POLITIK | Danmark er kommet i klemme i spørgsmålet om etableringen af gasledningen Nord Stream 2. Dansk accept af projektet vil medføre utilfredshed i Østeuropa, mens et nej vil skabe utilfredshed i såvel Moskva som blandt Danmarks ellers traditionelle samarbejdspartnere. Hvad kan Danmark overhovedet gøre, og hvilke konsekvenser vil beslutningen få?
Nord Stream 2 er et omfattende energiprojekt, som skal sikre pålidelig, overkommelig og bæredygtig gas til EU ved etablering af nye rørledninger fra Rusland til Tyskland. Rørledningerne skal følge den samme rute som ved Nord Stream 1, der blev færdiggjort i 2011/2012. Danmark har da fået en unik rolle, eftersom de nye rørledninger skal passere dansk territorialfarvand, hvilket nødvendiggør en dansk godkendelse af projektet. Endvidere har de nye rørledninger skabt europæisk dissonans, da uforenelige interesser overlapper.
Grundet en ophedet debat om Danmarks position i projektet har regeringen fremsat et lovforslag som introducerer hjemmel til også at kunne inddrage udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i vurderingen af konkrete ansøgninger om etablering af visse rørledningsanlæg på det danske søterritorium. Lovforslaget er blevet kritiseret, men det forventes at det vil blive vedtaget og træde i kraft i begyndelsen af 2018.
Nærværende artikel formoder, at forslaget vil blive vedtaget, hvilket betyder, at regeringen er nødsaget til at tage stilling til udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, når den endelige beslutning vedrørende ansøgningen fra Rusland skal tages. Omverdenen afventer (og forsøger at påvirke) de danske beslutningstagere. Hvad beslutningen end bliver, vil der være fordele og ulemper. Denne artikel forsøger at reflektere over disse. Hvad bør Danmark gøre?
Dansk (u)enighed?
Lovforslaget vidner om, at regeringen tager problemstillingen alvorligt og ønsker at kunne træffe en velbegrundet beslutning. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens skarpe kritik af Rusland i de seneste år er en indikation på regeringens holdning til Rusland – i hvert fald inden for det sikkerhedspolitiske område. Udenrigsministeriet står som den officielle beslutningstager, og Udenrigsminister Anders Samuelsen holder kortene tæt til kroppen og ønsker ikke at udtale sig om sagen, før lovforslaget er blevet endeligt vedtaget.
Oppositionen står samlet vedrørende problemstillingen og mener, at regeringen bør afvise ansøgningen på baggrund af de nuværende spændinger i forholdet til Rusland.
Den nuværende situation er følsom, og det danske forhold til Rusland har unægteligt ændret sig siden den tidligere regerings godkendelse af Nord Stream 1-projektet tilbage i 2009. Disse ændringer i forholdet er dog uden betydning ifølge Dansk Folkeparti, som vurderer rørledningerne som et udelukkende kommercielt projektmellem Rusland og Tyskland og derfor ikke ser nogen grund til danske forbehold.
Til at begynde med håbede den danske regering, at EU kunne frigøre Danmark fra den skræmmende position som beslutningstager i spillet blandt de større internationale spillere. Der hersker dog ingen international konsensus vedrørende holdningen til projektet – ej heller inden for EU’s egne grænser. Danmark må derfor selv tage ansvaret for den kommende beslutning.
Nationale interesser i front
Østeuropa og Baltikum er modstandere af projektet. De frygter en øget russisk indflydelse i EU og for den europæiske energisikkerhed og energiafhængighed. Disse bekymringer er reelle, men den kendsgerning, at rørledningerne desuden vil fratage nogle af landene deres nuværende gastransitindtægter, må tages med i betragtningen. De vesteuropæiske lande Frankrig, Østrig, Holland, Belgien, Storbritannien og med Tyskland i front er Europas økonomiske vindere og derfor største fortalere for projektet.
De vesteuropæiske landes positive røst er dog de mindst markante og profilerede i den internationale debat. Det skyldes formodentligt, at landene antager, at projektets realisering ikke er truet. Derfor vurderes det unødvendigt at fremlægge, hvad der kan tolkes som kyniske økonomiske udtalelser om, at cirka 40 procent billigere gas – og den medfølgende økonomiske gevinst – er vigtigere end andre landes sikkerheds- og magtpolitiske bekymringer.
EU-Kommissionen konkluderede i efteråret 2017, at der ikke fandtes et retsmæssigt grundlag for at overtage forhandlingerne om projektet på vegne af enkelte medlemslande. Kommissionen har dog fremsat et nyt initiativ, som skal sikre, at rørledninger, der krydser ind i EU, overholder eksisterende EU-regler om gennemsigtighed, tilgængelighed og effektivitet.
Amerikanerne er store modstandere af Nord Stream 2 og bekæmper projektet direkte med økonomiske sanktioner overfor Rusland og ved at uddele bøder til virksomheder, som investerer i projektet. Sanktionerne er en reaktion mod Ruslands kontinuerlige involvering i det østlige Ukraine, den ulovlige indlemmelse af Krim-halvøen og for at interferere i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Sanktionernes samtidighed med en amerikansk eksportkampagne for at facilitere Europas gasbehov er dog påfaldende, og man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved motivet bag introduktionen af økonomisk hæmmende greb på en eksportkonkurrent.
Ukraine står som den største økonomiske taber og vil miste omkring én milliard dollars om året i gastransitindtægter. Direktøren for Naftogaz (modtageren af de nævnte transitindtægter) Andrij Kobolyev mener, at Nord Stream 2 vil kvæle Ukraine økonomisk. Han udtaler, at Rusland ønsker at ødelægge Ukraine som stat, da der i så fald ikke vil være et land, hvortil Krim kan gives tilbage. Han er ikke alene om kritikken, og set i lyset af de senere års udvikling er det forståeligt, at Ukraine forestiller sig det værst tænkelige scenarie.
Rusland afviser al kritik og Ruslands premierminister Dmitrij Medvedev stadfæsterprojektets officielle slogan: Engageret, pålidelig og sikker. Ifølge ham er Nord Stream 2 et gensidigt fordelagtigt kommercielt projekt, som tilstræber at garantere Europas energiforsyning og -sikkerhed.
Selvom de forskellige opfattelser af projektet alle bør tages i betragtning, tegner der sig et tydeligt billede af, at de potentielle økonomiske tabere er modstandere af projektets gennemførsel, mens de økonomiske vinderne er for.
Yay eller nay?
Danmark skal tage en beslutning velvidende, at begge valg vil føre til utilfredshed både ude og hjemme. En alternativ rute er allerede planlagt, hvilket betyder, at Danmarks eventuelle afvisning af ansøgningen ikke vil stoppe projektet, men blot vanskeliggøre det, hvorfor Danmarks beslutning reelt set vil være en symbolpolitisk handling.
Beslutningens karakter kan fortolkes – og vil blive fortolket – som en officiel udmelding om Danmarks fremadrettede syn på de dansk-russiske relationer.
Det nuværende danske forhold til Rusland er karakteriseret af hård (militær) retorik, økonomiske sanktioner og den snarlige tilstedeværelse af danske tropper i Estland. Det kan virke modstridende at tillade et omfattende russisk energiprojekt, når den nuværende politiske situation i sin helhed tages i betragtning.
Især når spørgsmålet vedrørende Ukraine inkluderes i overvejelsen. De nuværende danske sanktioner mod Rusland slår fast, at Danmark støtter Ukraine og ikke Rusland i de to landes igangværende konflikt. Derudover har Danmark støttet Ukraine økonomisk, blandt andet igennem Danmarks Naboskabsprogram, og det vil man blive ved med at gøre (en forlængelse til 2021 er således blevet bekræftet i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi 2017-2018).
Vedtagelsen af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine er endnu et vigtigt signal om dansk støtte til Ukraine, og det virker derfor modstridende, hvis man giver tilladelse til et stort projekt, som tilgodeser Rusland på bekostning af Ukraine.
På den anden side kan det forekomme kontraproduktivt at bremse projektet, såfremt at konsekvenserne alene bliver en provokation af Rusland og muligvis også Tyskland samt andre af vores traditionelle allierede. Derudover er det væsentligt at påpege, at en provokation af Rusland potentielt kan skade andre danske interesser, især i Arktis.
Det er i dansk interesse at bibeholde den nuværende atmosfære af samarbejde og stabilitet i Arktis. Både Danmark og Rusland har gjort krav på Nordpolen, og det er vigtigt at sikre, at spørgsmålet bliver adresseret i henhold til international ret. Derfor er det måske uhensigtsmæssigt at provokere den anden konkurrerende aktør i Arktis uden en meget god grund.
Nord Stream 2 bevidner ligeledes om, at det er muligt at etablere positive kommercielle forbindelser, på trods af et ellers køligt politisk forhold. Den russiske økonomi står foran omfattende reformer, og det kan være en god forretning for Danmark at assistere i den proces. Samhandel kan ligeledes facilitere en normalisering af relationer i andre sfærer, som påpeget af den danske ambassadør til Rusland.
Den endelige beslutning
Alle involverede interessenter har først og fremmest øje for sig selv, og derfor bør Danmark have det samme. Hvad end regeringen vælger at gøre, kan beslutningen forsvares. Begge svar har merit og derfor afhænger det af, hvad Danmark ønsker at opnå.
Ønskes der en normalisering af forholdet til Rusland, herunder en prioritering af danske interesser i Arktis, så bør regeringen tillade ansøgningen. Ønskes der derimod at fortsætte en konsekvent signalpolitisk linje overfor Ruslands kontroversielle udenrigspolitik, bør ansøgningen afvises.
Regeringen har stadigvæk tid til at beslutte sig, da lovforslaget først skal færdigbehandles for efterfølgende at træde i kraft. Meget, som kan påvirke udfaldet, kan midlertidigt ske inden da. Den nuværende kaotiske politiske situation i Tyskland er et godt eksempel på noget, der potentielt kan have konsekvenser for Tysklands centrale rolle i Nord Stream 2.
Under alle omstændigheder gælder det, at indsatsen er høj, de langsigtede konsekvenser uvisse og at beslutningen kan påvirke det dansk-russiske forhold i mange år fremover.
Anders Bjørn Larsen er cand.mag i Østeuropastudier fra Aarhus Universitet.
Denne artikel er en omarbejdet udgave af ”Nord Stream 2 – the Danish Affair”, som blev bragt af YATA Denmark Research Project fredag 24. november 2017.
