INTERVIEW | Indtil der vokser et samfundsbevidst civilsamfund frem, og der opstår en villighed til selv at tage ansvar – og holde andre ansvarlige – så vil et reelt demokratisk system næppe komme til at fungere i Rusland, mener den russiske valgobservatør Polina Kuzavljova, interviewet af Jesper Hasseriis Gormsen.
Det hele begyndte i 2011. Polina Kuzavljova boede i Tyskland og havde til parlamentsvalget den 4. december samme år stemt fra et russisk konsulat. Da hun hørte om de mange tilfælde af valgfusk, besluttede hun sig for at undersøge valgresultaterne på valgkommissionens hjemmeside.
”På mit valgsted viste det sig, at 100 procent af de godt 2000 mennesker, der var registreret i valgkredsen, havde stemt. Dvs. også mig, der jo var i Tyskland, og min bror, der heller ikke havde stemt der, og alle de andre.”
Polina Kuzavljova var forarget over, at en anden person havde stemt i hendes navn, selvom hun havde afgivet sin stemme fra Tyskland, og at denne stemme talte med i valgresultatet, Dengang tænkte hun, at hun selv måtte sørge for, at hendes stemme blev brugt af hende selv næste gang.
Bange for afsløringer
Nu har 29-årige Polina Kuzavljova været valgobservatør tre gange, senest ved det just overståede parlamentsvalg d. 18. september. Allerede inden valget stod det klart, at man i Moskva, hvor Polina skulle være valgobservatør, Sankt Petersborg og andre store byer ikke som tidligere ville se ballotstuffing, hvor stakke af forhåndsudfyldte stemmesteder bliver smidt i stemmeurnen eller karruseller, hvor busser kører rundt med grupper af vælgere, for at de kan stemme flere steder:
”Regimet er bange for de her billeder, hvor valgtilforordnede smider stakke af udfyldte stemmesedler i urnerne. Sådanne billeder dukkede for øvrigt op i andre byer. I Moskva, Sankt Petersborg og andre store byer er der mange valgobservatører, som alle har kameraer, telefoner, og som optager det hele og skriver om det på deres blogge.”
I systemets tjeneste
Selvom Polina ikke så nogen forsøg på valgsvindel sit valgsted, var det alligevel ikke nogen behagelig oplevelse at være valgobservatør denne gang. Valgkommissionen bestod som altid af medlemmer af regeringspartiet Forenet Rusland, der har erfaringer fra mange valg herunder også de interne primærvalg i Forenet Rusland.
”Det er godt nok ikke noget statsligt valg, men Forenet Rusland benytter sig af de selv samme kommissioner som ved de føderale valg, de selv samme folkeskoler, osv. Valgkommissionen anser valgobservatører som fjender, og man forsøger at begrænse deres bevægelsesfrihed mest muligt og fortolker loven på sin helt egen måde. Snart er det ulovligt at kigge derhen eller herhen, ”sæt Dem på den stol henne i hjørnet!”
Polina Kuzavljova var den eneste valgobservatør på valgstedet, og kommissionen reagerede fjendtligt, da hun krævede, at proceduren blev fulgt, og at man gennemgik stemmerne én ad gangen. Demonstrativt begyndte én person at tømme den kæmpe bunke med 700 stemmer én for én, idet hun viste Polina hver eneste stemmeseddel. Det tog omkring tre timer og varede indtil tre-fire-tiden om natten. Derefter måtte Polina sidde og ventede på sin kopi af valgprotokollen indtil klokken syv om morgenen.
”Det gælder om at opbygge et godt forhold til kommissionen, så de opfatter dig som et menneske og ikke som en fjende. Valgkommissionen består af personer, som har nogle helt anderledes værdier. De har ikke det her job fordi de ønsker, at valgene skal forløbe på ærlig vis, ikke fordi de går op i hvem der kommer i dumaen, eller fordi de har en eller anden politisk holdning. De gør det fordi administrationen har stillet dem den opgave. De er i hovedreglen ansatte på skoler, i lokaladministrationen eller er medlemmer af Forenet Rusland – altså enten en del af Forenet Rusland eller de statslige strukturer og de får en opgave: ‘Gør det her!'”
Korruption, ja tak!
Ved de seneste valg i Rusland har alle valgsteder været udstyret med webcameraer, som dokumenterer stemmeafgivelsen. Allerede på valgdagen gik en optagelse fra Rostov-regionen viralt. Her danner tre medlemmer af valgkommissionen en lille menneskemur, mens en kvinde bag dem smider stakke af forhåndsudfyldte stemmesedler i urnen. Dét mener Polina Kuzavljova ikke, de har gjort af egen fri vilje.
”Det er meget sandsynligt at medlemmerne af valgkommissionen har fået at vide fra nogen oppefra, at ‘hør, det er meget vigtigt at Forenet Rusland får 60 procent, gør sådan og sådan og så for I måske 10.000 rubler’. Jeg tror ikke, at der skal så meget til,” siger Polina og fortæller, at næstformanden for kommissionen på et tidspunkt under stemmeoptællingen sagde:
“Jeg forstår ikke al den snak om korruption. Hvis nogen tilbød mig en million, så ville jeg pakke kufferten med det samme, flyve til de kanariske øer og leve lykkeligt uden at tænke mere over, om jeg skulle have taget dem eller ej.”
Den mistænkelige idealisme
Polina Kuzavljova og andre valgobservatører bliver ofte spurgt, hvor mange penge de har fået for at være observatører. Når de så svarer, at de gør det helt frivilligt, fordi de føler det som et kald, bliver det næste spørgsmål:
”Hvorfor i alverden gør I det så?!”
Og dét mener Polina Kuzavljova er Ruslands største problem. Der er relativt få russere, som tror, at de rent faktisk selv kan ændre noget, at noget afhænger af dem eller at deres stemme påvirker deres liv.
”De fleste synes bare at leve en dag ad gangen, og er parat til at tjene penge på hvad som helst; de er parate til at gå ned at stemme på det parti de får besked på for 500 rubler, eller som politiet tage 1000 rubler for ikke at udskrive en bøde. Sådan er det, og indtil der vokser et civilsamfund frem og en ansvarlighed i forhold til det, der foregår i vores land, så vil et demokratisk system næppe komme til at fungere. Vores samfund er ikke klart til det”, siger Polina og understreger, at valgdeltagelsen på hendes valgsted var 35 procent. Det var stort set kun ældre mennesker på over 70 og førstegangsvælgere, der mødte op.
”Folk mellem 25 og 55 var der ikke mange af. De passer sig selv, og tror ikke at de kan ændre noget med deres stemme.”
Stædig patriot
Selvom Polina Kuzavljova er frustreret over det russiske demokrati, har hun ikke tænkt sig at emigrere. Hun har sammenlagt tilbragt seks år i udlandet, og det var et bevidst valg, at vende tilbage til Rusland:
”Jeg meget knyttet til min kultur, mit sprog, min familie. Jeg elsker oprigtigt mit land, min by og de mennesker, der omgiver mig. I udlandet føler jeg mig fremmed og ser ikke mange muligheder for at realisere mig selv. Jeg drages imod mit sprog og min kultur.”
”Vi har selvfølgelig mange problemer, men så længe jeg kan bo her, så længe man ikke forbyder mig at arbejde, så længe jeg ikke bliver forfulgt eller sat i fængsel, så er der muligheder for at udtrykke sin holdning og at øve indflydelse på situationen. Og det ér der. Jeg rejser ingen steder!”
Fakta om parlamentsvalget
Ved det russiske parlamentsvalg 18. september blev halvdelen af parlamentets pladser fordelt ved forholdstalsvalg og den anden halvdel ved flertalsvalgs i enkeltmandskredse. “Magtens parti” Forenet Rusland sikrede sig stort set alle enkeltmandskredse og sidder nu på 343 af parlamentets 450 sæder. De eneste andre partier der klarede spærregrænsen var den såkaldte systemiske opposition, Liberaldemokraterne, Kommunistpartiet og Retfærdigt Rusland, der traditionelt støtter kreml i et og alt. Ingen af de såkaldte ikke-systemiske oppositionspartier kom ind i parlamentet.
Officielt var valgdeltagelsen på 48 procent. Matematiske analyser tyder dog på, at den reelt kun var på omkring 37 procent. Den ikke-systemiske opposition beskylder regimet for at have forfordelt oppositionspartierne på de statslige kanaler, for at have fremrykke valgdagen fra december til midt i september, hvor mange russere er ved at lukke deres datjaer (sommerhuse/kolonihaver) ned for vinteren, samt for valgsvindel på selve valgdagen.
Nærmere bestemt beskyldes regimet for at have benyttet “den administrative ressource” – dvs for at have opfordret værnepligtige og statsansatte til at sætte kryds ved et bestemt parti samt for at opildne lokalregeringer til at benytte “karuseller” hvor busser kører rundt med vælgere, der stemmer flere steder, samt “ballot-stuffing”, hvor man smider stakke af forhåndsudfyldte stemmesedler i stemmeurnen. Uafhængige iagttagere udpeger imidlertid den udbredte politiske apati som den primære årsag til regimets overbevisende valgsejr.
