KULTUR | I Rusland har den absolut vigtigste kulturelle, økonomiske og politiske skillelinje altid været grænsen mellem centrum og periferi. Denne tendens bliver i disse år udfordret af kunstnere og iværksættere, som ønsker at skabe liv og velfungerende lokalmiljøer langt fra Moskva og Sankt Petersborg. rØSTsCaroline Bilde ser på tre projekter, der i nord, syd og øst har haft succes med at tilføre den vidtstrakte og hidtil ret anonyme periferi ny værdi og eksponering.
Moskva er fortsat Ruslands suveræne politiske og økonomiske magtcentrum, mens Sankt Petersborg traditionelt har været arnested for kulturelle nybrud. Kunstnere og kulturpersonligheder har altid valfartet til landets såkaldte to hovedstæder for at påvirke og blive påvirket. Byer i provinsen har derimod langt overvejende været brikker i det industrielle kompleks.
Tidligere var Rusland og hele Sovjetunionen underlagt en indenrigspolitisk strategi, der satsede på ensretning af folk og byer i hele unionen. Byer blev opbygget eller ombygget efter strengt sovjetisk mønster, hvilket både var økonomisk og ideologisk betinget. Dels krævede den heftige industrialisering nye standardiserede fabrikker og boligløsninger til den pludseligt urbaniserede befolkning. Dels ønskede man at reducere betydningen af nationale og regionale særtræk. Begge dele var gode argumenter for at påføre provinsen en generel kulturel ensretning.
Efter Sovjetunionens opløsning blev ”provins” synonymt med økonomisk stagnation og affolkning. Det var ikke en kerneprioritet at frigøre provinsen fra dens ensretning.
Sankt Petersborg er hovedet, mens Moskva er hjertet, siger et gammelt russisk ordsprog. Dette udfordres i disse år af et kulturlandskab i forandring – både i overført betydning og rent geografisk. Udbuddet af kunst og kultur i provinsen er stærkt stigende, hvilket muliggøres af især civile kræfter med vilje til at tilføre Ruslands enorme periferi nyt indhold. Det er med andre ord kommet på mode at dyrke lokale særpræg.
Følgende tre projekter viser tre forskellige fremgangsmåder i skabelsen af kunstnerisk rammer og projekter, som alle tager udgangspunkt i det allerede eksisterende miljø.
NORD: UnCapitals – nye tværstatslige fællesskaber nord for Polarcirklen
Projektet UnCapitals blev startet i 2015 af den uafhængige russiske kuratorgruppe FridayMilk. Navnet siger det hele: målet er at imødegå hovedstædernes dominans og at decentralisere kultur- og medielandskabet.
Det forsøger folkene bag UnCapitals at bidrage til ved én gang årligt at forene unge kreative kræfter inden for kunst, musik og digitale medier. Kunstnerne får sammen tildelt et residency i en afsidesliggende by. Opgaven er derefter på kort tid at frembringe og efterlade værker, der på forskellig vis udforsker og forholder sig til dét at befinde sig i periferien.
I 2015 samledes de cirka 50 deltagere i byen Apatity nær Murmansk, mens projektet i 2016 foregik i Olonets i Karelien. Begge byer er ganske anonyme og udvælges ifølge én af arrangørerne bevidst til projektet, fordi ”der ikke sker noget som helst”.
UnCapitals er ikke kun lokalt forankret, men inviterer deltagere fra både Skandinavien, Grønland, Island, Færøerne, Finland og Nordvestrusland. Arrangørerne ser deres egen lokale identitet som nordisk i mindst lige så høj grad som russisk.
”Vi bor i et ukomfortabelt område, stort set i Arktis, og vi prøver altid at finde nye grunde til og muligheder for at blive her”, har initiativtageren Oleg Khadartsev sagt til The Calvert Journal. ”Selvfølgelig sker der altid noget spændende i hovedstæderne, men vi elsker periferien fordi den tvinger os ud af komfortzonen”.
På denne måde håber han at kunne være med til at definere og styrke den kulturelle identitet i området omkring Barentshavet, at samle folk og at fremprovokere en dialog mellem hovedstæderne og fjerntliggende egne.
SYD: Observatoriet i Nizhnij Arkhyz – videnskab og samtidskunst i de kaukasiske bjerge
Landsbyen Nizhnij Arkhyz ligger helt isoleret i bjergene tæt på Tjetjenien og Georgien. Befolkningstallet på 500 er faldende. Det er svært at forestille sig, at der på dette sted i Sovjetunionen lå en blomstrende mikroby for atomfysikere og rumforskere. Centrum for denne industri var byens observatorium – bygget i 1966 af det sovjetiske Videnskabernes Akademi og et af de største af sin slags, verden endnu har set.
Observatoriet er stadig i funktion og ligger i en spektakulær modernistisk kuppelbygning. De nærmeste naboer er byzantinske klostre fra det 10. århundrede. Men i 2016, 50 år efter åbningen, fik man selskab af en række moderne kunstnere, da galleristen Madina Gogova og den østrigske kulturattaché Simon Mraz tog initiativ til en international kunstudstilling i lokalerne.
Værkerne, som blev udstillet i selve observatoriets kerne, var vidt forskellige i form og udtryk, men sigtede alle efter at gengive astronomens åndelige forbindelse til sit arbejde og til de videnskabelige mysterier, man fortsat kæmper for at løse.
Mraz mener, at der er en unik forbindelse mellem astronomer og kunstnere: “Meget få mennesker forstår, hvad de [astronomerne] taler om, fordi det ligger flere hundrede tusinde lysår væk. De udgør et meget lukket samfund, hvilket på en eller anden måde gør deres arbejde begribeligt for kunstnere”, har han udtalt til The Art Newspaper.
Lokalt har projektet også et mere alvorstungt sigte: området har i en periode oplevet en stigning i islamisk ekstremisme. Gogova mener, at øget turisme og generelt øget fokus på regionen kan bidrage til at styrke civilsamfundet og have en betydelig positiv effekt på længere sigt.
ØST: Krasnojarsks litteraturmesse – filantropi og nikkelmilliarder
Irina Prokhorova og hendes bror Mikhail er blandt de mest prominente skikkelser i russisk kulturliv, og de har bidraget til at rykke det kulturelle tyngdepunkt mod øst, til Sibirien.
Mikhail Prokhorov blev kendt som politiker, da han ved det russiske præsidentvalg i 2012 kom på en overraskende tredjeplads og senere samme år stiftede det Kreml-kritiske parti Civil Platform. Men han er mest berømt for sin svimlende formue, som han blandt andet har tjent i nikkelindustrien.
Denne formue er bland andet blevet brugt til at stifte den velgørende Prokhorov-fond, der ledes af søsteren Irina Prokhorova og har som sit erklærede formål at øge den kulturelle aktivitet og bevidsthed i Ruslands regioner. Fondens flagskib er litteraturmessen i Krasnojarsk, som ligger i den del af Sibirien, hvor Mikhail Prokhorov har tjent mange af sine penge. Han nøjes dog ikke længere med nikkeludvinding, men tilfører området nyt indhold ved årligt at forene over 200 forlag, en række russiske og internationale kulturaktører og mere end 50.000 besøgende.
Iværksættergenet ligger til familien Prokhorov. Efter Sovjetunionens sammenbrud benyttede Irina Prokhorova sig straks af muligheden for at starte et privat foretagende i form af tidsskriftet New Literary Observer, som i dag anses for et toneangivende internationalt kultur- og litteraturmagasin samt forlag.
For Irina Prokhorova handler det øgede kulturudbud i regionerne om at skabe en fælles russisk identitet og et demokratisk fundament i den nuværende totalitære stat, som hun har udtalt i et interview med Dansk Forfatterforening. Prokhorova er i det hele taget ikke bange for at udtrykke sig stærkt kritisk om den politiske magtelite i det moderne Rusland. Og netop den kulturelle platform synes at være et stærkt udgangspunkt i et samfund, hvor oppositionspolitikere og systemkritikere generelt har trange kår.
