CIVILSAMFUND | Demokratiske værdier er under pres i Ungarn. Det ungarske civilsamfund håber på en hjælpende hånd fra Europa-Parlamentet, når der i dag stemmes om igangsættelsen af en mulig Artikel 7-proces.
Efter Viktor Orbán i april i år genvandt magten i, hvad han kalder, Europas illiberale demokrati, er landets NGO’er og civilsamfund blevet yderligere pressede på deres eksistens. Med retoriske og lovgivningsmæssige greb arbejder Fidesz-regeringen på at ramme civilsamfundet i solar plexus. Og strategien virker, siger flere NGO-folk. Nu håber de, at Europa-Parlamentet i dag, onsdag 12. september, stemmer for en Artikel 7-proces mod Ungarn.
»Lejesoldater for fremmede interesser«
Den ungarske menneskerettighedsjurist Máté Szabo vågner med et sæt, da hans telefon insisterende ringer fra natbordet. Szabo tvinger øjnene op, mens han fumlende forsøger at tage telefonen og fremstammer et »hallo?«. Det er meget tidlig morgen i april, og solen er endnu ikke stået op over Budapests tage. For få dage siden vandt Viktor Orbán parlamentsvalget, og hans parti, Fidesz, kunne indtage hele to tredjedele af sæderne i det ungarske parlament. Stemmen i den anden ende, der præsenterer sig selv som journalist, spørger Szabo, om han ved, at han er blevet blacklistet som regeringsfjendtlig lejesoldat i et af de prominente regeringsejede dagblade. Dét spørgsmål får Szabos ellers morgentrætte øjne til at spærres op.
Magasinet Figyelö, der har yderst tætte bånd til Orbán-regeringen og ejes af præsidentens egen rådgiver, oplistede umiddelbart efter genvalget af Orbán i april navngivne personer fra civilsamfundet, nødhjælpsarbejdere, professorer og uafhængige journalister som fjender af staten. Ungarerne på listen blev kaldt lejesoldater (Zsoldosokpå ungarsk) for fremmede interesser, skrev magasinet. Máté Szabo måtte den aprilmorgen erkende, at alle hans 30 kolleger i NGO’en Hungarian Civil Liberties Union vågnede op til samme besked. Alle, fra direktør til bogfører var fra den dag blacklistet. Fra den morgen blev de erklærede fjender af staten, som han beskriver det.
»Regeringen beskylder os for at arbejde for fremmede interesser. Det er svært at forstå, for vi arbejder for at forbedre livsvilkårene og rettighederne for en stor gruppe ungarere,« siger Máté Szabo, der uddannet jurist og arbejder som programdirektør for Hungarian Civil Liberties Union. Szabo har aldrig før set sit navn i et medie på den måde. »For nogle år siden oplistede man 10 regeringskritiske organisationer, men vi har aldrig før prøvet at blive blacklistet som privatpersoner. Regeringen strammer gradvist grebet.«
Først var IMF hovedfjenden – nu er det NGO’erne
I Ungarn støttes mange NGO’er af den ungarsk-amerikanske milliardær og filantrop George Soros, der donerer store summer til liberale og progressive sager i Ungarn. Ifølge regeringen ønsker Soros at lade migranter fra Mellemøsten og Afrika såvel som romaer overtage Ungarn. Og strategien med at udpege en fremmed hovedfjende har mobiliseret tusindvis af ungarere mod Soros. En strategi, som Viktor Orbán længe har brugt til at fjerne fokus fra nationale dagsordener, siger Botond Feledy, der er seniorforsker ved Center for Euro-Atlantic Integration and Democracy i Budapest. »Da Viktor Orbán vandt regeringsmagten i 2010 havde han erkendt, at populisme var kommet til Europa. At man skulle iscenesætte sig selv som anti-elite og udpege en fjende. Først var IMF hovedfjenden, senere blev det Bruxelles, så FN og nu er det Soros og NGO’erne, der er fjenden. Det er nemt at kommunikere med udgangspunkt i en fjende, og det har været en meget succesfuld strategi for Orbán og Fidesz.«
Men det er ikke blevet ved smædekampagnerne mod Soros og NGO’erne. Orbán har fulgt op med reel lovgivning. Orbáns regering har i sine seneste regeringsperioder foreslået og gennemført lovgivning, der mistænkeliggør og stigmatiserer civilsamfundet og NGO’er, der arbejder med menneskerettigheder, anti-korruption og flygtninge eller migranter. NGO’er, der arbejder med migration eller flygtninge i alle afskygninger påtvinges et sikkerhedstjek og kan risikere at blive forbudt med henvisning til, at de udgør en national sikkerhedstrussel. Regeringen vil fremover have, at organisationer, der modtager international funding til deres arbejde med migranter eller flygtninge, får konfiskeret 25 procent af deres internationale funding. Derudover skal internationalt støttede organisationer (som en stor del af de ungarske NGO’er er) sætte mærkatet “foregin funded” på alt, hvad de udgiver og siger. Det sidste lyder måske harmløst, men i Ungarns nuværende politiske klima er noget fremmed lig med noget, der er imod nationen Ungarn. En label som ”foreign funded” har derfor en meget stigmatiserende effekt, fortæller Máté Szabo.
Mange af de internationalt støttede NGO’er har valgt ikke at opgive sig selv som “foreign funded”, da det kan betyde NGO’ernes endeligt. »Det er en form for civil ulydighed, men loven er ulovlig og forfatningsstridig. Vi har ikke tænkt os at overholde den,« siger Máté Szabo fra Hungarian Civil Liberties Union. Bliver organisationerne ved med at modsætte sig loven, kan statsanklageren i sidste ende kræve organisationen opløst. Og ifølge Szabo, er det da også regeringens højeste ønske i sidste ende at slippe af med de kritiske NGO’er.
»Ingen har lyst at arbejde eller være frivillig i en NGO længere«
På kontoret hos Hungarian Civil Liberties Union er ubehaget ved at sprede sig den morgen i april. En af Szabos kolleger har købt Figyelö-magasinet i kiosken, hvor alle ansatte er oplistet. Der er lavet et opslag til de sociale medier, der skal imødegå nogle af beskyldningerne. En af de ansatte, der er højgravid, bliver nervøs da hendes kollega læser magasinartiklen højt for hende. For der er ikke sparet på krigsretorikken. Lejesoldater. Fjender. Agenter. Sådan beskrives de ansatte i den lille ungarske NGO. Det er fortsat morgen, men mængden af hademails, der er tikket ind i Szabos indbakke er allerede stor. Men det er egentlig ikke noget nyt. Han modtager dagligt hademails fra vrede ungarere, der truer med gøre noget ved hans børn og eller hans mor, fordi han arbejder for fremmede interesser. Det har han hidtil ikke taget sig synderligt af, men efter han er blacklistet i et af regeringens medier med navns nævnelse, er situationens alvor gået op for ham. »Indtil nu har jeg ikke været bange for de hademails og trusler, jeg har modtaget. Men med mit navn på den liste ændrer situationen sig,« siger Szabo.
I den anden ende af Budapest nær byens jødiske kvarter ligger Amnesty Internationals ungarske kontor. Áron Demeter, der arbejder med kommunikation og advocacy, er samme aprilmorgen stået op til en identisk besked: at han er på Figyelö-magasinets liste over regeringsfjendtlige såkaldte lejesoldater. Det samme gælder alle hans kolleger. »Vi er kede af det og væmmedes på samme tid. Magasinet og regeringen forsøger at intimidere og true os, der arbejder med menneskerettigheder og sociale dagsordener,« siger Demeter, der egentlig ikke er så overrasket over listen. »Orban-regeringens ønske er at fortælle det ungarske folk, at NGO’er er statens fjender. At vi er forrædere.« Og meget tyder på, at regeringens retorik har vundet indpas hos befolkningen.
Demeter har ligesom Szabo modtaget en række hademails, der indeholder dødstrusler og voldtægtstrusler. »Folk hader virkelig Amnesty Internationa, og jeg forstår ikke, hvorfor de er så vrede,« siger han. Især ungarere udenfor Budapest har købt regeringens retorik: »Det er tit nødvendigt at forklare mennesker i landdistrikterne, der kun har adgang til regeringens medier, at man rent som faktisk arbejder lovligt, og at man ikke vil have Ungarn fuldstændigt invaderet af migranter,« siger Demeter. Men NGO-hadet har også vundet indpas i Budapest, hvor organisationen har mistet medlemmer og har sværere ved at rekruttere nye ansatte sammenlignet med tidligere. »Ingen har lyst til at arbejde eller være frivillig i en NGO længere, især ikke hvis de har familie og børn. De føler, at det er usikkert og farligt. Tidligere fik vi hundredevis af ansøgninger til stillinger. Nu er vi heldige, hvis vi får fem,« siger Demeter.
Europas autoritære regime
Ifølge den amerikanske organisation Freedom House, der med sit Freedom in the World indeks tager temperaturen på, hvor frie de anser verdens lande for at være, er Ungarn det svageste demokrati i Europa. Denne sidsteplads kan ifølge Freedom House tilskrives den hetz mod civilsamfundsgrupper, som Máté Szabo og Áron Demeter for eksempel udsættes for samt den ikke eksisterende pressefrihed i landet. Allerede i 2014 brystede Viktor Orbán sig åbent af at have skabt et illiberalt demokrati i Ungarn. En moderne autoritativ stat. Spørgsmålet, der trænger sig på, er, hvordan et regime, nogle betegner som autoritært, overhovedet har kunne opstå i EU.
Nogle af anti-NGO-lovene har været på dagsordenen i Bruxelles. Det hollandske parlamentsmedlem Judith Sargentini har stået i spidsen for en undersøgelse af den demokratiske tilstand i Ungarn. Ifølge hende er situationen ganske alvorlig: »Det ungarske folk kan ikke længere regne med de helt grundlæggende rettigheder, som vi ellers tager for givet i resten af Europa,« siger hun i en pressemeddelelse. Sargentini har bedt om at få Lissabontraktatens Artikel 7, EU’s såkaldte ”atombombe”, der sanktionerer et medlemsland ved bland andet at fratage landet stemmeretten i Ministerrådet, aktiveret. Onsdag 12. september falder dommen fra Europa-Parlamentet så, når medlemmer skal stemme om en mulig igangsættelsen af Artikel 7-processen. Og netop det, at man i EU-institutionerne diskuterer sanktionsmidler mod Ungarn, har Máté Szabo, der nu er blacklistet af regeringen og må leve med trusler og hademails, savnet i et stykke tid.
»Nogle af EU-institutionerne bliver nødt til at gøre noget mod de love, der ødelægger landets civilsamfundsorganisationer. På nogle punkter savner vi støtte fra EU,« siger Szabo på sit kontor i Budapest. Men da en Artikel 7-proces i sidste instans skal vedtages ved enstemmighed i Rådet, hvor meget tyder på, at Polen vil holde hånden over Ungarn, er det ikke sikkert, at den ungarske menneskerettighedsaktivist får noget konkret ud af dagens afstemning. På Amnestys kontor i den anden ende af byen, ved Áron Demeter da heller ikke, om det er EU, der er de rette til at komme det ungarske civilsamfund til undsætning: »EU er et bureaukratisk organ, der slet ikke er forberedt på regimer som det ungarske,« siger Demeter, der dog håber, at man i Bruxelles snart vil erkende situationens alvor i Ungarn og gribe til en eller anden form for handling, hvis ikke de ungarske NGO’er endeligt skal lukkes og slukkes.
Máté Szabo og Áron Demeter ved ikke, hvilke konsekvenser det vil få for dem på længere sigt, at de offentligt kaldes fjender af staten og lejesoldater. Lige nu kan de kun gisne om det. Alt de ved er, at Orbán i sin tredje regeringsperiode, der gik i gang i foråret, vil komme til at stramme grebet om NGO’erne yderligere, og at det ser ud til kun at gå én vej: mod mindre civilsamfund og mere Orbán.
Anja Katrine Søndergaard er kandidatstuderende i Statskundskab ved Københavns Universitet med tillægsuddannelse i Journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun er rådsmedlem i Mellemfolkeligt Samvirke og bor på nuværende tidspunkt i Bruxelles, hvor hun arbejder for den danske fagbevægelse.
