REPORTAGE | ”I ved det måske ikke, men Bosnien og Hercegovina er faktisk jeres naboland nu, hvor Kroatien er kommet med i både NATO og EU” – sådan starter den bosniske ambassadør Haris Bašić sin præsentation om Bosnien til Young Diplomats’ paneldebat den første december. Helga Molbæk-Steensig rapporterer.
Den første december afholdt studenterforeningen Young Diplomats et arrangement på CBS om Bosniens fremtid. Paneldeltagerne var den bosniske ambassadør Haris Bašić, Jakob Brink Rasmussen, civilforsker ved Forsvarsakademiet og Manuele Citi, CBS-lektor med speciale i EU. Sarah Vormsby fra Tænketanken EUROPA var moderator.
Paneldebatten kom omkring både krigen i Bosnien-Hercegovina, drømmen om EU-medlemskab, problemet med Republika Srpska, ungdomsarbejdsløsheden og behovet for reform af forfatningen. Det fælles fokus var dog BiH’s fremtid og forhold til verden, Europa og resten af Balkan.
De første ti gode år
”Den bosniske forsoningsproces frem til 2005 var en succes. Bare ti år efter krigen var mange flygtninge vendt tilbage og vi havde én hær bestående af soldater, der før havde været fjender.” – Haris Bašić.
Ambassadør Haris Bašić sætter paneldebatten i gang med en kort præsentation af Bosniens historie fra krigen og frem til i dag. Han deler den op i tre: 1995-2005 som en vækst- og forsoningsperiode, hvor Bosnien blev rigere, mere demokratisk og opnåede god forsoning imellem de etniske grupper. 2005-2014 som en periode med stagnation, hvor det internationale samfund trak sig fra Bosnien og væksten gik i stå. Perioden kulminerede med de sociale optøjer i 2014. Sidst 2014 og frem, hvor EU har ændret tilgang til Bosnien og der igen er vækst, selvom ungdomsarbejdsløsheden fortsat er meget høj.
”I år 2000 var der en bosnisk-kroatisk politiker, der begyndte at tale med præcis den retorik, Dodik anvender nu. Dengang fjernede den Høje Repræsentant ham med det samme fra hans position. Nu har vi den samme retorik, men der er ikke nogen, der griber ind” – Jakob Brink Rasmussen.
Den Høje Repræsentant i Bosnien er en omdiskuteret institution. Personen på posten er valgt af implementeringsrådet for Dayton-fredsaftalen, et råd med repræsentanter fra FN og EU – men ikke Bosnien. Siden Bonn-aftalen i 1997 har den Høje Repræsentant haft magt til at fjerne demokratisk valgte politikere, hvis de krænker Dayton-aftalen eller deres øvrige forpligtelser. Vedkommende kan tage bindende beslutninger, hvis de lokale myndigheder er uvillige eller ude af stand til det. Det er meget stor magt at tildele en ikke-demokratisk institution, men samtidig har ikke-interventionspolitikken fra den Høje Repræsentant fra 2006 og frem også været problematisk, fordi etno-nationalistiske politikere har fået lov at stå uimodsagte.
En diskriminerende forfatning
”Vores forfatningsregler for, hvem der kan blive præsident, er absolut diskriminatoriske, men Bosnien-Hercegovina er ikke sådan i øvrigt. Vi har aldrig haft ghettoer. Vi har i årevis haft en jødisk udenrigsminister. Vores borgere kender deres rettigheder, og derfor kender Sejdić – en roma, og Finci – en jøde, deres rettigheder og kunne føre denne sag.“ – Haris Bašić.
I 2009 fastslog den europæiske menneskerettighedsdomstol i Sejdić-Finci-sagen, at den bosniske forfatnings regler om tredelt præsidentskab er diskriminerende overfor minoritetsgrupper. Den bosniske forfatning, som er en del af Dayton-aftalen, opsætter et komplekst politisk system, hvor præsidentposten deles mellem en bosnisk serber fra Republika Srpska samt en bosnisk kroat og en bosniak fra Føderationen Bosnien-Hercegovina. Det betyder, at en person fra en anden etnicitet ikke kan blive præsident, hvilket naturligvis er diskrimination.
Efter dommen gjorde EU efterlevelse af dommen til et krav for, at Bosniens tiltrædelsesproces kunne fortsætte. Alligevel lykkedes det ikke at finde flertal til at gennemføre en forfatningsreform.
„Jeg bebrejder det lokale politiske system. Parlamentspolitikerne nægtede det – og hvad er endnu værre; disse parlamentsmedlemmer kom fra den politiske elite, jeg selv tilhører. De troede, at de kunne få mere ved at nægte forfatningsændringerne. De tog fejl. De nægtede det, og det internationale samfund trak sig. Den Høje Repræsentant har de samme kompetencer nu, som han hele tiden har haft, men han bruger dem ikke.” – Haris Bašić.
Sociale optøjer i 2014
”Når folk taler om Bosnien-Hercegovina, så har de altid fokus på de etniske opdelinger, men det, der er interessant ved 2014-optøjerne, er, at de ikke var delt efter etniske linjer. Der var ingen, der nævnte krigen. Det handlede om økonomiske problemer og arbejdsløshed og dårligt fungerende demokratiske institutioner.” – Jakob Brink Rasmussen.
I 2014 oplevede Bosnien de værste uroligheder siden 1995. De var dog ikke etnisk motiverede, men handlede om, at arbejdsløsheden var høj – omkring 30 procent – og ungdomsarbejdsløsheden endnu højere, omkring 50 procent. Der var store demonstrationer og ildspåsættelser, men det udviklede sig ikke til en voldelig konflikt med mennesketab. Unge mennesker i både Beograd og Zagreb afholdt sympatidemonstrationer og viste dermed, at dét at overkomme den økonomiske krise er et fælles projekt uanset etnisk tilhørsforhold.
”Vi bliver nødt til at takle problemet med ungdomsarbejdsløsheden, og det vil vi også gøre snart. Ifølge væksttallene klarer vi os ikke så dårligt, som det kunne se ud, men det betyder jo ingenting for unge mennesker, der ikke kan finde et job.” – Haris Bašić
Et land delt i to
”Alting er strategi. EU og NATO overvejer ikke at tage Bosnien-Hercegovina med i klubben uden selv at få noget ud af det. Når Serbien styrker sine forbindelser til Rusland, så bliver det endnu vigtigere at få Bosnien med i NATO.” – Jakob Brink Rasmussen
Bosnien-Hercegovina består af to entiteter: Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska. Føderationen er tilmed opdelt i kantoner, og området Brčko i den nordøstlige del af landet er under fælles administration mellem de to entiteter. EU og FN lægger pres på landet for at kunne tale med én stemme i internationale anliggender, men det er svært, fordi føderationen støtter NATO, imens Republika Srpska – og særligt entitetens præsident Milorad Dodik – hælder mere mod Rusland og Serbien i udenrigspolitiske ambitioner.
”99 procent af befolkningen i Føderationen foretrækker NATO, og alle officielle dokumenter er for NATO. Forhåbentlig tager vi næste år det sidste skridt og bliver medlem. I Republika Srpska har tingene flyttet sig. I 2006 var Dodik en pro-vestlig reformpolitiker. I dag er han en russisk marionet, som lover folkeafstemning om uafhængighed, når vi tager det sidste skridt.” – Haris Bašić.
Dayton-aftalen indeholder en række krav om reformer, der skal gennemføres for at sikre freden og Bosniens fremtid som et velfungerende samfund. Reformen af retssystemet er gennemført, men etableringen af en fælles politistyrke og efterretningsorganisation giver fortsat problemer.
”Mit råd er at stå fast på de igangværende reformer. Især er det vigtigt, at der bliver etableret en fælles efterretningstjeneste. Entiteterne gør ikke nok for at dele informationer om eksempelvis organiseret kriminalitet. Det er et sikkerhedsproblem. Efterretningstjenesterne er ikke i stand til at håndtere for eksempel terrortrusler.” – Jakob Brink Rasmussen.
Drømmen om Europa
”EU handler om fred! For os handler det ikke kun om vækst og rettigheder og BNP. Det handler om fred. Europæerne har mistet blikket for, at EU er et fredsprojekt – og et meget succesfuldt et. Prøv bare at finde halvfjerds år med fred i Vesteuropa. Det, at millioner af mennesker i Europa er født i en fredstid, er ekstraordinært. Europæerne har glemt det, men det har vi ikke.” – Haris Bašić.
I år er Bosnien blevet kandidatland til EU, efter i at have startet stabilisering og associeringsprocessen i 2003. Ifølge Manuele Citi er der dog stadigvæk lang vej til status som medlemsland.
”Kommissionens seneste rapport om Bosnien-Hercegovina viser, at der sker en god udvikling, men at der stadigvæk er lang vej at gå. EU vil formentlig heller ikke udvide yderligere, før det har ordnet sine interne problemer, herunder euroskepsis og Brexit. Det vil tage flere år, nok fire til fem, og otte år før Bosnien bliver medlem. Bosnien er dog en del af den europæiske familie, og en stabilitetssucceshistorie som hører til i unionen.” – Manuele Citi
Selvom der kan gå lang tid, inden Bosnien bliver fuldt medlem af EU, betyder det ikke, at der ikke er fordele ved at samarbejde med EU allerede.
”Tiltrædelsesprocessen handler mest om at bygge gode institutioner, og det er det, der foregår lige nu. Hvis man tænker på det et øjeblik, så er det imponerende, at vi er 28 stater, der kan lovgive sammen. Det kræver dog stabile og forudsigelige institutioner. Vi ser allerede fordele ved tiltrædelsesprocessen i Bosnien, på grund af de institutionelle reformer” – Manuele Citi.
Fremtiden
”Når vi bliver en del af EU, så vil vi integrere os så meget som muligt. Det er i vores DNA. Vi er måske nok 50 procent muslimer, 30 procent ortodokse og 16 procent katolikker, men vi er 80 procent eller mere for EU. Nogle kalder vores euroentusiasme for et post-traumatisk perspektiv – men hvordan kan vi lade være med at have et post-traumatisk perspektiv efter alt det, vi har været igennem?” – Haris Bašić.
Siden 2010 har bosniere kunnet rejse visa-frit til EU, og mange unge bosniere har fået muligheden for at studere på universiteter både i EU og i de andre tidligere jugoslaviske lande. Efter endt uddannelse forbliver mange i det land, hvor de har studeret og hvor der typisk er mindre ungdomsarbejdsløshed og bedre muligheder. For mange bosniere ligger drømmen om fremtiden i drømmen om Europa. Det fører dog ikke nødvendigvis til, at Bosnien vil forsvinde i aldrende befolkning og brain-drain.
”EU bidrager allerede til Bosniens budget igennem før-tiltrædelsesprogrammet. Når Bosnien bliver medlem, vil der også være de strukturelle midler. For eksempel Ungarn modtager seks procent af deres BNP direkte fra EU. Så der er en fremtid i både Bosnien og Europa.” – Manuele Citi.
Helga Molbæk-Steensig er rØST redaktør med fokus på Balkan.
