DOKUMENTAR | Filmen 10 år som husslave følger kvinden Marish og hendes hverdag som husslave i Ungarn. Filmen stiller spørgsmålet: Kan et liv i frihed være mere skræmmende end et liv i slaveri?
Den danskbaserede internationale NGO, THE WHY Foundation, sætter med projektet ”WHY SLAVERY?” fokus på moderne slaveri. Begrebet omfatter foruden traditionelt slaveri blandt andet tvangsarbejde, gældsfangenskab, tvangsægteskab og traffcking. I seks dokumentarfilm, der vises på DR 2 i uge 42, møder vi forskellige former for slaveri i det 21. århundrede. Fra sexslaveri hos Islamisk Stat, over børnearbejde i Indien til international udnyttelse af nordkoreanske tvangsarbejdere kommer filmene vidt omkring i verden.
Det anslås, at cirka 42 millioner mennesker på verdensplan – 71 procent af disse er kvinder – lever under forhold, der kan karakteriseres som moderne slaveri. I Europa er tallet cirka 1,2 millioner, hvoraf godt 22.000 bor i Ungarn, som en af de seks film omhandler.
Husslave i 10 år
I filmen 10 år som husslave (A Woman Captured) har instruktøren Bernadette Tuza-Ritter fulgt en kvinde, der kaldes Marish, igennem to og et halvt år, Den nu 53-årige Marish har i mere end ti år boet hos og arbejdet for kvinden Eta. Eta fastholder Marish i et afhængighedsforhold, da hun har tvunget Marish til at skrive under på tre lån, som hun juridisk hæfter for, men hvor Eta har beholdt pengene. Marish arbejder tolv timer om dagen på en fabrik og afleverer hele sin løn til Eta. De resterende timer i døgnet står hun til rådighed for Eta og bliver kun betalt med en sofa at sove på, mad og cigaretter.
Instruktøren har fået lov til at filme Marish, men kun når Eta giver tilladelse hertil og mod betaling. Foruden Marish har Eta to andre ”hushjælpere” (servants), der også afleverer deres løn, således at Eta selv slipper for at arbejde. Det synes også at være det økonomiske incitament, der har været udslagsgivende for, at Eta overhovedet har accepteret kameraets tilstedeværelse i sit hjem. Etas egen identitet er hemmeligholdt i filmen, hvor kun hendes hænder optræder i billedet.
På spørgsmålet, om hun betaler Marish, svarer Eta, at hun behandler Marish, som hun behandler sig selv: ”Hun kan drikke tyve kopper kaffe om dagen, hvis hun vil, og så får hun tobak … Mange mennesker bliver jo kontrolleret af deres familier, ik? Og af dem selv, De skal kontrollere sig selv for at udrette noget, ik? De skal være vagtsomme og spare penge sammen, men det behøver de jo ikke her hos mig, vel?”
Kan et liv i frihed være mere skræmmende end et liv som slave?
Spørgsmålet stilles, da Eta ikke holder Marish fysisk indespærret. Der er principielt intet, der forhindrer Marish i at stikke af. Eta har dog frataget Marish hendes identitetspapirer, ligesom hun har sørget for, at Mariush ingen penge har. Instruktøren spørger Marish, hvordan det kan være, at hun ikke er stukket af fra Eta, hvortil hun forklarer, at der ikke er nogen, der kan hjælpe hende. Hun har ingen penge og intet sted at tage hen. Tuza-Ritter bliver bekræftet i dette, da hun anonymt kontakter politiet. De anerkender, at de kender til problematikken, men hævder, at de ikke kan gøre noget ved det.
Marishs situation bliver ikke bedre af, at hun udsættes for såvel fysisk som psykisk vold af Eta. Hun får konstant at vide, at hun er dum og uduelig, noget der kun synes at blive bekræftet af hendes egen magtesløshed. Slaveriet i Marishs tilfælde manifesterer sig derfor ikke blot som direkte tvang, men også som indirekte tvang, da Marish holdes fast i en mental skruetvinge, hun ikke er i stand til befri sig fra.
Filmiske virkemidler og medmenneskelig symbolik
De æstetiske greb i form af den håndholdte kameraføring og filmens grynede billeder, der er holdt i glansløse toner, underbygger fint håbløsheden i Marishs situation. Hvor flere nutidige dokumentarister ofte gerne vil lave lækre billeder, der indfanger seeren, er denne films mere afdæmpede udtryk langt mere effektfuld til dens formål, da fortællingen får lov at sætte dagsordenen.
Selv om instruktøren gemmer sig bag kameraet, er hun konstant til stede. Det meste af filmen består nemlig af dialog mellem kamera og Marish, og der knyttes tætte bånd mellem i to. Det medfører desværre, at der opstår situationer, hvor instruktørens personlige involvering tager overhånd, og seeren nærmest får stoppet medfølelsen med Marish ned i halsen.
Særlig grelt bliver det i en scene, hvor Marish forsøger at reparere en kristusfigur, der har brækket armen. Denne scene kommer lige efter, at vi har hørt, at Marish selv har fået et brud på hånden som følge af Etas vrede. Denne overdrevne symbolik er helt unødvendig og svækker til dels en ellers fin fortælling. Marsishs historie er virkelig skræmmende og rørende, hvorfor en klassisk observerende dokumentarstil ville have været alt rigeligt for at vække seerens sympati og sætte fokus på det moderne slaveris mange ansigter.
Marish selv er da også langt mere beskeden: “Hvis det lykkedes dig at få filmen vist bare én gang, kan det være at nogle få mennesker vil indse, hvordan man ikke bør behandle sine medmennesker; at alle fortjener respekt, også dem, der har mistet alt.”
Der burde være mulighed for, at denne bøn bliver besvaret. THE WHY Foundation forventer op mod 600 millioner tv-seere verden over, da projektet ”WHY SLAVERY?” er skabt i samarbejde med flere store internationale tv-stationer. Programserien sætter fokus på et globalt fænomen, som man måske ikke umiddelbart skulle tro eksisterede indenfor EU’s grænser, men hvilket ikke desto mindre er tilfældet.
10 år som husslave kan ses på DR 2 tirsdag 16. oktober kl. 21.30.
Jon Reinhardt-Larsen er cand.mag. i Historie og cand.mag. i Russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet samt redaktør på Magasinet rØST med ansvar for Visegradlandene og Rusland.