INTERVIEW | Direktøren for den russiske tænketank RIAC, Ivan Timofejev, ser det som sin fornemste opgave at bistå regeringen og forskningsmiljøet med åben, objektiv ekspertise. Caroline Bilde har interviewet Timofejev i Moskva.
Paris, London, Stockholm, Beograd, Pskov og Sankt Petersborg. Ivan Timofejevs kalender for den næste måned er tæt pakket med rejser og konferencedeltagelse. For tiden bor han mere i Europas lufthavne end i Moskva, hvor han ellers har base som programdirektør og forsker i international politik hos tænketanken Russian International Affairs Council (RIAC).
Magasinet rØSTs Ruslandsredaktør Caroline Bilde fangede Timofejev i RIAC’s hovedkontor i Moskva til en samtale om centrets arbejde, om det russiske tænketanksmiljø generelt og om fremtidens muligheder for dialog på tværs af landegrænser.
Grundlæggelse og uafhængighed
Ivan Timofejev, som er uddannet fra Sankt Petersborg Statsuniversitet og Lancaster University i England, har en lang karriere bag sig som forsker, underviser og leder af Moskvas diplomatuniversitets arktiske forskningscenter. Desuden er han direktør for det euro-atlantiske program under den berømte Valdai Discussion Club – et russiskbaseret forum, der faciliterer debat om indenrigs- og udenrigspolitik, og som besøges af forskere og politikere fra alle egne af verden.
Kan du uddybe RIACs funktioner og aktiviteter?
”Vi blev grundlagt i 2011 for at udfylde forskellige funktioner. Dels er vi et netværk og en forening, hvor eksperter og forskere kan diskutere og dele viden. Dels er vi en tænketank, der selv udgiver forskningsartikler, arrangerer foredrag og gennemfører undervisningsprogrammer i Rusland. Vi arrangerer for eksempel udvekslingsophold med unge fra mere end 20 europæiske og asiatiske lande.”
”Vi er ret stærke på udgivelsesfronten og arbejder i øjeblikket på 50 bogprojekter. Vi har en bred vifte af fokusområder – både specifikt geografisk om Ruslands rolle i forhold til blandt andet USA, Kina, Arktis og Baltikum, men vi arbejder også med mere overordnede temaer som cyber-sikkerhed og strategisk stabilitet.”
”På nuværende tidspunkt har vi omkring 30 medarbejdere her på kontoret i Moskva, så vi har kapacitet til at gennemføre rigtig mange forskellige projekter. Vi oversætter stort set alt til engelsk og gør det efterfølgende tilgængeligt på vores hjemmeside.”
Hvem var det, der tog initiativ til oprettelsen af RIAC?
”Det gjorde den russiske præsident. Så det var en idé på øverste politiske niveau, og vi greb den mulighed. Men vi er et uafhængigt forskningscenter, selvom dele af finansieringen kommer fra regeringen. Jeg var én af de tre grundlæggere sammen med Igor Ivanov, tidligere russisk udenrigsminister, og Andrej Kortunov, som i dag er vores generaldirektør.”
For nogle kan det måske lyde som et paradoks, at I skulle være uafhængige, samtidig med at I finansieres af regeringen.
”Det er ret almindelig praksis for et center som vores at have differentieret finansiering fra en regering og derudover offentlige fonde. Sådan er det også med de fleste vesteuropæiske tænketanke, for eksempel det tyske Stiftung Wissenschaft und Politik og det danske Center for Militære Studier.”
”Den russiske regering har en klar interesse i vores arbejde, men de dikterer ingenting. De er interesseret i åben, objektiv ekspertise. Man skal forstå det sådan, at de jo ikke får noget ud af kun at beskæftige sig med den officielle linje. For den kender de jo selv! Derfor ville det være latterligt, hvis vi bare gentog det. Vi er sat i verden for at udvide perspektivet på et nuanceret grundlag. Så er det så efterfølgende op til regeringen selv, om de vil følge eventuelle policy-anbefalinger.”
”Men vi kan ikke lave kvalitetsarbejde udelukkende på statssubsidier. Derfor bruger vi også mange kræfter på at fundraise gennem andre kanaler, og vi har for eksempel lige opnået støtte fra den Eurasiske Økonomiske Kommission (det udøvende organ under den Eurasiske Økonomiske Union mellem Rusland, Armenien, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan, red.).”
Uofficielt diplomati og officielt samarbejde
Hvorfor var det netop i 2011, at behovet for et center som RIAC opstod?
”Det var faktisk ret uforudsigeligt. Jeg kan ikke pege på nogen specifik årsag, men man blev ligesom enig om, at der var et behov. Og her var der særligt tale om et behov for såkaldt Track 2-diplomati – det vil sige ikke-statslige, uformelle kontakter mellem private borgere, grupper og institutioner på tværs af grænser.”
”Så vi laver ikke kun uddannelse og tænketanksarbejde. Vi er også en slags uofficielle diplomater. Vi har talt i parlamentet i Stockholm, og da jeg tidligere i år var i København, holdt jeg oplæg i Folketinget (Timofejev holdt desuden oplæg ved et arrangement hos KU’s Center for Militære Studier i januar 2017, red.). Det er helt normalt for denne type tænketank, fordi der er så meget, der ikke kan debatteres på officielt niveau. Men de uofficielle kanaler er altså stadig åbne. Så selv når der er store uenigheder, for eksempel omkring sanktioner, kan vi stadig mødes og diskutere.”
Fornemmer du, at det inden for de seneste år er blevet vanskeligere at samarbejde med internationale partnere?
”Nej, ikke specielt. Men det er klart, at mange vestlige lande træder mere varsomt. I medierne bliver Rusland ofte dækket under temaer som hybrid- og informationskrig. Det kan vi selvfølgelig også mærke, men jeg vil ikke sige, at det er voldsomt.”
”Det er jo sådan, at folk inden for vores branche er meget velinformerede. Alle kender hinanden, og vi har stadig gode kontakter i Europa og USA. Der er efterspørgsel på folk som os, der kan levere et nuanceret billede af Rusland – hvilket også var grunden til, at jeg var inviteret til København. Folk forholdt sig meget forskelligt til mit oplæg, og man er absolut velkommen til at kritisere mine udtalelser. Sådanne begivenheder organiseres jo netop som anledning til at mødes og diskutere. Og måske tager jeg også fejl på nogle områder. Lige med hensyn til Rusland er det jo faktisk dig, der er eksperten af os to! Jeg forsker mere bredt i international politik, og når jeg mødes med Ruslandseksperter fra andre lande, sker det tit, at de ved mere end jeg om netop Rusland og må rette mig.”
Hvordan samarbejder I med russiske medier?
”Vi forsøger at være så åbne som muligt. Alle vores arrangementer bliver live-streamet, og vi samarbejder en del med aviser og tidsskrifter. Vi samarbejder mindre med TV, da det ofte er en lettere genre. Men i dag skal jeg i fjernsynet og tale om NATO-topmødet i Bruxelles, hvor jeg skal kommentere talen fra din landsmand, generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Det bliver på kanalen RBK, som har ret seriøse og tunge analyser. De bredere folkelige kanaler er knap så interesserede i videnskabelig ekspertise.”
Målgruppe, temaer og læsere
Hvad gør I for ikke kun at ramme et elitært publikum, men også at nå ud til mindre veluddannede grupper?
”Hvis man begrænser sig til at arbejde med eliten, bliver ens arbejde også tilsvarende forsimplet. Så vi gør meget for for eksempel at være tilstede i provinsen, helt overvejende gennem lokale universiteter, men også gennem private foretagender og lokale bystyrer. Men det giver heller ikke nogen mening for os primært at arbejde med mindre veluddannede grupper, da vi trods alt beskæftiger os med international politik på videnskabeligt niveau.”
Adskiller jeres arbejde sig markant fra andre russiske tænketanke?
”Der er en stor forskel i og med, at mange både russiske og udenlandske tænketanke primært benytter sig af in-house ekspertise – altså fast tilknyttede forskere. På den måde har alle deres eget afgrænsede forskningsfelt, de er ansvarlige for. Vi har en anden struktur, hvor vi fra gang til gang hyrer eksperter udefra. Og så er det op til vores egne ansatte at holde et relevant fokus.”
”Vores ideal er, at vores ansatte skal have en universel profil og både være i stand til at forske, skrive og organisere projekter. Hvilket er en ret sjælden kombination. Og de skal også være en slags intellektuelle kuratorer og mestre den vanskelige disciplin at orientere sig i forskernes tankegang.”
Kan du sige lidt om jeres arbejde med vesteuropæiske temaer?
”Spørgsmålet om Ruslands forhold til EU og NATO er meget centralt for os, hvilket jo ikke er overraskende. For vi er så gensidigt afhængige og kan ikke ignorere hinanden – gudskelov. Det er rigtig vigtigt at opnå en detaljeret forståelse af vores situation, hvilke problemer vi står med og hvordan vi kan indgå i en dialog om det.”
”Vi arbejder både på et dokumenterende, analyserende niveau og på et mere praktisk niveau, hvor vi laver policy-anbefalinger til politikerne. Men det er selvfølgelig svært.”
Og har du så indtryk af, at magthaverne faktisk læser jeres anbefalinger?
” Det er ret forskelligt. Og det er selvfølgelig også afhængigt af vores evne til at lave PR og marketing. Hvis man bare sender en bunke papirer til et ministerium, vil det være naivt at antage, at nogen læser det. De sidder jo ikke nødvendigvis og venter på vores ting. Så man skal have nogle fælles aktiviteter og faste personlige kontakter. Og det er selvfølgelig også et stort organiseringsarbejde.”
Udveksling, optimisme og muligheder
Har du nogle afsluttende bemærkninger, som du gerne vil dele med vores læsere?
”Ja: Vi skal snakke med mere hinanden. Vi skal besøge hinanden og lave udvekslingsprojekter på forskellige niveauer. Ellers kommer vi bare til at sidde i hvert vores elfenbenstårn som en eller anden antihelt fra et H.C. Andersen-eventyr.”
”Der er mange risikomomenter i disse tider, men jeg er optimistisk. Der er kommet en ny generation, som har en helt anden forståelse af mange ting og har nogle andre værdier. De mennesker, der i dag bestrider vigtige poster i Rusland, er tidligt blevet vænnet til relativ stabilitet. De havde deres ungdom i 70’erne og 80’erne. Min generation havde derimod sin ungdom i 90’ernes omvæltede og temmeligt retningsløse Rusland. Det er klart, at det var vildt kaotisk, men det betød også, at vi pludselig fik virkelig mange nye muligheder. Og jeg tror, at vores generation orienterer sig mindre mod stabilitet og i stedet har fået nogle mere dynamiske værdier. Det rummer både en udfordring og en række muligheder, som vi skal gribe.”
Samtalen er gengivet i Caroline Bildes egen oversættelse fra russisk.
