INTERNATIONALT | Henholdsvis EU-samarbejdet og de historiske bånd til Rusland spiller en afgørende rolle for den interne debat om Bulgariens fremtid. Helle Dalgaard gennemgår situation i landet ultimo marts 2019.
Foto: kremlin.ru. Den bulgarske premierminister Bojko Borissov under et møde med den russiske præsident Vladimir Putin i Moskva den 30. maj 2018.
Af Helle Dalgaard
”Still, the West, while paying attention to developments in Poland and Hungary, where populist regimes have threatened some of the tenets of modern democracy, is oddly quiet that the same kind of thing, if not worse, has been going on in Bulgaria since Boyko Borisov’s GERB took the power in 2009. One explanation is that unlike Orban in Hungary and the current rulers in Poland, Boyko Borisov has prudently not defied the West, at least not in words.” – Anthony Georgieff, Vagabond, 23.12.2018
Debatten om den bulgarske nationaldag
Den 3. marts er indtil videre stadig Bulgariens nationaldag. Det er dagen for underskrivelsen af Fredstraktaten i San Stefano 1878, afslutningen på Den russisk-tyrkiske krig (1877-78), en historisk begivenhed, som har haft en omtumlet skæbne i bulgarsk historieskrivning. Denne dato blev gjort til officiel nationaldag i 1888. Efter det politiske kup 9. september 1944 blev 3. marts erklæret for en borgerlig festdag og var dermed ude i mørket. 9. september blev nu nationaldag.
I 1978, hundredåret for Freden i San Stefano, var den bulgarske politiske ledelse kommet så langt med en national bevidstgørelse, med en åbning i forhold til den ”borgerlige” fortid, at man genindførte dagen som en mærkedag, lig andre mærkedage, med diverse ritualer. Primus motor i dette var Ljudmila Zjivkova, datter af det bulgarske kommunistpartis generalsekretær Todor Zjivkov. Hun fik gjort hengemte historiske begivenheder og personer gjort synlige, satte fokus den bulgarske fortids storhed og gjorde historien før 1944 til en aktiv del af den bulgarske selvforståelse.
Man må ikke glemme, at mærkedagen 3. marts netop symboliserede Bulgariens taknemmelighed over for den russiske storebror, som havde fået Bulgarien fri af det osmanniske overherredømme. At Den russisk-tyrkiske krig i højere grad havde handlet om Ruslands egne geopolitiske interesser (udgang til Bosporus) og mindre om ”befrielse” af de bulgarske brødre, blev der ikke talt om dengang. Men det gør der i dagens Bulgarien, ikke mindst i de russofobiske kredse, og efter at mange ikke-kendte dokumenter er kommet frem i lyset. Det er et følsomt emne, som fremkalder stor utilfredshed ikke mindst hos den ældre del af befolkningen, der dyrker billedet af de russiske heltebrøde og beklager nedfrysningen i de officielle kontakter til Rusland.
I 1990 blev 3. marts igen officiel nationaldag, men nu er der røster fremme om, at det måske ikke er den mest passende dato at markere som nationaldag, blandt andet på grund af selve indholdet i San Stefano Fredsaftalen. Som det formuleres af en af kritikerne, så er 3. marts en flydende historisk begivenhed, 3 marts 1878 var et skridt på vejen, ikke en afsluttet historisk begivenhed. Og så var der for øvrigt ikke nogen bulgarske repræsentanter med ved underskrivelsen af traktaten.
Cirka 60.000 bulgarere omkom i perioden fra midten af 1800-tallet og frem til krigsafslutningen i 1878, i en kamp for Bulgariens befrielse. Og bulgarerne drømte om et Storbulgarien fra kyst til kyst. Men det var allerede aftalt mellem Rusland og Østrig-Ungarn i 1876, og senere gentaget i en aftale mellem Rusland og England, at der ikke skulle etableres en stor slavisk selvstændig stat, som havde adgang til Det Ægæiske hav. Stormagterne afgjorde, at Den russisk-tyrkiske krig blev afsluttet med en traktat, der delte Bulgarien i to dele, Østrumelien, en autonom provins under osmannisk overherredømme og Fyrstendømmet Bulgarien under ”midlertidig russisk styring”. Intetsteds i de forskellige dokumenter tales der om ”befrielse” (se Aleksander Jordanov: Патриотичи уроци =Patriotiske lektioner, 2019.)
Mange bulgarere mener, at det er på tide, at man får en debat om, hvilken dato der kan være en sand bulgarsk nationaldag, en dag som viser, at Bulgarien er sin egen, er blevet et frit land, ude af den russiske interessesfære. En nationaldag, der markerer uafhængighed og ikke er en illusion. Underforstået, man ønsker at gøre sig fri af myten om Rusland som befrier.
Den slaviske bror Rusland
Forholdet til Rusland har på statsligt plan været relativt nedkølet siden den sidste socialistiske regering trådte af i 2009, og Bojko Borisov, det borgerlige parti GERB (Borgere for en europæisk udvikling i Bulgarien) dannede sin første regering i 2009. Bortset fra et par korte perioder med forretningsministerier og et års ineffektivt socialistisk mellemspil fra maj 2013 til august 2014, med protester og massedemonstrationer, har GERB siddet på regeringsmagten indtil nu.
Tre store projekter inden for energisektoren, som russerne var involveret i, blev stoppet af den første Borisov-regering (2009-2013). I juni 2010 meddelte den bulgarske regering, at opførelsen af et nyt atomkraftværk ved Donau, ”Belene”, en erstatning for det næsten nedlukkede ”Kozloduj” atomkraftværk, ville blive sat på stand-by, da det var usikkert, hvorvidt investeringen ville være rentabel. Leverandørerne var flere russiske firmaer. Der fulgte forhandlinger om ændrede budgetter, men i 2012 blev projektet definitivt lagt på hylden, omend socialisterne forsøgte at finde det frem igen 2013.
Det andet projekt var gasledningen ”Juzjen potok/South Stream” som skulle transportere naturgas fra Rusland via Sortehavet, gennem Bulgarien til Italien, og via Bulgarien, gennem Serbien til Ungarn og Østrig. Det var en aftale som ville indbringe Bulgarien 300 mia. $ i investeringer og en transitafgift på omkring 400 mio. $ årIigt. Byggeriet blev påbegyndt i 2012, og 2014 erklærede Vladimir Putin, at projektet ville blive stoppet, på grund af de mange krav og indsigelser fra EU’s side. Alternativet, ”The Turkish Stream” blev sat i gang og er nu allerede gennem Sortehavet og på vej gennem Tyrkiet. Den forventes klar ultimo 2019. Det tredje afbrudte projekt var olieledningen Burgas-Aleksandropolis.
Den bulgarske politiske ledelse har over de senere år indset, at landet til trods for medlemskab af EU af rent pragmatiske grunde må holde en balance i forhold til Rusland. Måske er der endda skubbet på fra EU’s side, det er kun min personlige hypotese.
Ikke mindst den socialistisk orienterede præsident (general) Rumen Radev (valgt i 2016, socialisternes kandidat) har været medvirkende til, at Bulgarien har genoptaget kontakten med Rusland på øverste statslige niveau, så man har kunnet drøfte disse anlægsprojekter. Efter de mange års manglende kontakt på højeste plan besøgte præsident Radev Putin i maj 2018 og luftede tanken om, at man genoplivede projekt ”South Stream”. Han banede vejen for nødvendige forhandlinger i forhold til energisektoren, og 30. maj 2018 kom så premierminister Bojko Borisov på besøg i Kreml, godt en måned før det bulgarske formandskab i EU var slut. Officielt for at drøfte verdens tilstand, samarbejde inden for sikkerhedspolitik og kampen mod terrorisme. Derudover indgik landbrug og turisme i samtalerne, samt naturligvis: Verdensmesterskabet i fodbold, som skulle afholdes i Rusland.
Ved den fælles pressekonference kom det frem, at også energiområdet havde været drøftet. Putin erklærede, at man var parat til at åbne forhandlinger med hensyn til ”South Stream”, gasledningsprojektet, og koble Bulgarien på ”Turkish Stream”, ligesom man var klar til at fortsætte projektet med det nye atomkraftværk ”Belene”. Det skal her tilføjes, at Den Internationale Voldgiftsdomstol i juni 2016 dømte den bulgarske stat = køber til at betale en erstatning på 600 mio. $ for allerede leveret eller produceret udstyr til det russiske firma Atomstrojexport.
Og så fik Bulgarien i år fornemt besøg fra Rusland, sjovt nok dagen efter den i starten omtalte nationaldag, nemlig 4. marts. En smilende Medvedev var sendt i byen på genvisit. Det fremgår ikke af de officielle udtalelser fra mødet, om man kom længere med energiprojekterne, bortset fra at Medvedev diskret nævnte, at Bulgarien nok kunne bruge et atomkraftværk og en gasledning. Og han understregede vigtigheden af garantier fra EU for, at ”Turkish Stream” kan fortsætte gennem Bulgarien.
Medvedev tillod sig for øvrigt at foreslå under et tv-interview, at Bulgarien skulle tage og tilslutte sin valuta til den kinesiske yuan i stedet for til euroen, en ikke særligt passende joke, som gjorde mange bulgarere ret fortørnede. På den anden side kom der ikke nogen skarpe udtalelser om den bulgarske beslutning om at købe et antal F-16 jagere, et projekt den bulgarske præsident har udtalt sig kritisk om. Han har kaldt det et resultat af lobbyisme, men regeringen har understreget at valget er taget af en regeringskommission.
Præsident Radev er nu blevet inviteret til ”det russiske Davos” i Skt. Petersborg 6. juni i år. Russerne håber nok på et politisk skift og sidder og gnider sig i hænderne, hver gang der er skandale i omegnen af partiet GERB. Pt. boykotter socialisterne parlamentet i forbindelse med ændringer i valgloven og planer om implementering af elektronisk stemmeafgivelse ved EU-valget 26. maj og siden ved kommunalvalget i oktober 2019. Hvor den tidligere præsident med borgerlig baggrund.
I modsætning til den statslige sektor har der været pænt med private russiske investeringer i Bulgarien, først og fremmest i ejendomssektoren og i turisme. Det har været let for russerne at få opholdstilladelse i EU-landet Bulgarien. Men ganske naturligt er de økonomiske relationer i privatbusiness blevet mindre aktive på grund af EU’s sanktioner.
For 5-6 år siden jokede man med, at Sortehavskysten var lille Rusland. I 2014 sagde tallene, at omkring 400.000 russere ejede ejendom i BG, det tal er nu i hastig tilbagegang. Med den devaluerede rubel er det blevet for dyrt for russerne både rejse til Bulgarien og opholde sig der. Mange russere sælger deres privatbolig i Bulgarien til bulgarere, som oplever en økonomisk fremgang.
Indenrigspolitikken
Landets nuværende regering har siddet siden maj 2017 og er den tredje under Bojko Borisovs premierministerskab. Regeringen består af 16 ministre fra det borgerligt-liberale parti GERB (Bulgarske borgere for Europa), som fik knap 34 % af stemmerne og 4 fra Obedineni Patrioti (Forenede Patrioter), som fik knap 10%.
Det næststørste parti, BSP, socialistpartiet fik 28 %. De Forenede Patrioter er en sammenslutning af to mindre og et større nationalistisk parti, ATAKA, med den demagogiske Volen Sidorov i spidsen. Volen Sidorov var medstifter EKOGLASNOST og gik i 1990 ind i SDS, Forbundet af Demokratiske kræfter, den demokratiske opposition til kommunisterne, BKP, (navneændring i 1990 til BSP) efter 1989. Sidorov blev chefredaktør på oppositionens avis ”Demokratsija”, og ingen havde forventet, at han ville udvikle sig til den forbitrede og frygtede nationalpopulist, som han er.
De Forenede Patrioter havde som et punkt deres valgprogram, at den nationale selvbestemmelse skulle styrkes, og at Bulgarien skulle distancere sig fra EU. Det sidste blev fjernet fra valgprogrammet, og koalitionen mellem GERB og De Forenede Patrioter blev dannet. De Forenede Patrioter har ud over et stærkt socialt program også en lidt mere dulgt dagsorden ang. et tættere forhold til Rusland.
Det skorter ikke på skandaleomtale af GERB, det største regeringsparti. Blandt andet har der været meget fokus på, at store summer skal være forsvundet ud ad bagdøren fra afgifterne på el og varme. Der nævnes et beløb på 1 mia. leva (cirka 4 mia. kroner), ligesom der er masser af historier om at slægtninge til ministre fra GERB-partiet, som sidder på flertallet af pladserne i landets byråd, har fået renoverings-og byggeopgaver uden udbud etc. BSP gør hvad for øjeblikket hvad de kan for at kompromittere GERB. Man kan så kun tilføje, at de forhold socialistpartiet anklager GERB for, er forhold socialistpartiet selv er blevet angrebet for i andre sammenhænge. Men som Anthony Georgiev skriver i tidsskriftet ”Vagabond” 25.2.2019, stemmer folk på GERB ikke ud fra en politisk holdning, fordi de ser det som noget trygt og sikkert.
Der har været flere ministerudskiftninger i Borisovs tredje regering på grund af uregelmæssigheder, sundhedsministeren måtte gå i 2017, ret kort tid efter regeringsdannelsen og transportministeren blev fyret i september 2018 ovenpå en busulykke med mange ofre, som skete på grund af misligholdelse af vejnettet i et bjergområde nord for Sofia.
Energiministeren var primo 2018 i krydsild på grund af problemer i energisektoren, og socialministeren var i juni 2018 i skudlinjen på grund dårlige vilkår for børn med handicaps, som medførte dannelsen af en protest-teltlejr bag ved parlamentet, et initiativ startet af mødre til handicappede børn.
Sidst i marts har en større skandale om køb af lejligheder til underpris ramt flere højtstående politikere, blandt andet den ellers meget værdsatte justitsminister, Tsetska Tsatjeva. Hun er den sjette minister, der forlader den siddende regering. Hun anmodede selv om at fratræde. Apartment Gate kaldes sagen, hvor også partformanden for GERB, tidligere vicepremierminister og indenrigsminister Tsvetan Tsvetanov, nu partiformand og valgkampagneleder, er under mistanke. Ifølge flere medier har han betalt en fjerdedel af markedsprisen for en luksuslejlighed på 315 kvm.
Selv hævder han naturligvis, at der ikke er nogen sag. Men det forskes der nu i. Senest er der sået tvivl om vicepremierminister Krasimir Karakatjanov fra partiet VRMO og hans rolle i den spegede lejlighedsaffære. Bojko Borisov har oplyst, at han ikke vil foretage sig noget i den sammenhæng. Karakatjanov er ikke fra hans parti. Han erklærer, at alle berørte fra GERB har anmodet om at måtte aftræde.
En advokat fra firmaet, der solgte lejlighederne, har redegjort for, at alt er foregået efter loven, men såvel de ovenfor nævnte, som to andre højtstående personer har uomtvisteligt betalt en lavere kvadratmeterpris end normalt for boliger i det pågældende område. Imidlertid skulle alle skatter og afgifter og så videre være afregnet efter reglerne. Gadens domstol har dømt de to højtstående personer, utvivlsomt med støtte fra BSP’s aktivister. Nu venter man på den rigtige domstol.
Det skal tilføjes, at skandalen med de billige boliger har medført, at tilliden til GERB, det ellers største parti, er faldet kraftigt, og igangværende meningsmålinger viser en let føring for BSP, dvs. socialisterne, med hensyn til EU-valget 26. maj. Seneste tal ultimo april siger 31,3 % til BSP og 30,9 til GERB. Generelt siger 63% af de adspurgte, at deres holdning til GERB har ændret sig til at være negativ ovenpå ”apartment gate”.
EU-formandskabet og fremtiden
Som bekendt overtog Bulgarien pr. 1. januar 2018 formandskabet i EU, og der var store bekymringer i EU for, hvordan det nu skulle gå. Lige som der også i Bulgarien var mange urolige meningstilkendegivelser. Kunne man klare det. Men under arbejdstitlen ”Enighed gør stærk” blev de mange møder blev afholdt i god ro og orden. Og mottoet blev et slagord for hele EU. Anmeldelserne er fine, ikke mindst på grund af formandskabets ønske om og vilje til at gennemføre en fokusering på forholdet mellem EU og Balkan. Bulgarien havde en naturlig interesse i at køre frem med temaet Balkan, et konfliktpunkt på Europakortet og en del af konflikten mellem Vesten og Rusland.
Der kom ekstra fokus på relationerne mellem Grækenland og FYROM. Bulgarien stod som arrangør af et topmøde mellem alle Balkanlande i juni 2018 og havde inden da overkommet sine fordomme i forhold til ”det jugoslaviske” Makedonien og havde underskrevet en venskabsaftale med Nordmakedonien, som landet nu hedder officielt. Kort tid efter topmødet meddelte Grækenlands og FYROMs premierministre, Alexis Tsipras og Zoran Zaev, at de var blevet enige om navnet Republikken Nordmakedonien (Severna Makadonija). Under mit besøg i Makedonien medio prio april oplevede jeg Tsipras’ besøg i Skopje, det virkede meget fredeligt. Lidt mere politi, et par mindre demonstrationer, billeder i medierne af de to statsledere, som tog selfier med hinanden.
Efter formandskabets afslutning startede BSP nogle politiske bølgeskvulp med det formål at rokke ved det gode fundament, Borisovs regering havde fået skabt. Det meste af efteråret 2018 var der protester rundt i landet med krav om regeringens afgang. Jeg oplevede det selv i september på pladsen foran Parlamentet ved rytterstatuen af Aleksander II, som var omgivet af en forkølet samling halvgamle socialister.
Sidenhen bredte protesterne sig og blev mere konkretiserede, krav om sænkning af priser på el og varme, krav om højere lønninger, bedre sundhedsvæsen osv. Den politiske spænding i andet halvår af 2018 var ganske stor, men regeringen blev siddende. Nu er man bekymret for, hvilken effekt den nye skandale kan få for EU-valget og sidenhen kommunalvalgene.
2019 kan forventes at blive et uroligt og vanskeligt år for Bulgarien. Som afslutning vender vi tilbage til journalisten Anthony Georgieff:
”Bulgaria has been “captured.” It is in a state of suspended animation. There is democracy in the sense that elections are being held from time to time, foreign observers are allowed to keep an eye and so on. But in the “captured” state all of those are being used to further private or corporate interests by manipulating the state policies, the judiciary and the economy, rather than to serve the public good. In this sense democracy has caved in, possibly beyond repair.” (Vagabond, 23.12.2018)
Helle Dalgaard er cand.mag. I russisk og bulgarsk fra AU. Fra 1978 til 2009 leder af den slaviske afdeling i universitetsboghandlen på AU. Har skrevet om russisk litteratur og dissidentkunst, om bulgarsk litteratur og bulgarske samfundsforhold i moderne tid og har oversat moderne skønlitteratur fra begge sprog, prosa såvel som poesi.
