GRAVPLADS | Gerningsstedet for Srebrenica-massakren er i dag et mindested. At besøge det fortæller os på én gang så meget, men alligevel så lidt. Ét af de mange spørgsmål, der melder sig, er hvorfor der blandt tusindvis af muslimske gravsten står ét kors.
Bosnien-Hercegovina var den mest blandede af Jugoslaviens delrepublikker – et etnisk kludetæppe, er det ofte blevet kaldt. I 1991 kunne bosnierne ikke andet end at se til, da krigen brød ud i Kroatien. Mange frygtede, at Bosnien-Hercegovina også skulle blive forandret til en krigszone. Det skete i foråret 1992, da landet erklærede sig selvstændigt, og de bosniske serbere, bosniakkerne (de bosniske muslimer) og de bosniske kroater kom i krig. Etniske udrensninger var fra starten en del af krigstaktikken, og allerede i sommeren 1992 så verden målløse til, da der på TV passerede billeder i farver af afmagrede muslimske og kroatiske fanger i koncentrationslejre. Det gav mindelser om noget, vi havde set før og ikke troede, vi igen skulle se i Europa.
Folkedrab i den sikre zone
I foråret 1993 gik FN ind i Srebrenica og erklærede området for en såkaldt sikker zone. I tiden op til var i tusindvis af muslimer flygtet dertil fra andre dele af Bosnien. Hollandske FN-soldater fik ansvaret for at opretholde freden i Srebrenica, men de fik ingen forstærkninger, da den bosnisk-serbiske hær i sommeren 1995 indtog området, og de forholdt sig passive. Resultatet blev et folkedrab på over otte tusinde muslimske drenge og mænd – begået af den bosnisk-serbiske hær, den paramilitære enhed Škorpioni samt en enhed bestående af græske frivillige.
Besøger man Srebrenica i dag, kan man komme ind i nogle af de bygninger, de hollandske FN-soldater holdt til i. Deres efterladte tegninger og skriftstykker på væggene giver indtryk af en enhed, der på ingen måde var gearet til den virkelighed, den befandt sig i – og som ingen empati havde for de mennesker, den skulle beskytte.
Nøgne damer, tegneseriefigurer, våben og sex dominerer. På én væg er der en tegning af en kampvogn, hvor kanonen udgøres af et erigeret lem. På kampvognen står der “prasica” – so. På en anden væg er der på en flise skrevet “UN” med store bogstaver. Nedenunder står der med småt: “United Nothing”. På væggen til venstre ses den ikoniske sætning, der siden er blevet et symbol på FNs svigt i Bosnien: “NO TEETH…? A MUSTACHE…? SMEL LIKE SHIT…? BOSNIAN GIRL!”
Uendelige rækker af navne
Mindestedet i Srebrenica-Potočari består af flere dele. Bygningerne er én del. Begravelsespladserne en anden. En tredje del er mindesmærket med alle ofrenes navne på. Her er alle de bekræftede ofres navne indekseret alfabetisk ud fra efternavnet. Eneste tilføjelse er deres fødselsår.
Ét af navnene er Remzudin Hasib Hasanović – 1982. Han blev tretten år gammel. En anden er Meliha Ševko Efendić. Han blev otte år gammel. Børnenes navne på mindesmærket efterlader flere spørgsmål end svar, og vi får næppe nogensinde et svar på, hvorfor børn skulle myrdes.
Der er fortsat mange ofre for Srebrenica-massakren, hvis jordiske rester ikke er blevet fundet og identificeret. Hele tiden findes og identificeres knogler fra ofre, som efterfølgende kan blive officielt begravet. Det sker hvert år den 11. juli, hvor folkedrabet markeres.
En fast del af markeringen er genbegravelse af de nyidentificerede ofre for massakren. Højtideligheden er en mulighed for de efterladte til, sammen med andre pårørende, at kunne mindes deres kære. I 2017 blev identificerede knogler fra 71 mennesker genbegravet i Srebrenica-Potočari.
Rockkoncert
Srebrenica ligger i dag i Republika Srpska, og markeringen af folkedrabet puster til det anspændte forhold mellem serberne og muslimerne. Mange bosniske serbere anerkender stadig ikke, hvad der skete i Srebrenica, og hvis de gør, insisterer de på, at der ikke var tale om et folkedrab.
Under mit besøg i Srebrenica i august 2012, fortalte flere bosniske muslimer, der havde deltaget i den årlige genbegravelse, at serberne i Srebrenica havde afholdt rockkoncert på selvsamme dag. Situationen i Bosnien-Hercegovina, med en muslimsk-kroatisk del og en serbisk del, gør, at der ikke udvikles en fælles forståelse af fortiden.
Et skridt frem og to tilbage
Opblødningen mellem parterne er ofte ét skridt frem og to tilbage. I april 2015 besøgte den bosnisk-serbiske præsident Milorad Dodik Srebrenica-Potočari, lagde blomster på stedet og anerkendte at en forbrydelse havde fundet sted. Nogle måneder senere kaldte han Srebrenica-massakren for en løgn, da FN arbejdede på at få vedtaget en resolution, der ville anerkendte massakren som et folkedrab. I sommeren 2017 blev det indskærpet i Republika Srpska, at skolebørnene ikke skulle undervises i belejringen af Sarajevo og Srebrenica-massakren. De bosnisk-serbiske børn lærer ikke om de emner i skolen, og kommer derfor til at vokse op med et helt andet syn på fortiden end deres muslimske og kroatiske landsmænd.
Det ensomme kors
Med én undtagelse, er alle ofre for Srebrenica-massakren muslimer. Midt mellem de hvide marmorpæle med bosnisk-muslimske navne på, står der et lille trækors, som bærer navnet Rudolf Aleksander Hren (1960-1995).
Man bliver nysgerrig på hvilken historie, der ligger bag. Det er ét af de få spørgsmål, man stiller sig selv i Srebrenica, som man godt kan finde svar på. Rudolf Hren var bosnisk kroat, og boede i Srebrenica, hvor der ellers ikke boede mange kroater. Han arbejdede i sølvminerne omkring byen. Da den bosnisk-serbiske hær indtog området i sommeren 1995, endte han med at blive myrdet sammen med muslimerne i Srebrenica. I 2010 blev hans jordiske rester identificeret, og spørgsmålet om, hvor han skulle begraves meldte sig. Srebrenica-Potočari betragtes som en muslimsk begravelsesplads, og det mest naturlige havde nok været, at han var blevet flyttet til en katolsk kirkegård.
Hans mor Barbara traf beslutningen for ham: “Han døde med dem. Lad ham hvile med dem.”
Dette er den anden artikel i en serie om begravelsespladser på Balkan. Læs den første her.
Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet med modsætningsforholdet mellem serbere og kroater, krigen i Jugoslavien og skrev speciale om, hvordan gravminder på Vorupør Gamle Kirkegård kunne bruges til at formidle fortiden. Specialet blev i 2016 omskrevet og udgivet som bog med titlen ”Begravet i klitten.”
