DILEMMA | Nord Stream II giver anledning til bekymring. Vil Rusland bruge gas som et politisk magtmiddel overfor Vesteuropa? Rusland er i forvejen EU’s vigtigste leverandør af energi, så hvori ligger problematikken? Helene Grøn analyserer.
Nord Stream II har fået en del opmærksomhed i både den internationale og danske presse. Den russiske gasrørledning skal gå omkring 1230 km fra Vyborg, nord for Skt. Petersborg i Rusland, til Lubmin i det nordlige Tyskland. Af de 1230 km skal 139 km gå gennem dansk farvand.
Ifølge selskabet bag Nord Stream, som russiske Gazprom er hovedaktionær i, vil gasledningen kunne forsyne 26 millioner husstande med naturgas om året. Disse vil primært være tyske, men Nord Stream II vil på sigt stå for leveringen af op imod 70% af den russiske gas, som EU importerer.
Den overvejende bekymring fra flere kanter, har været Europas øgede afhængighed af russisk gas og, om rørledningen kan blive brugt som et politisk våben til afpresning af de europæiske nationer.
Danmark importerer under 20% af sin energi og er dermed et af de EU-lande, som er mindst afhængig af gas fra Rusland, så hvorfor har denne sag udviklet sig til et ømtåleligt emne for Danmark?
Danmark befinder sig i et politisk trekantsdrama
Nord Stream II er blevet en besværlig sag for Danmark. Grunden til dette skal ikke findes i dansk energipolitik, men derimod i dansk udenrigspolitik og forholdet til Danmarks tætteste allierede, USA, og naboen i syd, Tyskland. I USA har man gentagende gange givet udtryk for bekymring over at give russerne yderligere indflydelse på europæisk energipolitik.
USA har nævnt at sanktioner mod selskaberne, der inkluderer en række store europæiske energiselskaber, kan komme på tale. Derudover har der været amerikansk interesse for at investere i det europæiske energimarked i et forsøg på at balancere Ruslands indflydelse.
Senest har Donald Trump givet udtryk for, at USA ikke ønsker at være hovedbidrager til NATO samtidig med, at Europa samarbejder økonomisk med Rusland i så stort et omfang.
Tyskland er i modsætning til Danmark afhængig af at importere en stor del af deres energi. Ca. 60% køber tyskerne fra udlandet, ifølge Eurostat. Det er dog Tysklands mål på sigt at investere massivt i vedvarende energikilder. Nord Stream II og afhængigheden af russisk gas, betragtes derfor som en midlertidig nødvendighed, til man er i stand til i højere grad at være selvforsynende.
I midten står Danmark og skal beslutte sig for, om man vil følge vesteuropæiske interesser eller støtte op om de amerikanske udmeldelser. Nord Stream selskabet har dog et alternativ klar, skulle Danmark sige nej.
Her påtænker man at rykke den planlagte rute 30-40 km, så den ikke længere vil gå gennem dansk farvand. I den forstand kommer Danmarks afgørelse ikke til at have indflydelse på Nord Stream II’s eksistens. En dansk bekymring er, om Nord Stream II kan bruges som en undskyldning for at beskytte russiske interesser og om dette kan betyde øget risiko for russisk militær tilstedeværelse i dansk farvand?
Det handler om sikkerhed for begge parter
Det store spørgsmål, som kræver yderligere afklaring er, i hvor høj grad Nord Stream II vil true Europas energisikkerhed. Forholdet mellem producenten af energi og forbrugeren er i dag baseret på gensidig afhængighed af hinanden.
Dette gør incitamentet til samarbejde stort. Spørgsmålet er derfor, om Europa er mere afhængig af russisk energi, end Rusland er af de europæiske forbrugere?
Ruslands adgang til fossile energiressourcer som råolie, naturgas og kul er den største i verden. Dette har givet dem både økonomisk vækst, en såkaldt sort økonomi, men også politisk magt. Kigger man på den russiske økonomi udgjorde energi ressourcer 59% af den russisk eksport i 2017, i 2013 var det 70%, ifølge World Bank Group.
Rusland har således ikke en eksportindustri, der kommer i nærheden af deres energisektor, og handlen med energi er derfor altafgørende for den russiske økonomi. Ifølge Eurostat importerede EU i 2016 32% af sin råolie, 40% af sin naturgas og 30% af sine andre fossile brændstoffer, primært kul, fra Rusland.
Generelt har EU en afhængighedsrate på 54%, det vil sige, at EU kun er i stand til at producere 46% af den energi der er brug for. Rusland eksporterede i 2016 60% af sin råolie og mere end 75% and sin naturgas til Europa.
Afhængighedsforholdet mellem Europa og Rusland er derfor utroligt tæt, og samarbejdet omkring leveringen af energi synes derfor at være i begges interesser. For europæerne handler det om at have en stabil og pålidelig leverandør af energi og for russerne om økonomisk sikkerhed ikke bare nu, men også i fremtiden
Rusland øger sin magt i nærområderne
Der er ingen tvivl om at Vesteuropa og i særdeleshed Tyskland står til at vinde mest ved byggeriet af Nord Stream II. Men Rusland har forsynet Europa med gas inden anlæggelsen af Nord Stream II, så hvor kom gassen fra før?
Russisk gas er primært kommet til Europa gennem rørledninger fra transitlande som Polen, Hviderusland og Ukraine. Ukraine har flere gange oplevet, hvordan Rusland har brugt gasforsyningen som et politisk magtmiddel ved gentagende gange at lukke ned for gasleveringen, hvilket også har haft betydningen for leveringen af gas til Vesteuropa og dermed Ruslands indtjening.
Nord Stream II vil derfor ikke kun sikre vesteuropæerne en stabil naturgasforsyning, men også give Rusland mulighed for at forfølge sine geopolitiske interesser overfor sine europæiske naboer, da man ikke længere er afhængig af dem som transitlande og dermed vil det også sikre økonomisk stabilitet.
Dette er næppe godt nyt for Ukraine, hvor russerne indtil videre har haft deres største geopolitiske interesser. Nord Stream II handler derfor ikke kun om vesteuropæisk energisikkerhed, men også om man vil tillade den øgede magt, som Rusland utvivlsomt vil få over de tidligere transitlande i Central- og Østeuropa.
Skal vi være bekymrede for fremtiden?
Kigger vi ud i verden, har adgangen til energikilder spillet, direkte såvel som indirekte, en afgørende rolle i mange af de konflikter vi har været vidne til, for eksempel i Irak, i Syrien og i Ukraine.
Det er derfor ikke uden grund, at der er behov for at være opmærksom på det asymmetriske magtforhold mellem de europæiske stater og Rusland i forhold til energisikkerhed. For nu synes det at være i særligt Vesteuropas og Ruslands interesse at samarbejde, da en konflikt vil ramme begge parter hårdt.
Tilbage står de østlige transitlande som taberne, ikke blot økonomisk, men også sikkerhedsmæssigt. I den forstand er Nord Stream II i højere grad en udfordring for central- og østeuropæisk sikkerhed og i sidste ende det europæiske samarbejde, både indenfor og udenfor EU.
Afslutningsvis kan det være interessant at spørge sig selv, hvad Rusland gør den dag, Europa i højere grad bliver i stand til selv at producere grøn energi.
