CPH:DOX | De russiske filminstruktører Viktor Kosakovskij og Alina Rudnitskaja er i Danmark i forbindelse med deres deltagelse på CPH:DOX. Magasinet rØST har talt med de to instruktører, hvis værker viser diversiteten ikke kun i russisk film, men i dokumentarfilmen generelt.
Viktor Kosakovskij og Alina Rudnitskaja er russere, og de laver begge dokumentarfilm. Det er så også tæt på at være det eneste, de to har til fælles. Deres tilgang til dokumentarfilmen er vidt forskellig, og deres respektive bidrag til årets CPH:DOX illustrerer, hvor meget genren kan rumme. Hvor Rudnitskajas School of Seduction er en socialrealistisk skildring af det patriarkalske syn på kvinder i Putins Rusland, er Kosakovskijs Aquarela et visuelt kunstværk med naturens rå kræfter som omdrejningspunkt.
Redaktør Jon Reinhardt-Larsen mødte de to instruktører på Restaurant Zeleste i Nyhavn til en snak om dokumentarfilmen som kunst- og kommunikationsform.
Kort præsentation af filmene: School of Seduction
I School of Seduction har Rudnitskaja fulgt tre forskellige russiske kvinder igennem syv år. Kvinderne er på en mission: de vil finde en mand. I det russiske samfund, hvor der er væsentlig overvægt af kvinder i forhold til mænd, er kampen om mændene virkelig en kamp. Dertil kommer, at kønsrollerne er skarpt opdelt efter et patriarkalsk mønster, der begrænser kvinders muligheder. Kvinderne søger derfor først og fremmest en rig mand, der kan give dem økonomisk sikkerhed og en højere social status.
Som led i jagten på en mand deltager kvinderne i et kursusforløb med titlen ”The School of Seduction”, hvor de lærer, hvordan man forfører og tilfredsstiller en rig mand. Dette indbefatter dans, strip, flirtende adfærd og small talk. Man bliver hurtigt i tvivl om, hvorvidt kvinderne rent faktisk ønsker denne ”uddannelse”, da det ikke er alle, der går til opgaven med samme iver.
Aquarela
Aquarela tager publikum med på en helt utrolig rejse, hvor vand i dets omskiftelige skønhed og rå kraft er filmens protagonist. Fra den frosne sø Bajkal i Rusland over smeltende isbjerge omkring Grønland til orkanen Irmas ødelæggelser i Miami og Salto Ángel vandfaldene i Venezuela viser Kosakovskij os naturen som den er i sig selv igennem helt enestående billeder.
Det er det sansemæssige, der er i centrum. Filmen er udstyret med en bragende lydside, og den er optaget med 96 frames i sekundet, hvilket giver en overvældende skarphed i billederne. Brugen af droner til oversigtsbilleder og undervandskameraer til at fange vands aktivitet under et tykt lag is giver et yderst varieret visuelt udtryk. Det er endvidere lykkedes filmholdet at stabilisere kameraer på skibe i høj sø, således at kameraet fanger de vældige bølger, der raser omkring skibet, samtidig med at horisontlinjen forbliver stabil; noget der hidtil ikke er set.
Dokumentarfilmens mange ansigter
Lad os starte med årsagen til, at I er her i København. Hvad betyder det for jer at deltage i festivaler som for eksempel CPH:DOX?
Rudnitskaja: ”Det er rart at komme ud med sit budskab til andre mennesker. Det er godt at møde mennesker og tale om film. Særligt her i København har der været mange udsolgte forestillinger.”
Kosakovskij: ”Heldigvis har vi festivaler. Det er godt. Men der er nu noget galt med systemet. Vores film er ikke lavet for underholdningens skyld. Dokumentarfilmen er en helt anden branche end spillefilm. Spillefilm tjener penge, dokumentarfilm koster penge. Dokumentarfilm bliver finansieret af filminstitutter, statskasser og private filantroper. Derfor er det et paradoks, at vores film kun bliver vist for et par tusinder mennesker på festivaler rundt omkring, eller at folk ser dem tilfældigt i fjernsynet. Alle burde jo se dem, når det er deres skattepenge, vi bruger.”
Ja, dokumentarfilmen er noget andet end spillefilmen, men dokumentarfilm er jo ikke bare dokumentarfilm. Det er jeres to film et godt eksempel på. Jeg ser din film, Rudnitskaja, som en klassisk fortællende dokumentar, expository mode i fagtermer, hvor du som instruktør gerne vil dele et budskab med omverdenen. Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring valget af denne type dokumentarfilm?
Rudnitskaja: ”Min film vil gerne fortælle noget. I Rusland har kvinder tre valg: ingen sikkerhed, dårlig sikkerhed eller god sikkerhed. Ingen sikkerhed er at være single. I et patriarkalsk samfund som det russiske er det manden, der giver social status og økonomisk sikkerhed. God sikkerhed er for eksempel en intellektuel, rig forretningsmand.”
”Det officielle politiske budskab i Rusland er, at hvis du vil være en rigtig kvinde, så skal du føde tre børn og tage dig af hjemmet. Kvinder bruger fem gange så meget tid på de huslige pligter som mænd i Rusland. Det betyder, at der ikke er tid til, at kvinderne kan forfølge deres egne drømme. De er afhængige af manden. Og hvad vil du så helst have som kvinde? Ingen, dårlig eller god sikkerhed? Det er derfor, at kvinderne deltager i kurset ’The School of Seduction’.”
”Ifølge en rundspørge blandt russiske mænd om deres syn på kvinder, som jeg lige har læst, svarer flere, at kvinden er skabt til at føde børn, og det er alt. Det er det, jeg som russisk kvinde oplever. Det er konsekvenserne af det officielle syn på kvinder, som jeg gerne vil fortælle om.”
Kosakovskij: ”Her ser du den centrale forskel på vores film. Hun vil gerne fortælle noget, det vil jeg ikke.”
Der vil nok være en nogen, der også vil kunne finde en fortælling eller et budskab i din film, Kosakovskij. Man kan jo læse den som en fortælling om global opvarmning. Du viser jo nogle naturfænomener, som typisk bliver brugt i debatten om menneskabte klimaforandringer. Hvad siger du til det?
Kosakovskij: ”Det er en forkert læsning. Hvis du vil fortælle noget, så bliv forfatter eller journalist. Som filmskaber vil du vise noget. Min ambition er at vise tingene, som de er. At vise naturens rå kræfter i sig selv, ikke i relation til mennesket. Det er en fejltagelse at tro, at kunst skal fortælle noget.”
”Hvad er den vigtigste dokumentarfilm nogensinde? Manden med kameraet[originaltitel: Человек с кино–аппаратом af Dziga Vertov, 1929]. Hvad fortæller den? Ingenting! Men det er stadig den bedste dokumentarfilm nogensinde. Hvad handler Mona Lisa om? Hvad er dets budskab? Hvor dårligt samfundet var i renæssancens Italien? Nej, ingenting. Hvorfor så tro, at dokumentarfilm skal handle om global opvarmning?”
”Hvis du går til koncert med én, der synger ’red verden, red verden’, får det dig så til at ændre adfærd? Nej, vel? Stil spørgsmål om samfundet til politikere, forskere og lignende – ikke til kunstnere. Hvis det skal være et kriterium for at lave kunst, at det skal udføre en propagandistisk funktion, så er det ikke for mig. Hvis kunsten får dig til at vågne om morgen som et bedre menneske, er det fint med mig, men jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal gøre.”
Rudnitskaja: ”Jeg vil nu også gerne vise frem for at fortælle. Jeg vil gerne undersøge, hvordan mine karakterer udvikler sig. Mine heltinder kunne jo lige så godt være mig, det er også min historie. Det er det, der interesserer mig. For mig er mennesker det vigtigste. Det er det, jeg kender til.”
Kosakovskij: ”Det hun siger er, at hun filmer det, hun forstår. Det er meget interessant. Det gør jeg ikke. Jeg filmer det, jeg ikke forstår. Jeg gider ikke filme noget, som jeg forstår. Hvis jeg filmer noget, jeg forstår, ender det med at formen dominerer snarere end indholdet. Det kommer der ikke noget interessant ud af.”
Kender I den danske instruktør Jørgen Leth? Det er nøjagtigt det samme, han praktiserer. Han filmer det, han gerne vil blive klogere på uden at have en drejebog.
Kosakovskij: ”Det er det samme, jeg gør. Når jeg filmer, vil jeg have det til at forandre min hjerne. Det er det smukke ved film, at du leder efter noget, der kan forandre dig. Det er en kontinuerlig selvuddannelse.”
Men det er ikke din ambition, at dine film vil forandre verden?
Kosakovskij: ”Nej, Jeg vil ikke forandre verden, for jeg anser ikke mig selv for noget særligt. Mennesker har i århundreder haft store og kloge personligheder til at fortælle dem, hvad de skulle gøre, uden at det har ændret noget. Hvorfor skulle jeg så kunne gøre noget? Hvis Tarkovskij levede i dag, ville jeg være et nul, og ikke engang han kunne ændre noget. Jeg er glad, hvis jeg forandrer mig selv.”
Rudnitskaja: ”Jeg håber da, at min film kan bidrage til at forandre det patriarkalske samfund i Rusland. Jeg har selv forsøgt at bryde med den kultur, jeg har fået med hjemmefra fra min egen familie, som netop er den officielle fortælling i Rusland. Det vil jeg gerne give videre til andre via min film.”
Kosakovskij: ”Hvis jeg må tilføje… Det hun gør med sine film er, at hun bidrager til at frigøre kvinder i Rusland ved at gå til dokumentarfilmen med humor. Humoren frigør kvinder, og det er vigtigt i en russisk kontekst. Der er derfor stor forskel på den måde vi arbejder med filmmediet på.”
”Jeg ser film som et arbejde. Jeg bliver betalt for at lave et stykke arbejde, og så er min opgave at lave det bedst tænkelige produkt. Jeg arbejder så tyve timer i døgnet for at gøre mit bedste. Det kommer der noget blivende ud af, et kunstværk. Hvis der så er en person, der synes, at min film gør noget for dem, er det fint med mig, men det er ikke derfor, jeg laver film.”
Hvis vi holder fast i det kreative og i det blivende produkt, kan du uddybe lidt om dine overvejelser med hensyn til Aquarelas lydside?
Kosakovskij: ”Der er 180 lydspor i filmen. Normalt bruger man vel 5 til 10, når man laver dokumentarfilm, så vi ligger lidt over det normale, hehe. Men vi har ikke tilføjet ekstra lydeffekter i studiet, alt er naturlige lyde fra optagelserne, der så ligger oven i hinanden og skaber det massive lydbillede.”
Du har dog tilsat musik i from af et yderst effektfuldt heavy metal soundtrack. Det ville du i virkeligheden gerne have undgået, ik?
Kosakovskij: ”Jo. Uden musik og uden tale. Den ideelle film ville være helt uden musik. Det har jeg altid sagt. Jeg har dog ikke lavet den film endnu, men jo, det er det ideelle.”
Jeg ville endda mene, at man kunne have lavet din film helt uden lydside. Hvad siger du til det?
Kosakovskij: ”Ja, det er jeg faktisk i gang med. Jeg ved ikke, om det bliver til noget konkret, men jeg leger med tanken. I filmens første 30 leveår var al film jo uden lyd, og hvis du spørger mig, så er nogle af de bedste film netop fra denne periode.”
Det lader til, at du ikke savner inspiration til kommende projekter. Vil du arbejde videre med dine erfaringer fra Aquarela?
Kosakovskij: ”Ja. Inspirationen til Aquarela og min kommende film fik jeg faktisk samtidig under et besøg på Bornholm. Jeg sad og så ud over vandet, og da lagde jeg mærke til dets omskiftelighed. Det fik mig på sporet til at lave en film om vands foranderlighed ved blot at vise vandet, som det er. Det blev til Aquarela.”
”Jeg besøgte også en grisefarm under mit ophold på Bornholm. Jeg har set en gris før i Rusland, men her var de jo i tusindvis. I Danmark dør grise det samme sted, som de blev født – samme kvadratmeter! Jeg græd ved synet af det. Jeg har ikke spist kød, siden jeg var fire år, og jeg har det godt. Det er noget nonsens at påstå, at mennesket ikke kan leve uden kød.”
Bliver du, Rudnitskaja, også motiveret i dit arbejde af en sådan frustration over din samtid, som Kosakovskij gør det?
Rudnitskaja: ”Ja. For ikke så lang tid siden blev jeg gjort opmærksom på, at der i disse år foregår en massiv emigration af russiske videnskabsfolk. Vi snakker om op til 80 procent af de nyuddannede kemikere, fysikere og ingeniører, der udvandrer fra Rusland hvert år. Det gjorde mig forfærdet, og det kan man lave en god film om.”
Hvordan omsætter du, Kosakovskij, konkret denne frustration ved den tid vi lever i til din kommende film?
Kosakovskij: ”Ligesom jeg i Aquarela ville vise vand, som det er, vil jeg i min kommende film vise dyr, som de er. Grise, køer og kyllinger – ikke som pølser og bøffer på din tallerken, men som individer med personligheder. Jeg vil vise, at de har personligheder, for det har de, og måske kan det ændre noget.”
Rudnitskaja: ”Så du vil altså ændre noget, haha?”
Kosakovskij: ”Ja, inderst inde. Men jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at det vil føre til noget.” Der var engang, hvor kultur måske var noget brugbart. I dag er det kun skadeligt. Religion, kultur, nationalitet – alt sammen handler om at adskille. Hvis man gerne ville løse problemerne, så kunne man gøre det, hvis man bare lod alle disse adskillende kriterier forsvinde.”
”Kultur placerer mennesket i centrum. Det medfører, at vi tror, at vi er vigtigere end alt andet. Vi synes, det er okay at slå dyr ihjel – vi er mordere. Det medfører, at vi også synes, at det er okay at slå mennesker ihjel. Regeringer over hele verden torturerer og myrder folk, fordi de skal sørge for vores sikkerhed. Det er officiel politik.”
”Vi forstår ikke, at det at slå et dyr ihjel, er det samme som at slå et menneske ihjel. Allerede Leonardo da Vinci sagde, at der vil komme en dag, hvor mennesket vil indse dette, men at det ville tage lang tid. For mig er spørgsmålet: Hvilket dyr er mennesket? Det er det egentlige spørgsmål.”
Aquarela – a kan ses tirsdag 26. marts kl. 17.15 i Empire Bio og fredag 29. marts kl. 21.45 i Cinemateket.
School of Seduction kan ses torsdag 28. marts kl. 15.30 på Charlottenborg og søndag 31. marts kl. 16.15 i Cinemateket.
Jon Reinhardt-Larsen er cand.mag. i Historie og cand.mag. i Russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet og redaktør på Magasinet rØST.