PRÆSIDENTVALG | Efter nogle års balanceakt mellem øst og vest, men med en officielt erklæret pro-europæisk kurs, tyder alt nu på, at Moldova er i gang med at knytte tættere bånd til Rusland. Den pro-russiske socialist Igor Dodon er nu landets kommende præsident efter anden valgrunde, hvor han sejrede over den pro-europæiske ’newcomer’ Maia Sandu. – Ioana Postelnicu analyserer
Moldova har den triste titel som “Europas fattigste land”, og plages ikke kun af omfattende korruption men også af mangesidige dybe kløfter. Landet er splittet og har været det længe. Specielt langs etniske og sproglige skel eksisterer der stor divergens, men også i forholdet mellem land og by, samt (geo)politiske tilhørsforhold. Selvstændigheden fra Sovjetunionen blev erklæret i august 1991. Moldova stod ved den store opgave at finde en national retning og en identitet, der kunne rumme og forene moldovere på tværs af forskellige etniske og sproglige tilhørsforhold. Dette udløste utryghed blandt etniske russere og gagauzere (befolkning af tyrkisk afstamning), grundet frygt for at Moldova ikke ville kunne sikre disse mindretal civile rettigheder. Dette gjorde sig især gældende, hvis Moldova skulle forenes med Rumænien, som på daværende tidspunkt ansås som en realistisk mulighed.
Hvis den sovjetiske fortid ikke var en tung nok arv i sig selv, står Moldova stadigvæk i centrum af en uløst territorial konflikt, som yderligere vanskeliggør den hidtidige målsætning om øget europæiske integration. Den selverklærede, men ikke internationalt anerkendte udbryderstat Transnistrien repræsenterer Moldovas mest synlige demografiske og territoriale splittelse, men fattigdom, korruption og massiv emigration bidrager i tillæg hertil landets overvældende sociale problemer.
Historien om et splittet land
I denne, til tider lidt glemte, del af Europa, plejer man at sige, at “menneskene er underlagt historien, og ikke omvendt”. Der er med andre ord ikke ret meget, den enkelte borger kan gøre for at ændre deres situation. De geopolitiske omstændigheder i området altid har været vanskelige og er også hovedårsagen til den udbredte politisering af de fleste etniske og sproglige anliggender i landet.
Moldova ligger ved den symbolske grænse mellem øst og vest, som landet har gjort siden middelalderen. Det fyrstedømme, der hed Moldavien fra 13-1400 tallet indtil 1812, er blevet opdelt som følge af Det Russiske Imperiums ekspansion; den vestlige del er nu i Rumænien (det ’rumænske Moldova’), og den østlige del er den nuværende selvstændig stat; Moldova (Republica Moldova). En kortvarig genforening under România Mare (’Det Store Rumænien’) fandt sted mellem de to verdenskrige (fra 1918 til 1940), hvorefter Moldova igen kom under den russiske – vel at mærke, sovjetiske – imperium. Der fulgte ca. 50 år i Sovjetunionen, som prægede Moldova på mange niveauer ikke mindst, politisk sprogligt og kulturelt.
Transnistrien
Transnistrien er en de facto udbryderstat efter en kortvarig krig i 1992, der ligesom Abkhazien og Sydossetien i Georgien, modtager hjælp og økonomisk støtte fra Rusland. Ruslands har siden dengang haft udstationerede tropper i territoriet og den aktuelle situation tyder ikke på at de forlader området i den nærmeste fremtid. Levestandarderne i udbryderregionen er paradoksalt nok bedre på nogle områder end i resten af Moldova, takket været den konstante russiske indsats og den relativt bedre økonomi.
Moldova har hverken vist evne til eller ønske om at løse problemet. Også en føderalistisk løsning afvises, grundet frygten for Russisk indflydelse på resten af landet. At anerkende Transnistriens selvstændighed kræver en udeblivende politisk konsensus, og kan true med at skabe alvorlige konstitutionelle problemer, hvis anerkendelsen udføres på en politisk og strukturel uhensigtsmæssig måde. Som konsekvens af den manglende anerkendelse og politiske reaktionsevne fra Moldovas regering, ses der reaktioner blandt den transnistriske befolkning, der d. 13. november havde den største valgdeltagelse i udbryderstatens historie. Om dette så i sidste ende var en illustration af vælgernes egen aktive indsats eller et øget politisk pres, er nogle af de spørgsmål, der optager valgkommissionen i disse dage.
Præsidentvalget
Moldovas mangesidede kløfter blev afspejlet i præsidentvalgets forholdsvis tætte og omstridte valgresultat: ca. 52,18 % af stemmerne gik til den pro-russiske Igor Dodon, mod 47,82 % til den pro-europæiske Maia Sandu. Valget, som har udløst en række protester, anklages af mange nationale og internationale organisationer for flere typer valgfusk, især for moldovere bosat i udlandet. Dette står i stærk kontrast til første valgrunde, hvor SILBA var tilstede, idet den generelt forløb uden væsentlige uregelmæssigheder.
Dodon, en etableret kandidat og udpræget populist fra Socialistpartiet, har lovet øget tilknytning til Moskva. Hans modstander, Maia Sandu, er omvendt valgets store overraskelse, der som ukendt ’outsider’ fik ca. 38% af stemmerne i første valgrunde. Sandu høstede langt flere stemmer end forventet ved første valgrunde d. 30. oktober specielt fordi regeringens spidskandidat, Marian Lupu, trak sig mindre end en uge forinden. Sandu stiftede sit nye parti, PAS (Aktion og Solidaritet) for få måneder siden, og gik til valg på en stærk antikorruptions-kampagne. Som outsider (og oven i købet kvinde i et kønsmæssigt konservativt land), kom hun tilbage til Moldova med et troværdigt, pletfrit image fra et job i Verdensbanken. Hendes popularitet er høj blandt yngre, urbane vælgere, der mener at landet bør bevare en vestlig politisk kurs. Dodon derimod er populær blandt den ældre del af befolkningen, der bifalder hans afstandtagen fra den tidligere regering og korruptionen forbundet med denne.
Hvad betyder valget?
25 år efter Moldovas selvstændighedserklæring, ser det ud til, at den store opgave om at finde en retning og en fælles national identitet endnu ikke er løst. Ser man på de sidste års politiske polarisering og lave tillidsniveau til politikerne, dannes et indtryk af, hvor svært det bliver at finde en konstruktiv og inkluderende vej frem.
Selvom præsidentembedet ikke giver store beføjelser, er valget vigtigt. Det har for borgerne stor symbolsk signalværdi, da det opfattes som et varsel for den fremtidige retning i moldovisk politik. Den pro-russiske sejr til socialisten Igor Dodon, kan bane vejen for et mere omfattende geopolitiske skift mod øst, der først for alvor vil kunne mærkes om to år, når Moldova igen afholder parlamentsvalg.
Skiftet fra pro-europæisk til pro-russisk flertal kan fortolkes som en effekt af befolkningens ”skuffelse” over den tidligere regering. Der var ambitiøse planer, håb og høje forventninger i 2009, da den daværende pro-russiske regering blev besejret. Alligevel, er det den forhenværende pro-EU regering, der grundet forbindelser til oligarker og anklager om næsten groteske korruptionsgerninger – herunder en afsløret sag om milliardsvindel i 2014 – har formået at ryste befolkningens tillid og mindske Moldovas chancer for en europæisk fremtid i forlængelse af associeringsaftalen med EU ligeledes fra 2014.
Præsidentvalget søndag den 13. november kan fortolkes som endnu et tegn på, at moldoverne har fået nok af den omfangsrige korruption, og forfølger ethvert om end spinkelt håb om at sætte en stopper for det.
Som Igor Boțan, præsident for den moldoviske, transparensorienterede NGO ADEPT, udtalte er landet et ’formelt imiteret demokrati’. Et land der derfor fortsat kræver en målrettet politisk indsats og udvikling før en nationalt tilpasset, velfungerende demokratisk stat, kan opstå. Man kan som Moldover ikke gøre andet end, at bevare håbet og vente og se om landets situation forandres og hvad fremtiden byder.
