BOGOMTALE | I sin engelsksproget bog om Ungarn, Orbánland, forsøger den danske journalist Lasse Skytt at give et anderledes billede af det centraleuropæiske land, end det vi ellers kender fra det traditionelle mediebillede. Ved at stille spørgsmål i stedet for at argumentere ønsker forfatteren at bidrage til forståelsen af Orbáns politiske system. Resultatet er et vigtigt første skridt på vejen til at forstå ungarerne og deres forhold til politik, fortid, nutid og fremtid. Krisztina Vas Nørbæk anmelder.

Af Krisztina Vas Nørbæk

Lasse Skytt, Oránland. How I came to understand Viktor Orbán’s Hungary and the future of Europe, Europeland Media, 2019, 300 sider.

I april udkom den unge danske journalist Lasse Skytts engelsksproget bog om Ungarn Orbánland. Bogens forfatter har boet og arbejdet som korrespondent i en række år i Ungarn og har ønsket at forstå det noget anderledes politiske system, som siden 2010 har kendetegnet landet. Skytt har et oprigtigt ønske om at bryde med det syn på Ungarn og dets nuværende regime, som har domineret i de vestlige medier. Disse anlægger en kritisk vinkel, hvor regeringslederen Viktor Orbán er i fokus, og hvor nedbrydelse af demokratiske værdier og en konfrontationsøgende udenrigspolitik (særligt over for EU) løber med opmærksomheden.

Relevante emner

Lad mig kort forklare om min tilgang til denne bog, som er noget anderledes, end de fleste danskeres eller alment interesserede engelsksprogede læseres. Jeg er født og opvokset i Ungarn og har nu i mange år – også før 2010 – fulgt Viktor Orbáns politiske karriere. Jeg læser ungarske nyhedsmedier og lytter til ungarske nyhedsudsendelser dagligt i TV og radio.

Skytt opfordrer fra start sine læsere til at tage helt åbent imod de forskellige udtalelser, der optræder i bogen, uanset om man er enig i dem eller ej – en opfordring der gentages i konklusionen. Jeg kunne ikke helt se bort fra det mange-facetterede billede, som jeg har af situationen i Ungarn – de fleste udtalelser fra politikere, som bliver citeret i bogen, har jeg hørt før – men jeg var oprigtigt åben over for bogens hovedpointe, som er journalistisk neutralitet, et ønske ”om at lytte”, om at vise åbenhed over for forskellige meninger, uden forbehold eller fordomme.

I denne sammenhæng mener jeg, at Skytt har fat i noget meget vigtigt, noget der bestemt er relevant at diskutere.  Skal man argumentere, eller hellere stille spørgsmål? Skal man anerkende, at forskellige lande med deres forskellige kulturer nødvendigvis må finde forskellige løsninger på aktuelle problemstillinger? Bør man afkræve demokratiske værdier, eller respektere andre landes ret til selvbestemmelse, selv hvis demokratiske værdier bliver svækket?

Skytt finder den argumenterende journalistik problematisk, da den for ham hurtigt ender som ”journalistisk aktivisme”. Men medierne har nu en gang en vigtig rolle som vagthund over for magthaverne, og det er ikke altid nok bare at spørge (se i øvrigt ”Prekariatets fortælling om krigen i Ukraine”, hvor freelancejournalist Jens Malling argumenterer for præcis det modsatte af Skytt).

Bogens opbygning

Bogen består af tre hoveddele, introduktion og konklusion, samt de obligatoriske taksigelser og et fint noteapparat. Skytt fremstår som en, der har orienteret sig bredt og grundigt i den udenlandske litteratur om emnet, ligesom han har gode ungarske kontakter, der guider ham.

De første to hoveddele (Part 1: Essays og Part 2: Features) forekom mig at være en uforholdsmæssig lang gennemgang af aktuelle samfundsvidenskabelige teorier. Jeg savnede særligt mere konkret omtale af, hvad Orbáns regering gør, og hvilke konsekvenser politikken har for befolkningen. For eksempel CSOK, som er et fordelagtig lån til familier, men som følge af betingelserne for at optage det, er det et reelt kun et forholdsvis begrænset segment af den øverste middelklasse, der kan benytte sig af det. CSOK omtales i bogen, men læseren bliver ikke gjort opmærksom på, at dets reelle formål snarere er et sympatisk narrativ, der sælges til befolkningen, end effektiv hjælp til dem, der har brug for det.

Det er nemlig en vigtig nøgle til forståelsen af Orbáns system, at man ikke kun fokuserer på, hvad manden siger, men hellere hvad han gør (Orbán har endda selv opfordret til dette). Udfordringen af ”Systemet af den Nationale Kooperation” (”den nye ordning”, som regeringen selv kalder sit system), står ikke i ”overskrifterne”, men i det, man vil kalde ”det med småt”.

Værdifulde vidnesbyrd

Orbánland har været undervejs i flere år, og hvor nogle interviewes er helt aktuelle, har andre flere år på bagen. Skytt introducerer dem alle med en beskrivelse af interviewsituationen, nogle gange finder han det nødvendigt at tilføje, at hovedpersonen ikke er ”upartisk”, andre gange fremkommer dette af selve interviewet.

Interviewsene er klart bogens mest værdifulde bidrag til forståelsen af Ungarn, da de interviewedes stemmer kommer ufiltreret igennem (måske med undtagelse af samtalen med regeringens talsmand, statssekretær Zoltán Kovács, der blot videregiver regeringens narrativer). Der er tale om vigtige vidnesbyrd, hvor man ofte lærer mere ved at læse mellem linjerne, end blot at lytte til de konkrete udsagn.

Gennemgående begreber

Hele vejen igennem bogen argumenteres der for, citeret fra Fidesz-politikere og konservative tænketanke, at der er ytringsfrihed (”freedom of speech”) i Ungarn, forstået som at man godt må sige ting, der ikke er ”politisk korrekte”. Jeg savner her en diskussion af begrebet ”politisk korrekthed”, måske ved at interviewe en ekspert eller en person, der ikke nødvendigvis betragter det så negativt ladet, som det ellers bliver fremstillet i bogen.  For er der virkelig ytrings- og pressefrihed i Ungarn i den forstand, at alle borgere i tilstrækkelige grad kan nå informationer om de forskellige politiske meninger?

Jeg savnede særligt nogle eksempler i Skytts bog. Det kunne være den statslige tv- og radiostation MTVA, som ungarske skatteydere må spendere den nette sum af 300 millioner euro på om året. Denne inviterer nemlig ikke oppositionspolitikere i studiet, hvorfor de fleste ungarer kun får regeringens syn på aktuelle begivenheder. Praksissen er, at ledende kandidater fra hvert parti får én gang fem minutter hvert fjerde år i statsligt tv og radio som led i optakten til parlamentsvalg. Regeringens synspunkter og narrativer får derfor lov til at fylde og stod uimodsagt i den resterende del af valgperioden.

For en udenforstående forekommer det derfor forbavsende, at Orbán hele tiden afkræver ”mere respekt” for sin tankegang og ideer (som i hans retorik er ensbetydende med det ungarske folks mening), når han samtidig forhindrer oppositionen i blot at komme til orde.

Om at spørge

Skytt mener, at det er vigtigere at spørge end at argumentere. I denne sammenhæng savner jeg nogle flere spørgsmål i bogen, opfølgning på udtalelser, og gerne nogle spørgsmål, der vipper den interviewede ud af sin komfortzone. Nogle udsagn får lov til at stå hen uden at være underbygget af dokumentation. For eksempel hævdes det, at der er flere vesteuropæere, som flytter til Ungarn. Hvad er omfanget? 50, 100 eller tusinde?

Ligeledes får ”slaveloven”, som folk demonstrerede imod i december 2018 ikke den rette baggrund: hvad handlede den egentlig om? Man savner også en mere nuanceret forståelse af Trianon-fredstraktaten, og det historiske spørgsmål om, hvorfor Ungarn i flere omgange havnede på den ”tabende side” under de store krige.

Ambition om at være neutral

Forfatteren af Orbánland har den oprigtige ambition om at være neutral, observerende, og igennem ideologiske og teoretiske overvejelser og spændende interviews at give et nuanceret billede af nutidens Ungarn. Efter min mening er det lykkedes, langt hen ad vejen. Det virker dog til tider som om, at der vises mere forståelse overfor Fidesz’ forklaringer og ikke altid gives tilstrækkelig plads til et modspil.

Nogle emner og personer bliver præsenteret udelukkende fra én vinkel. For eksempel i det fine interview med Bernadett Széll, hvor den kvindelige vinkel dominerede. Széll er imidlertid langt mere end det: Hun var det første parlamentsmedlem, der – efter at Fidesz’ opnåede to-tredjedelsflertal i Parlamentet i 2010, hvilket satte oppositionen helt ud af indflydelse i lovgivning og udformningen af grundloven – fandt et effektiv middel til at udøve kontrol med regeringsmagten: Parlamentsmedlemmernes krav på at få aktindsigt i brugen af skatteydernes penge, offentlighedsloven.

Jeg finder det også problematisk, at romaspørgsmålet bliver omtalt ud fra én enkel historie, nemlig ønsket om en autonom landsdel. De ungarske romaer har utallige andre historier, der belyser deres potentiale, for eksempel det fantastiske team under ledelse af borgmester László Bogdán, der findes i landsbyen Cserdi (Sydungarn). I denne landsby arbejder alle romaer, og en overvejende del af deres børn kommer i uddannelse, og ikke kun i tekniske skoler, de tager også studentereksamen. Ligeledes er der det vigtige arbejde, som udføres med romabørn af den Ungarske Maltheser Velgørenhedsorganisation.

Et vigtigt skridt på vejen

Selv om bogen er et stort stykke arbejde og bestemt anbefalelsesværdig, savner jeg flere væsentlige historier. Personer som Ákos Hadházy og László Bogdán, samt historier om Klubrádió, Paks2-atomkraftværket og korruptionssagen ELIOS er vigtige brikker blandt mange, der mangler, hvis vi skal have et mere komplet billede Orbáns Ungarn. Jeg ser derfor frem til at læse en mulig opfølgning på Skytts første bog.

Orbánland er et vigtigt første skridt på vejen til at forstå Ungarns politiske udvikling og de enkelte borgeres syn på politikerne. Efter min mening må man ikke tage Orbán-regimets yderst professionelle og politisk motiverede strategiske kommunikation ligeså bogstaveligt, som de enkelte borgeres ærlige udsagn om deres liv og syn på politik. De komplette ideologiske narrativer og konsekvenserne af regeringens førte politik hænger ikke altid sammen. Derfor er det ikke altid nok at lytte, men også en vigtig journalistisk opgave at forholde politikernes udsagn til realiteterne.