DEBAT | 2018, som markerer hundredeåret for grundlæggelsen af Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republik, var ikke gammel, før forhåbningerne om politiske reformer blev gjort til skamme. Güllü Djangirova tegner et dystert øjebliksbillede.
2018 var lige begyndt, og nytårsaften ønskede millioner af aserbajdsjanere hinanden godt heldbred, lykke, glædelige dage og … demokrati. Aserbajdsjans befolkning håber på et forandringernes år. 2018 er helt specielt for Aserbajdsjan, fordi aserbajdsjanere jorden rundt skal fejre hundredeårsdagen for grundlæggelsen af Den Aserbajdsjanske Demokratiske Republik, erklæret den 28. maj 1918 – den første republik i østen, der kunne kalde sig demokratisk. Her fik kvinderne stemmeret – to år før USA og ti år før Storbritannien.
Der blev indført flerpartisystem, hvor de forskellige nationaliteter, som boede i Aserbajdsjan blev repræsenteret i Parlamentet. Flere hundrede unge mænd og kvinder blev sendt af sted for at studere på de europæiske universiteter. Alfabetet blev ændret fra gammel arabisk skrift til latinsk. Flere og flere kom i skole og fik en uddannelse. Der blev sågar dannet særlige skoler for børn fra fattige familier, både piger og drenge, der således også for første gang fik adgang til undervisning.
Tilbage til hverdagen
Men trods forhåbninger om forandring startede året helt som vanligt. Allerede i midten af januar blev den uafhængige journalist Afgan Mukhtarli idømt seks års fængsel. Officielt blev han præsenteret for en af standardanklagerne for indsmugling af valuta fra Georgien til Aserbajdsjan, ligesom flere andre politiske fanger før ham, som for eksempel næstformanden for oppositions største parti, Folkefrontpartiet, Gözel Bayramli elleve dage senere.
Kritikere hævder ifølge BBC, at anklagen mod Afgan er fabrikeret og orkestreret af Aserbajdsjans sikkerhedstjeneste. Han hævdes kidnappet i Tbilisi af georgiske sikkerhedsfolk foran sin lejlighed og udleveret til aserbajdsjanske sikkerhedsfolk, som tilsyneladende bragte ham fra Georgien til Aserbajdsjan mod hans vilje i bagagerummet af en bil med en sæk over hovedet.
Dagen efter Afgan Mukhtarlis dom blev faderen og svogeren til en ung aserbajdsjansk blogger bosiddende i Frankrig, Mehemmed Mirzeli, tilbageholdt af politiet i deres hjemby og overført til et af Bakus fængsler. Derfra blev det krævet per telefon, at han skulle slette konkrete videoer fra sin Facebook-side ”Made in Azerbaijan”, som tilsyneladende afslørede myndighedernes brud på menneskerettighederne, korruption og indeholdte kritisk materiale om Aserbajdsjans regering. Mønstret gentog sig: anholdelser, chikane og tvivlsomme fyringer fra offentlige arbejdspladser.
På nuværende tidspunkt er der, ifølge Amnesty International, mere end 160 politiske fanger i Aserbajdsjan, som sidder fængslet under stærkt kritisable forhold. De bliver nægtet elementær medicinsk og lægelig behandling, hvilket udsætter dem for livsfare. Der er meldt om dødsfald blandt politiske fanger i Aserbajdsjan. Mehman Galandarov døde i maj sidste år i fangeskab, hvilket blev dokumenteret af Reporters Without Boards og International Media Support– officielt var det selvmord, men meget tyder på at han blev kvalt.
”The Azerbaijani Laundromat”
Sidste år led Aserbajdsjans troværdighed, udover de indenrigspolitiske problemer, et alvorligt knæk internationalt. Nyheden om en enorm korruptionssag, som involverede Aserbajdsjans regering, blev internationalt kendt. I Danmark kendes sagen som ”Diktaturets Danske Bank”. Internationalt bærer skandalen navnet ”The Azerbaijani Laundromat”.
Sagen gik ud på, at regeringen i Aserbajdsjan brugte Danske Banks estiske filial til at hvidvaske stjålne penge fra landets statsbudget. Desuden blev konti i Danske Bank brugt til at bestikke medlemmer af Europarådets parlamentariske forsamling, PACE, til at støtte præsident Aliyev og hans regering og til at anerkende ulovlige valg. Blandt disse var den spanske formand for PACE Pedro Agramnut, den italienske parlamentariker Luca Volontè, partilederen for Sloveniens Nationalparti, Zmago Jelincic Plemeniti og flere andre.
Som avisen ”Information” skrev den 6. september 2017: ”Europarådets Parlamentariske Forsamling skulle forestille at værne om demokrati og menneskerettigheder i Europa, men i Aserbajdsjans tilfælde ser berettiget kritik ud til at være blevet dysset ned – til gengæld for millionbeløb og luksusgaver”.
Magnitskij-loven
Den aserbajdsjanske opposition håbede, at EU og PACE ville foretage nogle sanktioner overfor den aserbajdsjanske præsident Aliyev, hans ministre og embedsmænd. Et af forslagene i EU-Parlamentet var, at der i Europa skulle indføres en Magnitskij-liste for Aserbajdsjan.
Magnitskij-loven er en amerikansk lov, som foreskriver, at udenlandske politikere og embedsmænd, som har begået menneskerettighedsbrud, bliver inkluderet på en speciel Magnitskij-liste. De inkluderede får indrejseforbud i USA og deres bankkonti blokeret.
Sergej Magnitskij var en skattemedarbejder i Rusland, som afslørede russiske embedsmænd i magtmisbrug og skattesnyd. Han blev fængslet og blev syg i fængslet, men nægtet lægebehandling. I 2009 blev han slået ihjel.
De embedsmænd, som havde medskyld i Magnitskijs død, skulle straffes økonomisk. Magnistkij-loven blev derfor godkendt af den amerikanske kongres og blev underskrevet af præsident Barack Obama i december 2012. Siden da er listen blevet udvidet med flere russiske embedsmænd og politikere, som har været involveret i brud på menneskerettighederne.
I efteråret 2017 blev det diskuteret i Europa Parlamentet, om Magnitskij loven skulle indføres i Europa. Men det blev kun på diskussionsniveau – ingen beslutning blev truffet.
Forslaget fik ikke meget støtte, måske fordi europæiske politikere ser Aserbajdsjan som deres strategiske partner og derfor ikke vil ødelægge forholdet til den aserbajdsjanske regering.
Til gengæld vil Europarådet overveje at ekskludere Aserbajdsjan fra Europarådet, da landet ikke overholder de aftaler, som er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Aliyevs regering har underskrevet tilbage i 2001. Blandt disse er ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, religionsfrihed, retten til frie valg og retfærdig rettergang. Helt centralt er det, at Aserbajdsjan er forpligtet til at rette sig efter Menneskerettighedsdomstolens endelige afgørelser. Dette er for eksempel ikke sket i sagen om den fængslede oppositionsleder fra REAL-bevægelsen, Ilgar Mamedov, hvor Menneskerettighedsdomstolen har beordret en øjeblikkelig frigivelse, hvilket endnu ikke har fundet sted.
Mediesituationen i Aserbajdsjan
I Aserbajdsjan er de frie medier under hårdt pres. Der bliver lukket mange oppositionsaviser, redaktioner og nyhedsbureauer. Der er aktuelt kun en enkelt oppositionsavis ”Azadlig” i Aserbajdsjan, men den bliver nu kun publiceret på nettet, da regimet har forbudt den trykte udgave. Mange af avisens journalister sidder fængslet, blandt dem den regeringskritiske journalist Seymur Hazi.
Den mest berømte videoblogger Mehman Hüseynov blev arresteret sidste år for forsøg på at afsløre korruption. Han blev idømt to års fængsel. Ligeledes sidste år blev det sidste uafhængig nyhedsbureau ”Turan”, lukket og bureauets leder Mehman Aliyev blev anholdt. Efter pres fra EU, USA og forskellige kendte politikkere, blev han dog løsladt igen, og sagen om skattesnyd blev droppet.
Det eneste sted, hvor folk kan få uafhængig information, er på nettet og på de sociale medier, Mange TV-kanaler, som sender fra udlandet, sådan som ”Azerbaycan Saati”, ”Meydan TV”, ”Obyektiv TV” bliver blokeret i Aserbajdsjan. Ligeledes bliver andre europæiske sider, som kritiserer regeringen, blokeret.
Aserbajdsjanere i hjemlandet og i udlandet
Oppositionen i Aserbajdsjan kæmper hårdt for demokratiet i landet sammen med den demokratisk sindede aserbajdsjanske diaspora.
Oppositionen i Aserbajdsjan afholder protestdemonstrationer og arrangerer møder med befolkningen. Da de på grund af statsstyringen ikke har mulighed for at udtrykke sig i landets TV, radio og trykte medier, udnytter de i stedet muligheden for at sende live udsendelser på Facebook, som endnu ikke er blokeret af regeringen.
Vi i udlandet afholder møder med europæiske politikere, afholder konferencer og møder, deltager aktivt i seminarer og debatter, afholder protestaktioner foran de aserbajdsjanske ambassader i forskellige lande.
Desuden deltager vi i fredelige protestaktioner, hvoraf den seneste var – ”Doktatoru Tanidaq” – ”Kend Diktatoren”, hvor plakaterne med Ilham Aliyevs foto blev ophængt centralt i mange storbyer verden over, for eksempel Moskva og Toronto. Men desværre er det kun et fåtal af os, som kæmper, da de fleste, både i Aserbajdsjan og i udlandet, ikke tør ytre sig på grund af frygt for repressalier.
Den udenlandske aserbajdsjanske opposition er også under hårdt pres. Vi bliver truet via sociale media og via breve. Vi får at vide, at vi skal holde vores mund og ikke skrive og kritisere Aliyev, hans ministre og deres familier. Vi bliver truet på livet. Mange af os tør ikke tage chancer ved at rejse til udlandet udenfor Europa og opholde os på tilfældige offentlige steder.
Vores slægtninge bliver indkaldt til samtaler på politistationer, og de bliver truet til at tage en alvorlig snak med os andre. Mange slægtninge bliver nødt til at tage afstand fra os emigranter i oppositionen, så de skriver breve til præsidenten, som bliver bragt på landets TV kanaler, hvor de officielt erklærer, at de ikke vil vide af os, og at de har brudt al kontakt til os. Vi bliver jævnligt beskyldt for spionage til fordel for EU og Armenien.
Vi, oppositionen kræver international handling
Vi, den aserbajdsjanske opposition, har længe krævet af EU og USA, at de bør indføre økonomiske sanktioner overfor Aliyev, hans ministre og embedsmænd, så de mister muligheden for at komme til udlandet, får inddraget deres ejendomme og lukket deres konti.
Vi, der bor i udlandet, har allerede mistet retten til at komme tilbage vores hjemland, til trods for, at mange af os ikke er politiske flygtninge. Mange af os kom til vores nuværende lande for at studere, arbejde eller på grund af familieforhold. Mange af os har fået trusler, både dem, som bor i Aserbajdsjan, og dem, som bor i udlandet, fordi vi kritiserer Aliyevs regime.
Der skal reageres på hvert eneste brud på menneskerettighederne i Aserbajdsjan. Der skal uddeles notater til landets ambassadører om det. Landets regering skal ikke kun kritiseres af Amnesty International, Reporter Without Border, Human Rights Watch og andre NGO’er, men også på det diplomatiske niveau.
Det er et udtryk for dobbeltmoral, når nationale politikere kritiserer Aserbajdsjans regering, men samtidig laver lukrative aftaler til gavn for deres egne lande.
Vi må fortsætte med at håbe, at 2018 vil blive forandringens år for Aserbajdsjan, og vi vil fortsat kæmpe for vores børns og børnebørns fremtid og ret til at leve i et demokratisk land, sådan som grundlæggere for Aserbajdsjans Demokratiske Republik drømte om helt tilbage i 1918.
