ANALYSE | Makedonien har fået ny regering under socialdemokratiets Zoran Zaev og partier, der repræsenterer den albanske befolkningsgruppe. Den nye regering vil bryde med klientilismen og knytte Makedonien tættere til NATO og EU, ordne det problematiske forhold til Bulgarien, og løse navnestriden med Grækenland. Nemt bliver det dog næppe, for Makedoniens situation er ganske kompleks, både udenrigs- og indenrigspolitisk. Klaus Bjerre analyserer de nye udviklinger.
Makedonien blev selvstændigt i 1991 uden nogen militær konflikt med Jugoslavien, hvilket ellers var tilfældet for de andre delrepublikker, der løsrev sig. Det betyder dog ikke, at Makedonien har det uproblematisk i forhold til nabolandene eller internt mellem politiske grupper og etniciteter.
Makedoniens nuværende regeringen under socialdemokraterne (SDSM) og de albanske mindretalspartier tiltrådte først efter en lang politisk krise, hvor den afgående regering, ledet af det nationalkonservative parti VMRO-DPMNE, gjorde alt for at beholde magten. Den afgående regering beskyldte Zaev for at give for mange indrømmelser til albanerne og derved forråde Makedoniens nationale interesse (læs mere om Zaevs vej til magten her og her, red.)
SDSM havde magten i 1990’erne og 2002-2006. Partiet er arvtager efter det gamle kommunistparti fra tiden som jugoslavisk delstat og fortsatte traditionen med, at det regerende parti havde kontrol med offentlige jobs, økonomiske ressourcer, politiet. Denne tradition blev så videreudviklet af VRMO-DPMNE, hvor Nikola Gruevski med etnonationalisme førte sig frem som nationens frelser, i stil med Tayyip Erdogan eller Viktor Orban. Den tidligere premierminister har brugt klientilisme og kitchet nationalisme (konkret udmøntet i ”Skopje 2014”-byggeprogrammet, se her og her) til at holde sig ved magten.
Zaevs plan
Den nye regering har en klar målsætning om at knytte Makedonien tæt til Vesten. Den tidligere regering talte også om EU-medlemskab, men fulgte ikke op på ønsket ved at lave reformer. Spørgsmålet er, hvor langt Zaev vil gå ad reformvejen. Møder med nabolandenes ledere tyder på en vilje til at fremme godt naboskab. Spørgsmålet er, om klientilismen vil blive afløst af et mere ægte demokrati. Da jeg spurgte en makedonsk tidligere diplomat om dette, var svaret: ’jeg tror, de har lært meget, så der bliver tale om en stor ændring’.
Makedonien er et splittet samfund. Splittet mellem de nationalkonservative, som slår på makedonskheden, og en centrum-venstre-fløj, som anerkender, at Makedonien er en flernational stat. Det tidligere oppositionsparti VRMO-DPMNE fremsætter mange mistillidsdagsordner og søger fortsat at fremstå som makedonskhedens forsvarer. Dagsordnerne vedtages ikke, men gryden holdes i kog. Makedonien er i en slags klemme mellem etnokrati og demokrati. Det bliver spændende at se forløbet af lokalvalgene i oktober.
Anstrengt forhold til Serbien
Den 20. august blev alt personale på den serbiske ambassade i Skopje kaldt hjem til konsultationer i Beograd. Nyheden kom først fra det makedonske udenrigsministerium, som tilføjede, at man ikke kendte til grunden for hjemkaldelsen. Kort efter meddelte den serbiske præsident Aleksandar Vučić, at hjemkaldelsen kom efter, at man havde fundet ”beviser på meget offensiv efterretningsvirksomhed mod serbiske institutioner”. Både Vučić og udenrigsministeren Ivica Dačić pegede på, at også ”fremmede magter” var involveret, men de afslog at komme med flere detaljer.
Den makedonske regering afviser at have brugt efterretningstjenesten mod den serbiske stat. Landet har dog erfaringer med hjemlige aflytninger, som blandt andet afslørede den tidligere makedonske regerings magtmisbrug og korruption. Blandt disse er det muligt, at der findes optagelser af samtaler mellem daværende premierminister Gruevski og serbiske ministre.
Uenighed om Kosovo
Aflytningskrisen kommer kort efter, at Makedonien har erklæret sin støtte til, at Kosovo kan blive optaget i UNESCO. Serbien anerkender fortsat ikke Kosovos selvstændighed og anser enhver behandling af Kosovo som selvstændig stat for at være i strid med Serbiens nationale interesse.
Kosovo er anerkendt af 114 lande, herunder af Makedonien og 23 EU-lande, mens Rusland og Kina blokerer Kosovos medlemskab af FN. Serbiens præsident Vučić vil ikke svare på, om tilbagetrækningen af serbiske diplomater fra Skopje har at gøre med Makedoniens støtte til Kosovo i UNESCO-sagen, men siger blot, at ”det er vor pligt at forsvare Serbiens interesser uden at stå i vejen for andre landes interesser”.
Afventer næste skridt
Serbiens præsident Vučić undlod at tage officiel stilling til striden om den makedonske regeringsdannelse, men serbiske medier har i mange tilfælde hævdet, at Zaev gav alt for mange indrømmelser til albanerne. En serbisk ambassadefunktionær var til stede, da der skete et voldeligt overfald på makedonske parlamentarikere i foråret, men hans rolle er omdiskuteret.
Den serbiske udenrigsminister, Ivica Dačić, har ved flere lejligheder fremsat det synspunkt, at det var en fejl, at Serbien i 2006 anerkendte Makedonien under landets forfatningsmæssige navn ”Republikken Makedonien” i stedet for FYROM, the Former Yugoslav Republic Of Macedonia, det navn, som Grækenland insisterer på, bruges i internationale sammenhænge.
Efter forhandlinger mellem Makedonien og Serbien er den serbiske ambassades stab vendt tilbage til Makedonien den 31. august. Begge lande erklærer, at de vil tilstræbe gode naboforhold, men ellers er der ikke oplysninger om forhandlingerne.
Navnestriden med Grækenland skal først takles efter lokalvalg
Grækenland har blokeret for Makedoniens optagelse i EU og NATO så længe navnestriden ikke er løst, og tidligere har landet ført handelsembargo mod Makedonien.
Den forrige makedonske regering har været aldeles ubøjelig og i stedet provokeret ved for eksempel at kalde motorvejen fra Skopje ned mod den græske grænse for ”Aleksander den Store-motorvejen”, Skopjes lufthavn for ”Aleksander den Stores lufthavn” og opføre statuer af Philip og Aleksander i Skopje. Begge lande regner Philip og Aleksander for vigtige nationalhistoriske figurer.
Den nye regering under Zoran Zaev bestræber sig på at forbedre forholdet til Grækenland. Der har været gensidige besøg af ministre – foreløbig om praktisk samarbejde om økonomi, transport med mere – men selve navnestriden tager man først hul på, når der har været lokalvalg i Makedonien i oktober.
Zaev har dog allerede luftet, at motorvejen og lufthavnen kan skifte navn. Dette får den tidligere makedonske udenrigsminister Antonio Milošoski til at bebrejde den nye regering, at de bøjer nakken og fremmer modpartens nationale interesse på bekostning af Makedoniens.
Hævder græsk oprindelse
Det græske synspunkt i navnestriden er, at brugen af navnet Makedonien er udtryk for et krav om grænseændringer. Man vil ikke anerkende, at de slaviske makedonere kaldes makedonere: de er bulgarer, sydslaver, ’skopianere’ eller til nød slavo-makedonere. Makedonerne nægter til gengæld at have et sådant krav.
Grækenlands regering anser ’Makedonien’ for at være et græsk navn og har fået støtte fra store demonstrationer i blandt andet Thessaloniki,. Den henviser til, at der er en græsk provins, som hedder Makedonien, og at oldtidens makedonere under Philip og Aleksander den Store var grækere. Tilsvarende fastholder den makedonske regering, at borgerne i Republikken Makedonien har ret til navnet Makedonien og at de nedstammer fra de gamle makedonere.
Det kan virke ejendommeligt, at nutidens makedonere skulle nedstamme fra oldtidens makedonere. De jo taler et slavisk sprog, og slaverne indvandrede først på Balkan på 500-600-tallet. Her er argumentet på den makedonske side, at der skete en befolkningsblanding, og det slaviske sprog fortrængte det oldmakedonske sprog, som ikke var græsk, samt at befolkningen har bevaret de gamle makedoneres blod og ånd.
I nogle eksilmakedonske kredse i Australien og Canada er der fremsat krav om, at hele det makedonske område, som det fremstår på gamle kort, skal samles i én stat. Det er dog ikke det officielle Makedoniens politik, for landet har både under Gruevski og nu under Zaev fastholdt at det ikke vil udfordre de nuværende grænser, selvom det også fastholder at der er makedonske mindretal i både Bulgarien og Grækenland.
Aftale med Bulgarien om historiefortolkning
For en måned siden mødtes de bulgarske og makedonske ledere og enedes om et styrket samarbejde. Bulgarien vil støtte Makedoniens ønske om EU- og NATO-medlemskab. Begge parter anerkendte, at de har megen fælles historie, men også at de har ret til at fortolke historien forskelligt. En fælles erklæring blev vedtaget énstemmigt i det bulgarske parlament, mens den i det makedonske parlament blev stemt igennem uden det nationalkonservative partis stemmer.
Forskellen i historiefortolkning bunder i spørgsmålet om, hvorvidt makedonerne er et selvstændigt folk eller om de ’i virkeligheden’ er bulgarere.
”Makedonien er et kommunistisk frilandsmuseum,” har den bulgarske politiker og historiker Boshidar Dimitrov sagt. Påstanden bygger på, at den jugoslaviske delstat Makedonien blev oprettet i kølvandet på Anden Verdenskrig.
Det makedonske skriftsprog blev udformet efter 1945, byggende på vestmakedonske dialekter, som adskiller sig mest fra bulgarsk. Der er tale om et kunstigt sprog, siger man fra bulgarsk side, i virkeligheden er det en bulgarsk dialekt. Bulgarien anerkendte tidligt den makedonske stat, men ikke at der er et makedonsk folk. Bøger om bulgarsk historie og kulturminder inddrager den makedonske stats territorium. For eksempel anses Tsar Samuils borg i Ohrid som bulgarsk, mens makedonerne anser Samuil (død 1014) for en stor makedonsk statsmand og borgen som centrum i et tidligt makedonsk rige.
Betændt forhold
Det nuværende Makedonien blev tildelt Bulgarien ved Freden i San Stefano 1878 efter den russisk-tyrkiske krig, men efter europæiske stormagters indgriben, blev området givet tilbage til Osmannerriget allerede samme år. I 1913 udløste uenighederne om Makedonien den anden Balkankrig, hvor Bulgarien tabte og måtte opgive det meste af det makedonske område, hvilket var én af årsagerne til, at Bulgarien sluttede sig til Tyskland i både første og anden verdenskrig.
I mellemkrigstiden førte Serbien en ‘serbificeringspolitik’, anså makedonerne for sydserbere og krævede, at undervisning og administration foregik på serbisk. I nyere tid er det kun den alleryderste højrefløj i Serbien, der stadigvæk hævder, at makedonerne er serbere.
Bulgariens fremfærd i Anden Verdenskrig førte til, at mange makedonere tog afstand fra Bulgarien og sluttede op om tanken om, at de var et selvstændigt folk. Nationaldannelsesprocessen har været så vellykket, at ikke mange tvivler på, at de reelt er makedonere, uanset hvor meget man fra bulgarsk side kalder det en kunstig nation. Imidlertid er der nogle makedonere, som har benyttet chancen for at få adgang til EU. Som makedoner kan man nemlig henvende sig til bulgarske myndigheder og erklære sig som bulgarer og få et bulgarsk pas.
Albanien og albanerne
Alle makedonske regeringer har siden landets uafhængighed haft deltagelse af albanske partier, idet hverken de nationalkonservative eller socialdemokraterne har haft flertal alene. De albanske partier er af deres vælgere blevet bebrejdet, at de ikke har gjort nok for at få Ohrid-aftalen ført helt ud i live.
Zoran Zaevs socialdemokrater fik ved valget i december 2016 lidt færre mandater end Nikola Gruevskis nationalkonservative parti. Men ved at give indrømmelser til albanske partier, blandt andet med hensyn til sproglig ligestilling, kunne Zaev alligevel sikre sig flertal. Præsident Gjorge Ivanov, som selv kommer fra det nationalkonservative parti, nægtede længe at udnævne den nye regering med den begrundelse, at indrømmelserne til albanerne ville true landets enhed.
Den reelle grund til, at der skulle gå cirka fem måneder fra valget i december 2016 til, den nye regering kunne tiltræde i maj, er næppe frygten for ’den albanske trussel’. Snarere er det frygten for, at den afgående regering under Gruevski vil blive stillet for retten for magtmisbrug og korruption.
Frygter storalbansk projekt
Nogle makedonske nationalister anser nærmest albanere for en udefrakommende trussel, men albanerne er ikke tilflyttere. Da Albaniens grænser blev trukket i 1913 blev grænsedragningen sådan, at næsten halvdelen af alle albanere kom til at leve som mindretal i nabolandene. I Makedonien udgør albanerne over 500.000 ud af en samlet befolkning på cirka to millioner.
Frygten for et storalbansk projekt er velkendt i serbiske og makedonske nationalistiske kredse, hvorfor det også ansås for så stor en provokation, da et kort med Storalbanien blev ført frem af en drone over fodboldkampen Albanien-Serbien i Beograd i 2014.
Der er dog ikke nogen reel trussel mod nabolandene, for både Albaniens ledelse og det store flertal i Albanien ønsker en fremtid med integration med EU og NATO, og et ønske om grænseændringer ville forhindre begge dele. Mange albanere ønsker en del kulturelt samarbejde og solidaritet mellem albanere i Albanien, Kosovo, Montenegro, Grækenland og Makedonien, men det er efter alt at dømme meget få, som ønsker grænseændringer.
Mislykket etnisk propaganda
Omkring årtusindskiftet var der voldelige sammenstød mellem albanere i Makedonien og den makedonske stat. Der var tale om et frustration over den marginalisering, som den albanske befolkning i Makedonien var udsat for i arbejdsmæssig, uddannelsesmæssig og retslig situation. Der var også tale om et spill-over fra Kosovo-konflikten.
Efter internationalt pres blev der i 2001 indgået den såkaldte Ohrid-aftale, som gav albanerne større ligestilling, og flere af oprørslederne er gået ind i politik og har erklæret, at de ser deres fremtid som borgere i den makedonske stat og ikke i et Storalbanien.
Nationalkonservative Gruevskis forsøg på at undgå at miste regeringsmagten ved at spille det etniske kort var en leg med ilden, som ikke er lykkedes. Den bedste sikring mod, at der kommer alvorlige stridigheder mellem albanere og makedonere i fremtiden, er økonomisk fremgang og kompromisvillige politikere.
Klaus Bjerre er lektor i historie og har arbejdet med og rejst på Balkan i årtier.
