VALG I RUSLAND | Ved præsidentvalget den 18. marts 2018 stiller syv kandidater op mod den nuværende præsident, Vladimir Putin. Ph.d. i post-sovjetisk historie og samfundsforhold Kim Frederichsen giver et overblik over den russiske opposition.
I Rusland findes der to typer af opposition; den officielle men reelt ukritiske opposition i parlamentet, Dumaen, og den kritiske udenomsparlamentariske opposition. Begge typer opstiller kandidater til præsidentvalget. I denne artikel skal vi se nærmere på de forskellige oppositionskandidater og deres politiske bagland. Ligesom vi skal se nærmere på, hvordan en kandidat, der ikke er blevet godkendt af Den Centrale Valgkommission, kan gå hen og blive en den egentlige historie ved valghandlingen.
Kravene for at blive opstillingsberettiget
For at få mulighed for at opstille ved det russiske præsidentvalg skal den potentielle kandidat registrere sig hos og godkendes af Den Centrale Valgkommission. I henhold til den russiske valglov skal en præsidentkandidat være mindst femogtredive år gammel og have boet uafbrudt i Rusland i ti år op til valget. Partier eller politiske bevægelser, der er repræsenteret enten i Dumaen eller i lokalparlamenterne i mindst en tredjedel af Ruslands føderale subjekter, har ret til umiddelbart at opstille en kandidat, mens kandidater fra officielle partier, der ikke er repræsenteret i parlamentet, skal indsamle 105.000 underskrifter for at blive opstillingsberettigede, og uafhængige kandidater skal indsamle mindst 315.000 underskrifter. I begge tilfælde må der ikke indsamles mere end 7.500 underskrifter i hvert af de føderale områder, som Rusland lokaladministrativt er opdelt i.
Den parlamentariske ikke-opposition
Putins støtteparti Forenet Rusland er landets største parti, men derudover har der siden parlamentsvalget i 2007 været tre såkaldte oppositionspartier i Dumaen, Den Ruslandske Føderations Kommunistike Party (KPRF), Ruslands Liberal-Demokratiske Parti (LDPR) og Et Retfærdigt Rusland. Det er imidlertid svært at se, at nogle af de tre reelt fører oppositionspolitik. KPRF er arvtager for Sovjetunionens Kommunistiske Parti, og ligesom med det nationalistiske LDPR er man meget tilfredse med den politiske linie, der føres af regeringen, og som indeholder et betydeligt element af bestræbelser på at reetablere Rusland som en europæisk stormagt.
Det sidste af partierne i underhuset, Et Retfærdigt Rusland, opstod som et reelt uafhængigt parti på en nærmest socialdemokratisk platform, men det blev relativt hurtigt indtaget af Forenet Rusland og brugt som et parti, der kunne opsamle proteststemmer både fra den liberale oppisition udenfor parlamentet og tiltrække stemmer på bekostning af KPRF. Med andre ord et parti, der kunne bruges til yderligere at svække oppositionens stemme i Rusland.
Den gamle garde
To af de tre formelle oppositionspartier i Dumaen opstiller kandidater til præsidentvalget (ledende medlemmer af Et Retfærdigt Rusland såsom partiformanden Sergej Mironov har erklæret, at man vil støtte Vladimir Putins kandidatur). Formanden og grundlæggeren af LDPR er Vladimir Sjirinovskij, der også har været partiets faste præsidentkandidat (med undtagelse af præsidentvalget i 2004, hvor udsigten til nederlag trods alt var for stor).
Sjirinovskijs valgprogram indeholder en lang række nationalistiske og populistiske løfter. Mest markant er måske, at han vil udstede russiske pas til alle etniske russere, uanset om de er statsborgere i Rusland eller ej, forbyde reklameskilte med ikke-russisk tekst samt løfter om at vende tilbage til tsartidens symboler såsom flaget, nationalhymnen, vejnavne og statssymboler på bygningerne i Kreml, som han i øvrigt vil male hvid, mindske antallet af medlemmer af Dumaen, afskaffe overhuset, Føderationsrådet, opdele landet i 40 guvernementer (navnet på lokaladministrationen i tsartiden) og udskifte det udenlandske ord, præsident, med titlen ”Den Øverste Hersker”.
Blandt de mere populistiske indslag er et løfte om en minimumsløn på 20.000 rubler, betaling af præmier til adoptionsforældre og børn af kvinder, der afviser at få gennemført en abort, statslig kontrol med byggeri og salg af huse og lejligheder, sænke eller fjerne pensionisters udgifter til gas,vand og elektricitet, oprette økonomiske udviklingszoner i Sibirien og Fjernøsten, støtte landsbrugssektoren og sikre forretningsverdenen mod offentlige undersøgelser og inspektioner.
Partiets xenofobiske træk kommer til udtryk i en række løfter om at give russere og, herunder også kosakkerne, forrang blandt Ruslands mange etniske befolkningsgrupper, slå hårdere ned på kriminalitet ved at indføre miltitærtribunaler og ophæve moratoriet på dødsstraf, primært for at sikre den russiske befolkningsgruppe mod kriminalitet begået af ”personer fra sydlige befolkningsgrupper”, hvilket i klartekst betyder kaukasiere og centralasiater.
Sjirinovskijs valgprogram giver indtryk af, er der tale om et omfattende og meget nationalistisk og populistisk program, der skal give etniske russere en førsterangsstatus i det mulinationale Rusland, og som i høj grad slår på værdier fra det tsar-Rusland. Mere bekymrende er dog hans ønske om at gøre Sovjetunionens 1985 grænser til Ruslands nye grænser
Den kapitalistiske kommunist
KPRF har gennem mange år opstillet parties formand Gennadij Sjuganov, der overtog ledelsen af partiet efter Sovjetunionens sammenbrud (dog ligesom Sjirinovskij med 2004 som undtagelse). Men denne gang stiller han ikke op, og valget af partiets præsident har været noget mere omstændigt. I november 2017 gennemførte venstreoppositionelle kræfter på initiativ af Venstrefrontens leder Sergej Udaltsov et online primærvalg (se mere herom nedenfor). Vinderen blev Pavel Grudinin, men allerede en måned efter lod han sig vælge på KPRF’s kongres som partiets præsidentkandidat – med Sjuganov som kampagneleder.
Valget af Grudinin som kommunistpartiets præsidentkandidat har været noget kontroversielt, både fordi han er en kapitalistisk forretningsmand, direktør for Lenin Statsfarmen, der især er berømmet for sin store tomatproduktion, og hvor han sidder på aktiemajoriteten, og fordi han i strid med den russiske valglov forgæves forsøgte at skjule bankkonti i udlandet.
Grudinins officielle valgprogram indeholder 20 punkter med løfter omkring bedre fødevareforsyning og fødevaresikkerhed, bedre pensionslovgivning, ændringer i skattelovgivning, en kampagne mod pengeudlånere (herunder banker) og forretningsfolk (oligarker) for at udbytte det russiske folk samt en protektionistisk udtræden af WTO. Der er således mange selvmodsigelser ved, at det kommunistiske parti opstiller en erklæret kristen-ortodoks forretningsmand som sin kandidat, der både vil forbedre det økonomiske liv i Rusland, men på bekostning af de store forretningsfolk (oligarkerne), der på mange måder gøres til syndebukkene for den nuværende situation i Rusland.
Som det også fremgår af ovenstående valgprogrammer, er der ingen af de to kandidater, der for alvor søger at udfordre Putins politiske linie eller statsideologi.
Den udenomparlamentariske opposition
Den udenomparlamentariske opposition i Rusland er en stærkt splittet blanding af politiske partier og forskellige bevægelser, der siden de store demonstrationer efter Duma- og præsidentvalgene i 2011 og 2012 ikke har været i stand til at samarbejde, og selv mens demonstrationerne stod på, var det vanskeligt at holde sammen på grund af politiske uenigheder for eksempel mellem Sergej Udaltsov og Aleksej Navalnyj. Blandt andet derfor er der heller ikke ved dette valg opstillet en fælles modkandidat til at udfordre Putin. Oppositionen kan groft set opdeles i liberale, venstreorienterede og aktivistiske. I alt stiller fem kandidatter fra den ikke-parlamentariske opposition op.
Den liberale opposition
Det største, organiserede politiske parti udenfor parlamentet er Ruslands femtestørste parti Jabloko, der har en social-liberal profil og er søsterparti med Det Radikale Venstre i Danmark. Partiets præsidentkandidat er partiets stifter og tidligere formand Grigorij Javlinskij. Som en reel oppositionskandidat har han fremlagt et program under overskriften ”Vejen til fremtiden”, der på områderne økonomi, udenrigspolitik og domstolene adskiller sig klart fra den nuværende regeringsmagts politik.
Javlinskij har især slået på, at den igangværende økonomiske stagnation i Rusland er en direkte følge af annekteringen af Krim, og han foreslår for eksempel, at økonomiske initiativer skal overgå fra staten til det private erhversliv, og at problemer i landbruget og fødevareforsyningen i Rusland kan løses ved at tildele femten millioner russiske familier hver tre hektar jord. I forhold til udenrigs- og sikkerhedspoltik er han en meget stærk kritiker af annekteringen af Krim, og han mener, at Krim er en del af Ukraine, at statspropagandaen mod Ukraine skal standes, og at de russiske tropper skal trækkes ud, ligesom tropperne også skal trækkes ud af Syrien. Han ønsker at normalisere forholdet til EU og USA. På det juridiske område ønsker han en adskillelse af den udøvende og dømmende magt, der sikrer domstolenes uafhængighed. Med andre ord er der tale om et politisk program, der klart går imod den traditionelle rusisske udenrigspolitiske linie og økonomiske politik, der traditionelt har indeholdt et betydeligt element af statsstyring.
En mere uventet kandidat er den russiske ombudsmand for forretningsanliggender, Boris Titov, der stiller op for det lille Vækstpartiet. Partiet blev i 2009 dannet ved en sammenslutning af de tre liberale partier SPS (Unionen af Højrekræfter), Borgerkræfterne og Ruslands Demokratiske Parti. I løbet af andet halvår 2017 gennemførte partiet et primærvalg med fire kandidater, men valgte efterfølgende at nominere Boris Titov som præsidentkandidat, selvom han ikke var en af kandidaterne i primærvalget, ifølge partiledelsen fordi ingen af de andre kandidater kunne samle tilstrækkelig støtte.
Titovs valgprogram bygger på det såkaldte Vækstprogram udarbejdet af P.A. Stolypin Instituttet for Økonomisk Vækst. Programmet består af fem punker hvoraf de to omhandler moderniseringer af private arbejdspladser og udviklingen af ny teknologi til gavn for industrien, mens et tredje punkt foreslår en protektonistisk udenrigshandelspolitik, samtidig med man for det fjerde samtidig vil arbejde for at gøre Rusland til nøgleomdrejningspunktet for en eurasisk samhandelsunion, mens det sidste punkt omhandler behovet for en kraftig forbedring af infrastrukturen. Programmet har været præsenteret for præsident Putin, og Titovs kampagnestrategi har været at rejse rundt i landet for at promovere Vækstprogrammet. Onde tunger har da også hævdet, at Titov kun er blevet opstillet, fordi Putin har ønsket sig en loyal modkandidat, der kan være med til at hæve stemmeprocenten ved at trække repræsentanter fra små og mellemstore private virksomheder til stemmeurnerne uden at udgøre en reel politisk trussel i valgkampen.
Den venstreorienterede opposition
Som tidligere nævnt afholdt Venstrefronten et elektronisk primærvalg, der skulle finde en fælles kandidat for den russiske venstrefløj. Frontens formand Udaltsov var en af hoveddrivkræfterne bag demonstrationerne i 2011-12 og blev utallige gange anholdt. De russiske myndigheder forsøgte på utrolig klodset vis at fabrikere en sag mod ham og to af hans tætteste medarbejdere, der gik ud på, at han sammen med georgiske politikere skulle have planlagt at gennemføre en voldelig revolution i Rusland. Men det fabrikerede materiale var af så ringe kvalitet, at sagen faldt til jorden, i stedet blev han i 2014 idømt fire et halvt års fængsel i en straffekoloni for at have været initiativtager til voldelige protestdemonstrationer i 2011 og 2012.
Udaltsov blev løsladt i august 2017 og gik straks igang med at genopbygge den i mellemtiden henslumrende Venstrefronten og altså søge at skabe grundlag for en fælles venstrefløjskandidat. I alt syvoghalvfjerds kandidater stillede op i primærvalget, men de blev i anden runde skåret ned til to. Vinderen af anden runde blev Grudinin, der, som vi allerede har set, endte med at stille op for KPRF. Nummer to blev hans modkandidat Maksim Surajkin, der i stedet endte med at blive opstillet af Ruslands Kommunister (ikke at forveksle med KPRF), der ikke er repræsenteret i det russiske parlament.
Surajkins valgprogram går ud på efter en eventuel valgsejr at gennemføre overgangen fra et kapitalistisk til et socialistisk samfundssystem og derpå udbrede det til de øvrige tidligere sovjetiske republikker. Med andre ord må hans program opfattes som en bestræbelse på at genoprette Sovjetunionen med dets socio-økonomiske og samfundsideologiske system.
Den nationalistiske opposition
Ligesom KPRF ikke har monopol på kommunismen i Rusland, har LDPR heller ikke monopol på den nationalistiske position. Det nationalkonservative parti Det Russiske Alfolkelige Partis formand Sergej Barburin offentliggjorde på et pressemøde i oktober 2017, at han også opstiller med et program, der indeholder mange af de samme punkter som andres kandidater omkring en øget levestandard, stærke ortodokse-kristne og etnisk russiske kulturelle og sproglige værdier, protektonistisk udenrigshandelspolitik og en stærkere geopolitisk position i et eurasisk rum, men også mere kontrol med migration og dannelsen af en ny regering med en blanding af politikere og eksperter indenfor deres fagområde.
Den aktivistiske opposition
For sociologer og andre, der har beskæftiget sig med russiske civilsamfundsorganisationer, har der ofte været en undervurdering af disse på grund af deres lave kvantitet og ofte ringe medlemstal. Men det er, som Samuel Greene har påpeget, at underkende russernes villighed til at indgå og deltage i uformelle netværk, hvis de føler sig for urimeligt behandlet.
Ksenija Sobtjak, der ganske vist formelt er blevet opstillet af Det Borgerlige Initiativ, et liberalt parti dannet af den tidligere økonomiminister Andej Netjaev, er den aktivistiske oppositions frontfigut. Sobtjak er på mange måder den anderledes kandidat. Hun er den yngste kandidat og den første kvindelige kandidat siden 2004. Samtidig er hun en kendt celebrety stjerne i Rusland, skuespiller, tv vært, blogger og journalist. Vigtigst er dog, at hun er datter af Sankt-Petersborgs første demokraitsk valgte borgmester Anatolij Sobtjak, der underviste Putin (og Medvedev) i jura på universitetet og siden satte gang i hans politiske karriere ved at ansætte ham i borgmesteradministrationen. Måske af den årsag har Sobtjak fra magthavernes side været set som lidt af en ønskemodstanderkandidat, da hun ligesom Titov kan være med til at øge valgdeltagelsen. Men her hører ligheden med Titov dog også op.
I forbindelse med protesterne i 2011-12 skiftede Sobtjak helt tydeligt til oppositionens side og har som tv-vært siden arbejdet for den oppositionelle kanal TV Dosjd. Også på andre måder adskiller hendes kampagne sig, især på grund af den aktive brug af internettet og de sociale medier – hun annoncerede sit kandidatur på You Tube. Hendes valgprogram bygger på sloganet ”Imod alle ovenstående”, der tidligere var en afkrydsningsmulighed på russiske stemmesedler. Hun fremhæver dekabristernes mod til at gå op mod Nikolaj I (et af Putins politiske forbilleder) i 1825 og går i sit program ind for store socio-økonomiske forandringer i form af markedsøkonomi, privatiseringer, ligeløn og ligeret til jobs for mænd og kvinder, ønsker om at fremme en russisk patriotisme, der ikke er, som det er tilfældet nu, hævder hun, er kunstigt skabt fra oven, kræver en folkeafstemning om Krims fremtid, der lever op til internationale standarder samt fjernelsen af Lenins balsamerede lig fra Den Røde Plads, hvilket gjorde hende stærkt upopulær hos Sjuganov.
Som vi har set af ovenstående, er den russiske opposition stærkt fragmenteret, og den er ikke stand til at samle sig om en modkandidat til Putin. Enkelte kandidater synes at have fået lov til at stille op for at øge valgdeltagelsen, men de to kandidater, der for alvor ville have kunnet udfordre den siddende præsident har ikke fået mulighed for at stille op. Den ene, Boris Nemtsov, fordi han blev myrdet. Den anden Aleksej Navalnyj, fordi hans kandidatur blev afvist af Den Centrale Valgkommission.
Putins største udfordrer – kandidaten, der ikke må stille op
Den person, der mere end nogen anden udfordrer Putin, er juristen, bloggeren og anti-korruptionsaktivisten Navalnyj, og det mest bemærkelsesværdige ved hans kandidatur er, at han ikke har fået mulighed for at stille op. Navalnyj har været en ledende organisatorisk og inspiratorisk kraft i folkelige massedemonstrationer siden 2011 både i og udenfor Moskva. Og de russiske magthavere frygter mere end noget andet to ting i forbindelse med det kommende præsidentvalg; en lav valgdeltagelse og en gentagelse af massedemontrationerne fra 2011-12.
Navalnyj bygger sin politiske platform på aktivistisk mobilisering mod korruption, som ifølge en række meningsmålinger og sociologiske undersøgelser er det element, der mere end noget andet udtrykkes utilfredshed med fra den russiske middelklasses side. Derfor orkestrerede de russiske myndigheder en sag mod Navalnyj, hvor han populært sagt blev dømt for at have stjålet en skov. Retssagen fandt sted i april 2013 i Kirov, og Navalnyj blev idømt fem års fængsel for korruption og underslæb i forbindelse med salget af tømmer fra en statsskov. Statsanklagerens kontor bad dog efterfølgende om at få dommen stillet i bero, fordi de mente, at strafudmålingen på grund af dens længde burde afprøves ved en højere retsindstans (statsadvokaturen havde oprindeligt krævet seks års fængsel).
Sagen var den, at der skulle være borgmestervalg i Moskva, og man ønskede fra statsmagtens side, at Navalnyj skulle have mulighed for at stille op og dermed være med til at øge valgdeltagelsen og derigennem også legitimiten af valget af Kremls kandidat, den siddende borgmester Sergej Sobjanin. Til alle stores overraskelse gennemførte Navalnyj en meget succesfuld kampagne, der sikrede ham 27 % af stemmerne i det officielle valgresultat. I 2016 dømte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Navalnij ikke havde fået en fair retssag, og på den baggrund afsagde den russiske højesteret dom om, at sagen mod Navalnyj skulle gå om ved domstolen i Kirov. I 2017 idømte retten i Kirov ham igen en femårig betinget dom, som han igen appellerede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han er i en række tilfælde blevet arresteret og tilbageholdt i 15-30 dage på grund af sin medvirken til at organisere protestdemontrationer. Med henvisning til dommen om underslæb og korruption afviste Den Centrale Valgkommission hans forsøg på at opstille til præsidentvalget.
Hvor stor en bekymring, Navalnyj udgør for de russiske myndigheder, kan ses af, at valgkommissionens formand Ella Pamfilova har udtalt, at Navalnyj heller ikke vil få lov at stille op ved det næste præsidentvalg, hvor præsident Putin i henhold til den russiske grundlov ikke kan genopstille, hvilket tyder på, at man frygter ham så meget, at man vil have arvefølgen på plads, før Navalnyj kan få mulighed for at udfordre den. Afvisningen afholdt ham dog ikke fra at gennemføre en lang række vælgermøder i rusisske byer, hvor han opfordrede sine vælgere til at boykotte valget, hvilket, som vi har set, har været en af magthavernes største bekymringer. Der er et meget stort element af politisk apati i den russiske befolkning, og stemmedeltagelsen forventes i forvejen at ville blive meget lav, hvilket kan medvirke til at underminere det billede af en stærk og folkelig populær præsident Putin, magthaverne ønsker at skabe.
Navalnyjs politiske platform har været noget ukendt. Oprindeligt har han været aktiv i liberale partier som Jabloko og Parnas, men han er i dag formand for Fremskridtspartiet (der ikke skal forveksles med det danske parti af samme navn). Udover et kritisk syn på centralasiatiske gæstearbejdere, hvor han ønsker at indføre et visasystem, indeholder hans politiske platform løfter om en lang række politiske reformer blandt andet omkring afbureaukratisering, bedre sundhedsvæsen, bedre uddannelsessystem, en skattereform, større gennemsigtighed i statslige virksomheder, øget økonomisk samarbejde med Vesteuropa, sikring af politimyndighedernes og domstolenes uafhængighed og tilbagerulning af loven om homoseksuel propaganda. Anti-korruptionskampagnen udgør stadig en hovedhjørnesten med løfter om retsforføgelse af alle statsansatte, der afsløres for korruption I forhold til udenrigspolitikken opfordrer han til en ny folkeafstemning på Krim samt russisk tilbagetrækning fra det østlige Ukraine og Syrien.
Konklusioner
I denne artikel har vi gennemgået de russiske oppositionskandidater til det kommende præsidentvalg. På den baggrund kan det måske virke lidt mærkeligt at konkludere, at ingen af dem vil have en reel chance mod den sidende præsident, der i alle meningsmålinger, udført af alle tre rusisske meningsmålingsinstitutter, inklusive det uafhængige Levada Center – står til at få omkring 62-70 % af stemmerne og dermed vinde valget i første valgrunde. Til sammenligning står Grudinin og Sjirnovskij til hver 10 %, mens de øvrige kandidater alle ligger på omkring 1-2 %.
Forklaringen skal findes i flere elementer. For det første er Putin i dele af befolkningen stadig en meget populær præsident, især fordi han faktisk har forbedret realinkomsten og levestandarden for store dele af den russiske befolkning siden årtusindeskiftet og han vil, uanset alle anklager om valgsvindel, opnå høje stemmetal især i provinsen. For det andet er de fleste af modkandidaterne ukendte udenfor de to storbyer Moskva og Sankt-Petersborg. For det det tredje har ingen af dem en politisk platform, der appelerer bredt til den russiske befolkning og kunne gøre dem til et realistisk alternativ til Putin. For eksempel er der i Rusland en stærk anti-liberalistisk stemning, da liberalismen og dens værdier forbindes med det socio-økonomiske kaos i 1990’erne. For det fjerde viser en del nylige meningsmålinger, at nok er der hos mange russere et ønske om forandring, men de er ikke i stand til at artikulere, hvad denne forandring skulle gå ud på. For det femte betyder den politiske oppositions høje grad af fragmentering, som det tydeligst fremstod på det nylige, tv-transmiterede debatmøde mellem præsidentkandidaterne (med undtagelse af Putin, der af princip ikke deltager i sådanne arrangementer), hvor kandidaterne smed gensidige beskyldninger, ukvemsord og indholdet af vandglas efter hinanden, og manglende evne eller vilje til at samarbejde om at opstille én fælles og realistisk modkandidat til den siddende præsident, at Putins hovedmodstander derfor bilver Navalnyj, selvom han er blevet forhindret i at stille op, netop fordi han søger at mobilisere den politiske apati i en kampagne for boykot af valget, og fra de russiske magthaveres side frygtes en lav valgdeltagelse netop på grund af dens negetive indvirkning på opfattelsen af Putins legitimitet.
Derfor er det mest interessante træk ved det russiske præsidentvalg i 2018 da også, hvor lav stemmedeltagelsen bliver, og hvad der kommer til at ske ved præsidentvalget i 2024.
Kim Frederichsen er Ph.d. i post-sovjetisk historie og samfundsforhold
