FORSONING | Den trettende juni besøgte den bosniakiske præsident Bakir Izetbegović gerningsstedet for Kazani-massakren. Under massakren blev en gruppe mennesker – herunder flest serbere, men også et ukrainsk par, en kroat og en bosniak – myrdet i 1993. Besøget er et vigtigt skridt mod forsoning i Bosnien, men der er stadigvæk langt igen. Helga Molbæk-Steensig analyserer.
Kazani-massakren fandt sted i Kazani nær Sarajevo i sommeren 1993 under belejringen af den bosniske hovedstad. Flere medlemmer af den tiende bjergbrigade, en paramilitær gruppe i Sarajevos forsvar, er blevet dømt for forbrydelserne i Kazani. Lederen af gruppen, Mušan Topalović, kom dog aldrig for en domstol, for i oktober 1993 udstedte den bosniske regering en arrestordre på ham for hans forbrydelser imod såvel serbere som borgerne i Sarajevo, og efter en gidseltagning, hvor otte civile og ni betjente mistede livet, blev han dræbt under et flugtforsøg.
Situationen blev mere kompleks i forhold til forsoning efter krigen, da den bosniske regering i 1996 fandt og genåbnede Topalović grav og gav ham en krigsheltebegravelse på begravelsespladsen for faldne soldater. Den bosniakiske præsident på det tidspunkt, var Alija Izetbegović, Bakir Izetbegović’ far.
Under Bakir Izetbegović‘ besøg i Kazani lagde han en krans ved massegraven, hvor lig af 29 individer er fundet, men mange endnu ikke er blevet identificeret. Bakir udtalteblandt andet.
“Jeg følte, at jeg skylder ofrene dette, at jeg havde en forpligtelse til at komme. Jeg skulle have været kommet tidligere.“
Udtalelsen og besøget blev positivt modtaget af Miladin Vidakovic, lederen af det lokale borgerråd. Han udtalte,
“Det, at det er formanden for præsidentskabet, lederen af bosniakkerne, der aflægger dette besøg, viser at det er et stort skridt i retning af fred og tolerance i Bosnien-Harcegovina.“
Forsoning og symbolske erstatninger
For post-konfliktsamfund har FN opstillet fem fokusområder for at opnå forsoning. Retfærdighed, sandhed, erstatninger, institutionel reform og inkludering af civilsamfundet. Fokusområdet, retfærdighed, handler om at holde individer, fremfor hele folket, ansvarlig for de forbrydelser, der er blevet begået. Fokusområdet, sandhed, handler både om at finde ud af, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvor massegravene befinder sig.
Fokusområdet, erstatninger, indbefatter både materielle og symbolske erstatninger, imens institutionel reform handler om retten til ikke-gentagelse. De sidste punkt om inkludering af civilsamfundet er baseret i en erkendelse af, at folket som helhed må være inkluderet i processen, så den ikke bliver et projekt for en smal elite, og at et levende civilsamfund er en central modvægt til politisk magt.
Bakir Izetbegović besøg ved massegraven ved Kazani, har elementer af flere af disse fokusområder. Dels bidrager besøget til at etablere en fælles sandhed, et fælles narrativ om, hvad der skete under krigen. Lisa Storm Villadsen, lektor i retorik ved Københavns Universitet og ekspert i staters officielle undskyldninger udtaler:
”Forsoningsprocesser mellem tidligere krigførende parter er som regel langvarige og komplicerede. For at de skal lykkes, er en vigtig grundpræmis, at parterne er enige om, hvad der er sket. Bakir Izetbegovic’s besøg i Kazani kan ses som et skridt i denne proces. Anerkendelsen af, at den blodige krig i 90’erne også indebar mord på civile serbere og andre udført af bosniakker, hører med til afdækningen af hele sandheden.”
Besøget kan også ses som en symbolsk erstatning, men bør i følge Storm Villadsen dog ikke forveksles med en officiel undskyldning.
“Når Izetbegović lægger en krans ved stedet for massakren, er det en måde at ære de døde på. Hans udtalelse ‘jeg føler at jeg skylder ofrene noget’ er dog så tvetydig, at den næppe vil kunne stå alene som udtryk for den nuværende bosniakiske opfattelse af konflikten. Det ville kærve en decideret erklæring, eventuelt i form af en tale, hvor han utvetydigt gav udtryk for sorg over den bosniakiske vold, og beskrev hvordan man ønsker at arbejde for forsoning med serberne.”
Retfærdighed, sandhed og symbolske erstatninger hører sammen
Bosniens forsoningsproces er blevet behandlet både lokalt og internationalt. Den Internationale krigsforbryderdomstol for Jugoslavien (ICTY) har behandlet og dømt flere tidligere toppolitikere og ledere indenfor militæret på alle sider af konflikten, men nu hvor domstolens mandat er slut og de sidste sager kører, er der mange steder stadigvæk en følelse af et retfærdighedsvakuum.
Tea Sindbæk, adjunkt på Institut for Tværkulturelle Studier, udtaler om dette:
“Et væsentligt problem er, at ICTY har skuffet rigtig mange. Mange store fisk er sluppet for let – eller er sluppet helt fri – og selvom domstolen har gjort et vigtigt stykke arbejde i at skabe viden og dokumentation, så har den ikke været særligt vellykket hvad angår dét at skabe en oplevelse af retfærdighed. Derfor er det vigtigt, at folk – og politiske ledere – i Bosnien og landene omkring, begynder at tage en større del af dette her på deres egne skuldre. Undskyldninger og anerkendelse af skyld er rigtig vigtigt i den sammenhæng.”
Sammenhængen mellem de symbolske erstatninger, etableringen af en fælles version af sandheden og individualiseringen af skyld er kompleks i det tidligere Jugoslavien. Det er et vigtigt skridt, at Bakir Izetbegović tilbyder serberne en symbolsk erstatning og accept af et fælles narrativ ved at besøge gerningsstedet for Kazani-massakren, men resultatet må helst ikke blive en forsimplet version af krigens begivenheder.
“Hvordan kan man skabe en anerkendelse af, at der blev begået forfærdelige forbrydelser af personer på alle sider, men uden at fordele skyld ligeligt eller bare affeje skyldspørgsmålet med at ’alle var forbrydere’?” spørger Tea Sindbæk for at illustrere de komplekse elementer i konflikten.
I sidste ende betyder det, at Bakir Izetbegović’ besøg er vigtigt som en symbolsk erstatning til ofrene, men det må ikke træde i stedet for individualisering af forbrydelserne i form af fortsat efterforskning, anklage og domme af de personer, der planlagde og udførte forbrydelserne. Derudover skal der stadig fokuseres på at udvikle sandhedskommissioner med samling af vidneberetninger med henblik på at skabe et fælles narrativ, og institutionel reform skal gennemføres, for at skabe offentlige institutioner, der er fri for krigsforbrydere, og som er kvalificerede og repræsentative for de borgere de betjener.
’Forbrydelser på alle sider’ er for simpelt et narrativ
Det internationale samfund har behandlet opløsningen af Jugoslavien som en etnisk borgerkrig. Det er der overordnede juridiske problemer med, blandt andet må man bemærke, at Dayton-aftalen, som i 1995 skabte fred i Bosnien, var underskrevet af lederne af tre forskellige lande – Bosnien, Kroatien og Serbien, hvilket normalt er måden at skabe fred i aggressionskrige for territorium, ikke i borgerkrige.
Opløsningen af Jugoslavien og krigens udbrud skabte en kaotisk situation, hvor militante grupper raserede uden formelt tilhørsforhold. For eksempel havde Bosnien efter krigen havde mere end dobbelt så mange politibetjente som før, idet mange uden uddannelse på politiskolen havde erklæret sig betjente under krigen.
Tea Sindbæk udtaler om dette:
”Fordi Bosnien-krigen er blevet analyseret næsten udelukkende som en etnisk konflikt, så er der en kæmpe gråzone af forbrydelser, som ikke rigtigt er blevet behandlet. I en situation med systemsammenbrud som i Bosnien 1992-1995, hvor paramilitære grupper pludselig fik voldsom magt, er der jo foregået alt muligt også internt i de etniske grupper, inklusiv vold, plyndring og voldtægt. Det falder under radaren i en situation, hvor retsopgør og skyld mellem etniske grupper selvfølgelig er virkelig væsentligt.”
Med både ukrainere, serbere, kroater og bosniaker i massegraven, samt en stor gruppe uidentificerede, er Kazani massakren et eksempel på dette kaos, og det er medafsæt i denne viden, individualiseringen af skyld og løbende symbolske erstatninger til ofrene rettere end etniciteten, at dem-mod-os retorikken skal bekæmpes og forsoningen finde sted.
