KLUMME | Forfatter og journalist Keld Broksø er aktuel med en thriller, som har fat i de stigende spændinger i Østeuropa fra Baltikum, Ukraine og til Polen. Bogen om små mennesker klemt i et storpolitisk, europæisk spil er skrevet ud fra lige dele frustration og bekymring over fremmarchen af en ny kold krig på tværs af Europa. I denne klumme fortæller forfatteren om motivationen til at skrive bogen.
Man kan tage den slags avisnotitser med et skuldertræk, men selv reagerede jeg voldsomt, da jeg i april 2015 læste, at Polen ville bygge seks 50 meter høje vagttårne langs den 200 kilometer lange grænse til den russiske østersøenklave Kaliningrad. Pris: 28 millioner kroner – stort set betalt af EU’s grænsefond. Polen var desuden på vej med kontrakter om militært udstyr fra USA og Europa for knap 56 milliarder kroner – en af de største forsvarskontrakter i Europa siden slutningen af den gamle kolde krig. I Danmark kræver det nok en speciel interesse i Østeuropa at hidse sig op over det, men hvor kommer den interesse fra?
Inspireret af egne oplevelser
Typisk fra oplevelser og rejser. De er også baggrunden for, at alle de nye spændinger i Østeuropa nu er endt i min thriller ”Koldfronter”, som er blandt de første romaner, der bruger den nye, kolde krig som kulisse. Årsagen til den kulisse for bogens menneskeskæbner er netop min Østeuropa-interesse, der begyndte for 27-28 år siden. Som dengang noget yngre journalist på Jyllands-Postens københavnsredaktion, var jeg kort efter Berlinmurens fald på opgave i bil gennem Østberlin (muren var der endnu, om end man kunne gå igennem) og videre til Prag, Budapest og til Bukarest ved det første frie valg. Opgaven var at portrættere andre unge mennesker i de byer: deres håb, liv før og nu – samt ikke mindst deres fremtidsdrømme. Drømme var der dengang mange af, mens deres liv førhen var problemfyldte. Euforien fra dengang sidder i mig endnu:
Jeg vil aldrig glemme Pavel, som egentlig havde været soldat, men i virkeligheden var tvangsudskrevet slave-byggearbejder ved Ceausescus gigantiske ”Folkets Palads”, som den gale diktator havde fået ideen til efter et besøg hos Nordkoreas Kim II-Sung. Byggearbejderne døde som fluer på de skrøbelige stilladser. Selv blev han og hele familien desuden engang vækket klokken tre om natten af sikkerhedspolitiet, Securitate, fordi hans hår skulle klippes tre centimeter. Og nu, NU! skulle livet leves med uddannelse, frihed og lys fremtid.
Jeg vil heller ikke glemme Miroslav, som politiet havde hjulpet til en brækket arm, og i 1990 gik han alligevel i demonstration med armen i slynge under et skilt med skriften ”never more communism!”. Målet var at få fjernet et par professorer på hans business-skole. De var forrygende til marxistisk planøkonomi, men vidste intet om markedsøkonomi. Det lykkedes studenterdemonstranterne at få de professorer smidt ud.
Jeg vil heller ikke glemme Marion, som havde stået oppe på Friedrichstraße station i Østberlin og set flyene lande bag muren i Vestberlin. Imens kunne hun kun drømme om London, Paris og New York, og et banner forkyndte samtidig , at ”partikongressen vil vise fremtiden!” I 1990 kunne hun se en langt lysere fremtid.
Frustration
I dag er euforien mildest talt blevet flosset – specielt efter Maidan-opstanden i Kijev i 2014. Vi kender det meste siden: Annektering af Krim, russiske separatister kæmper i Østukraine. Polen bygger 50 meter høje vagtårne mod den russiske enklave Kaliningrad og bevæbnede, polske hjemmeværnsfolk eksploderer i antal. Baltikum opruster med NATO´s hjælp, og Estland vil endda bygge 108 kilometer hegn mod Rusland. Russisk propaganda kaster i sin ensidighed nu mindelser om det gamle Kremls skyklapper mod verden. Og væk er de russiske officersbesøg i NATO med fælles øvelser til følge.
Men noget sad stadig i mig efter det meste eufori ellers var dampet af. Det gjorde det for alvor ved et besøg i Kijev som valgobservatør i netop 2014: Jeg huskede, at det var små, almindelige mennesker, der havde ændret verdens gang og afsluttet Den Kolde Krig. Dem, som havde turdet gå på gaderne til sidst. Det var også små, almindelige mennesker, som skabte ændringerne i Kijev. Bag hele den erkendelse hang historien under og efter Anden Verdenskrig også som en skygge bag alle nedbrud af de gamle systemer.
Historisk akse tæt på
En historisk akse til ”Koldfronter” fandt jeg blot fire kilometer fra, hvor jeg bor. En dag cyklede jeg ud forbi Vestre Kirkegård i København, hvor knap 10.000 tyske krigsflygtninge og tyske soldater ligger under glemte granitkors lige over for en graffitimalet Sjælør Station. En kvart million tyske flygtninge kom til Danmark i krigens sidste måneder, og 17.000 døde som fluer næsten lige efter kapitulationen af mangel på dansk lægehjælp, pleje og mad. Men tænk en tur, de havde taget! En tragisk, men hamrende spændende historie, hvoraf nogle trak spor hele vejen fra Baltikum, Ukraine, Polen, det delte Tyskland – og til en gravsten ved Sjælør Station. Tænk, hvis et par arvinger fandt ud af, at de døde tyskere eller baltere under granitkorsene havde rettigheder, hvor de kom fra, til afgørende konfliktområder i den nye kolde krig?
Og måske boede efterkommere endda lige ved siden af gravene og var små, almindelige mennesker, som måske netop kunne ændre verdens gang?
Ja, der kunne være lavet en akademisk rapport om det – eller en journalistisk artikelserie. Meget af min bogresearch fra arkiver, bøger og ikke mindst oplevelser på rejser til alle stederne i bogen, kunne måske bruges sådan. Men alligevel ville der være mange huller, når man beskriver menneskeskæbner med den baggrund. Med fiktionens hjælp i en roman kan man måske skabe en mere udfyldende helhed i den samlede fortælling? Mennesker er jo det komplicerende element, mens man faktuelt sagtens kan registrere, hvad der sker:
Eksempelvis at lige omkring nytår udgav Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) sin årlige risikovurdering og skrev, at ”Forholdet mellem Rusland og Vesten er en fortsat betydelig sikkerhedspolitisk udfordring for Vesten og Danmark. I år har Rusland påbegyndt en række militære tiltag, hvor landet gennemfører en militær opbygning samt militær modernisering.” Et halvt år før da i juni 2016 kom ”Anakonda-2016”, som er den hidtil største militærøvelse i Polen siden 1989. 31.000 soldater fra 24 lande var i gang i luften, til vands og på jorden for at øve sig på, hvad de skal gøre, hvis russerne angriber. Russerne protesterede selvfølgelig mod øvelsen.
En god historie
Samtidig med at registrere de mere faktuelle ting er ”Koldfronter” bestemt også udgivet blot for at fortælle en god, underholdende og spændende historie. Hvis den historie samtidig kan skabe lidt sammenhæng i det kaos, som vi er ved at bygge op i Østeuropa, er det godt nok. Måske ”Koldfronter” på den måde også kan bidrage til lidt eftertænksomhed over dagens ”kolde krig nouveau”? Måske sådan en historie endda kan bidrage lidt til at afvise voksende accept af, at euforien fra Berlinmurens fald nu er ved at ende på historiens losseplads?
Tænk, hvis vi prøver at genskabe forbindelser og mellemfolkelig forståelse på tværs af Europa, fordi den slags var der engang – og den kan komme igen! Som John Lennon formulerede det: ”Du kan sige, at jeg er en drømmer – men jeg er ikke den eneste.”
Keld Broksø er forfatter af ”Koldfronter”.
Bogen er udgivet af forlaget Egolibris. Den fås som print-, lyd- og ebog.
www.koldfronter.dk
