ANALYSE | I går, onsdag den 29. november, fastholdt den internationale krigsforbrydertribunal for Jugoslavien i Haag dommen over seks kroater for forbrydelser i Bosnien i 1990’erne. Herunder Slobodan Prljak, som på dramatisk vis afviste dommen og begik selvmord i retssalen. Efterfølgende standsede parlamentet dagens arbejde i protest. Helga Molbæk-Steensig analyserer.
Det har været et par begivenhedsrige uger i Haag ved det internationale krigsforbrydertribunal for Jugoslavien. Onsdag den 22. november faldt dommen endelig over den serbiske general Ratko Mladić for forbrydelserne i Srebrenica, og onsdag den 29. november tabte Slobodan Prljak og fem andre deres appelsag.
Prljak var sammen med de andre dømte, Jadranko Prlić, Bruno Stojić, Milivoje Petković, Valentin Corić og Berislav Pusić, en del af ledelsen for Herzeg-Bosna, en kroatisk statsdannelse under krigen i det, der i dag er Bosnien-Hercegovina. De blev dømt for forbrydelser imod menneskeheden, overtrædelse af Genevekonventionerne og krigens regler, samt en kriminel sammensværgelse imod bosniakkerne i de besatte områder. Det er desuden den gruppe, der er ansvarlig for forbrydelserne i Mostar og sprængningen af den ikoniske 1500tals bro, Stari Most.
Sokratisk selvmord
Dommen, der faldt i går, onsdag, var en afvisning af de seks dømtes appel efter den oprindelige dom, som blev afsagt i 2013. Domstolen nåede dog ikke at læse dommen op, før den tidligere leder for det kroatiske forsvarsråd (HVO) og bestyrer af koncentrationslejren Dretelj rejste sig, råbte ’Slobodan Prljak er ikke en krigsforbryder, jeg afviser jeres dom!’ og drak en væske fra en glasflaske som han udtalte var ’gift’. Det er endnu uklart, præcis hvad flasken indeholdt. Han døde senere på dagen på hospitalet, og retssalen er nu karakteriseret som et gerningssted under aktiv efterforskning.
Selvmordet har medført to ting. Dels at appeldommen, hvis relevans hurtigt kunne have druknet i nyheden om dommen over den bosnisk-serbiske general Ratko Mladić, er blevet forsidestof. Dels at domstolen i Haag igen kritiseres for ikke at være i stand til at holde sine anklagede i live til deres retssagers afslutning. Den tidligere serbiske præsident Slobodan Milošević modtog således heller aldrig nogen dom, fordi han i marts 2006 blev fundet død i sin celle før retssagen imod ham havde kørt færdig.
Det er problematisk, at sikkerheden i Haag ikke er bedre, for Prljaks selvmord har givet kroatiske etnonationalistiske politikere legitimitet til at kritisere domstolen og afvise dommen som moralsk ubærlig og som grunden til Prljaks selvmord.
Etnonationalistisk forsvar for krigsforbrydere
Efter nyheden om det dramatiske selvmord, valgte det kroatiske parlament at afslutte dagens session tidligt, og den kroatiske premierminister Andrej Plenković udtrykte sorg over Prljaks død og harme over dommen, ”Jeg kondolerer Prljaks familie. Hans handlinger, som resulterede i hans død, vidner om det dybt moralsk uretfærdige i dommen over de seks. Jeg er meget utilfreds med dagens dom”, udtalte premierministeren.
Plenković’ udtalelser blev spejlet i Bosnien-Hercegovina, hvor den bosnisk-kroatiske repræsentant i præsidentskabet, Dragan Čović, sagde, at „dommen er en forbrydelse imod alle de beærede medlemmer af HVO og endda imod alle kroater i Bosnien-Hercegovina. Slobodan Prljak ofrede sig for at bevise sin uskyld.“
En af de eneste kroatiske politikere, der har udtalt sig i opposition til Plenković og Čović, er Vesna Pusić. Hun er parlamentsmedlem og tidligere udenrigsminister under centrum-venstre regeringen under premierministeren Milanović fra 2011 til 2016. Pusić udtalte i går, at ”disse domme har ikke fordømt det kroatiske folk, men derimod de individer, der udførte disse gerninger, og som nu sidder i Haag.”
Individuelle domme for kollektive forbrydelser
Kampen imellem Plenković’ fløj og Pusić’ fløj er på sin vis almindelig partipolitik i Kroatien. Højrefløjen under Plenković bruger sagen til at aktivere den etnonationalistiske base, der har givet ham magten. Det samme er tilfældet i Bosnien-Hercegovina, hvor den etniske opdeling af partipolitikken fordrer etnonationalistiske diskurser som den, Čović fører. I modsætning hertil står Pusić fra centrum-venstre koalitionen, som havde magten frem til 2016 og som har et stærkt europæisk fokus. Hendes base er progressive kroater, typisk yngre end højrefløjsvælgerne, og mange af dem med studieophold bag sig både i de andre balkanlande og i resten af Europa.
Der er dog også tale om en kamp imellem det individuelle og det kollektive fokus på skyldsspørgsmålet. Når domstole som den internationale krigsforbrydertribunal i Haag findes, er det fordi individualiseringen af skyld efter krigsforbrydelser er en metode til sikring af fred og forsoning efter voldelig konflikt.
Individuelle retssager mod krigsforbrydere er en del af arven fra de to verdenskrige. Behandlingen af Tyskland efter første verdenskrig var kollektiv og lagde straffen på hele det tyske folk. Efter anden verdenskrig ansås denne tilgang som en væsentlig præmis for, at anden verdenskrig havde kunnet finde sted. For, at det tyske folk kunne mobiliseres til sådanne forbrydelser. Derfor var Nürnberg- og Tokyoprocesserne efter anden verdenskrig baseret på at fastslå individuel skyld. De politiske og militære ledere, der var initiativtagerne til aggressionen og forbrydelserne imod menneskeheden, skulle stilles til ansvar som individer, således at det tyske folk kunne skabe en ny fortælling om sig selv og fokusere på at sikre ikke-gentagelse.
Individualiseringen af skyld for forbrydelser som folkemord, fordrivelse, etnisk baseret diskrimination og vold er dog heller ikke en løsning uden kompromisser og problematikker. Professor Ruti Teitel, som fortsat er en af de største indenfor international strafferets forsoningspotentiale, skrev allerede i 1999 om det svære ved at lede efter individuelle motiver for denne slags forbrydelser. Der er nemlig tale om kollektive forbrydelser. Den enkelte krigsforbryder slår ikke den enkelte repræsentant for den forfulgte befolkningsgruppe ihjel på grund af individuelle motiver. Tværtimod. Ofte kender han slet ikke ofret. Han dræber vedkommende på grund af personens gruppetilhørsforhold. Derfor kan individualiseringen af forbryderen heller ikke medføre ophævelsen af den kollektive skyld og igangsætte arbejdet med forsoning, før den kollektive indoktrinering og politiske fortælling er blevet adresseret.
Den kollektive fortælling om den kroatiske stats ret til at udvide til 1939-grænserne i Bosnien-Hercegovina igennem statsdannelsen Herzeg-Bosna er ikke blevet adresseret på den kroatiske højrefløj. I mange kroatiske skolebøger omtales serbernes angreb på Kroatien i Vukovar i stor detaljerigdom, imens krigshandlingerne udført af kroater i Bosnien-Hercegovina og angrebet på Mostar helt udelades eller omtales som ’kaos efter serbernes aggression’.
Sagen i Den Haag i denne uge viser dermed med al tydelighed, at dommene ved det internationale krigsforbrydertribunal for Jugoslavien er centrale for at opnå forsoning, men de er ikke nok. De kollektive fortællinger om krigen og den etniske dem/os-opdeling skal adresseres, før forsoningen kan indtræffe og opdelingen kan tegnes mellem forbrydere og uskyldige i stedet for mellem befolkningsgrupper.
Der er adskillige tværnationale NGO’er på Vestbalkan, der arbejder for netop dette. Herunder krigsbarndomsmuseet i Sarajevo, de mange foreninger, der identificerer ligene i de massegrave, der til stadighed dukker op, og den humanitære fond i Beograd, som arbejder for en tværnational sandhedskommission. Disse stemmer, som arbejder for freden har det dog med at drukne i de etnonationalistiske fortællinger, som populistiske politikere klamrer sig til.
Helga Molbæk-Steensig er Balkanredaktør på Magasinet rØST, forsker i fred og forsoning, underviser i menneskerettigheder og laver folkeoplysning om EU.
