NAVNESTRID | Den 19. oktober gav parlamentet i Skopje grønt lys for at arbejde henimod at ændre landets navn fra Republikken Makedonien til Republikken Nordmakedonien. I Vesten blev det hilst velkommen som en sejr for demokratiet i Makedonien og et skridt i retning af forsoning med Grækenland. Helt så simpelt er det desværre ikke.
Grækenland ser navnet Makedonien som en provokation og som en trussel om fremtidige krav om en grænseændring. I de 27 år siden Makedoniens selvstændighed i 1991, har Grækenland insisteret på, at Makedonien i internationale sammenhænge kun blev anerkendt som ’Former Yugoslav Republic Macedonia’, forkortet FYROM. Grækenland har endvidere blokeret for forhandlinger om Makedonsk optagelse i såvel Nato som EU.
Ved den såkaldte Prespa-aftale i juni enedes den makedonske premierminister Zoran Zaev med sin græske kollega Alexis Tsipras om et kompromis, som indebærer navnet Nordmakedonien, accept af at indbyggerne i Nordmakedonien kaldes makedonere og sproget makedonsk. Nordmakedonien skal endvidere afstå fra at anvende eller gøre krav på hellenistiske symboler og navne .
Vedtagelsen af Prespa-aftalen i det makedonske parlament skete med den snævrest mulige margen. Da der er tale om en forfatningsændring, kræves der to tredjedel flertal, og netop 80 ud af parlamentets 120 medlemmer stemte for. Den nationalkonservative opposition, ledet af partiet VMRO-DPMNE, stemte mod navneændringen. Alligevel stemte seks af partiets medlemmer for, hvilket førte til, at de øjeblikkeligt blev ekskluderet.
”Det var en stor dag for demokratiet i Skopje”, sagde EU’s udvidelseskommisær Johannes Hahn og tilføjede, at man må have stor respekt for de seks, som gik mod deres partilinje.
Med vedtagelsen af navneændringen er vejen banet for det videre arbejde med at ændre forfatningen, hvorefter der skal ske en endelig vedtagelse, antageligt i januar 2019. Hermed vil vejen være åben for at Makedonien kan ”indtage sin retmæssige plads i vort transatlantiske fællesskab” for nu at bruge Donald Tusks formulering.
En sejr for demokratiet?
De seks nationalkonservative, som skiftede side, er af premierminister Zaev blevet rost for at sætte statens interesser over partiets og deres personlige interesser. Men disse seks tilhører ikke den mest kompromissøgende del af det nationalkonservative parti, tværtimod. Tre af de seks er anklaget for at have deltaget i angrebet på parlamentet den 27. april 2017, hvor man ved et voldeligt overfald mod bl.a. Zoran Zaev forsøgte at forhindre dannelsen af en ny regering udenom VMRO-DPMNE.
En anden har som kulturminister været involveret i det såkaldte Skopje 2014-projekt og er anklaget for korruption, som har kostet mange millioner euro til opførelse af statuer og ’antikke’ bygninger. Verserende retssager drejer sig om, at entreprenørerne bag Skopje 2014 skal have ydet betydelig returkommission til det nationalkonservative parti.
Disse parlamentsmedlemmer blev løsladt mod kaution få dage før afstemningen i oktober. Premierminister Zaev vil ikke udtale sig om, hvorvidt de anklagede vil opnå amnesti, men siger, at han personligt tilgiver alle i forsoningens navn. Zaev tilbageviser også alle påstande om, at hans regering har bestukket nogen til at stemme ja.
Oppositionen hævder, at vedtagelsen skete efter urent spil.
Uklar folkeafstemning
Den makedonske regering havde håbet, at vedtagelsen i parlamentet ville kunne ske på baggrund af et stort flertal ved en folkeafstemning, som blev afholdt den 30. september. Folkeafstemningen faldt ud på en måde, så både regering og opposition hævder at have sejret.
Regeringen lagde vægt på, at 94 % af de afgivne stemmer svarede ja til spørgsmålet ”Er du for EU- og Nato-medlemsskab gennem accept af aftalen mellem Den makedonske republik og den græske republik?”
Oppositionen lagde derimod vægt på, at stemmedeltagelsen kun var knap 37 procent, og tolkede dette som at det store flertal var imod. VMRO-DPMNE valgte med denne begrundelse at stemme imod i parlamentet.
VMRO-DPMNE havde først meddelt, at man hverken ville opfordre til boykot eller til at stemme, men kort før folkeafstemningen opfordrede partiets topfolk til boykot. Andre, heriblandt mindre partier, førte en intens kampagne mod navneændringen. Ifølge dem er der tale om en alt for stor eftergivenhed overfor Grækenland og ligefrem et angreb på Makedoniens identitet.
Den reelle stemmeprocent
Makedonien har knap 2,1 mio. statsborgere. Heraf angives 1,8 mio. at være valgberettigede. Det er et ret højt tal. Til sammenligning har kun af den danske befolkning, eller 4,1 mio. ud af Danmarks næsten 5,8 mio. statsborgere stemmeret.
Makedonien har hverken et cpr-register eller en pålidelig folketælling, så det er vanskeligt at finde en forklaring på, hvorfor antallet af valgberettigede angives så urealistisk højt. Det kan dække over de mange makedonske statsborgere, der lever i udlandet, og de har svært ved at komme til stemmeurnerne, og det trækker stemmeprocenten ned.
En tredje ting, der kan have pårvirket stemmeporcenten er at afstemningstemaet for mange virkede uklart og folkeafstemningen dårligt forberedt. Man kan derfor ikke tolke den lave stemmeprocent som udtryk for et aktivt flertal mod regeringens forslag. Navneændringen er ikke populær, men det er derimod ønsket om at komme med i EU og Nato.
Stærk polarisering
Det politiske liv i Makedonien er stærkt polariseret. Den største kamp foregår mellem de to største partier, SDSM og VMRO-DPMNE, som på skift har dannet regering sammen med mindre partier, der repræsenterer de albanske vælgere.
SDSM er socialdemokratisk-centristisk og har sine rødder i det tidligere kommunistparti. VMRO-DPMNE er nationalkonservativt og har taget navn efter den makedonsk-thrakiske oprørsbevægelse fra 1893 mod osmannerne, Den Interne Makedonske Revolutionære Organisation, VMRO (udtales vømøro). Tilføjelsen DPMNE står for Demokratisk Parti for Makedonsk National Enhed.
VMRO-DPMNE ledte regeringerne fra 2006 til 2017. Selvom partiet måtte dele magten med mindre albanske partier, førte det en udpræget nationalistisk politik, som bl.a. kom til udtryk i bestræbelserne for at ’antikvisere’ hovedstaden Skopje gennem det såkaldte Skopje 2014-program.
VMRO-DPMNE kom til at dominere alle dele af statsapparatet, hvor alle beslutninger tilrettedes efter partiets interesser. Partiets leder, Nikola Gruevski er blandt andet blevet omtalt som Europas yngste diktator. En række aflyttede samtaler mellem partiets ledere afslørede korruption, magtmisbrug og valgmanipulationer. Afsløringen af disse samtaler var centrale for at de albanske partier nægtede at lave koalition med VMRO-DPMNE efter valget i 2016.
Magtskifte
Efter valget i 2016 lykkedes det SDSM at skabe et parlamentarisk flertal sammen med flere albanske partier, men præsidenten – som oprindeligt kommer fra VMRO-DPMNE – forhalede længe udnævnelsen af en ny regering. Det skete først i juni 2017 efter pres fra USA og EU.
Efterfølgende er tidligere premierminister Nikola Gruevski og andre tidligere ministre blevet anklaget for magtmisbrug og korruption. Selv hævder de, at der er tale om politisk forfølgelse. Gruevski skal fra 8. november afsone en dom på to års fængsel for korruption, og flere retssager mod ham er på vej.
Den 1. november har en makedonsk domstol beordret et midlertidigt stop for, at VMRO-DPMNE kan sælge eller lease 69 ejendomme, som partiet er anklaget for at have finansieret på ulovlig vis. I parentes bemærket kan man påpege det ejendommelige i, at partiets hovedsæde har en indgangsportal, der bæres af marmorsøjler, mens det nærliggende finansministerium er forsynet med søjler, der er beklædt med gips.
Alligevel er VMRO-DPMNE ikke uden opbakning. Dels har Zaevs regering skuffet ved ikke at præstere større reformer eller økonomisk fremgang. Dels har VMRO-DPMNE kunnet spille på, at de er partiet, der vil sikre de etniske makedoneres interesser. Kun cirka 65 procent af befolkningen er makedonere, mens mellem en fjerdedel af befolkningen er etniske albanere.
Den nye regering har vedtaget flere rettigheder for albanerne, og de nationalkonservative har tidligere mobiliseret store demonstrationer imod dette. Albanerne mener, at de har ret til at være en statsbærende nation på linje med makedonerne, men de presser foreløbig ikke på, for ikke at give modstanderne af navneændringen yderligere opbakning blandt makedonerne.
Den nye regering har også tilkendegivet, at landet skal være mindre udfordrende overfor Grækenland. Lufthavnen har allerede skiftet navn fra ’Aleksander den Stores Lufthavn’ til ’Skopjes Internationale Lufthavn’ og motorvejen mod Grækenland hedder nu ’Venskabets Motorvej’ i stedet for ’Aleksander den Stores Motorvej’. Det er også planlagt at demontere eller det mindste omdøbe statuerne af Philip den 2. og Aleksander den Store.
Hvis navneændringen ikke vedtages endeligt?
Hvis arbejdet med at ændre forfatningen ikke bliver gennemført, står Makedonien i en alvorlig krise. Vejen frem mod medlemskab af EU og Nato vil fortsat være blokeret. Udenlandske investorer vil være betænkelige ved at placere midler i landet og den tårnhøje arbejdsløshed vil fortsætte. Allerede nu er mange unge i Makedonien desillusionerede og forsøger at komme til udlandet, og dette brain-drain vil tiltage.
Det værste scenarie ville være, at VMRO-DPMNE kommer tilbage til magten uden at have ændret politik. Så vil det store albanske mindretal blive marginaliseret, og det kan blive svært for de besindige albanske politikere at fastholde det lange seje træk med at sikre albanernes ligestilling i den multietniske stat. Man kan forestille sig, at unge albanere vil lave oprør, og at man igen vil se voldelige sammenstød som dem, der fandt sted inden 2001, hvor EU og Nato havde held til at sikre et kompromis, de såkaldte Ohrid-aftaler.
Klaus Bjerre er tidligere historielektor og har rejst vidt og bredt på Balkan.
– med tak for kritiske kommentarer fra John Petersen, https://tekstpetersen.dk/