HISTORIESTRID | Nye kontroversielle love åbner op for endnu et kapitel i striden om Polens fortid og polakkernes rolle under Anden Verdenskrig. Den polske regering vil kriminalisere dem, der giver polakkerne medansvar for Holocaust.
Det vakte stor opsigt, da Polens præsident, Andrzej Duda, underskrev et lovforslag, fremført af den siddende regering, der vil forbyde enhver påstand og antydning om polakkernes medansvar i jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig. Brugen af adjektivet “polsk” i omtalen af de 457 nazistiske koncentrations- og udryddelseslejre, der blev opført i landet, skal for eksempel kunne straffes med op til tre års fængsel. ”Vi har som land og nation ret til at forsvare os mod ærekrænkende udtalelser og en åbenlys forfalskning af historiske sandheder, som vi kun kan opleve som et slag i ansigtet,” anslog præsidenten til de statslige medier. Det polske senat vedtog loven den 26. januar 2018 – dagen før den officielle mindedag for Holocaust – hvilket blev mødt af lige dele fordømmelse og kritik af det internationale samfund, herunder USA, EU og Israel.
Vedtagelsen af lovforslaget, der har konsekvenser for såvel ytrings- og forskningsfriheden som Polens diplomatiske relationer, kunne nemt ses i lyset af en række yderligtgående love og reformer, som Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) har indført i deres regeringsperiode. Siden de kom til magten i 2015, har PiS aktivt svækket og afviklet flere centrale institutioner og principper i det liberale demokrati, heriblandt mediernes og forfatningsdomstolens uafhængighed, samt parlamentets gennemsigtighed.
Det ville dog være misvisende udelukkende at anskue denne nye, såkaldte Anti-injurielov som blot endnu et resultat af den stadig mere autokratiske og antiliberale politik, der i disse dage føres i Øst- og Centraleuropa. Den må nemlig også forstås i en, blandt store dele af den polske befolkning, særlig historieopfattelse, der har sine rødder i 1800-tallets nationalromantiske bevægelser, og som endnu en stridighed i den stadig mere komplekse polsk-jødiske historie.
Messianismens fødsel
Årene 1772, 1793 og 1795, da den Polsk-Litauiske Realunion blev annekteret og opdelt af tre imperiemagter (det Preussiske Kongerige, det Russiske Kejserrige og det Habsburgske Monarki), markerede den gradvise forsvinding af Polen fra det europæiske landkort. I omtrent halvandet århundrede, helt frem til den 11. november 1918, hvor Polen genopstod som stat, var landet og dets befolkning underlagt et trefoldigt fremmedherredømme, der medførte nogle enorme infrastrukturelle, politiske, økonomiske og sociale omvæltninger. I det russiskbesatte territorium ledte den langvarige okkupation til en række blodige oprør og uafhængighedskampe, de mest omfattende heraf November- og Januaropstandene (1830-31 og 1863-64), der i eftertiden skulle få stor betydning for polakkernes selvforståelse: det undertrykte folk, der rejser sig mod den udefrakommende besættelsesmagt.
Det var i denne periode af Polens historie, med romantikken som åndeligt paradigme og med nationalbevægelsernes fremmarch, at et messianistisk selvbillede blev kultiveret og projiceret i visse politiske og kulturelle kredse. I manglen på et land, på en polsk nation, blev behovet for at definere en national identitet, et folk, altafgørende. Messianismen, der byggede videre på en allerede udbredt opfattelse af Polen som Europas katolske bolværk mod det asiatiske kontinent, tillod polakkerne at skrive deres skæbne ind i en kristen lidelsesfortælling, hvor de kunne fremstå som martyrer og historiens ofre, der våndede sig på vegne af Europas folkeslag. Det altovervejende symbol på landets geografiske, kulturelle og åndelige tilstand blev korsfæstelsen af Kristus.
Krigens ofre
Den polske stats genopstandelse efter Første Verdenskrig skulle vise sig blot at vare 20 år, da landet i 1939 atter blev invaderet af Nazityskland fra vest og Sovjetunionen fra øst. Polen mistede en femtedel af sin førkrigsbefolkning i Holocaust (cirka 6 millioner indbyggere i alt, hvoraf den ene halvdel var etniske polakker og den anden polske jøder), det procentmæssigt højest antal dræbte af alle europæiske lande. Foruden de enorme menneskelige omkostninger, oplevede landet omfattende materielle ødelæggelser blandt andet den næsten totale destruktion af utallige polske storbyer. Ved Anden Verdenskrigs udgang lå landet bogstavelig talt i ruiner.
Disse gruelige omstændigheder formåede hverken at gendrive eller afvæbne messianismens fortolkning af historien. Tværtimod synes Polens tragiske skæbne under Anden Verdenskrig at konfirmere polakkernes særlige offerstatus på et skånselsløst kontinent. Men hvor denne påstand ikke nødvendigvis er falsk, er den er dog kun en halv sandhed; størstedelen af både Polens men også andre europæiske landes jødiske mindretal blev udryddet i de i Polen beliggende koncentrationslejrene, men Holocaust blev særligt i Polen overskygget af de betragtelige skader og lidelser, der blev påført det polske samfund og polakkerne selv.
Den polske stat forsøgte således i efterkrigstiden – både før og efter kommunismens fald – i varierende grad at polonisere Holocausts ofre, for at stadfæste polakkerne, ikke jøderne, som Anden Verdenskrigs ofre. Forskningen viser da også, at den jødiske befolkning (indtil 1980 og 1989) ikke i noget betydeligt omfang har været til stede i landets offentlige erindring af Anden Verdenskrig. Polakker udviklede et selvbillede som både helte, men især også som de primære ofre, for tysk og sovjetisk aggression, hvilket har fungeret, helt frem til i dag, som et nyttigt, og i visse tilfælde uundværligt, instrument i legitimeringen og berettigelsen af forskellige politiske beslutninger og tiltag.
Forbrydelse og straf
Den største trussel mod denne fortælling har da også vist sig at være netop jøderne, der allerede i 1800-tallet og op gennem mellemkrigsårene var fremmedgjorte blandt de stadig mere nationalromantiske og katolske polakker. Ved Anden Verdenskrigs udbrud var den jødiske minoritet næsten helt marginaliseret i det polske samfund, primært som resultat af, at landet i mellemkrigstiden oplevede en stadig mere udbredt antisemitisme. På trods af de, rigtigt nok, mange polske heltegerninger under Anden Verdenskrig, har en stor andel af de udvandrede jøder forholdt sig skeptiske til polakkernes selvproklamerede uskyld i krigsårene. Vi har set talrige vidnesbyrd fra polske jøder, der beretter om alt fra chikane og afpresning til tyveri og aggression fra etniske polakker.
Men det var med udgivelsen i 2000 af Sąsiedzi (Naboer) af den polsk-amerikanske historiker, Jan T. Gross, at rammerne for den igangværende historiske strid mellem jøder og polakker for alvor blev kridtet op. Bogen dokumenterer en massakre, begået af etniske polakker mod deres jødiske naboer under Anden Verdenskrig (uden indblanding fra den nazistiske besættelsesmagt) i den østpolske landsby, Jedwabne. Det anslås, at mellem 600 til 1.000 jøder blev dræbt i landsbyen dengang, og der er siden blevet fundet beviser på lignende pogromer andre steder i det besatte Polen. Netop fordi bogen punkterer fremstillingen af polakker udelukkende som Anden Verdenskrigs ofre, har den vakt så stor furore.
PiS-partiet forsøger med Anti-injurieloven dels at genoprette skaden, som netop denne ”åbenlyse forfalskning af historiske sandheder” har forvoldt, og dels at konsolidere deres magt i et land, der, som de ser det, har måttet underlægge sig multikulturalisme, sekularisering og kulturrelativistiske strømninger. Partiet taler til vælgere, der gerne ser bevarelsen af et etnisk homogent, monoreligiøst og nationalkonservativt Polen, og fundamentet for dette forsøger de at grave frem fra den polske fortid. Det overrasker derfor ikke, at PiS-partiet gør det de kan for at monopolisere den.
Kristian Witten Lisberg er Bachelor i Polsk fra Københavns Universitet.
