LEDER | I disse dage debatteres fremtiden for Polsk og Balkanstudier på Københavns Universitet. Fagene er gået fra at skulle lægges sammen til at skulle lukkes, fra at skulle genopstå som tilvalg og til måske igen at skulle lægges sammen. På den ene side er der økonomiske argumenter imod at have små fag. På den anden side er der væsentlige hensyn at tage til arbejdsmarkedet, det faglige miljø og de diplomatiske forbindelser.

En hel del ’måske’
Det startede med, at regeringens otte procents grønthøsterbesparelse på Københavns Universitet blev udmøntet i et stop for optag på adskillige små uddannelser i 2016. I april 2016 besluttede humaniora at lukke finsk, indologi, tibetologi, indonesisk og thai. Indoeuropæisk skulle slås sammen med lingvistik, persisk, arabisk, hebraisk og tyrkisk blev slået sammen til ét fag. Samtidig blev det besluttet måske at lukke polsk og Balkanstudier, eller måske at slå dem sammen med russisk.

I januar 2017 genstartede debatten om polsk og Balkanstudiers fremtid. I midten af måneden besluttede dekanen, at fagene skulle lukkes og måske genopstå som tilvalgsfag. I slutningen af måneden, efter nogen debat mellem fagråd, ambassadører, studiekoordinator, undervisere og dekan, blev muligheden for at starte en fælles BA i Østeuropastudier igen sat på dagsordenen. Nu afventer studerende, undervisere og andre interesserede – måske lidt for spændt – en afgørelse af fagenes fremtid.

Linjerne er trukket op
På den ene side af debatten står dekan Ulf Hedetoft, hvis hovedargument er, at riget fattes penge, og derfor må de små uddannelser lukkes. Hertil argumenterer han for lukningen af netop disse uddannelser med et utilfredsstillende lille optag og stort frafald. Til Uniavisen udtalte dekanen den 26. januar følgende:

”Jeg beklager meget denne udvikling og de beslutninger, vi har været nødt til at træffe. Men de skyldes altså primært manglende optag og et stort, stort frafald på BA-delen. Man skulle mene, at et stort og vigtigt land som Polen skulle kunne tiltrække flere studerende end uddannelsen gør, men vi må jo tage bestik af situationen, som den nu foreligger for os.”

Argumentet om det store frafald køber fortalerne for bevarelsen af Polsk og Balkanstudiers dog ikke. Frafaldet på 35 procent for Balkanstudier og 56 procent for Polsk svarer nogenlunde til frafaldsprocenten for humaniora generelt. Fagrådet for øst- og sydøsteuropæiske studier mener tværtimod, at lukningen af polsk og Balkanstudier vil øge problemerne med frafald på grund af det fattigere studiemiljø. Det skrev de i et åbent brev til dekan Ulf Hedetoft i Uniavisen:

”Ved at lukke to tredjedele af vores nuværende studiemiljø […] forringer du dermed også kraftigt det sociale og faglige miljø på Russisk. Vi begynder at kunne se et mønster og tænker, at du i løbet af et par år også beslutter dig for at lukke Russisk med henvisning til det ‘dårlige’ studiemiljø.”

Vigtige fag, akademisk og diplomatisk
Der er ikke mange, der er uenige i, at fagene har akademisk relevans. Balkanlandene, med deres komplekse historie og politiske relationer, har været et både sprogligt og politisk laboratorium som del af Jugoslavien. Efter krigene i 1990’erne har de igen været forsøgslande – denne gang for de nye mekanismer for forsoning og international retsforfølgelse efter folkemord. Polen er også svær at overse som et naboland til Danmark og en af vores største handelspartnere.

Den polske ambassadør har desuden bidraget til debatten i et åbent brev til rektor udgivet på Polennu.dk og dermed markerer hun, at der er diplomatiske overvejelser på spil, såvel som akademiske.

“… en forudsætning for at få fuldt udbytte af vores tætte geografiske placering og vores allerede tætte relationer er, at vi er i besiddelse af indgående kendskab til hinanden. Dette kendskab risikerer at gå tabt, hvis vi holder op med at undervise unge mennesker i vores gensidige sprog og kultur på universitetsniveau. Det gælder både for danskstudierne i Polen og for polskstudierne i Danmark.”

BA i Østeuropastudier som mulig løsning
Hverken studerende eller medarbejdere på fagene er uforstående overfor dekanens behov for at finde besparelser, øge optaget og mindske frafaldet. For at kunne varetage disse behov og samtidig bevare fagene, bakkes der bredt op om at etablere en fælles BA i Østeuropastudier til at matche den allerede eksisterende cand.mag i Østeuropastudier.

”Det ville være så naturligt at tage en bachelor i Østeuropastudier, for derefter at fortsætte på en kandidat i Østeuropastudier. […] Sprogundervisningen kan bevares samtidig med, at de studerende får mere fællesundervisning og bedre mulighed for at lære hinanden at kende […]. Uddannelsen bliver også naturligt tilskrevet mere relevans, og det kan være med til at ændre omverdenens opfattelse væsentligt,”udtaler studie- og karrierevejleder på ToRS, Thomas Rasmussen i et interview i Uniavisen.

Polsk, russisk og Balkanstudier har allerede haft succes med at undervise i nogle fælles fag for de tre uddannelser, noget der kunne fortsættes og udvikles på en fælles bachelor.

”I efteråret kunne de studerende på Polsk, Balkanstudier og Russisk følge et emnekursus om holocaust i Øst- og Centraleuropa, og her i foråret er emnet populisme. […] Synergieffekten er iøjefaldende, og de studerendes reaktioner i form af særdeles positive evalueringer vidner om, at den brede tilgang er efterspurgt,” skriver studiekoordinator Mads Büchert Eskildsen i et debatindlæg.

Modstand mod en samlet bachelor
Da dekanen i starten af februar åbnede for at genoverveje polsk og Balkanstudiers fremtid som dele af en fælles BA i Østeuropastudier, kunne man antage, at mange fortalere for fagene genfandt lidt håb. Det gælder dog ikke Syddanmarks Universitets lektor Emeritus, Svend Gottschalk Rasmussen. Midt i februar valgte han at bidrage til, hvad der indtil da hovedsageligt havde været en intern debat på Københavns Universitet. Gottschalk siger i et interview til polennu.dk, at polsk er nødt til at være sit eget fag, og intet vil få ud af at være del af en fælles bachelor:

”[…] jeg kan ikke se nogen som helst fordel af, at Polsk skulle indgå et områdestudium. Det vil let kunne udvande polsk-studiet. […] der er rigeligt, der skal læres på polskstudiet, sproget er svært, og man skal opnå et højt niveau”

Hans modstand imod ideen om at have Polsk som del af et områdestudium om Østeuropa, lader til at bunde i en antagelse om, at sprogundervisningen vil lide under dette. Han tilbyder ikke nogen forklaring på, hvorfor dette skulle være tilfældet. Det største problem med Gottschalks kritik, som fortsætter ud i en generel modstand mod både taxametersystem og New Public Management generelt, er dog, at han ikke tilbyder nogen løsninger på det aktuelle problem. Hans kritik er overvejende politisk, da han mener, at polsk skal fortsætte som selvstændigt fag, på trods af de økonomiske udfordringer ved at opretholde et lille og smalt fag.

”Vi skal have et vidensberedskab inden for et bredt spektrum af fag, altså sprogfag. Det koster selvfølgelig noget, men det har væsentlig betydning, at vi har vore egne specialister i polsk, russisk osv. Taxametersystemet dur slet ikke her. Vi har nemlig ikke brug for vældig mange specialister i de fag, men kun for et mindre antal.”

Gottschalks afvisning af tværfagligheden understøtter også en forestilling om, at det eneste en cand.mag i polsk kan bruges til, er at forstå sig på Polen, hvilket næppe er konstruktivt for problemet med det lille optag. De færreste studerende med tanke for fremtidige erhvervsmuligheder vil vælge at blive del af et ’vidensberedskab’, hvor der ’ikke er brug for vældig mange specialister’. Her vil en tværfaglig uddannelse i Østeuropastudier om væsentlige politiske og kulturelle forhold med polsk specialisering give bedre erhversmuligheder, uanset hvor ofte dette ’vidensberedskab’ skal anvendes.

Gør som rØST: Bevar det unikke og dyrk tværfagligheden
En fælles BA i Østeuropastudier med specialiseringer i et eller flere sprogområder er ikke, som Gottschalk antyder, en ærgerlig lappeløsning på noget, der hellere skulle være flere fag. Tværtimod er det en mulighed for at styrke alle faglighederne. I debatten på Københavns Universitet har debattørene fremhævet forskellige fordele ved denne tværfaglighed: Fagbaren ØSØ fokuserede på det bredere studiemiljø, studiekoordinatoren på de spændende fælles emnefag og studievejlederen på markedsføringspotentialet.

Oprettelsen af en fælles BA behøver ikke at betyde, at de enkelte fag får mindre fokus, eller at Østeuropa vil blive behandlet som ét fag, uden forståelse for landenes individuelle historie og kultur. For eksempel dækker Magasinet rØST hele Østeuropa, på samme tid med fokus på synergien ved det komparative studie og med blik for, at der ikke er tale om en homogen masse af ’Østlande’, hvorfra der kommer farlige ’Østarbejdere’ – se den fortsat relevante ”BREAKING: Østeuropæere er mennesker” af tidligere chefredaktør Christoffer Hecquet.

Flere østeuropæiske lande har fælles erfaringer med transition til og fra kommunismen, med mødet mellem Øst- og Vestkirken, og desværre med behovet for forsoning efter folkemord – fra det polske holocaust til Balkankrigene i 1990’erne. Magasinet rØST har i temaudgivelserne om religion og transition til demokrati berørt disse emner, der vinder ved det komparative studie, men har også udgivet specifikt om de enkelte landes udfordringer, herunder så diverse steder som Bosnien, Ukraine, og Georgien.

Københavns Universitet bør gøre som rØST. Festligholde tværfagligheden og bevare det unikke. Skab en tværfaglig BA i Østeuropastudier til den allerede eksisterende Cand.mag i Østeuropastudier, med undervisere fra alle tre uddannelser og indsigter fra hele Østeuropa, bakket op af studerende, der kan læse tekster på flere sprog.

Af rØST-redaktionen