På trods af Lukasjenkos fortsat hårde kurs over for politisk modstand er der i disse år tegn på, at det hviderussiske samfund bevæger sig i retning af en større grad af pluralisme og civilt engagement, hvilket også kan få politiske konsekvenser. Spirende græsrodsaktiviteter i Europas mest lukkede land kan være de første skridt mod en demokratisering af Hviderusland.
“Noget er ved at ske. Det er helt sikkert. Det er en proces, der tager tid, men nu er det ved at være meget tydeligt.”
Journalisten Ivan Shyla fra Hviderusland ikke i tvivl om, at hans hjemland står overfor en samfundsmæssing omvæltning.
Kontrolleret liberalisering
Siden præsident Aleksandr Lukasjenkos magtovertagelse i 1994 har hans politiske linje, som blandt andet omfatter forsamlingsforbud og pressecensur, ikke fået megen opbakning internationalt. Det hviderussiske diktaturs overgreb mod menneskerettigheder og politisk frihed har gjort det svært for civilbefolkningen at deltage aktivt i samfundet. De mange begrænsninger har forhindret den styrkelse af civilsamfundet, som er nødvendig for at det, som vi i Danmark kalder ‘det lille demokrati’, kan spire. Aktivisme, debat og deltagelse skaber sammenhold og en social bevidsthed, som kan generere krav og kritiske røster fra folket, og det ved præsident Lukasjenko godt. På den anden side kan komplet undertrykkelse af rettigheder også fremprovokere mere oprør og opposition – og ikke mindst skabe endnu større internationalt pres på den hviderussiske regering. Det ved Lukasjenko også godt. Af samme grund er regeringen de senere år begyndt at tillade en højere grad af aktiv deltagelse i civilsamfundet – vel at mærke kun deltagelse, der ikke angår politik.
“Regeringen har indgået et, på kort sigt, rigtig smart kompromis. Man tillader nu en stigende grad af aktiv deltagelse i civilsamfundet, og man ser flere og flere deltage i samfundsaktiviteter – økologiprojekter i lokalområderne, gadefester, koncerter, litteraturarrangementer, festivaler med fokus på hviderussisk kultur og traditioner, oprydning og renovering af boligområder osv. Nu er alt tilladt, så længe det ikke er politisk aktivisme. Det er et klogt træk fra regeringens side; der er indgået en aftale, hvor begge sider er glade,” forklarer Ivan Shyla.
Med denne ordning kan befolkningen således være aktiv i civilsamfundet og føle, at de bidrager med noget, samtidigt med at det hviderussiske fællesskab og kulturen bliver dyrket. Og regeringen har stadig fuld kontrol over det politiske liv. Men ifølge Shyla kan denne liberalisering, som fra regeringens side i virkeligheden er et forsøg på politisk pacificering, på ironisk vis ende med at være et lille frø til mere vidtrækkende samfundsengagement og i sidste instans politisk forandring.
Apati og selvcensur
Civilsamfundet i Hviderusland er, ikke overraskende, stærkt præget af mange års jernstyre. I modsætning til manges formodning er der dog i Hviderusland god mulighed for digital deltagelse og mobilisering.
“Hviderusland er ikke isoleret. Vi har Facebook, Uber og globale IT-selskaber, og internettet er stort set frit. Det er en usædvanlig kombination, at folk med de muligheder giver sig selv mundkurv på”, siger Ivan Shyla og fortæller, at man på internettet vælger at undlade at skrive om oppositionen og det, han selv kalder “interessante ting”.
I stedet er store russiske bryllupper et af det mere populære emner, og den omdiskuterede sag om Lukasjenkos søns mor, hvis identitet er ukendt, har ikke vakt megen opsigt. Det ville være et journalistisk scoop at afsløre, hvem en potentiel fremtidig leders mor er, men selv om der går rygter om, hvem kvinden er, er der ifølge Shyla ingen, der spørger ind til det. Ved at holde mund undgår man ubehageligheder. Han illustrerer situationen på følgende måde:
“Hvis det regner, har du tre valg: Du kan købe en paraply, du kan tage et andet sted hen, eller du kan lære at leve med det. Sådan er det også med Lukasjenko og hans styre.”
Og de medier, som faktisk opererer frit på nettet, vælger i høj grad at “leve med det” og undlade at bruge deres indflydelse på politiske emner. Ivan Shyla mener, at forklaringen på denne kollektive ‘mundkurv’ skal findes inden for de seneste ti år:
“Siden præsidentvalget i 2010 ændrede situationen sig, efter at medlemmer af oppositionen blev fængslet. Nu holder man sig generelt tilbage, selv om der ikke reelt er kommet flere restriktioner. En god illustration er, at folk for ti år siden kæmpede for at få offentlig taletid, men det blev ikke tilladt. I dag kunne regeringen lave et Speaker’s Corner i Minsk, og folk ville blot kigge på det og gå videre uden at tage mikrofonen,” forklarer han.
På vej mod politik
Den 25 år gamle hviderusser har selv brugt det meste af sit liv på at være politisk aktiv mod Lukasjenkos regime, han har været anholdt over 120 gange, er blevet udvist fra skolen og har sidenhen studeret i Polen, hvor han den sidste tid har arbejdet som journalist i Radio Free Europe. Han har selv lagt den politiske aktivisme på hylden, men er overbevist om, at noget er ved at spire trods de vanskelige omstændigheder.
“Mange plejede at være politisk aktive, men i takt med den stigende undertrykkelse af oppositionskræfterne samt arrestationer og forfølgelse af aktivister er folk gået væk fra det politiske. Nu finder de fleste andre måder at være aktive på, fordi “uskyldig” civil aktivisme er blevet accepteret,” siger Shyla og henviser til populariteten af blandt andet litteratur- og økologifestivaler.
Den tidligere aktivist er overbevist om, at samfundsengagementet atter vil blive politisk.
“Det ligger i den menneskelige natur: Man kan ikke undgå politik. Det gælder for så vidt ikke kun i Hviderusland – sådan er det alle steder. Folk vil gerne være med til at gøre en forskel. Lige nu kan man for eksempel være med til at starte et lille urbant projekt med at rydde op og pynte i det lokalområde, hvor man bor. Det er, når man ønsker at udvide projektet og gøre større forskelle, at problemet opstår. Hvis du vil ændre på en hel bydel, bliver du nødt til at henvende dig til myndighederne, og så står man overfor det politiske system. Bevægelsen i Hviderusland starter i det små, men vi kommer nok til at se, at folk søger politisk indflydelse efterhånden”, forudser Ivan Shyla.
En langsom, men sikker proces
Trods folk egen selvcensur, regeringens kreative forsøg på politisk pacificering og det, han selv kalder en slags realitetsfornægtelse blandt mange hviderussere mener Ivan Shyla altså, at der er udsigter til et mere demokratisk samfund i Europas ‘sidste diktatur’.
“En demokratisk samfundsudvikling er en proces, der tager tid. Det er ikke noget, der er gjort i en håndevending – det var det heller ikke i Danmark i sin tid. Mange af de mest aktive hviderussere i dag er i aldersgruppen 25-30 år, men man kan ikke forvente, at man simpelthen kan fremdyrke en “demokratiseret” generation i én omgang,” pointerer Ivan Shyla og understreger, at mange også er bange for samfundsmæssige ændringer.
Både fordi ændringer medfører noget ukendt og usikkert, og fordi mange ser Aleksandr Lukasjenko som en solid leder, der kan stå op mod eksterne faktorer som Rusland. Ved en demokratisering af systemet kan landet komme i politisk ubalance, og mange frygter for, hvad der kan ske, hvis de ikke har en stærk leder til at beskytte Hviderusland. Selv tror Ivan Shyla dog, at bolden ruller, også på trods af folkets betragtelige fremtidsbekymringer.
“Jeg er meget positiv. Den klassiske aktivisme er erstattet med en anderledes bevægelse, men i sidste ende kommer det til at skabe ændringer og politisk indflydelse. I løbet af kun ti år er der sket virkeligt meget, og den teknologiske udvikling og internettet skaber enorme muligheder. Jeg har set utrolig mange ændringer i civilsamfundet i løbet af de seneste par år, og jeg er overbevist om, at dette er en proces, der ikke er til at standse”, afslutter Ivan Shyla.
Ivan Shyla besøgte Danmark i juni 2016 i forbindelse med Folkemødet på Bornholm. Han var en del af foreningen SILBAs bidrag til den internationale debat.
