DEBAT | Østeuropæiske tolke efterlyser landsdækkende tolkeregistre for kommuner og sundhedsvæsenet. Hvis man gør som politiet samt garanterer en ordentlig løn, kan man sikre østeuropæere den nødvendige assistance, når de møder det offentlige. Santa Vizule skriver om at være tolk i Danmark.
Den 25. oktober 2017 offentliggjorde Magasinet rØST artiklen “Myten om østkriminelles femstjernede fængselsophold” om forholdene for litauiske indsatte i de danske arresthuse. Den er skrevet af Ida Harboe Knudsen, og jeg læste artiklen med stor interesse. Dels fordi jeg i flere år har arbejdet i de danske arresthuse som lettisk tolk, og dels fordi forfatteren fokuserer på de indsattes sprogbarriere. I den forbindelse mener Ida Harboe Knudsen, at arresthuspersonalet bør have adgang til tolkebistand “på lige fod med politiet”.
Selv kom jeg til at tænke på alle de østeuropæiske håndværkere, rengøringsassistenter, fabriks- og landbrugsmedarbejdere, der betaler skat i Danmark, og som i dag har svært ved at få en tolk, når de skal tale med kommunen eller lægen.
Det skyldes det faktum, at i modsætning til politiet har kommunerne og regionerne ikke et centralt, landsdækkende tolkeregister. Oven i købet må de kun kontakte det tolkebureau, der har vundet et udbud. Disse billige tolkebureauer tilbagebetaler ikke engang tolkenes transportudgifter og betaler i mange tilfælde en urimeligt lav løn.
Et eksempel på et tilbud, en af mine serbisk-dansktolkende kolleger måtte takke nej til, var halvanden times tolkning for tre hundrede kroner i alt – med halvanden times transport frem og tilbage. Jeg har talt med mange østeuropæiske tolke, der ligesom jeg har bemærket, at forholdene i branchen er forværret i de seneste år.Mange forlader branchen, og det bliver sværere at få fat i gode tolke.
Denne artikel er et opråb. Jeg vil have en forklaring på, hvorfor dagplejere, skolelærere og andre kommunalt ansatte skal have svært ved at finde østeuropæiske tolke, og hvorfor lovlydige østeuropæiske skattebetalere ikke kan modtage samme service som anklagede østkriminelle.
Politiets flittige tolkemyrer
Hvis jeg skulle beskrive politiets tolke med ét ord, ville jeg sammenligne os med myrer. Vi dukker lige pludseligt op på landets politistationer og domhuse, enten som enkeltindivider eller i flok. Når vi har udført vores opgave, forsvinder vi hurtigt igen. Selvom jeg og mange andre tolke gør alt for at gå i ét med tapetet, har jeg lagt mærke til, at vi en gang imellem skaber irritation. Ligesom myrerne i et hus.
Et eksempel på dette er de situationer, hvor dommeren minder anklageren om, at vedkommende skal holde pauser. Ellers kan tolken ikke nå at oversætte det sagte. Til mit forsvar kan jeg oplyse, at når jeg møder den tiltalte for første gang, ved jeg intet om sagen. Den bliver afdækket skridt for skridt ved hjælp af forskellige spørgsmål, som anklageren, dommeren og forsvarsadvokaten stiller til den tiltalte.
Det første spørgsmål fra anklageren er som regel det sværeste for tolken, fordi det indeholder mange informationer. For ikke at irritere anklageren og dommeren mere end højst nødvendigt har jeg altid et stykke papir og kuglepen med. Så kan jeg hurtigt notere for eksempel dato, klokkeslæt, gadenavn, husnummer, farve, bilmærke, nummerplade og andre faktuelle oplysninger, som anklagerne i Danmark har tendens til at samle i ét spørgsmål.
Denne og andre tolketeknikker har jeg lært på et kursusforløb for tolkene, som politiet havde organiseret. I det hele taget er jeg meget taknemmelig for den introduktion og vejledning, som politiet gav mig i forbindelse med min optagelse på politiets tolkeliste. På grund af denne opmærksomhed og grundighed fra både tolkene og politiets side i ansættelsen og oplæring af tolkene, har politiet et skarpt korps af flittige tolkemyrer, de nemt kan få fat i, og som konsistent leverer gode oversættelser.
Jeg har udført mange forskellige opgaver for politiet. Man kan sige, at jeg har været hele vejen rundt i systemet – lige fra afhøringer til oversættelsen af den tiltaltes anklageskrift, mødet med forsvarsadvokaten og selve retssagen. Dog med den bemærkning, at jeg aldrig har været tilknyttet en sag fra start til slut. Jeg tror, det skyldes en form for kvalitetssikring fra politiets side. Hvis jeg oversætter et anklageskrift, bliver jeg ikke spurgt, om jeg vil tolke retssagen. Omvendt, når jeg træder ind i en retssal, kan jeg se, at en anden person har oversat anklageskriftet og de dokumenter, som har været relevante for efterforskningen.
Kommunernes mangel
Rigspolitiet kan mobilisere tolkene lynhurtigt, fordi det har lavet en liste over alle de tolke, der er blevet sprogtestet og godkendt af politiet. Set fra mit synspunkt fungerer systemet upåklageligt. Derfor er jeg og mange andre tolke uforstående over for den kendsgerning, at kommunerne og sundhedsvæsenet ikke har lignende landsdækkende tolkelister.
Aarhus Kommune skriver på sin hjemmeside, at den har otte fastansatte og mere end 60 freelance tolke. Jeg ved ikke, om nabokommunerne har adgang til denne liste over tolkene, men faktum er, at de kommunalt ansatte, som jeg har talt med, og som arbejder i mindre jyske kommuner, har sagt til mig, at de har svært ved at finde østeuropæiske tolke, fordi der ikke er frit tolkevalg.
De kommunalt ansatte må nemlig kun kontakte det tolkebureau, der har vundet udbuddet. Problemet er, at disse billige tolkebureauer ikke refunderer transportudgifter, for slet ikke at tale om en godtgørelse for transporttid.
I praksis betyder det, at mange tolke mister penge ved at tage en opgave. Jeg bor i Aarhus og siger nej til henvendelserne fra Herning, fordi prisen på tog- og busbilletter overstiger mit tolkehonorar.
Derfor opfordrer jeg landets kommuner og sundhedsvæsenet til at følge Rigspolitiets eksempel og lave et landsdækkende tolkeregister. Gennem forskellige tests og kurser kunne man højne uddannelsesniveauet hos tolkene og måske sågar spare pengene, fordi der ikke ville være nogle mellemmænd.
Grunden til, at jeg er så optaget af dette problem, er, at stort set alle de personer fra Letland er i samme situation, når jeg møder dem i forbindelse med deres lægebesøg eller en samtale med en kommunal medarbejder. De har arbejdet så meget under hele deres ophold i Danmark, at de ikke haft tid og mulighed for at lære sproget.
I det daglige klarer de sig fint med engelsk og ”cafédansk”, men når de skal tage stilling til en alvorlig situation på foreksempel hospitalet, så er det nødvendigt, at de kan forstå alt, hvad der bliver sagt. Når jeg indimellem har taget opgaver, hvor jeg ved, at jeg vil tjene mindre end ti kroner om dagen, fordi mine transportudgifter ikke vil blive refunderet, er det fordi, folk bliver nærmest grædefærdige af glæde ved synet af mig – en lettisk tolk. Det er rørende at opleve folks taknemmelighed, men jeg skal jo også spise og betale min husleje.
Tolkebranchen må ændres
Den praksis, der i dag hersker i tolkebranchen, er uholdbar og må ændres. Politiet har gjort et stort stykke arbejde for at uddanne tolkene, men ansatte hos landets kommuner og sundhedsvæsen går glip af disse kompetencer, fordi de ikke har frit tolkevalg.
Det er frustrerende både for tolkene, landets kommunalt ansatte, sundhedspersonalet og for de personer, der har brug for tolkebistand.
Derfor anbefaler jeg, at kommunerne og sundhedsvæsenet selv etablerer landsdækkende tolkelister, som alle offentligt ansatte kan tilgå.
De østeuropæiske tolke kunne få det honorar, der anbefales af Justitsministeriet, og de ansatte hos kommunerne og sundhedsvæsenet kunne få adgang til kvalificerede tolke.
Santa Vizule er dansk-lettisk tolk. De sidste otte år har hun arbejdet for politiet og flere forskellige tolkebureauer. Hun er uddannet cand.mag. i Etnografi og Socialantropologi fra Aarhus Universitet. Derudover har hun en bachelorgrad i tysk og kunsthistorie fra Letlands Kulturakademi i Riga.
