POLITIK | På blot to år har Rumænien har haft tre regeringer og ikke mindre end 68 udskiftninger af ministre. I to artikler gennemgår Kjeld Erbs den omskiftelige situation i rumænsk politik med særligt fokus på landets overtagelses af EU-formandskabet.

For snart 30 år siden faldt Ceausescus regime fra hinanden, og lige siden har landet gennemlevet flere faser frem mod demokratisk og politisk modenhed. Når udgangspunktet i december 1989 tages i betragtning er der sket store fremskridt: frie valg (dog med lav valgdeltagelse), en fri presse, mange politiske partier og et mere og mere uafhængigt retsvæsen (om end med nylige tilbageslag, se ”Retsreformen i Rumænien”). Landet har med optagelsen i både EU og NATO fået opfyldt et længe næret ønske om at blive en del af Europa og Vesten.

På minussiden må den stadige omfattende korruption nævnes og en uforsonlig konflikt mellem de politiske partier, hvor statsinstitutionerne (såsom Højesteret, Forfatningsdomstolen og Præsidenten) benyttes som kampmidler (se ”Rumænsk korruption og hvordan den bekæmpes”).

I to artikler gennemgås udviklingen i det politiske landskab siden valget i 2016 med særligt henblik på Rumæniens overtagelses af EU-formandskabet. I denne første artikel rettes fokus mod de sidste to turbulente år i rumænsk politik, hvor konflikter, kriser og regeringsskift har stået i kø.

Rumæniens ustabile politiske landskab
Det rumænske kommunistpartis efterfølgerparti, det socialdemokratiske PSD, har haft regeringsmagten i 22 ud af de 29 år, der er gået siden omvæltningen, og det er selvsamme parti, der har siddet på præsidentposten i de fleste år. Man skulle umiddelbart tro, at denne kontinuitet var garant for et stabilt politisk landskab, men virkeligheden er en anden.

Efter sidste parlamentsvalg i december 2016 dannede PSD og det socialliberale parti ALDE regering i januar 2017. Med et flertal bag sig håbede man, at roen ville sænke sig over det politiske landskab i Rumænien. Men det blev langtfra tilfældet. For sjældent har et europæisk land oplevet så mange regerings- og ministerskift som Rumænien har i de seneste to år. Indtil nu har tre forskellige premierministre stået i spidsen for landets politiske ledelse og antallet af ministerudskiftninger har med den allerseneste rokade i november 2018 nået 68. Ministre går i en lind strøm ind og ud gennem svingdøren i Victoria Paladset, hvor regeringen har hovedsæde.

Sorin Grindeanu-regeringen, januar-juni 2017
Efter det sidste valg troede mange, at den socialdemokratiske leder Liviu Dragnea ville blive den nye premierminister. Men det blev han ikke, for efter den rumænske forfatning kan straffede personer ikke udnævnes til ministre. Dragnea havde en betinget dom på to års fængsel for valgsvindel (og en senere fængselsdom på tre år for embedsmisbrug, der er appelleret), hvorfor Præsident Klaus Johannis ikke kunne udnævne ham.

Regeringschefen skulle derfor findes blandt partiets øvrige ledende politikere, hvor den unge Sorin Grindeanu blev udnævnt, men det skete først i anden omgang. Præsidenten afviste først uden begrundelse at udnævne en kvindelig socialdemokrat, der tilhørte landets tyrkiske mindretal. Årsagen antages at have været hendes ægteskab med en syrisk statsborger med forbindelser til Assad-styret. Uenighederne om udnævnelsen skabte et, om muligt, endnu mere uforsonligt fjendskab mellem præsidenten og PSD-lederen Dragnea.

Som leder af PSD forblev Dragnea den stærke mand, der styrede regeringen fra kulisserne. Den første krise kom dog allerede efter få uger med det berygtede dekret nr. 13 (på rumænsk OUG 13: Ordonanta de Urgenta 13) udstedt den 31. januar 2017, hvor justitsministeren ville give amnesti til mange fængslede, også korruptionsdømte og endvidere indføre en bagatelgrænse på 200.000 euro for, hvornår bestikkelse bliver strafbar. Det fremkaldte så voldsomme demonstrationer, at OUG 13 måtte trækkes tilbage.

Næste projekt skulle være at ændre lovgivningen, så formålet med amnestiaktionen alligevel kunne opnås. Men så langt nåede Grindeanu ikke, da ”kemiske” uoverensstemmelser mellem Grindeanu og Dragnea førte til næste regeringskrise allerede i juni-måned. Dragnea frygtede også, at den populære Grindeanu var i færd med at opbygge sin egen magtbase og dermed true hans egen dominerende position. Nogle kritikere mener, at den egentlige årsag til fyringen var, at regeringen ikke formåede at ændre antikorruptionslovgivningen, således at flere ministre og parlamentsmedlemmer kunne slippe for at blive anklaget for embedsmisbrug og korruption. Kritikere siger, at netop dette var førsteprioriteten for PSD- ledelsen.

Af disse grunde bad Dragnea sin premierminister træde tilbage, men det ville Grindeanu ikke. Til sidst trådte samtlige ministre tilbage og premierministeren sad alene tilbage, hvorefter han til sidst blev stemt ud af et stort flertal i parlamentet, herunder stemte hans eget parti også imod. Denne procedure må karakteriseres som ganske usædvanlig, for normalt vil et stort politisk parti blot kunne beslutte at udskifte sin regeringsleder med en anden. Aviserne skrev også i sommeren 2017 om det absurde politiske teater i Rumænien. 

Mihai Tudose-regeringen, Juli 2017 – januar 2018
Mihai Tudose, der havde været økonomiminister i en tidligere PSD-regering, trådte frem som den nye regeringsleder og blev formelt udnævnt af præsident Klaus Johannis den 29. juni 2017. Men også han holdt sig kun på posten i seks måneder. Magtkampene internt i partiet, især mellem regeringslederen og partilederen fortsatte.

Tudoses nedtur startede med en konflikt med Indenrigsministeren, Carmen Dan, der var en af Dragneas mest trofaste støtter. Striden mellem de to opstod, da Tudose forsøgte at afskedige Carmen Dan, der var utilfreds med at Tudose holdt hånden over en pædofilidømt politimand. Regeringslederen måtte opgive at afskedige sin indenrigsminister. At en regeringsleder ikke selv kan bestemme, hvilke ministre der skal være i regeringen, forekommer noget besynderligt, men er udtryk for de spegede magtforhold der gør sig gældende i landet, hvor en ”skakmat” partileder ikke selv kan sætte sig i spidsen for regeringen, men alligevel aktivt og brutalt trækker i trådene i kulisserne.

En anden sag handlede om en mildest talt uheldig bemærkning, som Tudose kom med, da det ungarske mindretal i Secuiesc (Transsylvanien) krævede autonomi: ”Hvis ungarske separatister finder på at hejse det ungarske flag, skal jeg sørge for at de selv kommer op at hænge ved siden af!” Bemærkningen udløste en mindre diplomatisk krise mellem Budapest og Bukarest. Da magtkampene i partiet fortsatte, og da Tudose-regeringens reformprogram stod i stampe, lå det i kortene, at Tudosess dage som regeringsleder var talte.V

Vasilica Viorica Dancila-regeringen, januar-december 2018
Vasilica Dancila er en erfaren politiker, der både har været medlem af parlamentet i Bukarest og af EU-Parlamentet, før hun i januar 2018 blev udnævnt til regeringsleder. Hun er den første kvindelige regeringsleder i landet. Præsidenten udnævnte hende i første omgang med forbehold, som om der senere kunne opstå problemer omkring hendes person. Udnævnelsen med forbehold fremkaldte vrede i PSD og ALDE og skærpede derved den løbende konflikt mellem Præsident Klaus Johannis, regeringen og partileder Dragnea. Forbeholdet er for længst fjernet, og Dancila har med vekslende held ledet regeringen i et år og har ovenikøbet vundet hele to mistillidsafstemninger.

Dancila har modsat sine to forgængere i løbet af det første år ”leveret” på det vigtigste område, nemlig en vedtaget retsreform, der svækker den dømmende magt og styrker regeringen på bekostning af præsidenten. Sat på spidsen: Liviu Dragnea er ikke kommet i fængsel (endnu), og det har – hævder oppositionen – været det vigtigste projekt for regeringen.

Oppositionen har kritiseret Dancila for at være inkompetent. Det er delvist hendes egen skyld, da hun ved flere lejligheder har begået fejl, som for eksempel da hun på statsbesøg i Montenegro forvekslede hovedstaden Podgorica med Pristina, som er hovedstad i Kosovo. Ved andre lejligheder har hun overtrådt den diplomatiske etikette, ikke kun i Bruxelles, men også i Madrid, hvor hun satte sig i den spanske konges stol. Særligt morsomt syntes flere det var, da hun efter den voldelige demonstration i Bukarest den 10. august sagde, at en kvindelig betjent var blevet slået af protestanter (og ikke protesterende, på rumænsk: protestanti og ikke det korrekte protestatari).

Måske en let undskyldelig sproglig fejl, hvis ikke man da kom til at tænke på, at Præsident Klaus Johannis er protestant, og han ligger som bekendt i permanent konflikt med regeringen. I samme forbindelse tænker mange rumænere tilbage på Ceausescu, der havde en talefejl og udtalte sig lidt besværligt. I en tale Dancila holdt i anledning af hundredårsdagen for oprettelsen af Storrumænien bebrejdede hun de rumænske Europa-Parlamentsmedlemmer, der i Strasbourg den 3. oktober stemte for en resolution, der kritiserede retsreformen med et ordvalg, der mindede om Ceausescus. For eksempel brugte hun vendingen ”prin noi insine – nu prin altii” (= vi kan selv uden hjælp udefra), som var en af Ceausescus foretrukne floskler.T

Tre regeringer og 68 ministerudskiftninger på to år
På to år har der været tre regeringsledere og seks vicepremierministre, men ser man på de enkelte ministerier, bliver billedet endnu mere flimrende: fem økonomiministre, fire uddannelses-, forsknings -, medie og handels – og minister for europæiske fonde. Følgende ministerier har der været tre af: finans, forsvar, kommunikation, transport, vand og skov, Europa anliggender og kultur. Der har været to ministre på følgende områder: udvikling, medier, justits, sundhed, ungdom og sport, energi, turisme, relationer til parlamentet og diasporaen. Kun indenrigs -, landbrugs-, udenrigs-, arbejds-, social dialog og strategisk partnerskab ministrene har været besat med den samme minister. (November 2018-rokaden er ikke medtaget i denne optælling). 

Partiformand Dragneas rolle
Der er ingen tvivl om, at Dragnea styrer begivenhedernes gang fra kulisserne. De mange udskiftninger blandt ministre og regeringsledere vidner om det. Ved hver udskiftning sikres det, at ministre ikke når at erhverve indsigt og erfaring på ministerområderne og at de heller ikke når at opbygge egne magtområder. Det er måske netop Dragneas hensigt via hyppige udskiftninger at forhindre skabelsen af uafhængige magtcentre.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på Ceausescu, der var berygtet for hyppige kadreudskiftninger, som, blandt iagttagere er konsensus om, skyldtes hans frygt for at blive kuppet fra magten af rivaliserende grupperinger i kommunistpartiet. Ligesom Ceausescu kontinuerligt udrensede ministre og partisekretærer, tøver Dragnea ikke med at fjerne kritikere og udrense enhver, der kommer ham på tværs. Senest er det sket med overborgmesteren i Bukarest Gabriel Firea, som PSD`s eksekutivkomite (sådan kalder det rumænske kommunistpartis efterfølgeparti, PSD, det) ekskluderede (fra partiet – ikke fra borgmesterposten) tidligere på måneden, blot fordi hun åbent kritiserede PSD og Dragnea.

En anden eksklusion drejer sig om vicepremierminister og udviklingsminister Poul Stanescu, der måtte trække sig som minister den 26. november efter pres fra partiledelsen og premierministeren (en del af november 2018 ministerrokaden). Årsagen angives at være hans kritik af Dragnea, som Stanescu i september måned i et åbent brev, bad trække sig som partileder. Kritikken gik på Dragneas ledelse og styring af PSD. Men denne direkte og åben kritik tåles ikke.

Dragneas håndfaste styring af partiet førte i begyndelsen af december måned til, at fire PSD-medlemmer gik over til det forholdsvis nye parti Pro Romania (ledet af den tidligere PSD-premierminister Victor Ponta). Det svækker regeringskoalitionen PSD og ALDE, som mistede flertallet i Deputeretkammeret, hvor de to partier nu blot mønstrer 163 medlemmer, som er to mindre end flertalsgrænsen på 165. Flertallet skal i givet fald sikres ved at samarbejde med UDMR (det ungarske parti). I Senatet har regeringskoalitionen fortsat et solidt flertal. Men eksklusionerne og medlemsflugten skaber tvivl om, hvor stabil den nuværende politiske regeringskonstellation i Rumænien er.

En anden episode fra foråret 2018 tyder på, at Dragnea lider af begyndende paranoia. I hvert fald udtalte han, at han i Bukarest havde været udsat for et mordforsøg af fire udlændinge. Den rumænske efterretningstjeneste kendte ikke det fjerneste til disse forlydender. Dragnea kom med hentydninger til, at det kunne være Soros, der stod bag. De fleste iagttagere afviser Dragneas påstand som det rene opspind. Siden er der da heller ikke kommet flere eksakte oplysninger frem.S

Samarbejdet mellem regering og præsident
Forholdet mellem præsident Klaus Johannis, der er liberal (PNL), og regeringen PSD-ALDE er iskoldt. Lige siden præsidenten afviste at udnævne Dragnea til premierminister har de to hadet hinanden. Præsidenten taler lige ud af posen og siger, at landet slet ikke har en regeringsleder, men nok mange ministre. De forstår ikke at regere landet til gavn for den rumænske befolkning, men har brugt megen energi på at ændre retssystemet, hvis egentlige formål er at holde partilederen og kolleger ude af fængslet.

Præsidenten retter en særlig kritik mod det forhold, at regeringens flertal i Parlamentet det seneste år har vedtaget cirka 25 love, som forfatningsdomstolen efterfølgende har kendt grundlovsstridige. Kender flertallet ikke landets grundlov, spørger præsidenten spydigt? Noget tyder på, at det gør flertallet ikke, for hvorfor vedtager man ellers stribevis af grundlovsstridige love? Det er ofte præsidenten, der sender vedtagne love til forfatningsdomstolen. Liviu Dragnea svarer igen ved at true med at rejse en landsforræderisag mod præsident Klaus Johannis, fordi præsidenten har udtalt, at Rumænien ikke er i stand til at varetage formandskabet i EU. Sagen er dog endnu ikke blevet rejst.

På baggrund af gennemgangen af de sidste to års mange magtkampe i toppen af rumænske politik kan man – som præsidenten har gjort – stille sig selv spørgsmålet, om landet kan klare at stå i spidsen for EU i de næste seks måneder. De mange udskiftninger og de skarpe konflikter kunne tyde på, at det bliver vanskeligt. I en anden del af denne dobbelte artikel vil vi se på PSD-ALDE-regeringernes performance i løbet af de sidste to år. Kan man på basis heraf forudsige noget om, hvordan regeringen klarer EU formandskabet?