KRONIK | Den 8. december 2018 gik tusinder på gaden i Beograd i en spontan protest mod politisk vold. Protesterne mod præsident Aleksandar Vučić og hans regeringsparti er fortsat og har spredt sig til omkring 30 serbiske byer. Danica Đokić skildrer her sine oplevelser gennem de første to måneder med protester i Serbiens hovedstad.
Kronik af Danica Đokić, 32, uddannet litterat med speciale i serbisk litteratur og bosat i Beograd. Kronikken er udtryk for skribentens egne holdninger.
Oversat af Mette Staun
Som jeg sidder her og skriver, videreformidler de ucensurerede kanaler udmeldingen fra den amerikanske NGO Freedom House: Med regeringens forsøg på at underminere uafhængige journalister gennem juridisk chikane og tilsmudsningskampagner og præsident Vučićs forfatningsstridige samling af den udøvende magt under sig, kan Serbien ikke længere betegnes som et frit land.
Det er old news for os i Serbien og blot en bekræftelse af, hvad vi har vidst og følt længe. Vi lever i en atmosfære af medie-lynchning, hvor regeringens politiske modstandere konsekvent bliver kaldt for forrædere og udenlandske spioner, og det minder os om de mørke 90’ere, da vores nuværende præsident Vučić var berygtet informationsminister.
Pigen med den gule fløjte
Den 8. december 2018 så jeg et Facebook-opslag om en protest imod Vučićs regime – en spontan reaktion på et voldeligt overfald på en oppositionspolitiker. Protesten var ikke organiseret af et politisk parti. På det forreste banner stod der blot: Stop de blodige skjorter. Jeg gik med uden tøven – motiveret af civil forpligtelse, bevæget af den herskende aggression i det offentlige rum, som lærer, arbejdsløs i syv lange år og skræmt af voksende konflikter i regionen, militær oprustning og risikoen for nye krige.
Jeg købte en gul fløjte. Regeringen karakteriserer den politiske opposition som gul – farven, der symboliserede det Demokratiske Parti, som overtog regeringsmagten efter Slobodan Milošević og hans koalitionsmakker – den nuværende præsident Vučić. Ikke alle til demonstrationen var gule, men det var jeg. Ikke på grund af det politiske parti, jeg engang var tilhænger af, men fordi jeg følte mig som en del af den forurettede, latterliggjorte og ydmygede masse. Den gule farve mindede mig om den stjerne, som blev bundet om armen på europæiske jøder under nazismen.
Det var ikke mange, der mødte op på plateauet foran det Filosofiske Fakultet i Beograd – symbolet på protesterne imod Miloševićs regime. Taleren var skuespiller Branislav Trifunović. Skuespillere var også bastioner for oprør mod regimet i 90’erne. Vi kunne overhovedet ikke høre ham. Lyden var så dårlig. Efter hans tale vidste ingen, hvor vi skulle hen – skulle vi nogen steder? Vi havde intet overblik. En ældre dame spurgte en ung fyr, der var kravlet op i et stort gadebed for at bestemme retningen af demonstrationen, høfligt – høfligt, som fra en fjern fortid:
”Unge mand, kan du se nogle mennesker overhovedet? Hvor er det meningen, vi skal gå hen nu?”
Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg husker, folk gik skuffede fra protesten, mumlende, sure over den dårlige organisering. Vi stod uden leder, men var vel drevet af den samme uartikulerede tanke: Vi kan ikke fortsætte sådan her – det er under menneskelig værdighed.
Min begejstring var vild, da jeg klatrede op og så det selv: Den kæmpe masse, samlet af utilfredshed, uden begreb om utilfredshedens proportioner; uinspirerede af oppositionens politiske ledere, som ikke har kunnet motivere til forandring gennem så mange år. Det var civil protest uden klare mål – en energi fra års ydmygelse, fattigdom og arbejdsløshed, endeligt udløst af autokratens farverige løgne på de nationale frekvenser.
Gult skrald
Tilsmudsningen fortsætter. De kalder os syge mennesker, afskum, galninge, monstre, gult skrald. Det virker vanvittigt, men denne hate speech er gradvist sivet ind i porerne af vores samfund og langsomt blevet en acceptabel måde at tale om folk på – en slags modus operandi, som jeg personligt betragter som regeringens mest destruktive arvegods. Præsidenten, som forfatningsmæssigt skal være præsident for alle statsborgere, er intet andet end propaganda-medarbejder i sit eget politiske parti. Måden, han taler om de statsborgere, der er politisk uenige med ham, på, har bragt dybere splittelse i det serbiske samfund – mellem vores og deres, skarpt polariseret mellem Vučićs patrioter (vores) og forræderne (deres).
Oppositionen og det frit tænkende folk har trukket sig tilbage og opererer på sociale netværk. Slagmarken for debat ligger på internettet, og præsidentens mænd har arméer af sociale bot’er og kasteskyts i form af skuespilleres eller ubetydelige politiske figurers tweets. De printes som regel på et stykke papir og viftes omkring på de nationale Tv-kanaler.
Uden et oppositionsparti, vi kan sætte vores lid til, uden en plan eller et håb, kan vi ikke gøre andet end at vente.
Den gammelkendte opskrift
Vi kan protestere. Vores motiv for protest er løgnen. Løgne på alle niveauer, aggressiv Goebbels-lignende propaganda, der spreder sig som cancer i vores samfund; skrigende vulgaritet på alle Tv-stationer, overfladisk underholdning for den udpinte masse, et bedøvelsesmiddel, der luller dem ind i løgnen. Det er den gammelkendte opskrift, der stod sin prøve i 90’erne: Turbofolk som musisk genre, parader af pornostjerner og tvivlsomme karakterer på de nationale frekvenser. Synergien af politisk propaganda, vulgaritet og creepy kitsch er omstændigheden, der driver et pint og ydmyget folk på gaden igen nu.
Efter de første lidt usikre og halvdårligt organiserede protester har folk lagt frygten fra sig. Opfordret af demonstrerende masser og opildnet af præsident Vučić, der i en nedladende tale kaldte dem små og ubetydelige – og gjorde klart, at han ikke vil imødekomme nogen krav, ikke engang hvis fem millioner serbere går på gaden. Vanære blev til vedholdenhed – til humor, ånd og provokation. Jeg så flere og flere unge mennesker i gaderne.
Jeg gik med hver lørdag. Gennem sneen, om aftenen. Mine venner var apatiske: Intet ændrer sig, det nytter ikke noget at hæve stemmen, alle politikere er ens. Efter Vučić kommer der en ny. En værre. Det, der gik folk mest på, var det uønskede fællesskab i protesten – især med højrenationalisterne. Jeg hørte tit:
”Jeg går ikke bag fascisterne!”
For os lørdagsgængere var det imidlertid helt klart, at motivationen ikke kom fra de oppositionspolitikere, der hægtede sig på protesten.
Myndighedernes første reaktion var at gøre os mindre, end vi var, og beskylde USA og byens øvrige ambassader for at organisere protesterne i ledtog med oppositionen. Men regeringens evindelige forsøg på at tale motiv og betydning ned gjorde kun tilslutningen stærkere.
Kujoner med paraplyer
Efter den første lørdagsprotest kom den pinlige rapport fra propaganda-journalist Barbara Životić – med løgn om antallet af demonstranter og løgn om, at demonstranterne var voldelige – at de udøvede vold med medbragte paraplyer. Hendes udtalelser vakte endnu større opstand og bragte de unge på gaden. De tog paraplyer med.
Serien af klodsede reaktioner fra myndighederne fortsatte: Politiministeren viftede offentligt med fotografier med titusinder af mennesker i et forsøg på at tælle de røde prikker, sat af politiet, som skulle bevise, at der havde været mindre end fem tusinde mennesker på gaden. Vučić selv tilsluttede sig regeringspartiets besættelse af at få tal på demonstranterne med hypotesen om, at protesterne så store ud, fordi kujoner aldrig tager billeder stående – men altid gående. Den næste fadæse kom fra uddannelsesministeren, som fornærmede både universitetsprofessorer og unge forskere ved at påstå, at der ingen seriøse demonstranter var på deres liste – kun pensionister og unge, uerfarne mennesker. Mens det, der vakte størst vrede, var regeringens bortforklaringer vedrørerende ildspåsættelsen af journalist Milan Jovanovics hus – sandsynligvis en følge af hans artikler om serbiske politikeres uredelighed.
Hvert eneste af disse desperate tiltag håbede at diskvalificere og latterliggøre demonstranterne, men resultatet blev det omvendte: Flere og flere gik ud i sne og minusgrader. Regeringens frustration blev helt tydelig, da en syttenårig dreng havde en improviseret galge med til demonstrationen. Præsident Vučić talte i dagevis om, hvordan oppositionens lederes eneste mål var at klynge sine opponenter op – som nazisterne gjorde det. Hans medier bakkede ham op. Præsidenten understregede offentligt, at han ikke var i tvivl om, at galgen var tiltænkt ham selv. Den unge mand blev arresteret og varetægtsfængslet i 30 dage – og blev den yngste politiske fange i landet.
En fremtid for Serbien
Lige nu kører præsident Vučić en valgkampagne, som hedder ”Serbiens fremtid” – et svar på protesterne med aggressiv promovering og mediedækning. Oppositionspartierne boykotter parlamentet. Folk udenfor, folk med alternative idéer – hvilken fremtid er der for dem at forestille sig?
Lige nu ser vi vores anden store udvandring. I 90’erne emigrerede min bror og søster til England. De højtuddannede rejser nu til EU-lande. Lægerne flygter til Tyskland. Alle sprogskoler tilbyder crash-kurser i tysk. De af mine venner, der ikke er rejst til Tyskland, skal til Malta, Cypern eller Slovenien. De, der ikke er så heldige, tager organiseret transport med tvivlsomme bureauer til Tjekkiet – til tarveligt arbejde på fabrikker. Transportmedarbejdere rejser også til Tyskland, og den offentlige transport i Beograds gader bryder sammen.
Jeg hørte i nyhederne i dag, at 51.000 unge mennesker er rejst over de sidste to år, herunder 10.000 sundhedsfaglige medarbejdere. De, der bliver tilbage og ser deres fremtid her, kan gøre én af to ting. Bøje nakken og tilslutte sig det regerende parti i et forsøg på at skaffe en levevej. Eller de kan kaste frygten fra sig og gå på gaden hver lørdag i forsøget på at styrte det diktatoriske regime.
Vi har ikke det store håb for fremtiden. Vi har mistet troen på EU. Men vi føler alle, at ondskaben, løgnene og manipulationen ikke kan bære. Vi bliver nødt til at hæve vores stemmer.
Kunne vi nærme os hinanden i fremtiden?
Beograd, 12. februar 2019
