KIRKESTRID | Helt upåagtet i Vesteuropa foregår der i Rumænien en uforsonlig kirkekamp mellem den altdominerende rumænsk-ortodokse kirke og den lille unierede (græsk-katolske) kirke. Det er en kamp, den store kirke er ved at vinde. Kjeld Erbs sætter konflikten i perspektiv.

Foto: The market for ideas. Rumæniens ortodokse nationalkatedral: Et befriet folks stemme

Rumænien havde efter Ceausescus fald en gylden lejlighed til at rette op på kommunisternes krænkelse af den unierede (græsk-katolske) kirke, der blev opløst ved lov i 1948. Selv om kirken genvandt sin eksistensret, har et samspil mellem rumænsk nationalisme og den ortodokse kirke forsøgt at holde den lille kirke nede. Kirkekampen har i udpræget grad været ført med ufine metoder, og det ser ud til, at ”storebror” slipper af sted med at kvæle sin konkurrent.

Der har været overraskende lidt fokus i Vesten på denne del af konsekvenserne af omstillingen fra kommunisme til ”normaliserede forhold” i Central- og Østeuropa, hvor en genopdaget nationalisme forsøger at homogenisere samfundet. Det er denne problematik, der behandles i nærværende artikel.

Verdens største ortodokse katedral

I november 2018 indviede Rumæniens ortodokse kirke verdens største ortodokse katedral. Midt i hovedstaden Bukarest stillede staten et areal til rådighed, og med et statstilskud på 100 mio. euro kunne man gennemføre byggeriet. Indvielsen faldt (næsten) sammen med fejringen af Stor Rumæniens hundredeårs-jubilæum 1. december 2018. Med indvielsen gik en mere end 150 år gammel drøm for den ortodokse kirke i opfyldelse, for allerede ved den rumænske stats dannelse omkring 1860 lagde kirken planer om en katedral, der skulle være et religiøst monument til minde om foreningen af de to fyrstedømmer Moldavien og Vallakiet (Rumænien).

Pengemangel, krige og de urolige politiske tider forhindrede byggeriet, der først kunne realiseres efter årtusindskiftet. Den mægtige katedral står nu som et stærkt symbol på, at den ortodokse kirke er landets nationale kirke. Sådan ønsker den ortodokse kirkes ledelse, det skal være. Man betragter andre religiøse retninger som pinsekirken, baptister, adventister og Jehovas vidner som unationale religiøse retninger, der helst skal marginaliseres. I denne opremsning mangler der en i rumænsk historie vigtig kirkeretning, nemlig den græsk-katolske kirke (herefter kaldet den unierede kirke). Denne kirke opfatter den ortodokse kirke som et direkte fremmedelement, der ikke blot skal marginaliseres, men skubbes helt ud i mørket.

Kirkereformen i 1701

For at forstå den senere udvikling er der behov for en kort kirkehistorisk lektion: For godt 300 år siden (i 1701), hvor Transsylvanien var en provins i det Habsburgske Rige, gennemførte hoffet i Wien en kirkereform i Transsylvanien. Her udgjorde den fattige rumænske befolkning flertallet, og de var alle ortodokse.

Af storpolitiske grunde og ansporet af jesuitterne ønskede Wien at gøre disse ortodokse rumænere til gode katolikker, for så ville de blive bedre undersåtter i kejserriget, mente man i hoffet i Wien. Men man kunne godt se, at det ville blive en udfordring at omvende ortodokse rumænerne til egentlige katolikker. Derfor opfandt man en mellemvej, nemlig at bevare de hidtidige græsk ortodokse ritualer, ikondyrkelsen og fortsat lade præsterne gifte sig.

Efter mange forhandlinger accepterede de ortodokse rumænere at lade sig ”uniere” med den katolske kirke. Til gengæld blev rumænerne lovet visse rettigheder og gradvis anerkendt som en selvstændig ”nation”. Unionen blev gennemført, det hidtidige ortodokse bispedømme nedlagt og en ny ”unieret” biskop udnævnt.

Kirkerne og andre ortodokse ejendomme og værdier blev overdraget til den nye kirke i løbet af 1700-tallet. Der udspandt sig dramatiske konflikter, for den gamle kirke gav slet ikke op, men modsatte sig flere steder i provinsen at lade sig omvende. Den ortodokse kirke i Vallakiet og Moldavien (Rumænien) var afskåret fra at støtte menighederne i Transsylvanien, som jo lå på den anden side grænsen. Unieringen blev aldrig fuldendt, men flertallet af rumænerne i Transsylvanien kom over i den nye kirke.

Kulturelt og politisk fik unieringen ganske stor betydning, for den nye kirke byggede skoler og seminarer, der uddannede en stor del af den kommende kulturelle og politiske elite, ikke bare i Transsylvanien, men efterhånden i hele Rumænien. Den senere rumænske nationale bevægelse opstod i den lille by Blaj, kaldet det lille Rom. Den unierede kirke i Transsylvanien virkede som en katalysator for den nationale bevægelse, der opstod for små 200 år siden.

Til stor fortrydelse i den ortodokse kirke, som altid har stræbt efter at blive og nu er den nationale kirke, så var det den unierede kirke, der skabte den rumænske nationalisme ikke blot i Transsylvanien, men i hele Rumænien. Faktisk kompromitterede den ortodokse kirke sig fuldstændigt, da den i 1918 modsatte sig Transsylvaniens forening med resten af Rumænien. Med andre ord holdt de ortodokse med arvefjenden Ungarn, da Rumænien i 1916 gik i krig mod Aksemagterne og modsatte sig dannelsen af Storrumænien. De ortodokse så med stor uvilje på, at de nu skulle leve sammen med 1,4 mio. ”unierede” rumænere i Storrumænien.

Rumæniens mest anerkendte politiker i mellemkrigstiden Juliu Maniu (tilhørte Det nationale parti i Transsylvanien) var med i den unierede kirke og det nationale parti voksede ud af denne kirke. Efter Storrumæniens dannelse i 1918 sluttede Transsylvaniens Nationale Parti sig sammen med det Rumænske Bondeparti til Rumæniens Nationale Bondeparti, som i Mellemkrigstiden blev det største parti. Og Maniu blev regeringsleder i flere omgange. Med andre ord havde den unierede kirke tætte forbindelser til den politiske elite i Bukarest. Derfor kunne den ortodokse kirke ikke i første omgang vinde kirkekampen. Men den verbale krig fortsatte – ikke mindst da Rumænien og Vatikanet – trods de ortodokses modstand – underskrev et konkordat omkring 1930.

Kommunisterne forbyder den unierede kirke

Først da kommunisterne kom til magten i 1945 kom den ortodokse kirkes chance for at tilbageerobre de frafaldne menigheder. I 1948 tvangsopløste det nye regime hele den unierede kirke. Den blev ganske enkelt forbudt og opløst. De unieredes kirker, klostre og andre besiddelser blev overdraget den ortodokse kirke. Mange unierede præster og samtlige unierede biskopper blev fængslet, mishandlet eller dræbt. Herefter sad den gamle ortodokse kirke som den alt dominerende, men på kommunisternes nåde.

Den ortodokse kirke måtte underkaste sig det ateistiske regime, og mange præster samarbejdede i de næste 45 år – ikke altid under tvang – med sikkerhedstjenesten Securitate. Det skal dog også siges, at den ortodokse kirke selv blev genstand for omfattende forfølgelser. Alligevel er det fair at sige, at den unierede kirke blev en martyrkirke, hvorimod den ortodokse kirke kollaborerede med det nye gudløse regime.

Undertrykkelsen var altomfattende: Mere end 2000 kirker, 6 katedraler, 22 klostre, 1500 menighedshuse og 700 skoler blev overtaget af staten og i de fleste tilfælde givet til den ortodokse kirke. Menighederne tvangsomvendte man til ortodokse.

Den unierede kirke genopstår

Historien tog et dramatisk skridt i december 1989, hvor Ceausescus kommunistiske regime faldt fra hinanden. Noget af det første, det nye styre foretog sig, var allerede den 31. december 1989 at tilbagekalde opløsningsdekretet fra 1948. Nu antog kirkekampen i landet andre former og nu skulle de tidligere unierede kirker i princippet tilbagegives.

Den ortodokse kirke forsøgte med grove midler at bremse tilbagegivelsen, som derfor slet ikke blev gennemført fuldt og helt. Hvor de private huse, gårde og arealer kommunisterne beslaglagde efter 1948 er blevet givet tilbage til de oprindelige ejere, så blev den unierede kirkes kirker og besiddelser ikke på samme måde tilbagegivet en bloc. Der skulle kæmpes om hver enkelt kirke eller kloster, og mange sager måtte afgøres af domstolene. Slutresultatet blev, at den unierede kirke langt fra fik alle sine kirker og besiddelser tilbage.

Den store kvæler den lille

Den ortodokse kirke har forstået at udnytte friheden efter Ceausescus fald til sin egen fordel. Den har udøvet pression mod politikere, der støttede de unierede (”jeres vælgere vil ikke stemme på jer, hvis I ikke støtter os 100 procent”), og den ortodokse kirke har ligefrem truet med optøjer, hvis ikke de fik deres ønsker opfyldt. I flere byer kom det i begyndelsen af 90`erne til fysiske konfrontationer mellem de unierede og de ortodokse, når de unierede ville overtage deres gamle kirker. Her ”vandt” de ortodokse normalt.

Den ortodokse kirke er med hele 87 procent af befolkningen bag sig nu den nationale kirke, hvor den unierede kirke i dag er faldet til 1 procent, som svarer til 200.000 indbyggere (i 1930 var tallet 8 procent og 1,3 mio. indbyggere). Hvor baptister, pinsekirken, adventister og Jehovas vidner har oplevet fremgang efter 1989, har den unierede kirke oplevet en så brat tilbagegang, at det forudses, at den forsvinder helt i løbet af få år. Antallet af græsk-katolske på 200.000 stammer fra 2011-folketællingen, som ifølge den unierede kirke bevidst underrapporterede antallet, hvorfor det reelle antal kan være noget højere.

Nationalisme og tro: centralisering af nationalidentitet

I den dominerende ortodokse selvforståelse er det at være rumæner ensbetydende med at være ortodoks kristen. For som en berømt rumænsk teolog (Dumitru Staniloaie) formulerede det i 1930`erne er ortodoksi et nødvendigt skridt på vejen mod nationalisme og nationalisme er et nødvendigt skridt på vejen mod kristendom(ortodoksien). Meget tyder på, at denne rigide tankegang stadig præger den altdominerende kirke i vore dages Rumænien. Dette fører til konflikter, der kunne undgås ved en mere tolerant forståelse af verden.

Den ortodokse kirkes store engagement for at fremstå som garant for rumænsk nationalidentitet, der holder ”fremmedelementet” uden for indflydelse, kan virke lettere paradoksalt, da det i høj grad var netop den unierede kirke. der skabte den nationale rumænske bevægelse for mere end 200 år siden – og det endda i en provins i Det Habsburgske Rige, hvilket lige siden har været en torn i øjet på de ortodokse.

Forklaringen på den unierede kirkes tilbagegang skal først og fremmest findes i samspillet mellem det politiske niveau og den ortodokse kirke, hvor det er lykkedes den store kirke at dominere den politiske dagsorden. Den rumænske stat og den ortodokse kirke har indgået partnerskaber om kirkelig betjening i fængsler, sociale institutioner og på hospitaler. Således er der i de rumænske fængsler et kontor for ”religiøs service”, hvor statslønnede klerikale fra den ortodokse kirke kan trøste og assistere de indsatte.

Det samme er tilfældet på hospitaler, hvor den åndelige/religiøse vejledning reelt udøves at statsbetalte ortodokse præster. Også i militæret er den ortodokse kirke til stede efter aftale med regeringen. Militæret stiller lokaler til rådighed og staten aflønner præsterne. Det indgår også i samarbejdet, at staten indhenter råd og vejledning fra den ortodokse kirke i sager, der har religiøse aspekter.

I 1990`erne havde den unierede kirke stadig tilhængere med politisk indflydelse, da enkelte overlevende medlemmer af det nationale bondeparti og af den unierede kirke havde indflydelse, især under præsident Constantinescu i slutningen af 90`erne. I begyndelsen ad nullerne, da Iliescu igen blev præsident, skærpedes kirkekampen yderligere.

Kort sagt medfører den unierede kirkes mulige forsvinding og den ortodokse kirkes monopollignende position en homogenisering af landet. Næsten alle fra de jødiske og tyske mindretal er emigreret, og det ungarske mindretal bliver stadig mindre. Antallet af muslimer falder også og er nu under 1 procent. Samtidig vokser den rumænske diaspora i Europa og USA. Diasporaen består fortrinsvis af unge og veluddannede ofte entreprenante personer. Alt dette skaber ideelle betingelser for den ortodokse kirkes fortsatte dominans i Rumænien.

Når den unierede kirke sandsynligvis synger på sidste vers, forsvinder der også vigtige kapitler i landets religiøse, kulturelle og nationale historie. Den unierede kirke kom fra udlandet (fra Vesten!) og betragtedes derfor af mange ortodokse som et fremmedelement. Forstået på den måde kan den nuværende kirkekamp betragtes som en fortsættelse af den traditionelle strid mellem modernister og traditionalister, alias mellem det dekadente vesten og det kristent-ortodokse Østeuropa. Her ser det ud til, at Rumænien nu har fået lukket en port til vestlig indflydelse.

Paven besøger Rumænien: håb eller illusion?

Pave Frans aflægger i foråret 2019 et besøg i Rumænien, og det kan måske give ny vind i sejlene til den unierede kirke. Allerede i slutningen af 1990`erne ønskede den rumænske regering at invitere paven på besøg i landet, men det modsatte Patriark Teoctist sig i første omgang, da besøget kunne ses som en støtte til den unierede kirke. Da regeringen lovede at støtte opførelsen af kæmpekatedralen i Bukarest, indvilgede Patriarken i at være med til at modtage paven.  Paven besøgte landet i 1999 og i 2002, og katedralen er som nævnt netop indviet og taget i brug.

Når pave Frans snart besøger Rumænien og Bulgarien, bliver der nok at tale om! Paven vil naturligvis især interessere sig for den romersk-katolske kirke i landet, som også findes og udgør cirka 4 procent af befolkningen. Men den unierede kirkes forhold vil også være at finde på dagsordenen, for Pave Frans har netop midt i marts måned offentliggjort, at han vil helgenkåre (beatificere) 7 græsk-katolske biskopper, der blev forfulgt efter 1948. Det vil ske, når Paven besøger den græsk katolske katedral i Blaj den 2. juni. Om saliggørelsen kan bremse kirkens tilbagegang er dog et åbent spørgsmål. K

Kilder:

Gabriel Andreescu:”The Romanian Church United With Rome (Greek-Catholic) under pressure: The ROC`s Bad Behavior As Good Politics.” I Journal for the Study of Religions and Ideologies, vol. 11, issue 32, 2012

Kjeld Erbs: ”Rumænsk Nationalisme og den Unierede kirke”, Sfinx nr. 3, 2018.

Adevarul og andre rumænske aviser