DIPLOMATI | Danmarks plads i Europa diskuteres heftigt i disse år. Finans- og flygtningekrise samt Brexit sætter for nogle spørgsmålstegn ved, hvilke alliancer, der bør fokuseres på i fremtiden. I mange europæiske lande vokser lysten til at dyrke det lokale og styrke de nære alliancer. I Danmark har denne tendens vist sig i form af et øget fokus på det såkaldt ’nære Europa’ og det nordiske fællesskab omkring Østersøen, hvor Baltikum spiller en vigtig rolle.
Ny strategi for det nære Europa
I foråret udsendte kulturminister Mette Bock (LA), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) Det Internationale Kulturpanels strategi for 2017 – 2020. Her var der særligt fokus på “det nære Europa“ som et af tre geografiske fokusområder. Planen er at øge samarbejdet med landene i Baltikum, som længe har vist interesse i at nærme sig den nordiske region politisk og kulturelt. Dermed kan danskere, lettere, estere og litauere i fremtiden få nemmere ved at identificere sig med hinanden under den nordiske fællesnævner.
Der er intet nyt i, at Danmark kigger mod øst rent udenrigspolitisk. Danmark og de baltiske lande har en lang tradition for fælles regional interessesfære som i nyere tid især kommer til udtryk i Danmarks politiske og økonomiske støtte af regionen som selvstændig og frigjort fra det gamle sovjetstyre. Nu tyder meget på, at Danmark vil øge sine bestræbelser på at inkludere Baltikum i en moderne fælles-nordisk kulturidentitet omkring hele Østersøen.
Kulturel samhørighed: Ellemanns samlede Europa
Uffe Ellemann-Jensen beskrev i sin bog fra “Det lysner i Øst – Vejen til et helt Europa” fra 2006, hvordan Danmark op gennem 1990’erne og 00erne havde behov for at vise sig som en del af “et samlet Europa”. I 1990erne var det essentielt for Danmark at få de nyligt selvstændige baltiske nabolande inviteret med i det europæiske samarbejde. Danmark var derfor tidligt tilstede i regionen, og Dansk Kulturinstitut åbnede i Riga som en af de allerførste udenlandske repræsentationer i august 1990 – et år før selvstændigheden i 1991.
Danmark har brugt mange økonomiske ressourcer til støtte i regionen, men da Estland, Letland og Litauen i 2004 kom med i EU, mente den daværende regering under Anders Fogh Rasmussen, at målet var nået og skar derfor kraftigt i støtten.
På trods af Danmarks tidlige indsats var der følelsesmæssigt meget længere mellem de to regioners kulturer dengang, end der er i dag. I 90’erne var der fokus på de store politiske linjer: fred, økonomisk stabilitet, universelle menneskerettigheder og demokratiske valg. De regionale, nationale og kulturelle forskelle og følelser tog man mindre højde for – særligt pga. den generelt positive stemning over for EU-projektet og globalisering i det hele taget.
I dag lever vi til gengæld i en tid, hvor spørgsmål om national identitet er blevet mere aktuelle, hvilket blandt andet kommer til udtryk som EU-skepsis. Udviklingen har vist, at selv små kulturelle forskelle har stor betydning og ikke kan underkendes eller udlignes i EU-regi. Det Internationale Kulturpanels fokus på det nære Europa er derfor også udtryk for en bevidsthed om, at styrkelsen af de nære alliancer kan være med til at skabe en større sammenhængskraft på tværs af EU’s grænser og dermed også medvirke til et EU med større plads til diversitet. Et EU, hvor de regionale og lokalkulturelle bånd spiller en ligeså stor eller større rolle end den europæiske rammekultur, det for mange kan være svært at passe ind i.
Den baltiske drøm om New Nordic
Den moderne identitetstransformation, som kan forene Baltikum og de “klassiske” nordiske lande, er meget tydelig i Danmark. Intet har været mere moderne de sidste år, end det nordiske brand. Med bl.a. restaurant Noma og Claus Meyer er nordisk madkultur blevet verdenskendt. Film og serier om vikinger og nordiske guder er populære, og det nordiske hipstermiljø har bragt det mørke, gotiske og kultiske ind i modeverdenen. Skabelsen af denne moderne nordiske identitet kan forene Baltikum og de “klassiske” nordiske lande, både politisk og kommercielt.
Skandinavien med dens minimalisme, feminisme og pæne velfærdsstat er måske det nærmeste, man kommer på det Europæiske Utopia. I de tre baltiske lande har der længe været et ønske om at blive et nyt moderne nordisk land, der indgår i en fælles nordisk identitet. Estlands præsident fra 2006-2016 Toomas Hendrik Ilves har eksempelvis udtalt: ”Vi ønsker såmænd bare at blive endnu et kedeligt nordisk land”.
Kulturelt føler de baltiske folk sig i høj grad nordiske, ikke mindst fordi man på grund af historiske besættelser ikke ønsker at identificere sig med hverken russisk eller tysk kultur. Derfor skal Ilves udtryk “kedeligt” nok nærmere forstås som “fredeligt”, for Norden bliver i høj grad opfattet som kulturelt både spændende og mystisk – og bestemt ikke kedelig.
De baltiske nationer har i stort omfang fundet og dyrket gamle nordiske sagn, folkesange og myter, der strækker sig tilbage til før de moderne nationers opståen- altsammen som del af en national genfødsel efter årtier uden selvstændighed. Denne tendens har også spredt sig til populærkulturen. Norden er i Baltikum blevet et symbol på kvalitet og modebevidsthed. Her dyrker man den neo-nordiske pop-tradition som eksempelvis danske MØ står for, og man er meget optaget af friluftslivet. Hedenske tegn og kultiske billeder af mænd og kvinder med gevirer på hovedet præger modebilledet.
Det tvær-baltiske magasin NWIND – Creative northern energy, der bliver udgivet i både Letland, Estland og Litauen, er et eksempel på, hvor markant den nordiske selvbevidsthed er. I magasinets tiende udgivelse fra 2016, der designmæssigt ligner et nordisk magasin, som man ville kunne finde på en københavnercafe, beskrives det i lederen meget eksplicit, hvad det vil sige at være en del af den nordiske kultur:
“Det nordiske er territoriet omkring Østersøen. De nordiske folk er stammerne, nationerne og personlighederne, som er vokset frem i norden – dem der har følt alle fire årstider og har været i kontakt med vand, klipper, skove, marker og sumpe fra dette område. Lige meget hvor forskelligt vores blod og temperament så end må være, er vi forenet af et meget vigtig element – vores indstilling til og følelser for naturen. Uden tøven kaster jeg alle os lokale ned i en gryde og lader vores mest karakteristiske og besynderlige træk koge sammen.”
Frygten for Rusland
Det er svært at skrive om det nye Nordens udvikling uden at nævne frygten for Rusland. Annekteringen af Krim og usikkerheden om USA’s fortsatte NATO-støtte har medført, at Baltikum sikkerhedspolitisk har nærmet sig bl.a. Danmark som en vigtig samarbejdspartner. Og når Nordens område udvides, betyder det også, at Danmark i højere grad føler, at Rusland truer dansk/nordisk interesseområde. Mytedannelsen omkring det nye Norden er derfor også i høj grad skabt på baggrund af en sikkerhedsinteresse.
Der er kraftig russisk indflydelse i de baltiske lande, både gennem medier, men også, fordi eksempelvis op mod 40% af indbyggerne i Riga har russisk som modersmål. Det er med til at skabe en usikkerhed om, hvilken kultur, der er stærkest i regionen.
På grund af den politiske og økonomiske støtte har der været stort fokus på Danmark siden 90’erne. Mange letter lærer det danske sprog, følger med i dansk kunst og kultur og tager måske deres uddannelse på et af de danske universiteter. Samtidig ser mange lettere også russisk tv og er derfor påvirket fra to sider. Det bedste eksempel er Rigas borgmester Nils Usakovs, der er af russisk afstamning, men uddannet ved Syddansk universitet.
Sikkerhedspolitisk kommer frygten for Rusland til udtryk i dette års beslutning om at udsende 200 danske soldater til Estland i 2018 som del af NATO-initiativet Enhanced Forward Presence (EFP). Men som det har vist sig i blandt andet Ukraine, ændrer fysisk tilstedeværelse ikke nødvendigvis folks identitetsfølelse. Derfor virker ideen om en fællesnordisk kultur, der kan få afstanden mellem Moskva og Baltikum til at føles større og styrke sammenholdet omkring Østersøen, mere aktuelt end nogensinde før.
Den danske idé om Østeuropa
Selvom både den danske regering og balterne altså er opsatte på at skabe en fælles nordisk selvforståelse, er der stadigvæk få danskere, der i dag vil opfatte Baltikum som et område, man deler identitet med. Området betegnes – modsat balternes ønske – ofte som Østeuropa, inklusive stereotyper om fremmedarbejdere og købekoner. I almindelig dansk opfattelse begrænser Norden sig altså stadig til de ’gamle’ skandinaviske lande.
Det bliver interessant at se, om Det Internationale Kulturpanels fokus på det nære Europa omkring Østersøen kan ændre denne danske selvopfattelse og forståelse af nabolandene.
Identitet forstås ofte som noget, der opstår nedefra og indefra, men tiltag som Det internationale Kulturpanels strategi for 2017–2020 kan måske være med til at danne rammerne for det, der bedst kan betegnes som moderne mytedannelse. Ved at fremhæve historiske bånd, eksempelvis Dannebrogs nedfald i Estland, konstrueres så småt en ny fælles virkelighed.
Jonas M. Hoeck skriver speciale i litteraturvidenskab og har arbejdet på Dansk Kulturinstitut i Riga
