Fra venstre: Nino Bolkvadze og Georgi Tabagari fra Equality Movement og Sandro Bregadze fra Georgian March. Foto: Frank Sebastian Hansen

I slutningen af juni skal Tbilisi Pride afholdes for første gang, men begivenheden er blevet til en politisk slagmark mellem progressive og reaktionære kræfter. Georgien betragtes stadig som et af verdens mest homofobiske lande, hvor LGBTQ-personer trods vold og fordømmelse kæmper for at opnå accept og civile rettigheder.

Af Frank Sebastian Hansen

Den mutte, karseklippede taxachauffør gør korsets tegn, hver gang vi passerer en af Tbilisis smukke kirker på køreturen fra den gamle bydel og ind til centrum. Fra bilens bakspejl dingler et stort trækors, og i det ene hjørne af forruden sidder et falmet portræt af en bistert udseende mand med et stort, hvidt fuldskæg. Manden på fotografiet er den aldrende patriark Ilia II., overhovedet i den ortodokse kirke i Georgien. Patriarken har stået i spidsen for kirken siden 1977 og har ikonstatus i landet. Georgien er et land, hvor 81% af befolkningen betegner sig selv som troende, og hvor 66% af befolkningen mener, at det er religionen og ikke det nationale sammenhold, der definerer deres identitet.

Desuden viste en spørgeundersøgelse i 2011, at 88% af den voksne befolkning mente, at homoseksualitet ikke kan retfærdiggøres moralsk. Netop den holdning deler de med både patriarken og resten af den ortodokse kirke, der flere gange offentligt har fordømt LGBTQ-personer.

Aggressiv kulturkamp
I 2013 stod ortodokse præster således i forreste linje, da 25.000 mennesker angreb en demonstration imod homofobi, der blev afholdt midt i Tbilisis centrum. 12 personer blev såret, og tv-billeder viste, at flere af præsterne var direkte involveret i de voldelige overfald, uden at de dog siden blev dømt ved retten.

Den ortodokse kirke står ikke alene i deres aggressive kulturkamp mod landets seksuelle minoriteter. Georgian March er navnet på landets største højreradikale organisation, der har over 16.000 følgere på Facebook. Organisationens frontfigur, Sandro Bregadze, er tidligere viceminister for diaspora-relaterede forhold og kalder selv Georgian March for en nationalistisk bevægelse. En bevægelse, han lige nu er ved at omkalfatre til et politisk parti. Georgian March har i flere tilfælde formået at samle moddemonstranter i titusindvis, når LGBT-bevægelserne har arrangeret offentlige begivenheder for at henlede opmærksomhed på de seksuelle minoriteters manglende rettigheder. Den højreradikale organisation står desuden bag flere hadforbrydelser og voldelige overfald på LGBTQ-personer.

Angrebet med pølser og skinke
Jeg sidder i taxaen på vej for at lave et interview med Georgiens mest aktive LGBT-bevægelse, Equality Movement. Bevægelsen har lokaler i den samme bygning, som huser den georgiske afdeling af den ungarsk-amerikanske milliardær George Soros´ organisation Open Society Foundation. Det er en provestlig organisation, som blandt andet arbejder for at styrke demokratiet og forbedre minoriteters rettigheder verden over. Taxachaufføren tager imod min betaling med et nik, hvorefter han peger i retning af den brune murstensbygning:

”Soros’ dæmoner holder til i den bygning!”

Jeg når ikke at spørge ham, hvad han mener, før han har sat bilen i gear og er på vej væk ad den trafikerede gade. Det er ikke første gang, jeg hører georgiere omtale Soros-organisationen i stærkt negative vendinger. Således taler nogle om organisationen som en smittespreder af vestlige dårligdomme som homoseksualitet, ateisme og narkotika.
Denne sammenkædning af et vestlig takeover og forskellige personers valg af livsstil så man også i angrebet på veganerrestauranten Kiwi i det centrale Tbilisi tilbage i maj 2016. Her blev de måbende restaurantgæster angrebet af en flok nationalister med kasteskyts bestående af rå pølser og klæbrig skinke. Nationalisterne anså nemlig restaurantens eksistens som et liberalt og vestligt orkestreret angreb på de georgiske (mad)traditioner.

Et langt mere alvorligt eksempel på en hadforbrydelse var mordet på den 23-årige transkønnede kvinde Sabi Berani i 2014. Forinden havde den georgiske regering vedtaget en lov, der forbød enhver form for diskrimination pga. seksuel orientering. Få uger efter blev Sabi Berani myrdet i sin lejlighed i Tbilisi, hvorefter der blev sat ild til hendes krop. Berani var en kendt figur, som åbent stod frem i medierne og fortalte om tilværelsen som transkønnet.

Politisk kamp
På Equality Movements trange kontor møder jeg 42-årige Nino Bolkvadze og 33-årige Georgi Tabagari. Bolkvadze er uddannet advokat, erklæret lesbisk og den første LGBTQ-person, som har været opstillet i politik. Tabagari er hovedansvarlig for Tbilisi Pride 2019, som efter planen skal afholdes 18.-23. juni under massive sikkerhedsforanstaltninger.
Nino Bolkvadze stillede op til byrådsvalget i Tbilisi i 2017 for Det Republikanske Parti, et socialliberalt midterparti. Hendes navn stod nederst på partilisten, og hun blev ikke valgt, men det var alligevel en klar sejr for LGBTQ-bevægelsen i Georgien:

”Jeg fik en kolossal støtte og mødte meget velvilje, og så fik jeg sat fokus på flere mærkesager,” fortæller hun.

Blandt Bolkvadzes politiske mærkesager var et forslag om at etablere en enhed i politiet, som specifikt skal tage sig af hadforbrydelser. Forslaget blev siden en realitet, da regeringen i 2018 dannede en efterforskningsenhed, der i dag både overvåger og efterforsker hadforbrydelser. Desuden vil Nino Bolkvadze etablere herberger, hvor unge LGBTQ-personer kan søge hen, hvis deres familie slår hånden af dem:

”Især transkønnede har det svært i Georgien. De bliver udstødt af deres familie, og de kan ofte hverken få et job eller en bolig, for ingen vil udleje til dem. Rigtig mange transseksuelle ender derfor i prostitution og narkomisbrug,” forklarer Nino Bolkvadze.

Den udbredte afstandtagen fra homoseksualitet i Georgien kender Nino Bolkvadze også fra sit eget liv. Hun vidste allerede som teenager, at hun var lesbisk, men hendes forældre fik hende overtalt til at blive gift som 16-årig med en ti år ældre mand, som hun siden fik to døtre med.

”Mine forældre blev ved med at sige, at min homoseksualitet ville forsvinde, når først jeg blev gift. Jeg var ikke stærk nok til at modstå presset. Siden blev jeg i ægteskabet i 10 år for mine børns skyld.”

Det var først, da begge forældre var døde, at Nino Bolkvadze som 35-årig turde fortælle omverdenen, at hun var lesbisk. Resultatet blev, at hendes bror vendte hende ryggen, og siden har de ikke snakket sammen.

Ingen fjerboaer og kulørte drinks
Equality Movement har under højlydte protester fra blandt andet Georgian March planlagt den første Tbilisi Pride. Men begivenheden bliver ikke nogen fest:

”Tbilisi Pride 2019 bliver et politisk statement og en seriøs markering. Det bliver ikke en fest med fjerboaer og kulørte drinks. Vi har ikke noget at fejre endnu. Vi afholder også et seminar og en Værdighedsmarch, hvor vi håber på 2000-3000 deltagere,” fortæller Georgi Tabagari.

Hvor Tbilisi Pride 2019 skal afholdes, er stadig usikkert. Myndighederne er under et stort pres og ser helst, at arrangementet slet ikke bliver afholdt. Samtidig har Georgian March truet med massiv vold, hvis priden bliver en realitet.

”Ingen af partierne i parlamentet ønsker reelt, at Tbilisi Pride finder sted. Den vil puste til polariseringerne i samfundet. Samtidig skal regeringen håndtere de voldelige nationalister, som også står i ledtog med kirken. Det kan sagtens koste dem stemmer ved næste valg”, forklarer Georgi Tabagari og fortsætter:

”Vi frygter selvfølgelig, hvad der kan ske. På de sociale medier truer folk med at slå os ihjel, hvis vi ikke aflyser priden. Men vi føler, vi er nødt til at kæmpe. Vi får aldrig forbedret rettighederne for LGBT-personer i Georgien, hvis vi ikke skaber opmærksomhed om vores sag.”

En selvsikker nationalist
Dagen efter besøget hos Equality Movement møder jeg lederen af Georgian March, Sandro Bregadze, i en dunkel hotellobby. Han ler højt og længe, da jeg spørger ham, om det er personer fra Georgian March, der har truet med at slå folkene bag Tbilisi Pride 2019 ihjel:

”LGBT-bevægelsen i Georgien elsker at spille martyrer. Vi har ikke truet dem med vold. Men vi er imod, at de insisterer på at vise sig frem. De vil ødelægge familietraditionerne og kønsrollerne i Georgien. Derfor demonstrerer vi mod dem hver eneste gang, de stiller op. Og vi vil også stå klar, hvis de det lykkes dem at afholde deres patetiske Pride.”

Ud over at importere vestlige værdier til den georgiske kultur mener Bregadze også, at LGBTQ-bevægelsen er medvirkende til at skabe større sympati for Putin og Rusland:

“Rusland har allerede besat 20 procent af Georgien i områderne Abkhasien og Sydossetien. Putin vil ikke vores land noget godt. Men Putin er også imod LGBT-rettigheder, og han værner om de traditionelle familiemønstre og religionen. Folk vil tænke: Putin er okay, for han er imod narkotika, og han gør ikke alle mænd til bøsser. Man må forstå, at vi i Georgien er konservative og ortodokse kristne.”

Jeg spørger, om ikke det er rimeligt i et demokrati, at regeringen sikrer, at en LGBT-bevægelsen kan afholde pride. Sandro Bregadze tømmer sin cola, sætter flasken tilbage på bordet og ser på mig, som om jeg intet har forstået:

”Det er et politisk spil. Regeringen vil fjerne opmærksomheden fra den stigende kriminalitet og fattigdom. De vil have folk til at tro, at Georgiens største problem er seksuelle minoriteters rettigheder. Regeringen er også ekstremt forhippet på at charmere sig ind hos EU. Faktisk gør LGBT-bevægelsen Georgian March en stor tjeneste. For vi vil få mange flere sympatisører efter Tbilisi Pride 2019. Stol på det.”

Frank Sebastian Hansen er forfatter, freelance-journalist og fotograf. I dette forår har han rejst rundt i Georgien, hvor han blandt andet har undersøgt georgiernes forhold til Stalin, ligesom han har fulgt LGBT-bevægelsens kamp for at opnå civile rettigheder