DEBAT | Centralasien bør oprette sit eget mellemstatslige råd, og det skal ske med Nordisk Råd som forbillede. Det mener Pulat Ahunov (f. 1962), biolog og tidligere parlamentsmedlem for Usbekistan i Sovjetunionen. På grund af sin oppositionspolitiske aktivitet i hjemlandet er Ahunov i eksil i Sverige, hvor han arbejder for demokrati- og menneskerettighedsorganisationen Association Central Asia. rØST bringer i oversættelse en artikel af Ahunov, publiceret den 24. januar på nyhedsmediet www.fergananews.com
Siden september 2016 er kontakten mellem præsidenter, ministre og andre officielle aktører fra Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan blevet væsentligt forstærket. Under personlige møder og telefonsamtaler mellem landendes statsoverhoveder er der kommet erklæringer, der styrker håbet om, at vores lande er på vej mod et nyt niveau af samarbejde.
Under et møde med Kirgisistans præsident Almazbek Atambajev den 24. december 2016 sagde Usbekistans præsident Sjavkat Mirzijojev således: ”Gennem en fælles indsats kan vores lande styrke de økonomiske- og handelsmæssige forbindelser”. Herefter udtalte han disse, i mine øjne, meget vigtige ord: ”I de seneste tre måneder har jeres delegation været hos os, vores delegation er kommet til jer, der er sket meget positivt mellem vores to folk. Det har de ventet på meget længe”. Det var en anerkendelse af, at der er problemer, og at befolkningerne ønsker og afventer en løsning fra deres ledere.
Almazbek Atambajevs erklæringer på samme møde giver ligeledes håb om, at forholdet mellem vores lande er på vej til et nyt stadie. Den kirgisiske leder sagde bl.a., at ”vi skal gøre alt for, at folk ikke mærker grænserne”, og at ”kampen for at blive uafhængige af hinanden er slut – vi skal fokusere på økonomien, på at udvikle vores forhold og på at fjerne begrænsninger og unødvendige barrierer”.
I forholdet mellem Tadsjikistan og Usbekistan er der også sket skift. Medier har rapporteret, at præsidenterne for de to lande Sjavkat Mirzijojev og Emolali Rakhmon under en telefonsamtale 5. december 2016 ”diskuterede en række spørgsmål vedr. det tadsjikisk-usbekiske forhold og overvejede mulighederne for udvikling i den konstruktive ånd, der har karakteriseret de to folks gode århundredlange naboskab”. Det er interessant, for forud for dette var forholdet mellem vores lande nærmest fjendtligt.
Euro-asiatiske paralleller
Alt dette er positivt, men mens jeg skriver om det, kommer jeg i tanker om den danske handelsminister Jens Otto Krag, som var meget aktiv inden for organiseringen og koordineringen af samarbejdet mellem Danmark, Sverige og Norge. Som handelsminister sagde han i 1947: ”I mit kontor i Handelsministeriet i København har jeg et skab, hvori jeg opbevarer vigtige dokumenter. Her har jeg en kasse med navnet ”Overblik og rapporter over det skandinaviske økonomiske samarbejde”. Den er simpelthen overfyldt. En enorm mængde papirer. Men der er ikke en kasse med navnet ”Resultater af det skandinaviske samarbejde””.
Alle forstår nødvendigheden af samarbejde. Befolkningerne i vores region har altid frit og uden forhindringer kunnet bevæge sig, handle med og, hvis det var nødvendigt, slå sig ned på hinandens territorier. Sådan var det også i Sovjetunionen. Efter Sovjets opløsning var det som om, nabostaterne i Centralasien glemte deres århundredlange venskab, spærrede sig inde bag grænser, begyndte at begrænse bevægelsesfriheden og at føre uvenskabelig politik over for hinanden. Alle kunne se, at det var forkert, og at vi ikke kunne leve sådan. Alligevel var der ingen praktiske tiltag til forbedring af forholdet. Nu mener jeg derimod, at Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan har fået en reel chance for at opfylde vores folks drøm om godt naboskab. Der er ikke længere den samme personlige modvilje mellem landenes ledere, hvilket tidligere bremsede samarbejdsprocessen.
Det var ikke tilfældigt, at jeg kom i tanker om den danske handelsminister, som beklagede sig over manglen på konkrete samarbejdsresultater. For de nordiske lande formåede i sidste ende at overkomme utallige uenigheder og fik oprettet en organisation for koordinering af samarbejdet. Gennem en indsats fra landenes politikere og befolkning oprettede man Nordisk Råd. Det eksisterer og fungerer stadig på trods af, at landene ellers er medlemmer af meget forskellige internationale unioner og organisationer. Nogle er NATO-medlemmer mens andre ikke er, nogle er med i EU, og nogle er ikke. Deres deltagelse i andre politiske og militære alliancer forhindrer altså ikke broderlandenes samarbejde.
Erfaringer fra Den Gamle Verden
Jeg har ofte tænkt, at erfaringerne fra Nordisk Råd kunne komme de centralasiatiske stater til gode. Lige nu er vores lande, som de skandinaviske var før oprettelsen af Nordisk Råd: Der var masser af uoverensstemmelser, mistillid og fortidigt nag. Ikke ét af de nordiske lande ønskede at lade sig binde af forpligtelser over for hinanden, men de ville samtidig gerne have, at netop deres land fik den største fordel af samarbejdet. Som konsekvens af de langvarige uenigheder gik de hvert til sit uden at have fundet et fælles argument for nødvendigheden af at oprette et koordineret samarbejde.
Det var den danske statsminister Hans Hedtoft, der fandt løsningen. I 1951 fremlagde han på et møde med parlamentsmedlemmer fra de skandinaviske lande, en løsning, der kunne tilfredsstille alle: regelmæssige møder og rådslagninger uden nogen forpligtelser. Alle tilsluttede sig dette forslag, og i løbet af det følgende år blev det drøftet i landenes parlamenter og regeringer. Og den 16. marts 1952 traf Danmark, Island, Norge og Sverige beslutning om at oprette et permanent råd, hvor parlamentarikere og ministre kunne mødes. Det blev kaldt Nordisk Råd.
Det blev erklæret, at Nordisk Råds vigtigste formål var at gøre regionen til et godt sted at være, bo og arbejde. Netop så simpelt blev unionens formål formuleret. Og allerede to år senere – 1. juli 1954 – tog man den første konkrete beslutning og oprettede Den Nordiske Pasunion, som tillod borgere fra staterne i Nordisk Råd at rejse og bo i ethvert af unionens lande – uden pas og opholdstilladelse. Regionen blev dermed et fælles arbejdsmarked for borgerne. Senere fik rådet flere medlemslande, og i 1971 oprettedes Nordisk Ministerråd.
Som afslutning på min tur rundt i Nordisk Råds historie vil jeg gerne sige, at der aldrig har været et bedre tidspunkt end nu til at oprette et koordinerende organ for samarbejde mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Landenes ledere behøver ikke foretage sig noget vanskeligt eller lancere projekter, der kræver store investeringer. Lige nu er det vigtigste for de tre landes magthavere at oprette et permanent forum, hvor de kan mødes og tale med hinanden. Jeg er overbevist om, at der kun vil komme noget godt ud af sådanne møder, både for selve deltagerne og for de folk, de repræsenterer.
Fergana Valley – nøglen til integration
Men hvorfor skriver jeg så kun om samarbejde mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan? Det er pga. området Fergana Valley, som deles mellem disse tre lande, og som er regionens mest geografisk lukkede og samtidig mest tætbefolkede område. Derfor er det mere nødvendigt at løse problemerne mellem de tre lande end at begynde at tale om et koordineret samarbejde mellem alle de fem centralasiatiske republikker (som også omfatter Turkmenistan og Kasakhstan, red.). Hvis de tre landes ledere finder fælles fodslag og får etableret et samarbejde, vil det kunne bevise, at interne uenigheder ikke behøver ødelægge fremtidens samarbejde mellem alle regionens fem lande. Det er grunden til, at den centralasiatiske integration er nødt til at ske i etaper. Først skal de lande, der har størst indbyrdes problemer, nærme sig hinanden, og siden kan regionens øvrige lande tilslutte sig Centralasiatisk Råd.
Til slut vil jeg gerne henvende mig til Usbekistans præsident. Ærede Sjavkat Mirzijojev! De har sagt nogle meget pæne ord om, at vores folk ”har ventet rigtig længe på det her”. Så lad os da imødekomme folkets ønsker og oprette et råd, hvor der løbende kan være møder mellem ledere, regeringer og parlamentarikere fra Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Jeg er overbevist om, at dette initiativ vil blive støttet af Kirgisistans og Tadsjikistans præsidenter, men vigtigst af alt – folkene i de tre lande vil også støtte det. Et sådant skridt fra Deres side kan blive historisk og vil blive husket længe af folket i vores region.
Lederne for de tre nabostater kan selv beslutte, hvor og hvordan arbejdet med at oprette Centralasiatisk Råd skal foregå. Med tanke på den positive parlamentariske udvikling i Kirgisistan kunne man foreslå, at et parlamentarisk råd placeres i Bisjkek i Kirgisistan, mens et ministerråd kunne være i Dusjanbe i Tadsjikistan.
Jeg vil også gerne specifikt rette opmærksomhed mod Kasakhstans præsident Nursultan Nazarbajevs rolle i oprettelsen af Centralasiatisk Råd. Som Nursultans personlige bekendte og tidligere kollega i Den Øverste Sovjet (øverste folkerepræsentative og lovgivende organ i Sovjetunionen, red.) kender jeg ham som en stor tilhænger af integration mellem landene i vores region. Og jeg er overbevist om, at denne politiske fader for regionen vil anerkende og støtte de tre lande i oprettelsen af et rådgivende og koordinerende organ, der kan føre til realiseringen af Centralasiatisk Råd.
© Pulat Ahunov 2017
Oversat fra russisk af Caroline Bilde Krogh-Jensen
