KOMMENTAR | I løbet af de sidste fire år er fjendebilledet af Rusland i mange lande vokset – ind i mellem på et unuanceret grundlag. Parallelt med det, er styret blevet sværere at forsvare.
Den følgende analyse er først publiceret af Dansk Institut for Internationale Studier.
Søndag den 18. marts gik russerne som bekendt til stemmeurnerne. I mange europæiske byer blev der på forhånd arrangereret en række arrangementer, som diskuterede Putins sejr. Det er som regel et dårligt tegn på et styres demokratiske karakter, hvis sådanne arrangementer kan planlægges på forhånd. Samtidig er der ikke tvivl om, at Putin er populær. Selvom oppositionens råderum er begrænset, er det ikke et totalitært regime, som enkelte har hævdet. Valget var imidlertid hverken frit eller retfærdigt.
Her er et vanskeligt spørgsmål: På hvilket grundlag vurderer vi Rusland? I 1990’erne var der en forventning om, at Rusland skulle blive som ”os”. Derfor vurderer vi landet ud fra en anden standard end for eksempel Kina. Rusland er tæt nok på geografisk og lig os i en sådan grad, at det kan sammenlignes med vor egen politiske praksis, men anderledes nok til at det holdes udenfor ideen om, hvad ”Europa” er. Vi kritiserer Kina, men langt mere forsigtigt.
Øgede spændinger
Da Putin kom til magten i efteråret 1999, holdt han en tale, hvor han påpegede, at selvom Rusland var europæisk, burde det ikke blive vurderet efter samme standard som liberaldemokratiske lande. Vægtningen af landets konservative særkarakter har siden udviklet sig kraftigt – særligt efter Putins tredje præsidentperiode i 2012. Parallelt er kritikken mod vestlig international politik øget. Det er i dag let at glemme, at myndighederne engang var åbne overfor både EU- og NATO-medlemskab.
For os, der arbejder med russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, har det været vigtigt at nuancere noget af kritikken mod Rusland ved at vise, hvordan verden ser ud fra Kreml. Annekteringen af Krim i 2014 var for eksempel uden tvivl folkeretsstridig, men næppe et tegn på en ny nationalistisk og/eller ekspansionistisk imperialisme. Krim har en helt særlig rolle i russisk identitet og kan derfor ikke sammenlignes med eksempelvis de baltiske stater – som nogle har gjort i diverse frygtscenarier.
Skæve fremstillinger
Den russiske trussel har indimellem været fremstillet som uproportioneret stor. Desværre skaber det også en negativ reaktion fra russisk side, ikke ulig når mennesker føler sig uretfærdigt behandlet. Samlivsbrud sker sjældent over natten. Vestlige myndigheder har generelt været for dårlige til at tage imod konstruktive indspil fra russisk side, som i forbindelse med Libyen-krigen. Kritikken af vestlige interventioner deles af blandt andet mange forskere, men tolkes som polemik, når det kommer fra Rusland.
Forrige tirsdag lancerede den uafhængige FN-kommission for Syrien en rapport om overgreb mod civile. Den konkluderede, at både russiske og amerikanske angreb er blevet udført uden megen hensyn til civilbefolkningen. Et russisk angreb i november 2017 førte til mindst 84 døde, og et amerikansk angreb i marts 2017 resulterede i mindst 150 døde. Begge lande bør kritiseres hårdt. Alligevel er kritikken mod Rusland mere synlig i medierne, hvilket Rusland desværre kan spille på for at underminere kritikken.
Fra russisk side er myndighederne trætte af at blive vurderet efter standarder, som kritikerne ikke selv følger. Rusland påpeger med rette dobbeltmoralen i vestlig opførsel, som for eksempel USA’s samarbejde med Saudi Arabien. Hvis vi skal kritisere nogen moralsk i international politik, bør vi gøre det ud fra tydelige præmisser, som rammer alle ligeligt. Fordi mange lande er så inkonsekvente med hensyn til, hvem og hvad de kritiserer, kan russiske myndigheder også lettere afvise berettiget kritik.
Helliger målet midlet?
Det rejser nogle vanskelige spørgsmål, når man fordømmer Rusland for at blande sig i valget i USA, men samtidig ser igennem fingre med, at USA også blander sig i valg og regimeændringer. Den USA-baserede forsker Dov Levin har set på USA’s og Sovjetunionens/Ruslands indblanding i andre landes valg i perioden 1946-2000. USA har således blandet sig mindst 81 gange, mens Rusland har blandet sig 36 gange. USA har i tiden efter 2000 blandet sig i valget i Kenya (2013), Libanon (2009) og Afghanistan (2009). Dov Levin definerer en indblanding i et valg som ”en kostbar handling, som er lavet for at bestemme valgudfaldet til fordel for én side”.
Er handlingen god så længe intentionen er ”god”, og er intentionen god så længe, vi bedømmer aktøren som god? Enkelte ser ud til at mene, at amerikansk indblanding er godt, fordi de handler ud fra liberale værdier – til trods for stedvise svært negative udfald som i Irak og Libyen. Og forsøget på at få fjernet præsident Karzai i Afghanistan i 2009 handlede på sin vis først og fremmest om egeninteresser, ikke om noget større moralsk gode.
De sidste år har også skandinaviske medier indimellem draget ubegrundede konklusioner om russisk adfærd. Et tydeligt eksempel er debatten om Storskog i Norge i efteråret 2015. Som forskerne Lars Rowe og Arild Moe har vist, var anklagen om, at migrationsstrømmen over grænsen mod Norge var styret af russiske myndigheder – som en form for hybridkrig – uberettiget, selv om mange hævdede det på det tidspunkt. Det bør vi have in mente, hver gang vi vælger at dømme, før vi har beviser.
Efter at fjendebilledet er vokset, kræves der tilsyneladende mindre dokumentation for at anklage russiske myndigheder for noget. Det betyder ikke, at de ikke eksempelvis kan have forgiftet eksspionen Sergej Skripal og hans datter i England, men et muligt motiv kan ikke uden videre laves om til en dom.
En udfordring
Når det er sagt, gør de russiske myndigheder det ikke lettere for os, som ønsker at nuancere billedet af russisk politik. Rusland er nu på plads 148 ud af 180 i Reporters without Borders årlige pressefrihedsindeks. Kritiske journalister risikerer livet. Hvis ytringsfrihed er en politisk og/eller moralsk prioritering, bør vi kunne kritisere. Det samme gælder den systematiske stigmatisering af homoseksuelle, lesbiske og andre, som ikke passer ind i den heteronormative familieidealisering. Det russiske styre bevæger sig i en stadig mere konservativ og autoritær retning på linje med lande som Tyrkiet.
Samtidig flyder kritik af statens politik ind i en fremmedfjendskhed mod almindelige russere. Selv har jeg haft glæden af at tilbringe dele af min barndom i Rusland og mange rejser og ophold siden. Rusland er blevet en del af min identitet, og jeg kender det tilbagevendende fjendebillede personligt. I løbet af de sidste år er det også blevet vanskeligere at nuancere fremstillingen af Rusland i forskningssammenhæng. Jeg kan kun forestille mig, hvor trættende fjendebilledet må opleves for de med russisk baggrund både i og udenfor Ruslands grænser.
Denne comment er baseret på “Vår fiende Russland?”, der oprindeligt blev publiceret på norsk i Dagsavisen den 13. marts 2018.
Minda Holm er Ph.D.-studerende i International Sikkerhed på DIIS.
