BOGANMELDELSE | En ny Dostojevskij-udgivelse med mindre kendte tekster sætter fokus på humor, social indignation og politisk filosofi. Jon Reinhardt-Larsen anmelder.
Fjodor Dostojevskij, En fæl historie – og andre fortællinger, Bechs Forlag, 2018, 154 sider, 169,95 kr.
Danske elskere af Dostojevskij bliver i den grad forkælet for tiden. I efteråret udsendte Bechs Forlag en ny oversættelse af Dobbeltgængeren, som vi anmeldte her på Magasinet rØST, og nu kommer En fæl historie – og andre fortællinger. Foruden titelhistorien, der udgør to tredjedele af bogens omfang, består samlingen af tre korte fortællinger: “Bobók”, “En dreng til juletræsfest hos Kristus” og “Julefest og Bryllup”. Hvor de første tre er oversat af Trine Søndergaard, står Tine Roesen bag den sidste.
Fortællingerne spænder bredt i tid fra 1848 til 1876 og kan ses som nedslagspunkter i det omfattende forfatterskab, der indeholder andet og mere end de verdensberømte murstensromaner. I denne samling møder vi en til tider koncis og humoristisk Dostojevskij, stadig med psykologisk tæft, om end ikke nær så dybdegående og undersøgende som de mere omfattende værker.
En fæl historie
“En fæl historie” handler om Ivan Iljits Pralinskij, der er til selskab med to kollegaer. Disse tre højtstående embedsmænd diskuterer begrebet “humanisme”, der for Pralinksij “redder alt og løser alt”. Det er dermed et ideal, man bør stræbe efter overalt og særligt overfor sine underordnede. Da Pralinskij skal forlade selskabet, opdager han, at hans kusk og karet er borte. På sin spadseretur hjemad erfarer han, at en af hans underordnede, Pseldonmov, holder bryllupsfest. Han beslutter sig for at gøre visit og udnytte den kærkomne lejlighed til at omsætte sine filosofiske tanker til praksis. Som titlen imidlertid antyder, viser dette sig dog at være en yderst uheldig beslutning.
En fæl tid?
“En fæl historie” udkom i 1862 året efter ophævelsen af livegenskabet, en brydningstid i det russiske samfund. Fortællingen udkom i tidsskriftet Vremja (Tid eller Tiden), der blev udgivet af Fjodor og hans bror Mikhail. Tro mod sin titel beskæftigede Vremja sig først og fremmest med de aktuelle udviklinger i samfundet, og som omslaget på den nye udgivelse gør opmærksom på, skal man netop læse “En fæl historie” ind i den på dette tidspunkt verserende debat mellem slavofiler og zapadniki (europæisterne).
Striden mellem disse to grupperinger gik på, hvilken vej Rusland skulle udvikle sig. Hvor slavofilerne ønskede en udvikling uafhængig af vestlige idéer, anså zapadniki vestlig modernitet som det eneste middel til at trække Rusland ud af feudalismens hængedynd. Slavofilerne repræsenterede på mange måder en konservativ og åndelig strømning i modsætning til zapadnikis liberale og materielle livssyn. Selvom den unge Dostojevskij var engageret i progressive kredse, så var den sene Dostojevskij, efter hjemkomsten fra det politiske eksil i Sibirien i 1850’erne, udpræget konservativ og en stærk tilhænger af slavofilismen, hvilket i den grad skinner igennem i “En fæl historie”.
Dostojevskijs politiske projekt
For nogle er Dostojevskij måske kendt for sine polyfone romaner, hvor forfatteren slører sin egen holdning og lader karaktererne fremstå i overensstemmelse med deres egne anskuelser. “En fæl historie” er imidlertid alt andet end polyfon. Dostojevskij har her et ganske utilsløret ærinde med at udstille zapadniki som folk, der lader sig rive med af stemningen i kølvandet på ophævelsen af livegenskabet. Dette kan for Dostojevskij kun ende galt, og som den ene af Pralinskijs kollegaer udtrykker det, så kan denne eufori afføde stor rådvildhed.
Det er derfor på ingen måde tilfældigt, at Pralinskij som repræsentant for zapadniki er en yngre mand, der kun har haft sin nuværende rangtitel i fire måneder. Ligeledes er det ikke tilfældigt, at han handler under påvirkning af alkohol: “I øvrigt ændrer berusede folk hurtigt deres opfattelser”. Pralinskijs argumentation er usammenhængende, og han kan hverken forklare sig selv eller sine samtalepartnere, hvad det egentlig er, han mener med sin humanisme. Den konservative Dostojevskij viser dermed, at den vestlige indflydelse er noget nyt og fremmed for den russiske folkesjæl.
En fæl komik?
På bogens omslag kan man læse et citat af den danske Dostojevskijoversætter Ejnar Thomassen, hvor han kalder fortællingen “Humoristen Dostojevskijs mesterværk”. “En fæl historie” er da også først og fremmest en satire, hvor Dostojevskij udstiller, ja nærmest latterliggør, sine ideologiske modstandere. Dette greb anvendte han også senere i De besatte (1872), hvor han, ifølge litteraturprofessor Carl Stief, karikerede den vestligt orienterede forfatterkollega og konkurrent Ivan Turgenev i karakteren Karamazinov, der portrætteres som en opblæst forfatter i zapadniki-traditionen. Pralinskij (og for den sags skyld også Karamazinov) fremstår for læseren som en noget ynkelig og smålig person, der først for sent indser sine forvildelser.
Der er imidlertid mere i “En fæl historie” end blot det humoristiske. For selvom Pralinskijs tilstedeværelse ved et selskab, hvor han bringer alle i forlegenhed ved ikke at være inviteret, uden tvivl er komisk, så forekommer fortællingens essens ved nærmere eftersyn snarere at være tragisk: Pralinskijs opførsel viser sig at have store konsekvenser for såvel ham selv som for Pseldonimov. Fortællingen om en idealist, der indser, at hans filosofi ikke kan omsættes til praksis, er jo i bund grund tragisk. Selvom dette aspekt kun underbygger Dostojevskijs pointe yderligere, så er det et kærkomment greb, der giver en ellers overfladisk satire den dybde, der er en Dostojevskij værdig.
Fortællingernes indbyrdes forhold
De følgende tre fortællinger synes ikke umiddelbart at være beslægtet med “En fæl historie”. Alene deres begrænsede omfang medfører, at de politiske og sociale kommentarer snarere end at materialisere sig i karakterernes gøren og laden, synes at svæve hen over hovedet på dem. Der er dog enkelte ligheder fortællingerne imellem, hvad angår for eksempel genre og tematik. “En fæl historie” og “Bobók” (1873) er komiske, til tider absurde, hvorimod de to andre fortællinger er rene tragedier.
Selvom de to yderst korte fortællinger “En dreng til julefest hos Kristus” (1876) og “Julefest og bryllup” (1848) tilhører hver sin periode i Dostojevskijs forfatterskab, er de begge udtryk for forfatterens sociale indignation, der i begge tilfælde kommer til udtryk i et angreb på overklassens moral eller mangel på samme. Dette kan igen læses ind i debatten mellem slavofiler og zapadniki, mellem det gamle og det nye, mellem det åndelige og det materielle.
En anden Dostojevskij
Hvis man troede, at Dostojevskij blot var den store psykolog, får man i En fæl historie – og andre fortællinger et andet billede af forfatteren og hans kunst. Det er på ingen måde sådan, at de store romaner ikke indeholder humor, social indignation eller politiske idéer, men disse bliver præsenteret mere koncist og eksplicit i nærværende fortællinger.
Der er til dels tale om et koncentrat af Dostojevskij: På få sider får man essensen af nogle af de centrale idéer, der gennemsyrer hele forfatterskabet. Om det så vil være det rette sted for en ny læser at stifte bekendtskab med Dostojevskij, er straks mere tvivlsomt. Hertil forekommer de valgte tekster alligevel at mangle den dybde, man finder i de store romaner med deres komplekse karakterer. Men hvis man er bekendt med disse, er En fæl historie – og andre fortællinger bestemt en interessant udgivelse, der på det varmeste kan anbefales.
