Efter journalisters demonstrationer i Zagreb i marts har ukendte personer skrevet ‘smrt novinarima’ (død over journalisterne) med spraymaling tæt ved nyhedsmediet N1’s kontorer. Foto: Pernille Mie Jørgensen.


ZAGREB | Op til Europaparlamentsvalget har kroatiske journalister råbt vagt i gevær. For mens premierminister Andrej Plenković roser landets pressefrihed og EU-positive kurs, taler 1163 igangværende retssager og chikane mod kroatiske journalister for en anden udvikling.

Af Pernille Mie Jørgensen

”Jeg tror, at vi i Kroatien grundlæggende har et problem med forståelsen af begrebet frihed, hvilket også omfatter mediefrihed.”

På en café i Kroatiens hovedstad Zagreb fortæller Ivana Dragičević om sine 15 år på Kroatiens public service kanal, HRT, og om en mediekultur, der selv efter næsten 20 års demokrati stadig ikke tillader kritiske røster.
HRT har gennem årene haft tvivlsomme forbindelser til kroatisk politik. Ivana Dragičević fortæller om loven, som tillader kroatiske politikere at bestemme over HRT’s administration. Ligeledes beskriver en rapport fra Centret for Mediepluralisme og Mediefrihed, hvordan politikere ofte udskifter redaktører og journalister på kanalen, alt efter hvilke partier, der sidder i regering. Flere journalister har selv valgt at forlade HRT. En af dem er Ivana Dragičević, som forklarer:

”Jeg kunne ikke bære at arbejde et sted, hvor atmosfæren ikke ændrede sig. Hvor jeg arbejdede i politikernes tjeneste, og ikke i offentlighedens.”

I praksis betød det, at Ivana Dragičević ikke kunne lave den slags journalistik, som hun ønskede. Hun forklarer, at public service i Kroatien, som ifølge loven har til formål at oplyse befolkningen, bliver holdt i kort snor:

”Som journalist kan man for eksempel ikke fortælle om et barn, der er vokset op med homoseksuelle forældre. Til gengæld har folk med omstridte holdninger knyttet til den dominerende politik meget taletid på tv.”

Lunken placering på presseindeks
Den internationale organisation Journalister Uden Grænser har på deres pressefrihedsindeks placeret Kroatien på en 69. plads ud af 180 lande. Kroatien ligger dermed og roder rundt i den tungere ende af listen sammen med lande som Ungarn og Serbien. Organisationen uddyber placeringen med, at undersøgende journalister i Kroatien udsættes for chikane, trusler og fysiske overfald.
I starten af marts gik kroatiske journalister på gaden og protesterede over, at deres pressefrihed bliver indskrænket gennem søgsmål, politisk pres og trusler.
Adskillige journalister oplever således at blive retsforfulgt af blandt andet politikere, som forsøger at undergrave den undersøgende journalistik. Alene public service kanalen HRT har i øjeblikket 35 søgsmål mod journalister, hvoraf flere af dem er tv-stationens egne ansatte.

Smuthul i straffeloven
”Det Kroatiske Journalistforbund har på baggrund af tal fra 18 mediehuse oplyst, at der lige nu er 1163 retssager mod journalister i Kroatien. Et stort antal mediehuse har ikke delt deres oplysninger, så jeg formoder at antallet er endnu højere,” forklarer Ivan Blažević, sekretær i den kroatiske menneskerettighedsfond Solidarna.

Forklaringen bag det store antal søgsmål skal blandt andet findes i loven. Ivan Blažević henviser til en paragraf i den kroatiske straffelov, som gør det strafbart at påføre personer ’mental smerte’. Han forklarer, at der ikke findes en specifik definition på udtrykket. Derfor er det den enkelte dommer, der i hver sag afgør, om en person har lidt ’mental smerte’ på baggrund af det, som journalisten har skrevet. På trods af den manglende definition benyttes paragraffen systematisk  til at hive journalister i retten, og ofte af den samme gruppe mennesker:

”Det er primært politikere og andre embedsmænd, der sagsøger journalisterne,” fortæller Ivan Blažević.

Han forklarer også, at Milijan Brkić, næstformand i partiet Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ), står bag størstedelen af søgsmålene. Milijan Brkić har blandt andet sagsøgt en journalist, som afslørede plagiering i forbindelse med politikerens specialeafhandling. På trods af, at historien holdt stik, blev journalisten dømt til at betale 15.000 kroner i erstatning for at have påført Milijan Brkić ‘mental smerte’. Tea Sindbæk, lektor i Balkanstudier på Københavns Universitet, fortæller, at søgsmålene i sidste ende kan have store, økonomiske konsekvenser for journalisterne:

”De kroatiske journalister kan blive pålagt økonomisk tunge straffe, hvis de bliver retsforfulgt for injurier. En anklage om for eksempel korruption kan være meget dyr.”

Netop på grund af de økonomiske straffe har Solidarna oprettet en fond, som blandt andet har til formål at hjælpe de kroatiske journalister.

”Fonden er blevet oprettet som en hastefond, fordi vi konkluderede, at det, der foregår lige nu, kan betegnes som en hastesag. Når journalister bliver retsforfulgt, er de ofte efterladt til sig selv, fordi deres egne mediehuse enten ikke kan eller vil støtte dem finansielt. Ideen med fonden er at hjælpe med at betale udgifter i forbindelse med retssager,” forklarer Ivan Blažević, som også nævner et andet motiv bag de hyppige retsforfølgelser: ”Hvis en journalist er blevet retsforfulgt fem gange, vil han eller hun ikke skrive om dig den sjette gang. Det handler om censur.”

Det omstridte udtryk ’mental smerte’ ser altså ud til at have skabt et smuthul i den kroatiske straffelov.

”Det, at man kan få erstatning for svie og smerte, virker som en meget uhensigtsmæssig praksis. Det lader til, at man har indført en lov, der bliver brugt på en måde, som den forhåbentlig ikke skulle have været brugt på,” siger Tea Sindbæk.

EU-valgkamp på bekostning af pressefrihed?
Ifølge Kroatiens premierminister og formand for HDZ, Andrej Plenković, er der ikke problemer med pressefriheden i Kroatien:

”De, der påstår, at der ikke er mediefrihed i Kroatien i dag, må være personer, der hverken ser tv, hører radio eller læser aviser” har Andrej Plenković udtalt.

Andrej Plenković og HDZ er i øjeblikket ved at lade op til det kommende europaparlamentsvalg og har ikke forspildt chancen for at promovere partiet som Kroatiens eneste sande europæiske parti.
Tea Sindbæk tør ikke spå, om Andrej Plenkovićs negligering af pressefriheden og samtidige hædring af sit eget parti hænger sammen med det kommende EP-valg, men hun synes, at det går godt i tråd med hinanden:

”Partiet vil gerne placere sig som et patriotisk og pro-europæisk parti, og det bliver selvfølgelig udfordret, hvis adskillige journalister står frem med anklager om manglende pressefrihed. Det er bestemt ikke en fordel at blive udstillet som korrupt i forbindelse med et valg.”

Opfylder ikke EU-standarder
Kroatien blev optaget i EU i 2013 og skal derfor opfylde kravene i EU’s samlede regelsæt, som også omfatter pressefrihed. Ifølge Tea Sindbæk er det dog et problem i flere medlemslande, at man ikke lever op til EU-standarder:

”Det er grimt, at frie medier er under pres i Kroatien, men det er lidt i forhold til, hvad der foregår i Ungarn eller Polen, hvor staten har kontrol med retssystemet på en mere direkte måde,” forklarer hun. ”En af de helt store udfordringer, som EU står over for, er, hvordan man skal håndtere, at der er medlemslande, som ikke længere overholder de standarder, man krævede af dem, da de blev optaget i EU.”

I den sammenhæng bidrager en forbeholden politik ikke til en reel løsning på problemet ifølge Tea Sindbæk:.

”Udfordringen betyder, at EU skal have en klarere linje i forhold til, hvad man kan kræve af medlemslandene, og det kræver en villighed til at agere. Den politiske forsigtighed, der er til stede blandt flere medlemslande, bidrager ikke til en stærkere centralmagt, som kan agere reelt med konsekvenser over for lande som Kroatien eller Ungarn,”.

Fremtidens journalistik
Ivana Dragičević har efter sin tid på HRT været med til at lancere tv-netværket N1, som er CNN’s lokale partner i Balkanregionen. Men på trods af sit skift til et arbejde med uafhængig nyhedsformidling oplever hun stadig store problemer.

”Kroatien har en premierminister, der i kraft af sine offentlige udtalelser og reaktioner på journalisters spørgsmål, opfører sig som Donald Trump. Og det undergraver journalisternes arbejde,” forklarer hun.

I forhold til fremtiden mener Ivana Dragičević, at det afhænger af, hvad der sker med landet som helhed. Det kan gå flere veje. Hun håber dog på et scenarie, hvor Kroatien bliver centrum for kreativitet i regionen, og hvor journalistikken kan få lov til at blomstre. Men som hun siger:

”Jeg tror ikke at det kommer til at ske i min levetid, desværre.”

Pernille Mie Jørgensen har en bachelor i Balkanstudier og studerer for øjeblikket på kandidaten i Tværkulturelle studier på KU med tilvalg i journalistisk formidling på Journalisthøjskolen. Hun er især interesseret i transitional justice processer i det tidligere Jugoslavien.