev raseret. Senere kom 2. Verdenskrig og nazisternes belejring af byen, der ligeledes ødelagde en stor andel. Marija Grinjova er dog positiv:
”Der er meget, der blev ødelagt, det fremgår tydeligt, når man arbejder med arkiverne her. Revolutioner og krig betyder kaos, sådan er det bare, men jo mere kaos, jo mere interesse får man også for at grave videre, og vi har stadig en hel masse materiale at forske i og blive klogere på.”

“Husk min bog”
Og klogere er hun blevet: Marija Grinjova har været i gang i nogle år og har systematiseret over 300 postkort fra perioden 1898-1945. Proceduren er altid den samme:
”Jeg udvælger et postkort, læser teksten og finder en række ankerpunkter: Navne, årstal, adresser og steder og så videre. Herfra begynder jeg,” fortæller Marija Grinjova.
Efter ankerpunkterne finder Marija Grinjova information om afsenderen og modtagerens familier, og så gælder det teksten:
”Det kan være lykønskninger, opdateringer på store familiebegivenheder, men det kan også være en afsender, der beder sin ven huske den bog, hun lånte i forgårs, når hun kommer på besøg senere. På nogle måder adskiller 125 år gamle postkort sig overhovedet ikke fra en SMS.”

Postkort fra Marijas samling. En ung, russisk cellist i Berlin skriver hjem til sin ven i Sankt Petersborg. I beskeden husker han tilbage på gamle minder og sender varme hilsner. Så kommer det praktiske:  Vennen skal have sin cello tilbage. Enten skal den unge mands far have den med hjem, eller også skal den sendes med posten.

Det sker ofte, at Marija Grinjova bliver kontaktet af efterkommere, der har genkendt navnene i hendes historier og vil vide mere om deres familie. Én gang har det endda ført til en form for familieforøgelse:
”Jeg kan ikke nævne navne, for sagen er lidt… speciel,” griner Grinjova. ”Det handlede om en mand, der skrev til mig, fordi han fra egne familiebreve vidste, at hans oldemor havde haft en affære med en adelig person fra et af mine postkort. Han vidste også, at han selv var efterkommer af den affære og altså på sin vis var i familie med den slægt.” 

Postkort fra terroren
Studiet af gamle postkort har også ført Marija Grinjova ned til de afkroge af den russiske historie, som gør ondt.
”Jeg har lært meget om den Store Terror, om 2. Verdenskrig og om belejringen. Rigtig mange af historierne, jeg efterforsker, er jo sørgelige, det kan man ikke komme udenom. Og det skal man heller ikke,” siger Marija Grinjova.
Fra 1930’erne har hun aldrig fundet nogen postkort, der beskriver politik eller samfundsvilkår eksplicit. I stedet har hun dog set en masse hverdagshelte og tegn på, at man også hjalp hinanden praktisk gennem den tid. I postkort fra 2. Verdenskrig optræder en anden, mere direkte tone: ”Rigtig mange af postkortene fra den periode er fra soldater, der skriver hjem til deres forældre med beskeder som ”Jeg er i live stadig”, eller ”Vi skal i kamp i morgen, og jeg tænker på jer.” Beskeder om, at man var bange og omvendt beskeder om, at det hele nok skulle gå,” fortæller Marija Grinjova.
Men selv i postkort fra krigstiden oplever hun, at dagligdagen lægger sig som et værn mod alt det ubehagelige:
”Det overrasker mig virkelig, at livet fortsatte som normalt,” siger Marija Grinjova. ”At folk skriver om et almindeligt liv; ”tillykke med fødselsdagen”, ”glædelig jul”, men også små ting som invitationer til kaffe. Det er den slags styrke eller menneskelig måde at være på, der går lidt tabt i almindelige historiebøger. Men det er noget, vi bør huske.”