UDSTILLING | I kælderen på Sorø Kunstmusem foretages i øjeblikket en prøveboring ned til revolutionen og kunsten i Rusland for hundrede år siden. Et samlet resultat udebliver, og netop deri består det allermest vellykkede. Ida Sparre-Ulrich anmelder.
Da revolutionen strømmede ud på gaderne i Rusland for hundrede år siden, strømmede kunsten med. I troen på et nyt socialistisk samfund og frigørelsen fra undertrykkende traditioner skiftede en række kunstnere penslen ud med kameraet og begav sig ud af atelieret for at demokratisere og frisætte kunsten.
Heriblandt tæller konstruktivisten og avantgarde-kunstneren Aleksandr Rodtjenko, hvis banebrydende fotografi og grafiske collage-kunst nu udstilles for første gang i Danmark. Det sker på Sorø Kunstmuseum, der blandt andet via landsretssagfører og politiker Hermod Lannungs donationer beskæftiger sig med russisk kunst. Lannung opholdt sig som ung jurastuderende i Rusland under revolutionen og indsamlede propagandaplakater direkte fra Petrograds mure og plankeværker. Et udvalg af disse plakater supplerer Rodtjenko.
Rodtjenko og alle de andre
Noget man som det første lægger mærke til i udstillingen er, at den er klart opdelt. Man præsenteres først for plakatsamlingen blandet med Hermod Lannungs reportagecitater, og bevæger sig dernæst videre til Rodtjenkos værker.
Denne opdeling er god i forhold til at skabe orden indholdsmæssigt og visuelt. På indholdssiden fordi plakaterne sætter en historisk ramme, hvorefter man er klar til at betragte Rodtjenkos værker teoretisk og analytisk. Visuelt fordi plakatsamlingen er fuld af farver, mens de ophængte Rodtjenko-fotografier er i sort-hvid.
Desværre skabes der med denne opdeling også et hierarki. Rodtjenko kommer overfor en række, i nogle tilfælde ukendte, plakatkunstnere let til at fremstå ophøjet og monumental. Det er der selvfølgelig belæg for rent kunsthistorisk, men det skurrer lidt i forhold til det, udstillingen også vil; nemlig at vise ”kunst og klassekamp”.
Revolution på museum
Dette leder hen imod et mere generelt spørgsmål om, hvordan man formidlingsmæssigt begriber eller skaber rammer omkring en revolutionskunst, der netop baserer sig på opbrud, chok og en ny tilgængelighed. På denne udstilling har rammerne en todelt virkning: Til tider lægger det lidt søvnige lys og interiør i udstillingsrummet en lidt for stor dæmper på rum og materiale, andre gange forstærker enkeltheden ens blik på værkerne.
Typisk for revolutionskunst er, at den er båret af en presserende nødvendighed – at den så at sige har travlt.
De i øvrigt rigtig godt udvalgte plakater bærer med deres budskaber, rifter og misfarvninger stadig noget duperende friskt over sig, selv efter så mange år. Det ville klæde denne friskhed med mere naturligt lys – især fordi det ville forstærke det, udstillingen indbyder til; at se plakaterne som andet end museumsgenstande, at tænke sig med tilbage til gadens revolution for 100 år siden.
På Rodtjenko-delen har man lagt hans grafiske collager og farverige værker som reklameplakaten for Moser ure (1923) og omslagene til tidsskriftet Novyj LEF ned i en montre. Det skaber horisontalt et stilrent og sikkert udtryk, men ikke opbrud.
Den positive opvejning er, at især Rodtjenkos fotokunst står meget stærkt i enkeltheden. Fotografierne afbrydes til tider af små analytiske tekster, og mellem dem har man sørget for masser af plads til beskuerens egne tanker og historiske paralleller på tværs af rummet. Den gode plads mellem værkerne og en ophængning i forskelligartede men overskuelige grupper gør, at fotografierne præsenteres i det letvægtsformat, som datidens nye håndholdte kamera og en fri perspektivsøgning muliggjorde.
Metodens kunst
I netop denne søgning bevægede Rodtjenko sig væk fra det klassiske perspektiv med ét stillestående synspunkt, og lod i stedet fotografiet bryde ud i en mangeartet og egalitær synspunktsmasse. Det betyder, at man som beskuer ikke tillades at stille sig helt fast i fotografiet: Vores vante oppe-og-nede-for-og-bag holder op med at fungere som orienteringsmærker, mens de diagonale linjer sørger for at producere tilpas meget bevægelse i billedet til, at vores blik ikke bremser op.
I parløb med al denne desorientering og ”blikkets revolution” gør Rodtjenkos kunst og især collage-værkerne dog altid opmærksom på egne metoder. Rodtjenko ville hverken producere tricks eller en højbåren og enestående kunst, han ville lave et håndelag. Selvom disse ting godt kan finde på at overlappe lidt, er et grundlæggende element hos Rodtjenko, at forståelsen for metoderne er mindst lige så vigtige som deres virkning.
Med plakaterne helt rumligt in mente står man i udstillingen pludselig omringet af de mange lag, som revolutionen bestod af: Konformitet og konkret agitation og mobilisering. Plakaterne er i deres udtryk mere konforme, og til dette skal medtænkes, at de drives af et ønske om at overtale og om at fænge i det øjeblik, nogen går forbi dem. Disse kunstnere gik ikke nødvendigvis særligt højt op i at afsløre deres egne metoder, for dem bestod revolutionen af at få folk med.
For Rodtjenko og hans kunstnerkreds var det afgørende, at folk forstod, hvad det var, som revolutionerede dem ved det enkelte billede. Rodtjenko ville instruere og sammen med beskueren eksperimentere.
I Sorø formidles denne tankegang virkelig godt, især fordi udstillingen selv praktiserer den. Med synlige wallsticker-overskrifter som ”SPORT”, ”MOSKVA” eller ”DOKUMENTAR” peger de kuratoriske greb på sig selv og lader os se med ind i en formbar og omrykkelig proces.
Materialets kunst
Ligeledes fornemmes fotografiet som et råmateriale, et funktionelt værktøj i sig selv. Rodtjenko startede først og fremmest med at tage fotografier, fordi han ville bruge dem, enten til collager eller simpelthen til at klippe i og eksperimentere med.
Alligevel opstår der ved hvert enkelt fotografi følelsen af stillestående originalitet – af at det her kan ikke gøres anderledes. Grunden til at dette er værd at nævne, er ikke så meget, at de to dimensioner udgør et problem ved Rodtjenko, men mere blot at udstillingen så fint rummer dem. For eksempel er ”det originale” fotografi af forfatterinden Lily Brik hængt helt tæt på montren med en collage, hvor netop dette fotografi er brugt i en reklame, men i redigeret form.
Små detaljer som for eksempel at introduktionsteksten til Rodtjenko kommer til sidst og ikke først i udstillingsrundgangen, hvis man går sin vante bane med uret, bestyrker det ikke-kronologiske og desorienterende i billederne på væggen.
Set uden bakspejl
Fordi vi er med inde bag disse metoder, og fordi udstillingen ikke er bleg for at pege direkte hen på dem, fornemmes Rodtjenko, selvfølgelig som en kunstnerisk autoritet, men også som et teknisk fartøj for en ny tid og et nyt verdenssyn. Og i det fartøj fandtes altid plads til flere. Gennem plakater, tekster og overlappende kunstprojekter stimler andre kunstnere, sportsfolk og politiske ideer sammen i den kollektivisme, som man så hårdt og optimistisk troede på.
Det kan virke svært ikke at være retrospektiv her, for det stalinistiske regime skygger, og så meget kunne have været undgået, hvis nu bare… Derfor er det også så befriende, at udstillingen ”glemmer”, og blot går til tiden og troen der, hvor den var – i øjeblikket, før næsten alt gik galt. Idet man som gæst gives et frikvarter fra historicitet og kausalitet, når man også et lille stykke hen ad den vej, hvor kunstnerne af den tid gik, i forhåbning om at glemme det gamle og se tingene gennem alt det nye.
REVOLUTIONENS BILLEDER. Udstillingskatalog med russiske plakater og fotografier af Aleksandr Rodtjenko
Sorø Kunstmuseum 23.9. 2017 – 14.1.2018
Katalog, rigt ill., kr. 139,-
