VALG I HVIDERUSLAND | Stemmesedlerne gøres klar i Hviderusland, et land hvor parlamentet ikke har nogen reel indflydelse, og hvor de politiske partier måske snart hører fortiden til.
Der er parlamentsvalg i Hviderusland søndag den 11. september, hvor de 110 sæder i Repræsentanternes Hus – det hviderussiske parlaments underhus – skal besættes. Men valgprocesser i det autoritære regime er en forunderlig affære og indeholder mange elementer, som afholder systemet fra at leve op til internationalt anerkendte demokratiske standarder. I de to uger, der leder op til valget i underhuset, udpeges de 64 medlemmer af overhuset, Republikrådet – de lovgivende regionale råd vælger 56 medlemmer og præsidenten vælger selv otte.
Omdiskuterede valg
Sidste gang, hviderusserne skulle til stemmeurnerne, var til præsidentvalget den 11. oktober 2015. Ikke overraskende vandt Aleksandr Lukasjenko for femte gang valget om posten som landets øverste leder, med hele 83,47 procent af stemmerne. De tre andre præsidentkandidater, Tatsiana Karatkevich (BSDP, Det hviderussiske socialdemokratiske parti), Sergei Giadukevich (LDP, Det liberaldemokratiske parti) og Nikolai Ulakhovich (BPP, Hvideruslands patriotiske parti) fik henholdsvis 4,44 procent, 3,30 procent og 1,67 procent af stemmerne. Præsidenten selv er en politisk uafhængig spiller.
OSCE/ODIHR konkluderede i deres rapport om valget dengang, at: “Hviderusland har et betydeligt stykke tilbage for at imødekomme deres OSCE-forpligtelser for demokratiske valg”, og at der var behov for politisk vilje for en reformproces. Rapporten opsummerer, at flere elementer undergravede troværdigheden af valget i 2015, blandt andet stemmeoptællingen og udregningerne af valgresultatet. Der er mange elementer ved det forestående parlamentsvalg, der ligeledes tyder på en udemokratisk valgproces og et utroværdigt valgresultat.
Passivt parlament
Den 6. juni 2016 udskrev præsident Aleksandr Lukasjenko valg til Repræsentanternes hus, underhuset i det hviderussiske parlament. Den 11. september skal de 110 parlamentsmedlemmer vælges, men ifølge den hviderussiske journalist Ivan Shyla, er der ikke så meget at hidse sig op over.
“Det er et meget forudsigeligt valg, og ikke tidspunktet til at forvente større forandringer. Parlamentet har ikke nogen reel betydning. Repræsentanternes Hus deler den lovgivende magt med præsidenten, men de har kun gennemført fire nye love siden valget for fire år siden,” fortæller han.
Den lave aktivitet i parlamentet bygger på flere faktorer; For det første sætter Lukasjenkos autoritære styre en naturlig stopper for politisk aktivitet med sin hårde linje mod politiske modstandere med chikane og arrestationer – og imod parlamentarismen generelt. Dette kan ses på sammensætningen af de medlemmer i Repræsentanternes Hus, der blev valgt i 2012: Overvældende 105 parlamentsmedlemmer er uafhængige kandidater med det resultat, at underhuset er stærkt fragmenteret. Det giver sølle fem parlamentsmedlemmer, som repræsenterer et politisk parti, tre fra kommunistpartiet KBP, én fra landbrugspartiet AP og én fra RPPiS, det Republikanske parti for arbejde og retfærdighed – og alle støtter regeringen.
For det andet er det bemærkelsesværdigt, hvor ringe betydning det hviderussiske underhus bliver tillagt qua medlemmernes alder og ambitionsniveau.
“Når man kigger på sammensætningen af medlemmer i underhuset, fremgår det tydeligt, at et sæde i parlamentet bliver brugt som en slags pensionssted for gamle – ofte – mænd, som kan nyde det sidste af deres arbejdsliv i en fin stilling. De repræsenterer myndighederne, og er tydeligt en del af det politiske spil,” slår Ivan Shyla fast.
Han forklarer også, at underhuset er meget anonymt i den politiske arena.
”Medlemmerne har ikke adgang til at optræde i TV eller andre massemedier, så hele parlamentet fremstår som en fjern gruppe støvede, inaktive gamle mænd,” siger Shyla.
Et opgivet folk
En tredje faktor, der kan bidrage til opretholdelsen af status quo, er den tilsyneladende resignation i befolkningen.
“Folk har ikke lyst til at stemme, fordi de føler, deres stemme ikke tæller,” fortæller Ivan Shyla.
Men det bliver mange alligevel presset til:
“Det er din forpligtelse som ansat i et offentligt job at stemme. Mange af de statsejede fabrikker har sågar “ideologiske ledere” for deres medarbejdere, som “vejleder” de ansatte politisk. Som offentlig ansat kan din valgdeltagelse – eller udeblivelse – påvirke både løn og jobudsigter,” forklarer den tidligere aktivist, og tilføjer, at det i denne sammenhæng er værd at huske på, at 70 procent af virksomhederne i Hviderusland er kontrolleret af staten.
Det var ifølge OSCE/ODIHR også arbejderkollektiver og initiativgrupper, der nominerede de 105 uafhængige parlamentsmedlemmer i 2012.
Hviderussernes afstandstagen fra det politiske spil kan også begrundes med det faktum, at de politiske partier har meget ringe og endda dalende indflydelse og er forsvindende fra den politiske virkelighed. Oppositionspartierne har længe været udfordret, men, som PhD i statskundskab, Tatsiana Kulakevitsj, pointerede i en analyse fra 2015, lider regeringens støttepartier også af tendenser som faldende medlemstal og begrænset adgang til den politiske arena. Der er ikke registreret nye politiske partier i Hviderusland siden 2000, på trods af flere ansøgninger og forsøg på at etablere nye partier. Effekten er endnu mere magt centraliseret om præsident Lukasjenko.
Svære kampagneforhold
For de 488 kandidater til parlamentsvalget, er vejen fremad for dem uden berømmelse eller sponsorer lang og hård. Valgkampen er strengt reguleret, og OSCE/ODIHRs interim-rapport fra langtidsvalgobservationen mellem den 2. og den 26. august 2016 noterer, at det meste af valgkampen op til parlamentsvalget har været stort set usynlig i gade- og mediebilledet, og at der har været meget lav deltagelse til valgarrangementer.
Flere kandidater har udtalt, at de, efter at den offentlige kampagnestøtte blev fjernet i 2013, har været udfordret af begrænsede midler til at drive valgkamp. Ifølge lovgivningen er der også begrænsninger for, hvor mange penge man må bruge på valgkamp: Som privatperson må man maksimalt donere 105 hviderussiske rubler (ca. 356 kroner) og en juridisk enhed må donere op til 210,23 rubler (ca. 714 kroner). En kampagne må maksimalt koste 21.000 rubler, tilsvarende 71.270 danske kroner.
”Oppositionen er generelt ikke engageret i valgkampen, og flere af de stærke oppositionskandidater stiller slet ikke op til valg,” siger Ivan Shyla, som dog ser en lille ændring i mediebilledet.
Oppositionskandidater i TV
Statsmedier dominerer både fjernsynet og de trykte medier, men er officielt forpligtet til, at give alle kandidater lige eksponeringsrettigheder. Ifølge Ivan Shyla, som selv har arbejdet som journalist for Radio Free Europe og nyligt har indgået et samarbejde med den uafhængige TV-station Belsat med hovedsæde i Warsawa, Polen, underlægger majoriteten af de hviderussiske medier sig selvcensur, når det kommer til politik.
”Regeringen er bange for TV-mediet. De prøver at kontrollere medierne og sætte begrænsninger på deres formidling,” forklarer Shyla, og henviser til, at oppositionspolitikere har fået blokkeret deres hjemmesider, samt at det efterhånden er umuligt at få akkreditering som kritisk journalist i Hviderusland.
Men midt i den dystre karakteristik af det hviderussiske medielandskab, findes der håb, hvis man skal tro Ivan Shyla.
“Heldigvis er der et stadigt voksende publikum på nettet, og selv om regeringen prøver at kontrollere medierne, virker det ikke længere i samme omfang. Så nu er der faktisk sket det, at statsejede TV-kanaler har givet enkelte oppositionspolitikere taletid. De udgør ikke nogen trussel mod regeringen, men det er et stort fremskridt, at de i det hele taget får sendetid,” mener han.
Den centrale valgkommission i landet har endda fulgt nogle af OSCEs tidligere anbefalinger, og besluttede blandt andet at informere om valgkomitéernes bestemmelser på internettet, samt om valgresultaterne, når de foreligger, på både nationalt, regionalt og lokalt niveau.
Nye ansigter og en “bange regering”
Selv mener Shyla, at rigtig mange hviderussere benægter den politiske realitet.
“Mange af de unge, der er ved at blive aktiveret i civilsamfundet, er ikke bekendt med Lukasjenkos regime, og de forstår heller ikke problemerne,” mener han.
På trods af dette er der håb om, at der endelig kan komme nogle nye ansigter ind i parlamentet.
“Der er en mulighed for, at nogle af de nye kandidater kan blive valgt, og det er blandt andet politikere, der ønsker et normalt forhold til EU. Og nogle af disse kandidater bliver nu accepteret af myndighederne, fordi de er loyale overfor regeringen. Hvis man kunne få nogle nye mennesker ind i politik, kan man også få nye tilgange til de eksisterende fastlåste mekanismer. Tag for eksempel den klassiske politiske opposition – de har prøvet at gøre det samme i 20 år, og hvad har det givet af resultater?” spørger han.
Ivan Shyla beskriver igen den Hviderussiske regeringen som værende “bange”.
“De er bange for TV, de er bange for folkets meninger og de er bange for forandringer. Lukasjenkos mænd er gamle KGB-ansatte, officerer og politibetjente. De er bange for de nye tider og liberalisering. Regeringen fremstår stærk, men jeg er ikke overbevist,” siger han tankefuldt.
Den 25 år gamle hviderusser fortæller, at to af oppositionens kandidater til parlamentsvalget søndag den 11. september bliver anset for at have en reel mulighed for at blive valgt ind i Repræsentanternes Hus.
“Vi har en vittighed, der siger, at Neil Armstrongs skridt på månen var stort for menneskeheden, men at en oppositionspolitiker skulle komme i parlamentet, ville være et endnu større skridt for Hviderusland. Det er en reel mulighed. Jeg tror ikke selv, at de bliver valgt ind, men det ville virkelig være godt,” afslutter Ivan Shyla.
