HISTORIE | På trods af stor vestlig interesse for markeringen af 100-året for Den Russiske Revolution i 1917 er der i dagens Rusland ingen officiel markering af begivenheden. Jon Reinhardt-Larsen giver her et bud på hvorfor.
En hurtig søgning på ”Russian Revolution” på Amazon.com fremkalder i omegnen af tyve nye engelsksprogede værker, der er udkommet i anledningen af 100-året for bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. Man får det indtryk, at der nærmest er tale om en hel ”revolutionsindustri”, hvori alle historikere, der har arbejdet med emnet, absolut må byde ind. Men det vidner samtidig også om, at der må være en betragtelig efterspørgsel efter den begivenhed, vi i Vesten kalder ”Den Russiske Revolution”.
I Rusland er sagen imidlertid en anden. Her har man valgt fra officiel side ikke at markere hverken Februarrevolutionen, hvor tsaren blev afsat til fordel for en provisorisk regering, eller Oktoberrevolutionen, hvor Lenin og bolsjevikkerne overtog magten. De store omvæltninger i 1917 synes simpelthen ikke at tjene et brugbart formål i det officielle Ruslands optik.
Revolution måske, men ikke ”russisk”
Den marxistiske historieskrivning i såvel Sovjetunionen som udenfor har set revolutionerne i 1917 som historiens naturlige og uundgåelige udvikling, hvor proletariatet frigjorde sig fra kapitalismens lænker og overtog retten til produktionsmidlerne. I denne fortælling er den socialistiske revolution i Rusland en naturlig arvtager til og efterfølger af den borgerlige revolution i Frankrig 1789-93.
Der er imidlertid den store forskel, at hvor Den Franske Revolution skabte den franskenation, afskaffede revolutionerne i Rusland Det Russiske Imperium og erstattede det med en i teorien nationsløs og international statsdannelse: Sovjetunionen. Det er det, den danske historiker Bent Jensen ligger til grund for at kalde sit bidrag til revolutionsindustrien for Ruslands undergang. Han ser i det hele taget den sovjetiske epoke som en parentes i Ruslands historie, hvor bolsjevikkerne ”påtvang” landet et ikke-russisk system.
Som russisk nationalist og stabilitetens mand er det selvsagt meget svært for Putin at omsætte revolutionerne i 1917 til noget fordelagtigt rent symbolpolitisk. En markering af begivenhederne i 1917 kan potentielt medføre splittelse snarere end samling i den russiske befolkning. Februarrevolutionen afsatte jo den ortodokse tsar, hvis mandat var givet af Gud selv. En markering af dette vil kun være vand på møllen for dem, der ønsker at afsætte den nuværende tsar-lignende leder. Oktoberrevolutionen er næsten endnu værre, da den jo medførte et fundamentalt opgør med russisk nationalitet, kultur og ikke mindst kirken. Derfor anvendte Putin da også betegnelsen ”Revolutionen i Rusland” og ikke ”Den Russiske Revolution” i en officiel udtalelse fra december 2016.
Stabilitet som narrativ
George Orwell har skrevet, at ”den, som er herre over fortiden, er herre over nutiden, og den, der er herre over nutiden, er herre over fremtiden”. Dette har alle dage været udgangspunktet for den politiske anvendelse af historien – og det ikke mindst, når talen falder på nutidens Rusland.
I kølvandet på Sovjetunionens opløsning fulgte en svær omstilling fra plan- til markedsøkonomi i 1990’ernes Rusland, men den økonomiske situation havde imidlertid stabiliseret sig noget, da Vladimir Putin overtog magten fra Boris Jeltsin. I sine bestræbelser på at sikre såvel sin egen magtpositions som Ruslands rolle i det internationale system italesatte Putin sig selv som en stabilitetens mand kontra det kaos, der herskede under Jeltsin. Til at underbygge denne fortælling blev historieskrivningen flittigt anvendt.
Selvom Putin byggede sin fortælling op om russisk nationalisme og den ortodokse kristne tro, var den sovjetiske epoke ikke fuldstændig ubrugelig for ham. Men hvor det i sovjettiden var Lenin og Røde Oktober (magtovertagelsen i Oktoberrevolutionen), der udgjorde kernen i den bolsjevistiske stats grundlæggelsesmyte, så er denne nu gledet i baggrunden. I dagens Rusland er det Stalin og sejren over nazismen i Anden Verdenskrig, der udgør det samlende element.
Selvom Stalin anvendte overlagt hungersnød og terror mod civilbefolkningen i sine bestræbelser på at sikre sin egen magtposition, huskes han i dag af mange russeresom en fædrelandsfigur, der gjorde Rusland til en supermagt. Stalin opfattes med andre ord som et symbol på stabilitet og patriotisme i stil med Putin, hvorimod Lenins revolutionskaos og internationalisme snarere ligner 1990’ernes Rusland under Jeltsin.
Opfordring til forsoning
I stedet for at fejre begivenhederne fra 1917 har man fra officielt hold opfordret til forsoning. Som det udlægges af vicekulturminister Aleksander Zhuravskij, skal man, frem for at fokusere på de ”røde” og de ”hvide” som enten gode eller onde kræfter, snarere forsøge at forstå, at der var tale om en yderst kompleks situation, hvor det enkelte menneskes valg ikke var så let og ligetil, som man gerne vil tro.
Zhuravskijs overordnede, kulturminister Vladimir Medniskij, har endda foreslået, at man bør opføre et moment for forsoning, som – af alle steder – skal placeres på det omdiskuterede Krim, som Rusland annekterede fra Ukraine i 2014. Valget af Krim begrundes med, at det jo var her, hvor den borgerkrig, der fulgte revolutionen, blev afsluttet.
”Jeg vil gerne have, at dette monument bliver et symbol, der endelig kan bringe Rusland og Ukraine sammen. Jeg vil gerne tro, at dette monument promoverer forsoning mellem Rusland og den vestlige civilisation,” siger kulturminister Vladimir Medinskij.
Monumentet vil næppe kunne indfri denne ambition, men det forekommer heller ikke at være dets primære formål. Snarere end at skabe forsoning mellem Rusland og omverdenen, synes monumentet at tjene en indenrigspolitisk funktion, hvor russerne skal forsone sig med regimet forud for det kommende præsidentvalg i 2018.
Forsoning som valgkamp
Putin udtalte allerede i 1999, at bolsjevikkernes magtovertagelse kun var mulig som følge af manglende ”forenet magt”. Ud fra denne betragtning synes opfordringen til forsoning at være i fuld overensstemmelse med den ønskede narrativ om Putins Rusland. Putins parti hedder som bekendt Forenet Rusland, og hvis præsidenten stadig gerne vil fremstå som stabilitetens mand og foreneren af den russiske befolkning, så er forsoning et langt bedre budskab at sende end at vælge side i kampe mellem de røde og de hvide, et valg der kun kan skabe splittelse.
Skal man tro den rundspørge, Prospekt Magazine har foretaget i Sankt Petersborg i kølvandet på 100-årsdagen for Februarrevolutionen, er den russiske befolkning i hvert fald ikke i tvivl om, at revolutionerne i 1917 var ensbetydende med kaos, og flere efterspurgte direkte et stærkt lederskab for at forhindre lignende situationer i fremtiden.
Præsident Putin har selv stillet spørgsmålet om, hvorvidt de ønskede intentioner bag revolutionerne i 1917 ikke kunne have været opnået bedre gennem evolution frem for revolution. I stedet for at være et potentielt problem kan håndteringen af 100-året gå hen og blive en succes for Putin i den kommende valgkamp.
Foto: Unsplash
