OPPOSITION | Der er godt et halvt år til det russiske præsidentvalg den 18. marts 2018. Rasmus Lauridsen tager pulsen på den russiske opposition.
I en artikelrække ser vi her på rØST nærmere på de russiske oppositionskræfter. Siden parlamentsvalget i september 2016 er en aktivistisk opposition genopstået i bemærkelsesværdigt omfang. Ikke siden 2011-12 under seneste parlamentsvalg og Vladimir Putins efterfølgende genindsættelse som præsident har befolkningen demonstreret sin modstand mod styret med så stor tilslutning. Til forskel fra den gang er demonstrationerne ikke motiveret direkte af valghandlinger, og både centrum og periferi tilkendegiver deres utilfredshed med regeringen og i særdeleshed præsident Putin.
Mikhail Khodorkovskij og Aleksej Navalnyj er Ruslands største oppositionskræfter i øjeblikket. Som den russiske avis New Times sammenfattende skrev om de to politiske figurer den 24. juli i år: “De arrangerer begge protestaktioner, men af forskellige grunde: Den første vil forberede en ny anti-Putin-generation på at undgå et kaotisk magttomrum efter netop Putin. Den anden vil selv være præsident.”
Det, der virkede som en aldeles død og fragmenteret opposition under parlamentsvalget tilbage i september 2016, virker nu spillevende og giver indikationer på, at Rusland rent faktisk besidder en reel opposition med potentiel indflydelse. Oppositionens partier, organisationer og selvfølgelig mulige præsidentkandidater kæmper en brag kamp for at blive hørt. Deres stemmer høres fra sygelejet, fængselscellen, landflygtigheden og fra tid til anden sågar fra graven.
Mikhail Khodorkovskij
I nærværende artikel skal vi se på organisationen Åbent Rusland grundlagt af Mikhail Khodorkovskij, som først var kendt – dog mest internt i Rusland – som ejer af det gigantiske oliekonglomerat Jukos. Hertil hørte den uofficielle titel ’oligark’. Dette oligarki indtog en parallel magtstruktur i 1990’ernes Rusland under daværende præsident Boris Jeltsin. Siden blev han kendt for sit ti år lange fængselsophold for skatteunddragelse og korruption; en dom, der i manges øjne var åbenlyst politisk motiveret. Khodorkovskij var under sit fængselsophold fra 2003-2013 et stærkt symbol på Putins undertrykkelse af sine politiske modstandere – dog mest i Vesten.
Et Åbent Rusland
Åbent Rusland blev grundlagt i 2001 og eksisterede i første omgang frem til 2006, hvor organisationen blev forbudt. Khodorkovskij formåede at styre og finansiere organisationen fra sin fængselscelle efter sin arrestation i 2003. I den første periode beskæftigede Åbent Rusland sig primært med projekter som oprettelse af regionale journalistskoler og uddannelsesprogrammer under organisationens regi, samt øget internetadgang på uddannelsesinstitutioner landet over.
Khodorkovskij relancerede Åbent Rusland efter sin løsladelse i december 2013 umiddelbart forud for vinter-OL i Sotji. På konferencen for Åbent Ruslands genetablering, der blev afholdt i Helsingfors i november 2016, blev Khodorkovskij valgt som organisationens formand. Selv må han dog, på grund af frygten for repressalier, fortsat operere fra udlandet, hvorfor dele af organisationen således også er placeret i London.
Khodorkovskij trak sig som formand allerede ved den følgende konference i Tallinn i april 2017. Her blev han erstattet af lektor ved Ruslands Statsuniversitets humanistiske fakultet Aleksander Solovjov. Sidstnævnte blev medlem af Åbent Rusland i 2016, hvor han igangsatte arbejdet på et Åben Lovgivning-projekt. Sideløbne med lektoratet var Solovjov desuden statsdumamedlem Dimitri Gudkovs protegé, der blandt andet er tidligere medlem af oppositionspartiet Retfærdigt Rusland.
Langsigtet uddannelsesprojekt
Åbent Rusland er ikke et parti, men, som Nezavisimaja Gazeta påpegede november 2016, et uddannelsesprojekt. Dette projekt skal forberede især den unge generation på den politiske virkelighed efter Putin, som Khodorkovskij giver seks til otte år mere, før et regimeskifte er realistisk. En vigtig del af projektet er at nå helt ud til alle afkroge af Ruslands enorme periferi. Denne ambition er noget problematisk og næsten paradoksal, idet Åbent Rusland på mange måder styres fra udlandet.
Som man kan læse på Organisationens hjemmeside, er Åbent Ruslands strategi på nuværende tidspunkt formuleret i seks overordnede projekter: Åbne Medier, Åben Politik, Åbent Universitet, den New York-baserede tænketank Instituttet Moderne Rusland, Menneskerettigheder og diskussionsforummet Åben Ruslandsklub:
“Det, der er nødvendigt nu for at udvise effektiv modstand, er ikke endnu et parti med vertikal struktur, der higer efter magten, men snarere en flad struktur i en bred alliance bestående af den enorme mængde små borgergrupper, der danner civilsamfundets bagvedliggende maskinrum, og som selv løser deres egne, konkrete problemer lokalt,” som Khodorkovskij selv sammenfattede projektet på Åbent Ruslands hjemmeside i juli 2017.
Fik “NOK af Åbent Rusland”
Åbent Rusland blev erklæret ‘Uønsket Organisation’ af Rigsadvokaten den 27. april 2017. Betegnelsen og loven om uønskede organisationer, der blev indført i maj 2015, er en videreformulering af den stærkt omdiskuterede lov om ‘udenlandske agenter’ fra 2012. Siden lovens indførelse har flere organisationer fået det uheldsvangre prædikat, herunder Carnegie Moscow Center, analyseinstituttet Levada (læs: Barsk valgkampagne for civilsamfundet) samt blandt mange andre Nordisk Råd.
Den direkte årsag til Rigsadvokatens erklæring var, at Åbent Ruslands proklamerede en demonstration under parolen: #NOK! (#НАДОЕЛО!). Her ville bevægelsen opfordre Vladimir Putin til at undlade at stille op ved præsidentvalget 2018. Som avisen RBC Daily polemisk konstaterede i deres overskrift, havde Rigsadvokaten tilsyneladende fået “NOK af Åbent Rusland”.
Prædikatet ‘uønsket organisation’ rammer ifølge RBC Daily helt konkret den London-baserede moderorganisation Åbent Rusland, den New York-baserede enhed Instituttet Moderne Rusland, ledet af Mikhail Khodorkovskijs søn Pavel Khodorkovskij, samt Åbent Ruslands offentlige netværksbevægelse – ligeledes placeret i London.
Mislykket demonstration, lovende tendens
På trods af at være blevet en uønsket organisation gennemførte Åbent Rusland alligevel demonstrationen to dage senere. Selvom den ifølge internetmediet OpenDemocracy – Russia and Beyond i det store og hele kan betegnes som en fiasko, ligger den i forlængelse af en periode med stigende oppositionel aktivisme. Især Aleksej Navalnyjs landsdækkende antikorruptionsfonds demonstrationer den 26. marts – og senest på Ruslands nationaldag 12. juni, hvor Åbent Ruslands ‘Faste regiment’-kampagne (‘Бессменный полк’) med reference til Putin og hans støtter også deltog – har haft en overraskende stor tilslutning.
Åbent Rusland og parlamentsvalget 2016
Ved parlamentsvalget i september 2016 iværksatte Åbent Rusland uddannelsesinitiativet Åbne Valg under programmet Åben Politik. Initiativet gik ud på at støtte 24 kandidater af forskellig politisk overbevisning med politisk strategisk vejledning, juridisk rådgivning, medie- og taletræning.
Initiativet tiltrak sig en del opmærksomhed i de russiske medier af tre årsager: For det første blev 23 af 24 kandidater højst overraskende opstillingsberettiget af valgkommissionen. Som avisen Slon.ru skrev op til valget: “Hvad sker der? Præsidentadministrationen har det sidste ord…og normalt skal de opstillede føle sig heldige hvis de ikke bliver slået ihjel eller kommer i fængsel”.
For det andet lignede hverken kampagnechefen Timur Valejev eller flere af kandidaterne oppositionelle aktører, hvilket vakte undren blandt iagttagere. Åbent Rusland støttede sågar en kandidat fra Putins støtteparti Forenet Rusland (i Rusland er præsidenten typisk partineutral) ledet af premierminister Dimitri Medvedev. Kandidaten blev efterfølgende ekskluderet fra partiet. For det tredje besad ingen af kandidaterne reelle vinderchancer, og samtlige kandidater tabte da også deres valg.
Det tredje punkt er muligvis en medvirkende årsag til det første. Initiativets succes var, at kandidaterne blev opstillet, selvom man muligvis havde opnået større opmærksomhed, hvis de var blevet nægtet opstillingsberettigelse. Dets fiasko var dels valgnederlagene og i særdeleshed at Kreml ikke tillagde dem nævneværdig betydning.
Åbent valg-projektet fra parlamentsvalget fortsatte ved lokalvalget den 10. september i år med 24 nye kandidater, som blev præsenteret i december 2016. Her blev lederen af Åbent Ruslands Moskva-afdeling Aleksej Dulenkov valgt ind som stedfortræder i Naro-Fominsk regionen. Hans valgsejr må betragtes som en rimelig succes for organisationen.
Person fremfor organisation, fremfor bevægelse
Mikhail Khodorkovskij og Åbent Rusland slås med det åbenlyse dilemma, at Khodorkovskijs kontroversielle person overskygger selve indholdet af organisationen Åbent Rusland. Symptomatisk for dette dilemma havde Åbent Ruslands hjemmeside indtil for nyligt overskriften ’Khodorkovskij’, og ikke ’Åbent Rusland’. Sidenhen figurerer Khodorkovskij på én hjemmeside og Åbent Rusland på en anden. Khodorkovskijs tilbagetrædelse som formand skal nok også ses i lyset af dette dilemma.
Åbent Ruslands dagsform og perspektiv?
Åbent Rusland er et samfundsbevidst, men opportunistisk initiativ, der for nuværende mangler momentum. Selvom organisationen til tider fremstår lidt famlende, og selvom den officielt er uønsket og dermed svækket, så er den måske netop det tiltrængte, langsigtede initiativ, Ruslands demokratiske fremtid har brug for – og måske ligefrem afhænger af. Det langsigtede perspektiv er samtidig en af årsagerne til, at organisationen ikke ville klare sig som et regulært parti.
Status og udfordringer forud for Præsidentvalget i 2018
Det er på nuværende tidspunkt usikkert hvorvidt eller hvordan Åbent Rusland vil involvere sig i præsidentvalget til næste år. Officielt bakker Åbent Rusland op om oppositionens mest gennemslagskraftige kandidat Aleksej Navalnyj – uden dog at kaste sig helhjertet ind i bevægelsen bag hans kandidatur.
Sikkert er det da også, at Khodorkovskijs Åbent Rusland for nuværende er en markant svagere oppositionel faktor end Navalnyj og hans Anti-korruptionsfond. For det første er Navalnyjs præsidentkandidatur lettere at forklare end Åbent Ruslands samfundsuddannelsesprojekt. For det andet befinder Åbent Ruslands frontfigur (selv om han er trådt tilbage som formand) sig som nævnt i udlandet, hvilket skaber en hæmmende distance til befolkningen. Sikkert er det dog, at vi hverken har hørt det sidste til Åbent Rusland eller Mikhail Khodorkovskij, der hidtil har udvist en imponerende vedholdenhed og standhaftighed.
