FORFATNINGSKRISE | En turbulent tid uden regering kulminerede med, at demonstranter stormede parlamentet i Skopje. Nu ser det ud til, at det politiske system bestod prøven. Helga Molbæk-Steensig analyserer.
Torsdag den 27. april stormede den tidligere VMRO-DPNME-regerings støtter det makedonske parlament. Målet var at forhindre indsværgelsen af den nye formand for parlamentet – og dermed blokere for dannelsen af en ny regering. Dog har præsidenten undladt at erklære nødret og i sidste uge sigtede statsanklageren endelig de medvirkende.
Prøvelse af demokratiet
Makedonien (FYROM) har været uden regering siden sidste parlamentsvalg den 11. december 2016. Her blev tidligere premierminister Nikola Gruevskis konservative parti, VMRO-DPMNE, det største med 51 mandater, mens oppositionspartiet SDSM (socialdemokraterne) med Zoran Zaev (billedet) i spidsen blev det næststørste med 49 mandater. Resultatet kom ovenpå Gruevskis korruptions- og aflytningsskandaler og de månedlange demonstrationer mod VMRO-DPMNE, der gik under navnet ’Den Farverige Revolution’.
Valget var et jordskred til fordel for SDSM, som voksede med hele 15 mandater, imens VMRO-DPMNE tabte 10. (Se rØSTs tidligere reportager fra valgene og den politiske krise ved Iben Funch Døj, ved Anton Buhl-Iversen og ved Klaus Bjerre).
På grund af det tætte resultat afhænger regeringsdannelsen af, hvilket parti de fire albanske minoritetspartier, som delte de resterende 20 mandater, vælger at samarbejde med. Tidligere har det største minoritetsparti, centrum-partiet DUI, været i koalition med VMRO-DPNME, som har siddet på regeringsmagten siden 2006. DUI tabte ni ud af nitten mandater ved 2016-valget, sandsynligvis på grund af partiets forbindelse til VMRO-DPNME og deres aflytningsskandale.
Skandalen startede med parlamentsvalget i 2014, hvor VMRO-DPNME vandt stort over SDSM og SDSM herefter beskyldte VMRO-DPNME for stemmekøb og misbrug af sin position i regeringen til at vinde valget. Dette blev fulgt op i 2015, hvor Gruevski anklagede Zaev for at planlægge et kup i Makedonien. Zaev responderede på disse anklager ved at frigive videofilm, der øjensynligt viste Gruevski under valget planlægge at dække over et mord på en ung dreng, samt dokumentation for at VMRO-DPNME fik aflyttet mere end tyve tusinde borgeres telefoner. Disse anklager og dokumenter går i Makedonien under navnet ’Zaevs bomber’ og var startskuddet til Den Farverige Revolution, som resulterede i nedsættelsen af en undersøgelseskommission, der skulle afdække Gruevskis indblanding i skandalen.
I starten af januar gav præsident Gjorge Ivanov, som også er medlem af VMRO-DPNME, mandatet til at samle en koalitionsregering til Gruevski. DUI valgte at takke nej til et fortsat samarbejde, eftersom VMRO-DPNME ikke ville lade den særlige kommission til undersøgelse af aflytningsskandalen fortsætte sit virke. Derfor kunne Nikola Gruevski efter 20 dage ikke stille med en regering, der havde parlamentarisk støtte fra det nødvendige minimum på 61 mandater. Den politiske krise startede for alvor, da præsidenten herefter nægtede at give mandatet videre til SDSMs leder, Zoran Zaev.
Fabrikerede etniske spændinger
Gruevski har forsøgt at gøre den politiske krise til en nationalistisk konflikt mellem makedonere og albanere, men med begrænset held. Gruevskis argument er, at DUI nægtede at samarbejde med hans parti – ikke på grund af aflytnings- og korruptionsskandalerne, men på grund af ’Tirana-platformen’ som blev vedtaget i starten af januar.
Den 8. januar, umiddelbart før præsidenten gav koalitionsmandatet til Gruevski, mødtes de fire albanske minoritetspartier i den albanske hovedstad Tirana. Tre af dem enedes om fælles pejlemærker for den næste regeringsperiode i Makedonien. Der er syv punkter i alt, hvor effektiv implementering af Ohrid-aftalen fra 2001, som afsluttede de makedonsk-albanske etniske stridigheder, spiller hovedrollen. Hertil hører, en fremsættelse af et parlamentsforslag til en resolution, der fordømmer historiske forbrydelser imod albanere i forbindelse med Serbiens overtagelse af det der i dag er Makedonien fra tyrkisk herredømme i 1912. Et andet punkt er bedre samarbejde med albanske minoriteter i Bulgarien, samt et fornyet fokus på EU- og NATO-tiltrædelsesprocesserne.
Selvom alle partier i det makedonske parlament næppe er enige i alle punkterne, er det ikke et overraskende indhold, og det svarer i det store hele til partiernes valgprogrammer før valgdagen den 11. december.
Nikola Gruevski og præsident Gjorge Ivanov mener imidlertid, at aftalen er udtryk for et albansk kup i Makedonien, og præsidenten har brugt den som begrundelse for, ikke at ville give regeringsmandatet til Zaev fra SDSM.
Ifølge Zhivka Ivanova, en makedonsk studerende, der har deltaget i de mange demonstrationer mod Gruevski under den farverige revolution i 2015-2016, fabrikerer VMRO-DPNME simpelthen indhold i Tirana-platformen, som ikke er til stede for at omforme den politiske konflikt til en etnisk konflikt:
”De [VMRO-DPMNE] siger, at Tirana-platformen indeholder alt muligt med at ændre Makedoniens navn, flag og forfatning. For det første passer det ikke, og for det andet skal man bruge to tredjedeles flertal i Parlamentet for at ændre den slags, så SDSM og DUI kan ikke lave nogle af de her ting om uden VMRO-DPNMEs støtte.”
En løsning udenom præsidenten
Fordi præsident Ivanov ikke vil give SDSMs leder Zoran Zaev mandat til at finde en majoritet i parlamentet, har den politiske situation i Makedonien været fastlåst siden slutningen af januar. Ivanovs argument for ikke at give mandatet er, at en SDSM-DUI koalition vil ødelægge landet, fordi deres politiske platform kommer fra et andet land; nemlig fra Albanien i form af Tirana-platformen.
Med samme argumentation om albansk magtovertagelse, opfordrede Gruevski befolkningen til at gå på gaden og kræve et nyt valg. Dermed fandt nye demonstrationer sted fra slutningen af februar – denne gang til fordel for VMRO-DPNME og ikke imod partiet. Det var en af disse demonstrationer, der den 27. april banede sig vej helt ind i parlamentet.
Fremtrædende makedonske forfatningsretlige eksperter, herunder Osman Kadriu og Svetomir Skaric, har bebrejdet Ivanov for at nægte at give mandatet til den anden blok. De fastholder, at Makedonien er et parlamentarisk demokrati – ikke et præsidentielt. Præsidentens mandat til at vælge regeringslederen er udelukkende symbolsk. Den makedonske forfatning indeholder af samme grund en mulighed for at danne regering med parlamentarisk flertal, udenom præsidenten.
I første omgang manede SDSM til besindighed og gik i tænkeboks i marts, mens de og minoritetspartierne opfordrede det albanske mindretal til at bevare roen, trods de mange anklager fra VMRO-DPNME. Alt imens fortsatte VMRO-DPNME-tilhængerne deres demonstrationer. Da præsident Ivanov fastholdt sin position, startede SDSM i april ruten til regeringsdannelse udenom præsidenten. Den går ud på at tage en ny formand for parlamentet i ed, som herefter kan give partilederne mandat til at samle et parlamentarisk flertal.
Blod i parlamentet
Det var denne anden vej til regeringsdannelse, parlamentet havde sat i gang den 27. april, hvor Talat Xhaferi fra DUI blev valgt til formand for parlamentet ved simpelt flertal. Demonstranternes stormen af parlamentet var voldelig og uventet, men tumulterne fandt først sted efter valget af den nye parlamentsformand. Det betyder, at SDSM stadigvæk kan komme til at danne regering. Både Zaevs makedonske støtter og flere internationale diplomater frygtede, at præsident Ivanov ville erklære nødret oven på angrebet og dermed indføre regering per dekret, men det valgte han ikke at gøre.
I de første timer efter angrebet havde politiet ikke anholdt en eneste person, og politistyrken blev beskyldt for direkte at have medvirket til, at angrebet kunne finde sted.
”Politiet har en del partisoldater ansat […] og vi kunne se på TV, hvordan de sang med på demonstranternes sange og stillede sig ind til siden da demonstranterne stormede parlamentet”, sagde Zhivka Ivanova dagen efter angrebet.
Dette har dog ændret sig i sidste uge, hvor ni deltagere i angrebet er blevet anklaget for ”deltagelse i voldeligt opløb, som forhindrede politiet i at udføre sit arbejde”.
Visse kritikere mener, at anklageskriftet er for mildt, mens VMRO-DPNME i en pressemeddelelse har sagt at anklagerne er urimelige og ”et forsøg på at intimidere patrioter, der blot forsøgte at beskytte deres land.”
Demokratiet holder
Det makedonske demokrati sidder tilbage med en præsident, der ikke vil give parlamentsvalgets vindende koalition mandat til at danne regering, og en tidligere premierminister i Gruevski, der er villig til at opildne til etnisk konflikt for at bevare magten.
Alligevel er der grund til optimisme: Projektet med at omgøre den politiske konflikt til en etnisk er tilsyneladende slået fejl, og det lykkedes i slutningen af april med at få valgt en ny formand for parlamentet, hvilket åbner for endelig udpegning af en ny regering.
Trods præsidentens modstand imod at give mandat til oppositionen, har han ikke erklæret nødretstilstand, hvilket ellers midlertidigt ville overføre regeringsmagten til ham. Politiets efterforskning og sigtelser i forbindelse med volden i parlamentet er også opmuntrende, da de er udtryk for at der ikke er så mange VMRO-DPNME partisoldater i styrken som oppositionen frygter.
Hele forløbet er et eksempel på at den makedonske forfatning og politiske system er bygget til at modstå presset, som det nye demokrati står overfor. En nødretstilstand i Makedonien kan maksimalt vare tredive dage, jævnfør artikel 125 i forfatningen. Dette gør det mindre tiltrækkende at indføre autokrati ad bagvejen ved hjælp af denne mekanisme.
Som Zhivka Ivanova pointerede, kan den nye regering under SDSM og DUI heller ikke gennemføre de ændringer, som Gruevski og hans støtter frygter, fordi de kræver to tredjedeles flertal i parlamentet. Tilmed findes der en forfatningsretlig mulighed for lovligt, og uden statskup, at danne en regering uden om præsidenten. Makedonien forbliver hermed demokratisk – trods en månedlang prøvelse.
Helga Molbæk-Steensig er rØST-redaktør med ansvar for Sydøsteuropa. Hun har en bachelor i Balkanstudier og en kandidat i internationale studier og underviser til daglig i menneskerettigheder, retsfilosofi og retssociologi på juridisk fakultet ved Københavns Universitet.
