DEBAT | Hvad er Ruslands præsident Vladimir Putin ude på i Baltikum? Spørgsmålet deler vandene og optager eksperter og debattører. Debatklimaet kan deles op i tre hovedopfattelser af Putins hensigter. Rasmus Lauridsen analyserer debatten.
Hvordan skal Ruslands militære overflyvninger over estisk luftrum forstås? Hvad med de falske nyheder om oprettelsen af et russisk-sindet ”Latgalian People’s Republic” i Letland à la Donetsk og Lukhansk i Østukraine? Skal vi frygte russisk messianisme og neo-imperialisme? Er forskelsbehandlingen af russiske mindretal i Estland og Letland reel eller imaginær? Forhastede NATO og EU sig i optagelsen af lande i de russiske grænseregioner? Spørgsmålene om de russisk-baltiske relationer hober sig op i øjeblikket og giver anledning til ophedede diskussioner blandt mange.
Tre opfattelser
- Den pessimistiske opfattelse ser Ruslands militære oprustning og spredning af fake news som et udtryk for en russisk udenrigspolitisk masterplan, der indebærer, at dele af Baltikum vil være næste mål i rækken for en russisk intervention eller besættelse. På linje med denne tilgang ligger den amerikanske professor Poul D. Miller: ”Han [Putin, red.] vil i overensstemmelse med sin masterplan intervenere og destabilisere regionen under påskud af at beskytte de etnisk russiske mindretal mod vold og overfald fra myndighederne og de titulære baltiske befolkninger.”
- Den pragmatiske opfattelse anerkender Ruslands truende adfærd, men ser ikke en intervention som en reel risiko. Her pointeres det, at Putin ønsker fortællingen om, at Rusland kan true Baltikum, opretholdt af hensyn til sin interne opbakning i Rusland – men han angriber ikke. Dels fordi regionen ikke er af afgørende historisk betydning som for eksempel Krim, og dels fordi Baltikum udgør for stor en risiko som allerede fuldgyldige NATO-medlemmer. På linje hermed ligger Atlantsammenslutningen i sin rapport Rusland som Stormagt fra februar 2017: ”Årsagen til aggressive udenrigspolitiske udmeldinger er ofte at vise befolkningen en (falsk) krigsberedthed for at legitimere magthavernes position og for at fjerne fokus fra interne udfordringer.”
- Endelig er der den optimistiske opfattelse, der mener, at forestillingen om en russisk trussel er stærkt overdrevet, og at den i al fald vil være fremprovokeret af vestlige organisationer, der siden Sovjetunionens opløsning angiveligt har undladt at tage Rusland med på råd i deres ekspansion østpå. Den gængse opfattelse er, som Dansk Folkepartis Marie Krarup udtalte det til Deadline på DR2: ”… interventionerne mod georgisk og ukrainsk territorium kunne være undgået, hvis NATO ikke havde haft så travlt med at ekspandere østpå.”
Alt fra forestillingen om Putins udløsning af en tredje verdenskrig over en fortsat aktiv destabiliserende status quo til en mulig allieret er således i spil. Denne kommentar er en kortlægning af debatten snarere end et indlæg i samme.
Hvad driver Putin?
Den pessimistiske opfattelse er, at Putin har en revanchistisk ideologi, som legitimerer en neoliberal rekonstruktion af Sovjetunionens geografiske udbredelse. Samtidig bruger han proaktivt militære interventioner som et konkret værktøj til at øge den befolkningsmæssige tilslutning, hvis han ligger lavt i de hjemlige meningsmålinger. Inden for denne opfattelsesramme findes også visse steder argumenter om den russiske messianisme, hvor den amerikanske professor Poul D. Miller præciserer i Foreign Policy november 2016: ”I dette perspektiv er Rusland den ortodokse kristendoms centrum med en forpligtigelse til at beskytte og sprede det kristne budskab så meget som muligt”.
I henhold til den pragmatiske opfattelse er Putins strategi (hvis han har en sådan) først og fremmest afventende. Han har demonstreret vilje og kapacitet til at handle resolut og til at bruge militær magt til at opnå specifikke politiske mål. Forsvarsakademiet konkluderer i sin analyse Spændinger og mindretal i Baltikum fra 2016, at: ”… russisk militær indgriben er meget lidt sandsynlig. Skulle det alligevel finde sted, vil det sandsynligvis være med begrundelse i en, i russisk optik, diskriminerende eller voldelig handling fra de baltiske myndigheders side mod de russisktalende mindretal.”
Den optimistiske opfattelse af Putin er, at han blot forsvarer Ruslands egne grænser og interesser. Putin føler sig med rette truet af NATO og EU’s øst-udvidelser og forsvarer legitimiteten af regionale interessesfærer og de russiske befolkningsgrupper i sine grænseregioner. Putin varetager sit eget lands interesser mod intimidering af EU og NATO, hedder det gennemgående i den optimistiske opfattelse.
Regeringsgrundlaget
Regeringsgrundlaget for den russiske udenrigspolitik fra år 2000 (Putins indsættelsesår) er ofte blevet fremhævet i debatten. Af teksten fremgår det, at hvis de gode relationer til de baltiske stater skal opretholdes, er det: ”… ufravigeligt […], at disse stater respekterer de russiske interesser, herunder det centrale spørgsmål om overholdelsen af den russisktalende befolknings rettigheder”.
I en pessimistisk fortolkning er dette en aggressiv passage og en legitimitetserklæring om, at Rusland må krænke de baltiske landes suverænitet, hvis de finder det nødvendigt. I denne opfattelse er udsagnet et bevis på, at Putin har en masterplan om at (tilbage-)erobre så meget territorium som muligt i Baltikum, så snart han finder det indenrigspolitisk formålstjenligt og militært muligt.
I den pragmatiske tilgang er uddraget en væsentlig, men til dels ukontroversiel politisk ytring, eftersom der i år 2000, som tilfældet er i dag, finder en sproglig og stemmeretlig forskelsbehandling af de russiske minoriteter sted i primært Estland og Letland. Dette konkluderede Det Danske Forsvarsakademi i et brief fra 2016: ”Anerkendelsen af den russisktalende gruppes symbolske og kulturelle kapital vil sandsynligvis føre til større samfundsøkonomisk integration i de baltiske samfund og færre spændinger, som kan udnyttes af Rusland.”
Den optimistiske tilgang tolker dette udenrigspolitiske fokus som helt forståeligt. Her lægges vægten på det russisk-etniske perspektiv, hvor de baltiske landes forskelsbehandling og overdrevne frygt for Rusland netop kan antænde konflikter med Rusland som den forurettede part. Marie Krarup konkluderede eksempelvis i Berlingske efter en rejse i Baltikum i 2015, at: ”Jeg er taget fra Baltikum med en følelse af, at den krig desværre godt kan komme snart, hvis vi følger balternes opfordringer til at sende våben til Ukraine, i stedet for at tale med russerne.”
Årsagen til Putins interventioner i Georgien og Ukraine
I forhold til frygten for en russisk aggression i Baltikum er det helt centralt, hvordan man fortolker Putins tidligere interventioner i den georgiske region Sydossetien i 2008 og på Krim i Ukraine i 2014.
Den pessimistiske opfattelse er, at begge interventioner var en logisk konsekvens af Putins bagvedliggende dagsorden – eller masterplan – om at rekonstruere så meget af den postsovjetiske sfære som muligt under påskud af at komme det russiske mindretal til undsætning. I denne fortolkning var Georgiens forhandlinger med NATO og Ukraines forhandlinger med EU kun et påskud – ikke en egentlig årsag til interventionerne. Den daværende georgiske præsident Saakasvili var i denne forståelse uden ansvar i de eskalerende begivenheder i især Sydossetien.
I den pragmatiske fortolkning ses de to interventioner som isolerede begivenheder med hver deres særtræk og motiver. Georgien lå forinden interventionen i forhandlinger med NATO, hvilket Putin misbilligede. Men i denne fortolkning tillægges også den georgiske præsident Saakasvili en stor grad af medansvar i eskaleringen, idet han som EU-kommissionen konkluderede i 2009 iværksatte en militær aktion overfor den sydossetiske befolkning. Denne faktor undtager dog ikke Putin som den aggressive part, der intervenerede i en intern georgisk konflikt. Dog ses Krim som værende af en helt særlig interesse for Rusland – historisk, militærstrategisk, geografisk og demografisk, hvorfor man ikke nødvendigvis skal se det som et led i Putins masterplan. Rusland vil i denne opfattelse snarere være interesseret i opretholdelsen af en ustabil status quo, der kan forhindre EU-medlemskab.
Den optimistiske opfattelse er, at NATO og EU i deres forhastede forhandlinger med Georgien og Ukraine udløste Putins forståelige, omend kritisable angreb i deres regionale grænseland. Interventionerne var en reaktion og kunne på EU og NATOs foranledninger være undgået. Annekteringen og den efterfølgende ikke internationalt anerkendte folkeafstemning på Krim om optagelsen i Den Russiske Føderation accepteres som legitime handlinger.
Vished
Det næste år vil måske gøre os meget klogere på, hvilken analyse der er den rigtige. I hvert fald er alle rammerne i det internationale politiske klima på plads for at tydeliggøre Putins hensigter i Baltikum. Også internt i Rusland er der flere kritiske punkter som kan påvirke Putins handlinger: Der er præsidentvalg i marts 2018, Rusland er vært for VM i fodbold og der er på det seneste en oppositionel aktivisme, der nu gennemfører spontane demonstrationer i Rusland.
Rasmus Lauridsen er Ruslandsredaktør i Magasinet rØST. Han er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i nationalistiske opfattelser i den postsovjetiske russiske presse og har arbejdet for Det Danske Generalkonsulat i Skt. Petersborg.
