Hvad: Netværksmøde om EU-valg i Østeuropa
Hvor: Europahuset, Gothersgade 115, 1123 København K
Hvornår: Torsdag den 28. februar 16:30-18:30
Hvor meget: Mødet er gratis men tilmelding er nødvendig – se nederst.

Vi starter 2019 med et brag af et møde for vores nuværende og potentielle skribenter, med både faglige foredrag og kompetenceudvikling for Østeuropaformidlere.

Valg-år for hele Europa
Valget til Europaparlamentet nærmer sig, og Magasinet rØST vil i tiden frem mod 26. maj bringe en række artikler om, hvad det betyder i og for de øst- og centraleuropæiske lande.

Program
For at blive godt klædt på til at fordybe os i stoffet, vil mødet starte med et oplæg af Europa-Parlamentet i Danmark om, hvad EU-parlamentet egentlig er, hvordan valgdeltagelsen foregår, og hvad europæiske partigrupper er.

Herefter fordyber vi os lidt i emnet når Krisztina Vas Nørbæk, rØST’s populære Ungarns-ekspert, holder et oplæg, der hedder ‘Hvem stemmer til EU-valget i Ungarn?”

Til slut vil Balkan-redaktør og erfaren radiogæst og oplægsholder Helga Molbæk-Steensig lave et kompetenceudviklende oplæg om at tale offentligt i de forskellige roller der findes, så vi kan føle os lidt mere trygge, når vi skal ud og sprede kundskab om vores fagområder.

Derefter vil vi tale om, hvad der skal skrives og af hvem, når Magasinet rØST bringer artikelserien om EU-valget. Kom gerne med en idé til hvordan Europaparlementsvalget kunne være interessant for dit interesseområde.

Tilmelding
Alle med interesse i formidling og Østeuropa er velkomne – tag en ven/inde under armen og kom til et spændende og socialt møde!

Af sikkerhedsmæssige grunde skal vi have deltagerliste. Derfor skal I sende en mail med fuldt navn til redaktion@magasinetroest.dk, emnefelt “Netværksmøde: Tilmelding”.

Frist: 24. februar kl. 17.00. 

Af Redaktionen