POLITIK | Da man i februar fandt ligene af journalisten Jan Kuciak og hans forlovede, gik der chokbølger gennem det slovakiske samfund, hvilket fik premierminister Fico til at gå af. Martin Rybka kigger på udviklingen i landet igennem de seneste seks måneder.
Den 25. februar 2018 vågnede det slovakiske samfund op til en skelsættende begivenhed, da politiet fandt ligene af journalist Jan Kuciak og hans forlovede Martina Kusnirova. Kuciak havde på daværende tidspunkt dykket ned i en række historier, som var belastende for dele af den slovakiske magtelite, blandt andet omkring slovakiske forretningsmænd, der figurerede i Panamapapirerne, samt forbindelser mellem den italienske mafia og kredsen omkring premierminister Robert Fico.
Selv om intet motiv officielt er blevet fastlagt af det slovakiske politi, føler mange sig overbeviste om, at mordmotivet skal findes i Kuciaks arbejde med undersøgende journalistik. Særligt undersøgte Kuciak bånd mellem den kriminelle italienske Ndrangheta-organisation og højtstående slovakiske politikere, hvor italienske forretningsmænd med kriminelle bånd havde tiltusket sig EU-midler, der ellers var øremærket til EU-udviklingsbistand. Derudover havde Kuciak dokumenteret skatteunddragelse blandt forretningsmænd med forbindelser til regeringspartiet Smer-SD. Disse sager har derfor ikke blot bragt Kuciaks navn i offentlighedens, men også i underverdenens søgelys.
Stigende mistillid til det politiske niveau
I kølvandet på Kuciak-mordene så man de største protester og demonstrationer i Slovakiet siden kommunismens fald. Disse medførte, at premierminister Fico blev nødt til at trække sig, selv om han benægtede enhver forbindelse til mordene.
Nye tal fra 2018 viser et fald på 3,41 procent i erhvervslivets tillid til de slovakiske myndigheder og retssystem, som nu ligger på 45,9 procent. Mistillid til det politiske niveau præger også det slovakiske samfund generelt, en tendens som Kuciak-mordene blot har forstærket. Denne forværring af tillid placerer nu Slovakiet blandt de EU-lande, hvor befolkningen nærer mindst tillid til deres nationale politistyrke, hvor hele 56 procent udtrykte ”delvis eller ingen tillid til politiet”, et tal som i Danmark kun ligger på 4 procent.
Men ifølge lektor emeritus i Statskundskab ved Syddansk Universitet Søren Riishøj så er ikke det store ændret på det politiske plan, her et halvt år efter mordene. Selv om demonstrationerne førte til Ficos afgang, så fortsatte hans parti Smer-SD i samme enerådige regering som før mordene: ”Smer-SD-regeringen er ustabil, da det sidste valg førte til et yderst kaotisk parlament, og frygten for et valg i utide holder indtil videre regeringen sammen”, vurderer Søren Riishøj. Denne ustabile politiske situation har senest fået præsident Andrej Kiska til adressere borgernes utilfredshed i en tale, hvor han understregede, at de folkevalgte politikeres vigtigste arbejde var sikringen af demokratiske rettigheder som frihed og pressefrihed.
Slovakiet skiller sig ud
På trods af den stigende mistillid til det politiske niveau blandt befolkningen så er situationen i Slovakiet – sammenlignet med nogle af dets nabolande, som man ellers skuler til i EU-sammenhæng – ikke så dramatisk. I Ungarn sættes præsident Victor Orbans navn for eksempel jævnligt i forbindelse skandaler om hvidvask af penge og andet bedrag blandt sine nærmeste politiske allierede (se for eksempel ”De troende mod de samarbejdende”).
Denne forskel er også noget, som Søren Riishøj lægger vægt på, ”Vi er ikke vidner til en udvikling som for eksempel i Ungarn, da præsident Kiska agerer selvstændigt [i Slovakiet], mens regeringspartiet Smer-SD ikke har absolut flertal i parlamentet, som tilfældet er det med Fidesz i Ungarn”.
Forskellen kan også ses med hensyn til magtens tredeling, som er skarpere opdelt i Slovakiet end i Polen og Ungarn, som Søren Riishøj også pointerer: ”Medierne er ikke regeringskontrollerede i samme grad som i Ungarn”, et aspekt som er vigtigt at understrege, da medierne i Slovakiet stadig vil fungere som modpol til den politiske elite. At medierne er mindre statskontrollerede end i nabolandene Ungarn og Polen, gør at regeringen lettere kan stilles til regnskab for eventuelle skandaler i modsætning til for eksempel PiS-regeringen i Polen, der de facto har overtaget de polske statslige tv- og radiokanaler (se for eksempel ”Når fortiden tilhører staten”).
Problematisk politisk fremtid – men stabilt EU-medlemskab
Slovakiet står overfor flere udfordringer end blot mistillid til retsstaten: ”Valgdeltagelsen og interessen for at engagere sig i politik er desværre meget lav”; siger Søren Riishøj, men han pointerer samtidig, at Slovakiet falder bedre ud end de andre Visegrad-lande, Polen og Ungarn især. Dette kan skyldes Slovakiets tilgang til EU: ”Selv om fremtiden er problematisk, så er den dog ikke værre end i andre EU-lande: Slovakiet er med i euroen, fører en pragmatisk EU-politik og adskiller sig her en hel del fra Polen og Ungarn”, siger Søren Riishøj.
Et punkt, hvor Slovakiet har været langt mere pragmatisk i forhold til EU, er de ”indrømmelser”, landet har givet i forbindelse med flygtningekrisen, hvor landet gik med til at tage i mod ”kristne flygtninge”. Kritikere vil mene, at dette stadig er mangelfuldt, men i sammenligning med andre tidligere østbloklandes fuldstændige afvisning af enhver form for modtagelse af flygtninge, stiller Slovakiets EU-forhold sig i et meget bedre lys og vidner om et sundere forhold til Bruxelles, end det man finder i Budapest og Warszawa.
På trods af et turbulent forår med politisk uro lader det ikke til at være noget, Smer-SD-regeringen i vil modtage løftede pegefingre for fra Bruxelles: ”EU slås lige nu med større problemer end Slovakiet”, mener Søren Riishøj.
Mordene der chokerede – men blev hurtigt glemt igen
Her seks måneder senere er mordsagen imidlertid forbavsende hurtigt gået i glemmebogen. Mord på journalister i EU er noget, der yderst sjældent forekommer, så man kan undre sig over, at sagen ikke har haft større indvirkninger end, hvad der ligner overfladiske skrammer på regeringen. Politisk motiverede mord på journalister som for eksempel på Anna Politkovskaja i Rusland og senest Jan Kuciak i Slovakiet ville med al sandsynlig have vakt langt større opmærksomhed og fået langt mere vidtrækkende konsekvenser, såfremt det var foregået i Danmark. Lige så chokerende som mordene på Kuciak og hans forlovede var, ligeså chokerende forekommer den efterfølgende håndtering og (bevidste?) forglemmelse af sagen fra den slovakiske magtelite at være.
Martin Rybka er Cand.Mag. i Turisme med specialisering i Global Tourism Development fra Aalborg Universitet København og Bachelor i Historie fra Københavns Universitet.
