VALG| En uge efter valget var der stadig uvished omkring resultatet, og de politiske konflikter i landet ser ikke ud til nemt at kunne løses. Anton Buhl-Iversen har været valgobservatør og rapporterer.
Da jeg for nogle måneder siden valgte at ansøge SILBA om at blive valgobservatør til Makedoniens nu netop overståede valg den 11. december, var det med minimal viden om landet – jeg skulle dog blive meget klogere.
I en trængt flykabine med alt for lidt benplads i en kilometers højde over et bælgmørkt Makedonien kunne jeg lige så godt have kigget ned på Danmark. Hertil ophørte lighederne dog også. I hvert fald skulle det vise sig, at den politiske scene i landet var meget forskellig fra, hvad jeg var vant til hjemmefra.
Opgivethed og mistro
Valget, der endeligt blev afholdt den 11. december, var af to omgange blevet udskudt. Formelt set fordi dele af en aftale mellem regeringen og oppositionen endnu ikke var gennemført (Pržino-aftalen – mere om denne senere) – uofficielt fordi oppositionspartiet stod dårligt i meningsmålingerne. Det var dog kun toppen af isbjerget i forhold til den politiske krise, landet befandt sig i, og som udmattede og til dels opgivende makedonere nærede et spinkelt håb om, at valget kunne skabe en ende på.
Det var denne fornemmelse, man sad med efter at have talt med flere forskellige makedonere rundt om i Skopjes gader og på små hyggelige caféer. Det blev hurtigt gjort klart, at et vist segment af makedonerne havde travlt med at pege på det etniske mindretal af albanere, der udgør omkring 25 procent af befolkningen, som værende skyld i landets problemer. Som en makedonsk pige gjorde os klart med to tommelfingre bagudpegende: ”We are the nice guys”, mens hun fik ivrig opbakning af vennegruppen bag hende.
På et valgsted var der også en ’polling station official’, der så på observatørernes papirer fra et tidligere valgsted, og kommenterede at så mange problemer var der, når man besøgte et valgsted i et albansk kvarter. Oplevelsen var helt generelt, at den etniske opdeling havde stor betydning.
”Fuck the elections”
Andre kastede omvendt skylden på korrupte politikere. Dette kom blandt andet til udtryk på valgdagen, efter at vores lokale tolk havde spurgt om hjælp til at finde det næste valgsted, vi skulle observere. Han kunne således berette, at vejvisningen af en ellers fornemt udseende makedoner var blevet afsluttet med et: ”Fuck the elections”.
Alligevel var godt 65 procent af den vælgerberettigede befolkning mødt op for at stemme, og man fornemmede, at selvom befolkningen var træt at den politiske situation, så var flere optaget af at få stemt og via dette få afsluttet landets politiske krise.
Korruption afdækket
Men hvad består denne politiske krise af, der foregår i et etnisk splittet land, hvor albanere typisk stemmer på albanske partier, og makedonere på makedonske? Essensen af situationen var en omfattende aflytningsskandale, hvor lederen af det liberale regeringsparti, ”The Internal Macedonian Revolutionary Organization – Democratic Party for Macedonian National Unity” (VMRO-DPMNE, af makedonere blot omtalt som VMRO), Nikola Gruevski, blev beskyldt for at have aflyttet mere end 20.000 makedonere. Gruevski selv benægtede sagen og talte om, at ukendte udenlandske magter stod bag.
Selve sagen kom som sådan ikke bag på folket. De vidste, at deres politikere var korrupte. Som en dansk journalist bosat i Makedonien fortalte os, så havde han selv været skeptisk over for både hans kones og makedonernes fortællinger om bedrageri og svindleri. Men under den politiske krise stod det klart for ham, at han havde været naiv. Facaden faldt fra hinanden, og diverse svindelnumre og fuskerier kom utvetydigt frem i lyset – uden at dette dog overraskede den makedonske befolkning. Alligevel var korruptionen nu så veldokumenteret, at protester brød ud.
Valg skulle dæmpe gemytterne
Det var i lyset af denne skandale, omsiggribende protester og tumult, at regeringspartiet VRMO så sig nødsaget til at lave aftaler med oppositionen (herunder det store socialdemokrati Social Democratic Union of Macedonia, SDSM). Her agerede EU formidlere, for at situationen ikke skulle eskalere ukontrolleret. Og således kom Pržino-aftalen til verden. En aftale som sikrede, at en uafhængig anklager ville undersøge aflytningsskandalen, og at der ville blive udskrevet valg. Tre måneder før dette valg, ville oppositionen indgå i regeringen samt sidst, men ikke mindst skulle afskedigelsen af selveste regeringslederen Nikola Gruevski finde sted (han havde dog lov til at stille op til valget som regeringspartiets frontfigur, og dermed kan han genvælges). Alt dette blev – med tiden – opfyldt, hvorfor valget den 11. december skulle lægge låg på den pinefuldt langvarige politiske krise.
Tæt løb
Blev krisen afsluttet? Indtil videre er det uvist, hvilket – her seks dage senere (17. december, red.mrk) – ikke er et godt tegn i sig selv. Valgresultatet blev så tæt, at begge de to største partier, SDSM og VMRO, fejrede sejren – til stor forvirring for to danske SILBA-valgobservatører fanget midt i Skopje på vej hjem. Her befandt vi os i et inferno af dyttende biler, med flag bemalet i begge de største partiers farver ivrigt viftende ud af vinduet og en hujende menneskemængde omkring os. Der sitrede en stemning i luften, hvor man kunne mærke, at dette var anderledes end et dansk folketingsvalg. – dette var et valg, der potentielt kunne have en enorm betydning for landets videre fremfærd.
Hvis regeringspartiet VMRO genvinder magten, som de har siddet på siden 2006, er det svært at spå, hvad der vil ske med den uafhængige undersøgelse af aflytningsskandalen. Omvendt er det ikke sikkert, at SDSM vil være mindre korrupte. Efter skandalerne omkring makedonske politikere, synes deres tillid brugt op til hele det politiske system.
Uvis fremtid
Samtidig er de tre albanske partier stærkt splittede om, hvem de skal støtte. Det største albanske parti i Makedonien, Democratic Union for Integration (DUI), blev cirka halveret ved valget efter at have siddet i regering med VMRO, som af flere albanere anses som værende med til at puste til ilden mellem dem og makedonere og mindske det albanske mindretals rettigheder. Både eksternt og internt i DUI er der splittelse omkring, hvorvidt man skal gentage samarbejdet og danne regering med VMRO. Det ville lige netop give dem nok mandater. Omvendt har et andet albansk parti, BESA (BESA er albansk og betyder tillid eller ”at holde, hvad man lover”), udtalt, at de ikke ønsker at gå sammen med DUI i en alliance for den socialdemokratiske opposition SDSM, for således at danne et flertal denne vej. BESA mener, at DUI har været medskyldige i krisens omfang.
Der er således allerede nu tale om at danne en apolitisk regering, der kan bane vejen for et nyt valg til den udkørte og trætte makedonske befolkning. Hvorvidt dette bliver tilfældet, er svært at forudsige. Sikkert er det dog, at der blandt visse i landet, eksempelvis den makedonske valgobservationsorganisation CIVIL, er en reel frygt for, at Makedonien risikerer at bevæge sig ned af en vej, der minder mere og mere om autokrati og mindre og mindre om demokrati.
Omvendt kan det vise sig, at valget bliver en ny start for det unge demokrati. De makedonske politikere fik kun med nød og næppe lukket ned for protesterne under den seneste politiske eskalering, der førte til Pržino-aftalen med oppositionen. Hvis skandaler i samme omfang atter skulle hænde, er det ikke sikkert, at optøjer og protester igen kan opløses med samme lethed. Måske kan dette være med til at få politikere med hang til korruption til at besinde sig. Og måske kan den uafhængige anklager, der undersøger aflytningsskandalen, fremme gennemskueligheden af landets politiske system. En ting er dog sikkert: Valget den 11. december gav lige så mange spørgsmål som svar på Makedonien politiske fremtid.
Anton Buhl-Iversen var valgobservatør for SILBA.
