KONFLIKTLØSNING | Næste år får Georgien sit eget fredsmuseum i Tbilisi, hvor personlige vidnesbyrd skal bygge broer på tværs af landets betændte konflikter. Kræfterne bag projektet tror på, at man ved at lægge dyster historie bag sig kan skabe den nødvendige forandring.
Geopolitiske og etniske spændinger har sat – og sætter – sine aftryk i Kaukasus. I Georgien er konflikter en del af hverdagsbilledet: Udbryderregionerne Abkhasien og Sydossetien, som udgør over en sjettedel af landet, er kontrolleret af russiskstøttede de facto-regeringer. EU’s monitoreringsmission (EUMM) er permanent til stede ved de administrative grænser, og godt 230.000 indbyggere lever stadig som internt fordrevne efter krigene i 1992 og 2008.
Georgien er således udfordret på flere planer. Både som en lille, men central, brik i internationale magtspil, med interne konflikter og med strukturelle problemer. Men hvor nogle kun ser problemer, er der andre, der fokuserer på løsninger. Den lille forening Civil Forum arbejder for at nuancere folks holdninger til hinanden på tværs af konflikter og fjendskab.
At udstille en konflikt
Guranda Bursulaia er ansat som projektmedarbejder i Civil Forum nogle timer om ugen. Når de lønnede timer ikke rækker, bruger hun sin fritid på at styrke det georgiske civilsamfund. Denne gang gennem kunst og installationer.
“Jeg fik idéen til museet for et halvt års tid siden. Efter at have besøgt forskellige fredsmuseer i blandt andet Sydkorea, Frankrig og Italien tænkte jeg: Hvorfor har vi ikke sådan et i Georgien?” spørger hun retorisk.
“Når man besøger såkaldte fredsudstillinger, der skal repræsentere et post-konfliktscenarie, er det ofte vold og smertefulde minder, der bliver fremhævet,” siger Guranda. Hun refererer blandt andet til Nationalmuseet i Tbilisis udstilling om den sovjetiske undertrykkelse, hvor massakrer, tortur og henrettelsessteder er stærkt repræsenteret.
“Tag en almindelig udstilling om en konflikt og kig på, hvor meget had og frustration, den fremprovokerer. Ofte ser man for eksempel billeder fra før og efter en krig. En sådan fremstilling fremmer ikke forsoning, men leder kun til mere had mellem konfliktens parter. Hvis vi vender billedet om og i stedet for at fokusere på, at ’vold er skidt’, men hellere at ’fred er godt’, ville vi måske få et andet forhold til de svære konflikter,” forklarer hun.
Guranda Bursulaias eget liv er også formet af konflikterne i Georgien. I 1992, da hun var ét år gammel, flygtede hendes familie fra Sukhumi i Abkhasien til Rusland, hvor de boede, indtil de mere end ti år senere valgte at flytte til Tbilisi.
“Civilsamfundet og de mellemmenneskelige relationer er et vigtigt aspekt af konflikterne i Georgien. Tidligere omtalte man for eksempel internt fordrevne meget nedladende, men nu omtaler man dem mere neutralt. Diskursen er således blevet lidt mindre negativt ladet og knapt så stigmatiserende for dem, der befinder sig i disse samfundsgrupper,” fortæller hun.
Det personlige som virkemiddel
Det er netop de sociale relationer, der har inspireret Guranda til at gå i gang med dette kulturelle projekt. I Tbilisis kommende fredsmuseum er der således fokus på de personlige beretninger og vidnesbyrd frem for politiske og kulturelle konflikter.
“Vores mål er at indsamle personlige oplevelser fra alle sider af konflikterne. Museet skal ikke være politisk, og det er afgørende, at hverken abkhasere, ossetiere, georgiere eller russere føler sig stødt, når de besøger museet. Vi vil vise, at krig ikke har noget ansigt. Vi vil vise almindelige menneskers historier og de gode eksempler på medmenneskelighed, empati og lysten til at hjælpe hinanden på tværs af politiske konflikter,” siger Guranda.
Samtidig har hun et ønske om, at politiske symboler som flag og kort med markerede grænser holdes bort, da de har en ekskluderende effekt.
Gurandas håb er at skabe et sted, hvor man kan komme og gennem personlige oplevelser reflektere over, hvad fred er og hvad det indebærer i hverdagen. Museet skal være et sted, hvor man får mulighed for at sætte sig i andres sted – uden at stå overfor en løftet pegefinger.
Fredsmuseet skal have installationer og vidnesbyrd fra krigs- og fredstid, personlige symboler på fred samt træer behængt med budskaber skrevet af personer fra landets forskellige regioner.
“I Japan så jeg et træ, der havde overlevet bombardementerne under anden verdenskrig og stadig gav frugter. Vi skal også have hentet træer, der vokser videre, fra både Sydossetien og Abkhasien her til Tbilisi,” forklarer Guranda.
Herudover skal museet fungere som læringssted for skoler, gymnasier og universiteter, og man skal kunne komme som en gruppe og deltage i aktiviteter og øvelser, som netop faciliterer refleksion og fremmer det overordnede budskab om forsoning.
Man skal gribe dagen
Med et overordnet altruistisk formål bag museet ser Guranda ikke økonomien som andet end en praktisk udfordring, der skal klares.
“Vi gør os ikke noget håb om at skulle tjene penge på det her. Skulle vi få et overskud, vil vi kunne udvide museet og fastansætte folk, hvilket selvfølgelig ville være fantastisk, men det er ikke et mål i sig selv. Vores store udfordring nu er at få skaffet tilstrækkelig støtte til at finansiere selve udstillingen. Vi kan på nuværende tidspunkt kun fundraise små beløb ad gangen fra ambassader og foreninger,” forklarer Guranda.
Civil Forum har fået stillet lokaler til rådighed i en bygning på Javakhishvili Tbilisi Statsuniversitet. Selv om hovedmålgruppen er børn og unge, vil museet også være tilgængeligt for turister og andre besøgende. Men der skal ikke laves promovering for at trække kommercielle interesser eller tilfældige forbipasserende til.
Når hun ikke bruger sin fritid på at etablere et museum, er Guranda Bursulaia i gang med en ph.d. i antropologi. I den kortlægger hun, hvordan folkeskolens historiebøger er med til at fostre den kollektive hukommelse om fjende- og offerroller i selve Georgien og de facto-staten Abkhasien.
“Man kan mærke, at situationen er ved at ændre sig. Problemet er bare, at mange georgiere er så nostalgiske. Når de ikke er tilfredse med hvad der sker i dag, refererer de til en fortidig guldalder – ofte helt tilbage til 1100-tallet.
Jeg tror, der er behov for at fokusere mindre på fortiden. Vi skal heller ikke fortabe os i en diffus fremtid. Det afgørende er, hvad vi kan gøre i dag for at skabe et fredeligere samfund. Vi ønsker at vise, hvordan en konstruktiv indstilling kan være en del af hverdagen og bidrage til forme det samfund, vi lever i, til noget bedre.”
Hvis alt går efter planen, åbner fredsmuseet i Tbilisi i løbet af februar 2018.
