KOSOVO | Rygterne om en endelig aftale mellem Serbien og det albanskdominerede Kosovo er taget til, og det forlyder, at efteråret muligvis kan bringe en afslutning på den dybfrosne situation mellem de to lande. Interne og eksterne kræfter påvirker de mulige udfald. Emil Bjørn Saggau analyserer.
Ved EU’s topmøde i Sofia om Vestbalkan under det bulgarske EU-formandskab i foråret så man et ret særegent billede. Den tyske kansler Angela Merkel står i midten, og på den ene side står Aleksandar Vučić, den serbiske premierminister, og på den anden side Hashim Thaci, Kosovos premierminister. De smiler alle tre – som om de ved noget, som vi andre ikke ved.
De indforståede smil kombineret med offentliggørelsen af en møderække, som de to regeringsledere skal deltage i fra sommeren og ind i efteråret, tegnede et ydre billede af, at de er ved at nærme sig hinanden i spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem Serbien og Kosovo fremover skal være. Kort tid efter mødet i Sofia i foråret meldte den serbiske regering ud, at den russiske præsident Vladimir Putin ville besøge landet hen på efteråret.
Denne udmelding satte for alvor gang i spekulationerne om, at en aftale næsten var nået – og at man både fra EU’s og USA’s side var så tæt på at acceptere den, at det nu var på tide at involvere russerne, Serbiens allierede.
Politisk stabilitet på Balkan?
Regionalpolitisk ser det ud til, at tidspunktet for en aftale om Kosovo næsten ikke kunne være bedre. Vučić blev genvalgt som præsident i 2017 med et snævert flertal på 55 procent – og endda på en væsentlig mere pro-europæisk linje end man er vant til at høre fra hans parti.
Hans personlige baggrund som hard-line nationalist giver ham en troværdighed i spørgsmålet om Kosovo, som få mere progressive kandidater ville kunne bære. Men Vučić er også pragmatisk og villig til at gå langt for at holde sig til magten – han er nærmest en ideel kombination af Putin, den østrigske kansler Sebastian Kurz og Ungarns Victor Orban i en person. Nationalist, pragmatisk og populær blandt især vælgerne på landet. En aftale om Kosovo er vigtig for ham, da den dels kan bane vejen for øget europæisk integration, og dermed en stærkere økonomi, samt give Serbien en eftertragtet billet til internationalt samarbejde.
Samtidigt med Vučić’ konsolidering af magten kom Montenegro og Kosovo i foråret til enighed om grænsedragninger, hvormed Kosovo formelt set kun har uklare grænse og diplomatiske forbindelse med Serbien tilbage.
Manglende anerkendelse
De sidste brikker faldt også på plads med Makedonien og Grækenland, der nu afventer en folkeafstemning, som muligvis løser årtiers diplomatiske stilstand der. Det betyder, at EU’s diplomatiske kræfter for alvor kan sættes ind på at løse Kosovo-problemet, som et af de få tilbageværende hårdknuder på Balkan. Den eneste sten i skoen er et par EU-landes manglende anerkendelse af Kosovo.
Især Spanien blokerer, og landets repræsentanter forlod EU topmødet i Sofia i protest over, at Kosovo var inviteret. Spanien har vist sig særdeles uvillige til at diskutere nogen som helst form for anerkendelse af mindre europæiske områder, der ensidigt erklærer selvstændighed. Den catalanske bevægelse for selvstændighed spøger så meget i spansk udenrigspolitik, at Spanien har svært ved at acceptere Kosovo.Man er bange for, at det giver de forkerte signaler indadtil og til de europæiske naboer.
Spørgsmålet er, om de andre europæiske nationer, herunder Tyskland, kan trække Spanien med, idet en endelig aftale omkring Kosovo vil bringe om muligt politisk stabilitet, en lukning af Balkanruten, og give EU en hårdt tiltrængt udenrigspolitisk sejr.
Det vil også betyde, at flere af de udstationerede europæiske soldater kan forlade området og bruges i andre brændpunkter. EU’s spillerum er ellers stort, nu hvor USA’s udenrigspolitik synes i mindre grad optaget af, hvad man tidligere har lovet og sagt. Amerikanske udsendinge og topdiplomaters udmeldinger om Kosovo, der tidligere har krævet en total anerkendelse af Kosovo fra Serbien, synes ikke længere at stå ved deres magt.
Rusland er muligvis også villig til at acceptere et selvstændigt Kosovo, hvis Serbien er. En aftale vil muligvis kun styrke russiske indflydelse i området. Russerne kan drage fordel af en aftale af denne type, da de kan drage paralleller til oprørsprovinserne i det østlige Ukraine, i Georgien og ikke mindst det russiskinfluerede Transnistrien, udbryderrepublikken i Moldova. Disse russiske lydstater kan hævde, at de står i samme situation som Kosovo.
Politisk set kan aftalen derfor næsten ikke falde på et bedre tidspunkt, da der både lokalt og globalt er et vindue for en aftale nu.
Et progressivt Serbien
Vučić er normalt ikke en favoritpolitiker i venstreorienterede, pro-europæiske og progressive kredse i Serbien. Han overspiller sig selv og laver selviscenesættelser – som Putin – hvor han eksempelvis redder børn fra et sneskred. Et skuespil, som for mange veluddannede virker latterlig – især kombineret med hans blakkede nationalistiske fortid. Dette pro-europæiske Serbien, der ofte kaldes Druga Srbija (det andet Serbien), har med en vis overraskelse måtte se, hvordan pragmatikeren Vučić har overtaget deres udenrigspolitik.
Allerede efter Milošević’ fald talte disse kredse om, at man måtte finde en grænsedragning og lukke problemet Kosovo ned. Området er fattigt og uden interesse for mange i Beograd, der var trætte af krige og evindelig jamren fra det albanske mindretal.
Ræsonnementet er simpelt: Serbien må acceptere, at Milošević’ krige slog fejl, og de må hurtigst muligt få den bedste handel og komme af med albanerne. Dette ræsonnement synes Vučić at have overtaget og i disse dage have vurderet, at muligheden er der nu.
Kirkelig modstand
Omvendt findes der et Serbien – religiøst og konservativt – bestående af befolkningen på landet og de mindre regionale byer, som generelt har støttet Vučić. Dette Serbien ser anderledes på situationen. Mest markant har en række højt-profilerede serbiske ortodokse præster, biskopper og ærkebiskopper advaret mod en aftale – især én, hvor man afgiver land.
Den aftale, som der går rygter om, betyder, at en række helt centrale klostre, kirker og andre hellige steder i Kosovo kommer til at forblive på den kosovoalbanske side. Disse steder, der blandt andet tæller det serbiske middelalderriges vugge og dets regenters troner, grave og klostre, er i følge de hjertet af Serbien – Serbiens Jerusalem. I deres optik svarer det til, at Danmark overgav København med kongeslottene, Roskilde med kongegravene og katedralen og resten af Nordsjælland med historiske borge, kirker og klostre til svenskerne. En komplet overgivelse af steder, der er centrale i den nationale historie.
Det handler især om det sydlige Kosovo – blandt ortodokse serbere bedre kendt som Metohija-området, hvor byen Peć ligger. Peć var den serbiske Ortodokse kirkes centrum fra middelalderen og frem, da lederen af kirken – Patriarken – havde sit sæde der, hvorfor stedet anses som det åndelige centrum for de serbiske Ortodokse.
To af de mest markante kritikere har været dels den Montenegrinske ærkebisp og en af præsterne fra det sydlige Kosovo. De har fremført en hård kritik der beskyldte regeringen for landsforræderi i en række medier– og de er begge hen over sommeren kraftigt blevet angrebet af de serbiske statsmedier. Et angreb, der synes initieret af regeringstoppen, som ikke bryder sig om den kirkelige modvilje.
Normalt plejer der at være et godt forhold mellem Vučićs regering og den serbiske ortodokse kirke, idet Vučićs regering har ført en meget venlig religions-, skole- og kulturpolitik, der har tilgodeset kirken. Omvendt har præsterne støttet op om staten. Kirken er – som militæret – en af de få enheder i den serbiske stat, der nyder udbredt opbakning i befolkningen, ifølge de årlige popularitetsmålinger. Derfor er kirkens udmeldinger ofte et pejlemærke for mange serbere, især i Vučićs vælgerbase.
Det er derfor noget, der hører til sjældenhederne, når centrale præster og biskopper angribes af de statslige medier. Det vidner om, at man i regeringstoppen er bange for, om den serbiske ortodokse kirkes modvilje kan smitte af på Vučićs vælgerbase – og endda mobilisere dem til aktive protester.
Internationale aftaler
Flere uafhængige observatører og forskere udtrykte for nyligt samlet skepsis i magasinet BalkanInsight vedrørende en ny aftale, hvor Serbien og Kosovos grænser forandres. De anser det for urealistisk, at Thaci kan finde indenrigspolitisk opbakning i Albanien, og at EU vil gå med til nye grænsedragninger.
Ligeledes mener de, at det er for svært for Vučić at opnå flere indrømmelser fra kosovo-albanerne i spørgsmålet om de serbere, der forbliver i et nyt Kosovo, til at de serbiske nationalister i det serbiske parlament vil acceptere en aftale. Vučić har måske forregnet sig.
Det springende punkt synes dog i højere grad at være, hvad Rusland og EU – især Tyskland – kan blive enige om – for hvis der kan findes enighed mellem dem, kan Serbien og muligvis også Kosovo presses langt gennem en blanding af gulerødder, som økonomiske hjælpepakker, handel- og visumaftaler med mere, og pisk, som sanktioner og begrænset økonomisk hjælp.
Et bud er, at Putins besøg i Serbien i efteråret – muligvis i oktober eller november, men det er endnu ikke fastlagt – vil være der, at Vučić skal træffe sin beslutning. Putin og Ruslands holdning til denne sag er svær helt at forudsige, da Rusland både kan vinde på en fortsat diplomatisk hårdknude, der holder EU optaget. Omvendt kan Serbien styrkes til fordel for Rusland – og aftalen kan, som nævnt, anvendes som eksempel i Moldova og Ukraine.
Et spil for galleriet?
I sidste ende afvejer Putin disse muligheder overfor hinanden. I sidste uge besøgte Vučić Kosovo og her sagde han, at der endnu er lang vej for en aftale om at udveksle land. Hans pessimistiske udtalelse faldt kort tid efter, at Angela Merkel kategorisk havde afvist – ved sit besøg i nabolandet Makedonien samme uge – at der kunne ske udveksling af land på Balkan med tysk støtte.
Vučić har også aflyst sine møder med Kosovos Thaci i dagene omkring FN’s generalforsamling i slutningen af september. EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, arbejder hårdt på, at de skal mødes i slut september. Udefra ligner det enten forstadiet til totalt sammenbrud i forhandlingerne – ellers er det spil for galleriet, på samme vis som i 2013, hvor Kosovo og Serbien pludselig offentliggjorte, at de havde indgået en aftale efter forhandlinger bag lukkede døre.
Måske er det aftalt spil – og det som Merkel, Vučić og Thaci smilede af på billedet fra Sofia i foråret.
