DEBAT | En solid myte om østeuropæiske kriminelle er, at de lever for godt i de danske fængsler, og dermed ikke anser en fængsling i Danmark som en straf. Ida Harboe Knudsens undersøgelser af forholdene for litauiske indsatte i danske fængsler viser et andet billede.
Fra tid til anden blusser debatten om de kriminelle østeuropæere op i medierne. Litauere og rumænere løber med overskrifterne og får politikere fra venstre til højre til at varsle alt fra øget grænsekontrol til skrappere afsoningsforhold eller strakshjemsendelser til egne fængsler. En af de solide myter om østkriminelle er, at de lever for godt i de danske fængsler, og dermed ikke anser en fængsling i Danmark som en straf. Mine undersøgelser af og samtaler med indsatte og betjente om forholdene for litauiske indsatte i danske fængsler viser, at dette ikke er tilfældet.
Folkedjævlen Dumitru Pascuta
I 2014 stillede den dengang 28-årige rumæner Dumitru Pascuta, der var dømt for firetyve indbrud i danske hjem, op til interview med TV2 og udtalte, at et dansk fængsel er som ”et femstjernet hotel”, at det ligefrem er en ”fornøjelse” at afsone i Danmark og at han i øvrigt ikke angrer sine handlinger. Udtalelserne gjorde uoprettelig skade på det østeuropæiske image. Ikke alene koster folk som Pascuta den danske befolkning på pengepungen, de koster os også på vores fællesmoralske konto.
Interviewet affødte en række udtalelser fra siddende politikere, der forudsigeligt krævede handling og stramninger overfor østeuropæiske indsatte. Denne ensidede vinkel på østeuropæiske kriminelle influerer politiske positioneringer og medvirker til at opretholde de symbolske grænser mellem Øst- og Vesteuropa.
De østeuropæiske kriminelle er blevet et eksempel på, hvad sociologen Stanley Cohen har defineret som en ’folkedjævel’. Den moderne folkedjævel kropsliggør en aktuel problemstilling, der truer vores tryghed og undergraver samfundsmoralen. Djævlens karakteristika fremstilles forenklede og negative, således at han bliver let genkendelig. Medierne spiller en central rolle, da gentagne skrækhistorier og negative portrætteringer sætter fokus på den dæmoniserede befolkningsgruppe
Desværre er historier om kriminalitet og lavtlønnede østeuropæere, der underbyder dansk arbejdskraft og inkasserer solide børnechecks, blevet essensen af den politiske debat. Folkedjævlene overskygger den sociale og økonomiske gevinst, Danmark har ved at have dygtige folk med en høj arbejdsmoral fra Østeuropa i vores samfund.
De faktiske forhold for litauiske kriminelle
Jeg har fået indblik i den problematik omkring østeuropæiske kriminelle, der ligger bag mediebilledet af folkedjævlen gennem mit samarbejde med Kriminalforsorgen. Her har jeg været oplægsholder ved en række seminarer om Østeuropa afholdt for fængselspersonalet, gennemført interviews med litauiske indsatte og udarbejdet rapporter om forholdene for litauiske indsatte til Kriminalforsorgen. Endelig har jeg gennem et forskningsprojekt finansieret af Det Nordiske Samarbejdsråd for Kriminologi, gennemført yderligere undersøgelser af forholdene for østeuropæiske indsatte i danske arresthuse. Som et led i min tilstedeværelse i mange danske arresthuse har jeg også fungeret som tolk (litauisk-dansk). Alt i alt har jeg fået mulighed for at tale med tredive litauiske indsatte på deres præmisser samt med deres fængselsbetjente.
Femstjernet fængsel?
De litauere, der bliver arresteret i Danmark har i langt de fleste tilfælde begået indbrud. De fleste er i tyverne, men jeg har også mødt indsatte på bare sytten år. Når en udenlandsk person – i de litauiske tilfælde har alle dem jeg har stiftet bekendtskab med været mænd – bliver arresteret i Danmark, bliver han straks varetægtsfængslet i et arresthus. Han bliver underlagt brev- og besøgskontrol, imens politiet efterforsker sagen.
I denne periode vil alle breve blive tilbageholdt, oversat og læst, inden de videresendes til adressaten. Det tager derfor omkring seks uger at få svar på et brev. En anonym medarbejder i et arresthus udtalte, at politiet nogle gange tilbageholder brevene længere end nødvendigt, for at lægge ekstra pres på de kriminelle. For litauiske kriminelle i Danmark er besøg ikke realistisk. Som hovedregel har han ret til et enkelt telefonopkald, men nogle arresthuse opererer med den regel, at opkaldet kun kan gennemføres på et sprog personalet forstår (for eksempel engelsk), ellers kan man ikke ringe. Flere af de indsatte har derfor oplevet, at deres familie har sat officielle eftersøgninger i gang, fordi de ikke hører nogen livstegn.
Sproglige barrierer
De indsatte får udleveret et reglement til arresthuset på dansk, i enkelte tilfælde på engelsk. Det er dog ikke alle litauiske indsatte, der taler engelsk. Der er adgang til tolke under politiafhøringer, ved samtaler med advokat og under selve retssagen, men i arresthusene, er der ikke ressourcer til det. Det mest brugte redskab i dagligdagens situationer er ”Google Translate” – når der kan afses tid til det.
De ansatte i arresthusene fortalte mig, at alle sagens papirer bliver udleveret på dansk. Eller som en anonym ansat i kriminalforsorgen udlagde det: ’Anklageskriftet bliver hurtigt smidt ind i cellen, hvorefter døren låses, da de ansatte må skærme sig mod den byge af spørgsmål, det afføder at få sagens akter på et sprog arrestanten ikke forstår’.
En anden strategi for at formidle sagens forløb er derfor, at bruge de litauiske medindsatte, der taler bedst engelsk, til at tolke de mest centrale punkter i anklageskriftet. Dette afføder dog en ambivalent situation for arrestpersonalet, da de faktisk ikke må videregive klassificerede oplysninger til andre medfanger.
Nogle af arresthusene har faktisk reglementer på litauisk, men kun fordi undertegnede i samarbejde med sin litauiske mand frivilligt har oversat dem. Nogle af de indsatte jeg har interviewet udtalte efterfølgende, at de havde hørt, at der fandtes en litauisk version af reglerne, men at de alligevel ikke havde fået den udleveret.
Afsoning i hjemlandet?
Almindeligt indbrud straffes typisk med et års fængsel. Ved god opførsel bliver man løsladt efter den halve afsoning. Efterforskningen tager gerne fire til fem måneder. Det betyder, at efter domsafsigelse har den indsatte typisk en til to måneder tilbage af sin dom. Her sidder han fortsat i arresthuset, da en overførsel til et dansk fængsel ikke kan betale sig.
Forslaget om hjemsendelser til egne fængsler kommer også til kort. Efter EU’s rammeaftale ville det kræve, at der mindst ville være et halvt år tilbage af straffen, når dommen bliver afsagt. Dertil skal medregnes den tid, det tager at få en aftale i stand med et litauisk fængsel. Det betyder, at afsoning i hjemlandet kun er muligt i sager med en lang strafudmåling. Når de østeuropæiske kriminelle først er arresteret, må de derfor håndteres af vores eget fængselsvæsen.
Men hvor blev det femstjernede fængsel og den danske badeferie af? Det figurerede slet ikke i vores indsattes ophold. Han sad jo på standby i arresten, hvorefter han blev sendt hjem. Uforberedt på friheden vender han tilbage til det samme socialøkonomiske morrads, den arbejdsløshed og socioøkonomisk ulighed, han kom fra. Resocialisering er ikke i høj kurs, da han i første og sidste instans af det danske fængselsvæsen anses som et fremmedelement, der skal deporteres. Litauerne er heller ikke interesserede i den sag. De synes ikke spor bedre om deres kriminelle landsmænd, end vi gør.
”Selv en hund kan vænne sig til at være hængt”
Når jeg spurgte de litauiske indsatte, hvordan de oplevede varetægtsfængslingen, var svaret oftest, at det var det værste, de havde været ude for. De var vrede og frustrerede, nogle var bange og havde tilbagevendende mareridt. Usikkerhed og uvished om sagens videre forløb, dårlig kommunikation og en afvisende behandling af personalet påvirkede dem negativt. En indsat jeg talte med, havde oplevet at sidde de tre første dage i sin celle uden at komme på gårdtur. Han vidste end ikke, at det var en mulighed. En anden fortalte, at lægen havde afvist at tilse ham, efter at denne fik kendskab til hans nationalitet. En tredje oplevede, at gå i det samme tøj en måned inden politiet udleverede resten af hans tøj til arresten. Den slags historier er der flere af, men dem har mainstreammedierne mindre interesse i at dække.
På baggrund af dette har jeg måttet konkludere, at hotelophold i danske fængselsfaciliteter er en mediespundet myte hjulpet på vej af enkelte ”Pascuta’er.”. Ikke desto mindre har jeg hørt hvordan fængselsbetjente, der arbejder med østeuropæiske indsatte, udtrykker at ’fængslet er som et hotel for ’dem’ og at de har det (for) godt’. Nogle af de ansatte i arresthusene, jeg talte med, antydede også, at de indsatte østeuropæere har ’brug for en ekstra hård hånd’, fordi ’det er det, de kender hjemmefra’. Nogle indsatte tager den tone meget nær. Andre bider det i sig, for ”selv en hund kan vænne sig til at være hængt” – siger et litauisk ordsprog, der betyder, at man kan vænne sig til det værste.
En ansat jeg interviewede udtalte at, ”så har jeg det også bare sådan, at så kunne de lade være med at begå kriminalitet”, men dette gælder jo for alle indsatte, og hvis det er grundopfattelsen i arresten, har vi et reelt problem med indsattes rettigheder. I den forstand er der altså i praksis allerede gennemført det, der har verseret politisk, nemlig at give strammere afsoningsforhold for østeuropæiske kriminelle sammenlignet med danske indsatte.
Nærliggende strategier, der ville tilgodese både indsattes og ansattes behov, ville være at allokere ressourcer til oversættelser af reglementer og anklageskrifter. Arrestpersonalet bør også på lige fod med politiet have adgang til tolke.
Samarbejde, ikke fremmedgørelse er løsningen
I dagens Europa er en øget internationalisering af kriminalitet et faktum vi må forholde os til, men når de østeuropæiske indsatte fremstilles som særligt inhumane kriminelle, bliver diskussionen ikke løsningsorienteret. Problemet er i første instans den skævvredne fremstilling af østeuropæerne som værende fundamentalt anderledes end os selv. Dermed bliver debattens virkelige funktion at skabe et legitimt forum for østeuropæiske antipatier. Herefter er problemet, at den forebyggende indsats, der skal sikre indsattes lovlydighed efter løsladelse, ikke gennemføres for grænsekrydsende kriminelle i samme grad som for danske indsatte.
Fremmedgørelse løser ingenting. Politisamarbejde, økonomisk samarbejde, etablering af arbejdspladser, social støtte og resocialiseringsprogrammer mellem EU-landene hjælper derimod. Ofte viser sig nemlig, at vores østkriminelle ’djævel’ i virkeligheden er en ressourcesvag og presset ung mand, der ligesom alle andre arrestanter, bare gerne vil have lov at ringe hjem til mor.
Ida Harboe Knudsen er Cand. Mag. i etnografi og socialantropologi fra Aarhus Universitet og har en PhD i socialantropologi fra The Max Planck Institute for Social Anthropology i Halle/Saale, Tyskland. Hun har forsket i økonomiske og sociale forhold i Litauen med emner, der spænder fra udviklingen i den litauiske landbrugssektor, sort arbejde i Litauen, litauiske hjemløse og øst-vest relationer. Hun er bosiddende i Vilnius.
